Annonce

ModKulturRefleksioner i den levende kultur
anmeldelse
19. november 2012 - 13:33

Herfra, hvor Skousen er nået til

Niels Skousen giver med udgivelsen "40 år i dansk rock" endnu et aktuelt bidrag til modkulturen i den kritiske offentlighed.

"40 år i dansk rock" er en flot fejring af Niels Skousen, en skarp sangskriver og en skarp iagttager med et skarpt band.  

Albummet rummer en optagelse af Skousens jubilæumskoncert i Vega i København sidste år. En koncert, der bestod af sange fra hele karrieren.

Foruden sættet med Skousens nuværende band, indeholder udgivelsen en fremragende genopførelse af Skousen & Ingemann's klassiker "Herfra, hvor vi står", med næsten den originale besætning.  

Ud over 2 cd'er består albummet af en dvd med hele koncerten optaget og instrueret af Lina Wendel.

Herfra, hvor vi står

Først lidt om, hvor det hele startede.

I 1971 udgav Skousen & Ingemann debut-albummet "Herfra, hvor vi står". Det var på et tidspunkt, hvor det stadig var forholdsvis nyt at formulere sig på dansk i rockmusikken.

Det var ikke ideologisk styrede politiske tekster, Niels Skousen excellerede i, men de var alligevel politiske i den forstand, at udgangspunktet var fortællinger om fælles drømme, der greb ind i den umiddelbare oplevelse af den sociale virkelighed, som de fremvoksende alternative kulturer konfronteredes med på det tidspunkt.

Der var blandt andet drømme om alternativer til den herskende sociale orden, der deltes af mange unge, uden at det altid var så klart defineret, hvad alternativet var.

Musikken hos Skousen & Ingemann var frihedsorienteret ligesom holdningen i teksterne: En kollektiv praksis fører til det fælles mål: Enhver fugl synger med sit eget næb, og derfor impoviserer flere musikere samtidig - også når sangeren og hans tekst er i fokus. I hver sangs omkvæd synger alle musikere med uanset stemmens klang, og hver især finder de deres egen melodilinje. Ikke noget med at arrangere og styre her.

Indtrykket var ret rodet og en helt anden løst hængende udgave af hippie-æstetikken end den, der dominerede i USA og England på det tidspunkt. (Grateful Dead er det nærmeste, vi kommer det, men denne gruppes kollektive improvisationer lyder meget mere kontrollerede ved sammenligning).

Ikke desto mindre blev "Herfra, hvor vi står" en stor succes i Danmark på et tidspunkt, hvor Gasolin endnu ikke var slået igennem med deres ligefremme og effektive rock. Senere, da Skousen & Ingemann havde skiftet navn til Musikpatruljen, blev det sværere. Musikpatruljen udgav flere, ligeledes vellykkede plader, men ingen af dem nåede samme gennemslagskraft som den første.

Succesen og holdbarheden for "Herfra hvor vi står" skyldtes nok i første række Skousen enkle lyrik, som både beskæftigede sig med livets konstanter og det evigt foranderlige. Det var lyrik, som var ligetil for de fleste og tillige åben for fortolkninger.

Og det passede perfekt til den musikalske form, den afslappede og fortrøstningsfulde stemning i hele udtrykket.

Et godt eksempel er linjerne:

"Det er så svært at nå frem
hvis vejen hele tiden forsvinder
nu vil jeg se hvor jeg står
og hvor min fod træder
og så vil jeg se, hvad jeg så finder".
                        (Svært at nå frem)

Især var det et hit med de danske tekster, at de i lige høj grad undgik det overprætentiøse (som fx prægede de samtidige Alrune Rod) og den traditionelle, stramme form, som prægede visetraditionen.

Skousen & Ingemann åbnede så at sige et musikalsk rum midt imellem Bob Dylan og Højskolesangbogen. Et rum, som Eik Skaløe og Steppeulvene vel gerne kunne have åbnet, men de nåede som bekendt kun at pege på det.

Derfra, hvor vi bevægede os

På "40 år i dansk rock - Live fra Store Vega" er debut-albummet genopført live med næsten den originale besætning. Saxofonisten Knud Bjørnø er fraværende, og trommeslageren Bjørn Uglebjerg, der døde for nogle år siden, er afløst af Hans Fagt. Som altså optræder med de originale medlemmer, Niels Skousen, Peter Ingemann, Stig Møller og Tømrer Claus.

De nye versioner er på mange måder mere fokuserede, end de originale. Der improviseres stadig kollektivt, men musikerne er blevet bedre til at lytte til hinanden, så de ikke "taler" i munden på hinanden, men giver plads.

Skousens tekster holder stadig. Hans insisteren på den fælles tilstedeværelse og hans historiske skæbnefortællinger ("Knud Lavard" og "Kaptajnen") er ikke bundet til en bestemt tidsånd. Det er en insisteren på at blande sig og være med til at skrive historie, og det bliver ikke uaktuelt.

Perspektivet har dog flyttet sig. "Isabel" virkede med sin kvindelige helt mere radikal i 1971, end den gør i dag. Men den er stadig lige appellerende: "Det er bare dig, vi venter på, Isabel, der er ikke noget, der begynder, før du kommer".

Den nye version af "Isabel" er noget mere hårdtslående, end den oprindelige, sikkert mest takket være Hans Fagt, som er en fremragende, medspillende trommeslager. Der er et rigtig godt drive i denne version.

Genopførelsen af "Herfra, hvor vi står" knytter an til en trend, som er vokset frem gennem de seneste ti-femten år, hvor kunstnere som for eksempel Brian Wilson, Lou Reed og Love har opført absolutte klassikere. Sjældent er der tale om mere end en lydmæssig opdatering, men i tilfældet med optagelsen med Skousen & Ingemann er der tale om en mere fokuseret og selvbevidst udgave, der står klarere i udtrykket end den oprindelige udgave.

Især er Tømrer Claus og Stig Møller blevet bedre guitarister siden, og førstnævnte spiller nu også klarinet og fløjte. Hans Fagt gør et godt job, og bandet fænger bedre og tænder tydeligvis hinanden og publikum.

Herfra, hvor vi er nået til

På albummets cd2 optræder Niels Skousen med sit nuværende band, som er mere råt og støjende end det gamle band.

Stilmæssigt er der tale om en kombination af postpunk og folk, som klæder de direkte, ukomplicerede poetiske sange.

I løbet af 70'erne ændrede Niels Skousens udtryk sig fra fællesdrømmenes historier til mere desillusionerede fortællinger.

Et eksempel er konceptalbummet "Landet Rundt" fra 1980, hvor Isabel er helt forsvundet til fordel for Annabel, der er en drøm i sig selv.

Det handler ikke længere om frigørelse, men om held og virkelighedsflugt:

"Der er mærkelige fantomer
derinde under byens lys
nogle holder sig langs murene
andre glider forbi i stjernedrys
Der er spejle allevegne
så man kan møde sig selv
der er spil så man kan se
om man for tiden sidder i held"

                               (Annabel)

Musikken er i originalversionen tilstræbt disco, mens den på den nye version simpelthen bare er 4/4 rock. Sangen foregriber den fremmedgørelse, som senere Baudrillard blev berømt på at beskrive i sine teser om hyperrealitet og simulacrum. For desillusionen vinder:

"For det er ikke her det sker
og du er slet ikke med
bare lidt for langt ude
i fantasien et sted"

                               (Annabel)

Denne linje er ført videre til nye konsekvenser i de senere år.

"Middelvejen"  er et godt eksempel: "Hvad skal man sige, hvad skal man gøre, når det sorte hul bare bliver større og større?". Det er meningsløsheden og vanviddet bag maskerne i "midten", der stilles ind på: "Kisterne kommer hjem, noget for noget", forsikrer Skousen - med slet skjult henvisning til en vis statsminister.

De senere sange er i sig selv mere direkte udladninger, som ikke indrammes af fortællinger.

"Kælderen" indeholder for eksempel beskrivelser af en skræmmende, uhyggelig normalitet, der munder ud i spørgsmålet: "Er det noget, der følger med, når enhver er sin egen lykkes smed?".

Normaliteten er et teater: "Forestillingen er glimrende, den hedder demokrati / men de spiller videre, når stykket er forbi". Pakket ind i vital og funky musik, der munder ud i en alt andet end normalitetshærget euforiserende sax-solo spillet af Jacob Dinesen.

Det er meget passionerede og indignerede sange, der er sunget og spillet, så de slår gnister.

Men der er naturligvis også mere blide klange. For eksempel "Ikke flere tårer", hvor Skousen helt afklæder sig selv; romantisk, blid og kysseklar.

I løbet af denne del af koncerten optræder en række gæstesolister med en Skousen-fortolkning hver: Christian Hjelm, Peter Sommer, Steen Jørgensen og Ane Trolle. Og det er fine versioner, de fremfører, selv om ingen af dem måler sig med Skousens egne.

Dobbeltsyn

Når man har hørt hele koncerten på de to cd'er, kan man høre det hele forfra med billeder til på dvd-udgaven.

Linda Wendel har stået for at filme koncerten. Og det er gode billeder, der bringer lytteren/seeren tæt på musikerne og på oplevelsen af, hvad der sker i musikken.

Bortset fra nogle indklippede øvescener i det første nummer, som virker unødvendige og påklistrede, er der tale om en ret rå dokumentation af den medrivende begivenhed.

Under alle omstændigheder kan man konkludere, at Niels Skousens sange stadig taler et sprog, de fleste kan rammes af. Og Skousen viser med denne udgivelse, at hans mange bidrag til modkulturen i den kritiske offentlighed gennem tiden stadig kraft og styrke.

Niels Skousen: "40 år i dansk rock - Live fra Store Vega" 2cd + dvd (Universal - A:Larm Music).
Medvirkende: Skousen & Ingemann og Niels Skousen m. Band. Koncertfilm: Instrueret af Linda Wendel, produceret af Baby Film.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce