Har folkeskolen brug for en blå skolereform?

Det gode skib Titanic udgjorde som bekendt tidens bedste bud på en velfærdsløsning til søs.

Godt nok var forholdene noget bedre for passagererne end personalet om bord, men skibet var på trods af dette et stort fremskridt teknologisk og velfærdsmæssigt. Det var ikke skibsbyggernes skyld, at skibet alligevel gik ned på sin jomfrurejse. Det skyldtes, at rederiejerne og politikerne ignorerede de faktiske forhold for den daglige sejlads.

Der er en slående lighed mellem situationen omkring Titanics forlis, og regeringens forsøg på at sætte en omfattende folkeskolereform i søen.

Grundlæggende er reformforslaget udmærket, og vi støtter fuldt ud, at eleverne skal have flere ugentlige undervisningstimer, men der kan nu også kan sættes et par store kritiske spørgsmålstegn ved et par af de bærende indholdselementer.

Så selv om man kan være tilfreds med, at regeringen gerne vil en bedre folkeskole og spiller frisk ud med et reformforslag, så breder bekymringen sig hurtigt. Regeringen ignorerer tilsyneladende de vanskeligheder, som den selv er ved at skabe for reformen.

I et uskønt partnerskab med Kommunernes Landsforening vil finansministeren styre de kommende overenskomstforhandlinger for de kommunalt ansatte. Hensigten er at frembringe et milliardbeløb til finansiering af folkeskolereformen, og midlet er en forringelse af lærernes arbejdstidsaftale.

Det er selvfølgelig helt uacceptabelt, at regeringen vil blande sig i de kommunale overenskomstforhandlinger og på den måde styrer mod en konflikt og et muligt regeringsindgreb, og det er en uhørt grov arbejdsgiverpolitik, at man vil forringe lærernes arbejdstidsvilkår, læs forberedelsestiden.

Tillidsmandsordningen og lærerbeskæftigelsen vil man også forringe.

Skolereformen

Kravet til skolen og lærerne er i disse år, at man skal tåle nedskæringer, skolenedlæggelser, højere klassekvotienter, inklusion af mange flere børn med særlige behov, og nu skal der ske en kvalitetsstigning og fornyelse af undervisningen.

Skarpe krav, som lærerne skal honorere, men så kan man da ikke seriøst mene, at lærerne skal have mindre tid til at forberede sig på disse udfordringer. Hvis man gennemtvinger det, så får man da ringere kvalitet.

Noget kunne tyde på, at regeringen og KL baserer sit forslag på forestillingen om, at lærerne skal forberede sig i fritiden. Regeringens optræden giver næring til mistanken.

Men ikke nok med det. Regeringen og KL har søsat deres projekt for forringelse af lærernes arbejdsforhold i en sump af smarte tal-konstruktioner.

Man baserer sit ønske om forringelse af lærernes arbejdstidsvilkår på det argument, at lærerne kun underviser i 40 % af arbejdstiden. Det er næsten rigtigt, selv om en del kommuner nu har en undervisningsprocent, der er højere end 40, men det er jo ikke det interessante.

Det interessante er jo, at lærerne er sammen med eleverne i langt størstedelen af deres arbejdstid. Ud over selve den traditionelle fagrettede undervisning er lærerne jo også sammen med eleverne på lejrskoler og hytteture, til årsprøver, på biblioteket, i læseværkstedet, i lektiecafeen, AKT–vejledningen o. s. v.

Arbejdstiden anvendes til forældresamarbejde, klasselærerarbejde, pauser, fælles skoleudvikling, efteruddannelse m. m., og så er der 20–25 % tilbage til forberedelse. Det kan da ikke være mindre og jo altså en helt andet procentandel end den, regeringen og KL forsøger at ”sælge” til befolkningen. 

Når man derefter lægger, at KL vil deregulere lærernes arbejdstidsaftale og give de lokale skoleledere ridefogedbeføjelser, så tårner de første truende isbjerge op foran skolereformen.

Regeringen har angiveligt 3 overordnede mål med at gennemføre skolereformen. Man vil styrke det faglige niveau og elevernes trivsel, og man vil mindske betydningen af social baggrund i forhold til faglige resultater. Det er gode målsætninger. Spørgsmålet er så, om de midler, man vil satse på, fremmer formålene.  

Regeringen foreslår, at eleverne skal have en meget længere obligatorisk skoledag specielt med flere timer i dansk og matematik fra 4. til 9. årgang. Det er fint og kan føre til et højere fagligt niveau, hvis det indgår i en mere differentieret tilrettelæggelse af undervisningen.

Blot skal man holde fast ved 2 afgørende pointer:

Flere timer giver ikke i sig selv højere kvalitet og højere fagligt niveau. Det er jo f. eks. interessant, at de nyeste forskningsundersøgelser viser, at det faglige niveau er steget kraftigt i læsning og matematik, paradoksalt nok i en periode, hvor undervisningstimetallet er faldet i mange kommuner.

Det er uomtvisteligt, at OK08–arbejdstidsaftalen, der har tilslutning fra over 80 % af skoler og kommuner, har bidraget positivt til dette.

Og det er nærliggende at antage, at flere timer til eleverne i kombination med ringere forberedelsesvilkår for lærerne ikke vil give højere kvalitet i undervisningen. Gode rammevilkår giver gode resultater.      

Man ønsker også at styrke engelsk-undervisningen med nye timer på 1. og 2. årgang. Det er også fint at styrke engelskundervisningen, men det er da mærkeligt at gøre det ved at indføre engelsk på 1.–2. klassetrin, når erfaringerne viser, at timerne kunne anvendes bedre på 5.–9. klassetrin. Der er vist tale om lidt popsmart leflen for tidsånden. 

Regeringen foreslår nogle små timeforbedringer til de praktisk–musiske fag, og det er godt, og mindst lige så godt er det, at lærernes efteruddannelse skal styrkes, og IT–området løftes. Det er der behov for.

Regeringen ønsker endvidere at øge elevernes ugentlige skoletid til 35 timer på 4.–6. klassetrin og 37 timer for 7.–9. klassetrin.  

Den lange arbejdsuge ønsker regeringen skal udgøre en heldagsskole fra 8 til henholdsvis kl. 15.00 og 15.30. Det lyder voldsomt. Det er klart, at eleverne bør have flere ugentlige timer, og Enhedslisten har tidligere foreslået og foreslår nu igen, at ministeriets vejledende timetal gøres til minimumstimetal for alle skoler og kommuner.

Det vil være et stort løft i lyset af de mange nedskæringer, vi har oplevet i de senere år. Det er jo også væsentligt at fremhæve, at ministeriets egne krav til Fælles Mål, læseplaner o. s. v. netop bygger på det vejledende timetal. Det fremsatte forslag til heldagsskole sikrer ikke, at det vejledende timetal følges i alle kommuner. 

Byggestenene til fremtidens skole

Efter vores opfattelse skal man ikke tvinge heldagsskolen igennem fra oven. Lad 1700 skoler blomstre og tingene udvikle sig ud fra de erfaringer, der opnås, og lokale ønsker. Giv dog mulighed for, at kommuner kan oprette heldagsskoler de steder, hvor det vil være en klar fordel, men lad os fastholde, at det gode børneliv ikke kun udvikles i skolen.

Det er vigtigt, at børn og unge har tid til mødes uden for skolen, og vi må have respekt for børnenes frie valg over en del af deres tid hver dag.

Helhedsskolen kan utvivlsomt i mange tilfælde være en udmærket skolemodel i områder, hvor der er mange elever, der har dansk som 2. sprog, hvor mange elever kommer fra ressourcesvage hjem, og hvor relativt få børn deltager i fritidsaktiviteter. Men lad en konkret lokal vurdering afgøre det.  

Regeringen baserer sit forslag til at indføre obligatorisk heldagsskole på indførelsen af et stort antal aktivitetstimer. Det er mildest talt en temmelig luftig størrelse.

Der er ikke angivet uddannelseskrav til personalet, det faglige indhold og de faglige mål er diffuse, og planlægningsvilkårene er ukendte, og SFOs tilknytning ligeså. En sådan konstruktion kan man da ikke basere en obligatorisk heldagsskole på.

Dette element er et markant vidnesbyrd om, at heldagsskolemodellen lanceres, uden at lærere, forældre og elever har været inddraget i fornødent omfang.

Det er kritisabelt, det er ikke godt nok, det er en ommer og det er Titanic–agtigt.

Regeringens forslag til folkeskolereform kan ikke og skal ikke hældes af brættet, men der er behov for en revurdering af såvel indhold som finansiering, hvis de 3 mål for projektet skal nås, og det ikke blot skal starte med at tage vand ind kort efter søsætningen.

Målet om at styrke elevernes trivsel i skolen nås ikke i en obligatorisk heldagsskole på de givne vilkår, og det er at smide en klynge søminer ud foran den højere faglighed, hvis det skal ske på baggrund af ringere forberedelsesvilkår for lærerne.

Regeringen har desværre set bort fra væsentlige dele af den viden, vi har om, hvad der virker, når de negative sociale effekter for indlæringen skal modvirkes.

Vi har nævnt, at timetallet bør fastlægges til mindst det niveau, som er angivet i ministeriets vejledning, og vi når meget nærmere målopfyldelsen, hvis skolereformen også sikrer max. 24 elever i klasserne, styrket tværfaglighed, bedre vilkår for holddannelse og dansk som 2. sprog, samt gode fleksible skolebygninger med tidssvarende læremidler.

Den progressive skole

Hvor kunne det være dejligt, hvis regeringen ville inddrage Enhedslisten i skolereformforhandlingerne - listen er bare så parat. Men det er sikkert rigtigt, at S og SF uden nævneværdige problemer kan få de borgerlige partier med på at lade lærerne finansiere reformen gennem ringere forberedelsesvilkår og svækkelse af dialogen på skolen.

Men har folkeskolen brug for en blå skolereform indført hen over ruinerne af lærernes arbejdstidsaftale?

Jørn Vedel Eriksen, Herning, på vegne af lærere og ledere med hjerte i folkeskolen og medlemskab af Enhedslisten: 

Peter Engsted, Klaus Mejner og Finn Nielsen alle Herning, Peter Hess–Nielsen (Amager), Stig Nielsen (Fredensborg), Margrethe Skøtt (Silkeborg), Ulrik Thomsen (København), Johnny Christiansen (Hillerød), Eva Bech Pedersen (Rønde), Peter Jühne (Albertslund), Michael Strand (Brøndby), Lene Rygård Jessen (Albertslund), Leif Hartmann (Haderslev), Karen K. Sørensen (Ballerup), Ivan Bjørnsfeldt (Vejle), Liselotte Quintrell (Fur)Steen Jakobsen (Holbæk), Lene Junker (Odense).