Ulighed og ufrihed. Man må gå til økonomien og historien for at få lidt indblik i det politiske landskab i Thailand, hvor overklassen ser ud til at være en urørlig elite.
Onsdag aften den 4. juli 2007 accelerer en bil ind over kantstenen og op på fortovet på Sukhumvit Road, en af de mest befærdede og trafikproppede færdselsårer i Bangkok.
Føreren pløjer adskillige fodgængere ned under sin bil tæt på Sukhumvit Soi 26. Den 42 årige kvinde Saichon Luangsaeng, ansat ved Bangkoks trafikvæsen, dør senere på hospitalet af sine kvæstelser, og syv andre bliver sårede.
Det er ikke en tilfældig bil. Men en ny, stor Mercedes. Og det er ikke et rutineulykke. Men en bevidst handling fra førerens side.
Føreren, en 20-årig mand ved navn Kanpithak Pachimsawas, har klaget til en tilstedeværende politiofficer over en bus i trafikken. Bussen bliver på stedet vinket ind til siden.
Mercedes-føreren er stået ud af sin bil og smadrer straks en sten i hovedet på buschaufføren, Sathaporn Arunsiri. Kanpithak anklager ham for at have skrammet sin Mercedes.
Passagererne må forlade bussen og vente på en ny. I opløbet på fortovet begynder de nu at pege manden ud og tage fotos med deres mobiltelefoner. Kanpithak går derpå tilbage til sin Mercedes og ser ud til at ville forlade stedet.
Men det gør han ikke …
Læs også Jan Knus reportage fra et Rødskjortemøde i Bangkok den 30. november 2013 på Modkraft.dk
Politiet anklagede den unge mand for drab og mordforsøg.
Fem år senere, den 5. marts 2013, faldt den endelig dom over Kanpithak. Appelretten under Provinsretten i Phra Kanong idømte færdselsdrabsmanden to års betinget fængsel.
Retten fandt, at Kanpithak med øgenavnet Moo Ham ('svineskinke', skinke er en dyr spise i Thailand) havde et 'mentalt problem, som reducerede hans evne til at kontrollere sig selv under stress'.
Det var godtgjort at 'ofret var blevet dræbt, mens den anklagede ikke kunne kontrollere sig selv.
Efter trafikdrabet i 2007 havde Moo Ham modtaget adskillige helt ubetingede domme for ugerningen.
Underretten i Bangkok fandt ham i januar 2009 skyldig i manddrab og idømte ham 10 år og 1 måneds ubetinget fængsel.
Straffen blev senere reduceret med totrediedele, begrundet i at den anklagede havde et mentalt problem og havde kompenseret økonomisk til ofrene og deres familier.
I Provinsretten blev straffen yderligere nedsat til tre års fængsel, og senere endnu nedsat til to år og en måned — og det hele sluttede altså med en betinget straf.
En overlagt trafikdræber ender med at gå fri.
Hvad sker der lige her? Historien er et lærestykke i forskellen mellem rig og fattig i Thailand, de riges ufattelige arrogance over for de mindrebemidlede og retssystemets følgagtighed i forhold til penge og indflydelse.
Moo Ham er søn af en forhenværende skønhedsdronning og Miss Thailand, som er gift med en velhavende forretningsmand, Sawinee Pachimsawas og Kan-anek Pachimsawas. De indtager begge stor social status for deres skønhed og rigdom.
Men desuden er Kan-aneks ældre broder generalløjtnant Ukrit Pachimsawas, en tidligere assisterende kommissær ved Thailands Kongelige Politi.
Allerede på gerningsstedet, kort efter gerningstidspunktet truede den anklagedes far, Kan-anek, ifølge vidner med, at han nok skulle få folk sat på plads gennem sin broder, som var den og den.
Vi træffer her Bangkoks Hi-So, den almindelige thai-betegnelse for High Society, og er dermed i langt mere end armslængde fra Thailands Untouchables.
»Han tænker, han har penge og et stort familienavn og kan gøre ting som det her mod fattige folk«, fortalte buschaufføren til en reporter på skuepladsen.
Og sådan ser virkeligheden faktisk ud.
To dage efter trafikmordet optrådte Kan-anek i et populært talkshow på TV. Hér viste han ingen fortrydelse, men betydelig mere bekymring for sin søn end for ofrene.
Som svar på buschaufførens kommentar sagde Kan-anek om passagererne:
»…de er uuddannede, det er hvad de er. De tror, de bliver udnyttede, at rige mennesker er onde, at politiet er ondt. Underklassen har en dårlig attitude til politifolk og rige mennesker. De hader os og de forbander os«.
Åben klassekonflikt for åben skærm. Som sammen med det opridsede forløb godtgør, at der er ikke lighed for loven i Thailand.
Uden at gå i tilsvarende detaljer kan fremhæves en anden Hi-So-begivenhed med Red Bull-arvingen, Vorayuth Yoovidhya. Arving til 4,3 milliarder U$-dollars fra den verdenskendte energidrik med tre trafik-raserier på sit CV.
Det ene handler om, hvordan han i september 2012 med sin 30 millioner bath-Ferrari smadrede ind i en motorcykelbetjent i Bangkok.
Vorayuth dræbte betjenten på stedet og slæbte hans motorcykel og døde krop med sin koksgrå sportsvogn flere snese meter.
Oliepletter viste ruten til hans afsondrede luksushus, hvor han indkaldte korrupte politifolk og begyndte at arbejde på et alibi …
Vorayuth hævdede i første retsmøde, at betjenten var kørt lige ind foran ham, og han blev derpå løsladt mod kaution.
Vorayuth er siden gået i flyverskjul i Singapore og har negligeret adskillige indkaldelser til retsmøder. Da han ikke har status som politisk flygtning, er det formodentligt sikkert, at ø-staten vil udlevere ham, hvis det thailandske politi kommer for at hente ham.
Det er ikke sket endnu, over et år efter begivenheden.
I sin nyeste opgørelse over Thailands 50 rigeste er Yoovidhya-familien på fjerdepladsen i følge Forbes Magazine 2013.
Snak om Red Bull-energi …
Lad os lige vende kikkerten tilbage i tiden på det politiske landskab.
Red Bull på thai har det oprindelige navn Krating Daeng. Rød Bison, kunne man oversætte det, fordi en 'krating' er en asiatisk vildokse, der også betegnes rød bison.
Krating Daeng var navnet på en ultra-højreorienteret, paramilitær-gruppe i 1970'erne. Terrorgruppen Krating Daeng var højaktiv i 1976, hvor energidrikken Krating Daeng blev introduceret i Thailand af Chaleo Yoovidhya.
Terrorgruppens medlemmer blev aldrig retsforfulgt og var økonomisk støttet af Indenrigsministeriet, USA's regering og den thailandske konge og trænet af hæren og grænsepolitiet.
Vendt mod enhver 'venstreorienteret' og 'kommunistisk' aktivitet udførte den mord og terror, især i Bangkok, bevæbnet med automatvåben og granater.
Rekrutteringen var lejesoldater fra Vietnam-krigens amerikanske side, disciplinært afskedigede soldater fra den thailandske hær og utilfredse, unge arbejdsløse mænd, der var droppet ud af gymnasiet eller havde en fagskoleuddannelse.
Dens parallel-terrorgruppe i landdistrikterne hed Village Scouts, som på sin højde havde trænet 1 million thaier.
Lynchninger af protesterende arbejdere og landarbejdere og mord på 'kommunistiske' studenter og intellektuelle hørte til dagens uorden.
Krating Daeng, Village Scouts samt de mordtrænede folk fra den hemmelige Nawaphon-gruppering havde alle forbindelser til ISOC, en autonom, national sikkerheds-kommando i Thailands hær.
Den lever stadig, og folk i ISOC stod så sent som i 2006 bag et bombeplot mod premierminister Thaksin.
Thammasat-massakren
De paramilitære grupper var drivkræfterne i massakren på Thammasat Universitetet i Bangkok i 1976, der en gang for alle skulle gøre en ende på studenterbevægelsen.
Mindst 46 studenter blev dræbt, uofficielt over hundrede. En general Chumphon Lohachala beordrede fri skydning på campus …
Efterfølgende greb en militærjunta øjeblikkelig magten fra et stakåndet demokrati. Universiteter, offentlig forvaltning, medier, boghandler blev udrenset.
Oppositionen blev tvunget i undergrunden og væbnet modstand opstod i nordlige og nordøstlige provinser med sikre baser i Laos.
Den væbnede opposition endte først i 1982. Frihed er ikke en given sag i Thailand.
På trods af nylige forbedringer under tidligere premierminister Thaksins ledelse har Thailand en af verdens mest ekstremt ulige fordeling af rigdom.
I 2009 tjente de rigeste 20 procent af befolkningen i Thailand næsten 60 procent af indkomsten. Den højeste rate sammenlignet med nabolandene Indonesien, Malaysia, Laos, Filippinerne og Vietnam.
I tillæg tjente de fattigste 20 procent kun 4 procent af den samlede indkomst. Ekstrem ulighed.
I 2009 havde Thailand ifølge Verdensbanken en såkaldt GINI-koefficient på 53,6. Jo højere koefficient, jo større er uligheden i indkomstfordelingen. Ud af 136 opgjorte lande havde Thailand den 12. største forskel.
Kun Hong Kong i hele Asien/Sydøstasien havde en lidt større ulighed. Mens f. eks. Singapore lå nr. 26, Kina nr. 29, Malaysia nr. 33, Philippinerne nr. 42, Burundi nr. 50, Cambodia nr. 73, Japan nr. 76, Vietnam nr. 75, Indien nr. 78. Laos nr. 81.
USA havde til sammenligning på en plads nr. 41 og en GINI på 45,0. England lå nr. 60. Frankrig nr. 101. Tyskland lå nr. 126.
Danmark havde den femte mindste ulighed (GINI 24,8). Sverige var bedst med GINI 23,0.
I Bangkok kan man ikke undgå at observere små trucks og store pick-up'er farte rundt med 20-30 mennesker stående på ladet.
Det er ikke song-thaews, de offentlige dele-busser, som trods alt har en bænk i hver side på ladet, er forsynet med et let tag, og hvor der undertiden også kan være fyldt med folk i midtergangen.
Faktisk minder det mere om kreaturvogne. Og passagererne er alle mænd og kvinder i slidt arbejdstøj.
De tilhører de millioner af udenlandske migrantarbejdere og rurale migrerende fra provinserne i Thailand, der i store flokke transporteres rundt mellem arbejdspladser og sammenklemte barakker.
Fra ladet kan de ikke undgå at observere en uendelig strøm af luksusbiler, som hver koster mere end hele årslønnen for deres landsby. Ekstrem ulighed.
I Thailand findes mellem 2,5 og 3 millioner migrantarbejdere, langt hovedparten fra Myanmar og dernæst fra Laos og Cambodia.
De arbejder især i fiskeri, byggeri og husarbejde og kan ikke undværes i den thailandske økonomi, der i stor hast styrer mod stadig større mangel på arbejdskraft.
Grunden er landets økonomiske vækst, men ikke mindst en befolkningssammensætning med en faldende fødselsrate og aldrende befolkning i modsætning til Thailands nabostater.
Den thailandske arbejdskraft vil falde i millionantal de kommende år. Især de mange illegale migrantarbejdere er helt i arbejdsgivernes vold. Og i myndighedernes vold.
Og det er ofte meget bogstaveligt, med mishandling og mord som eksempler. Forholdsvis fri bevægelighed for arbejdskraft, men ikke frihed til så meget andet.
Thailands nyeste udvikling er kort fortalt en succeshistorie med økonomisk vækst i de sidste 33 år og i en række mindre dokumenterede år forinden.
I ovenstående helt kortfattede tabel gemmer sig mange unævnte mellemregninger. Både af økonomisk-politiske forhold i de forudgående krigsperioder, Anden verdenskrig, Den kolde krig, spillet mellem Thailand, USA og Kina, Vietnamkrigen, Khmer Rouge-terroren og Den cambodiansk-vietnamesiske krig.
Men også de nye interne, politiske forhold med kup-forsøg (De unge tyrkere 1981, Blodige maj 1991), militærstyre 1991-92, militærkup 2006, den blodige politiske krise 2008-10, den politiske uro 2009, det militære indgreb 2010, stigende terrorvirksomhed i de fire sydlige provinser fra 2004, naturkatastrofer som tsunamien i 2004 og oversvømmelserne i 2011.
Efter 2007 har Thailands vækst fluktueret i forhold til kriser i Asien og i Thailand selv.
Asiens finansielle krise i 1997-98 begyndte faktisk i Thailand, her kendt som Tom Yam Kung-krisen opkaldt efter den verdenskendte, varme og krydrede suppe, som fra Thailand havde bredt sig som spise i hele Sydøstasien.
Krisen blev virkelighed med sammenbruddet af nationalvalutaen bath i maj 1997, udløst af internationale spekulanters raid mod bath. Men landet var i realiteten allerede bankerot på grund af en ekstrem udlandsgæld.
Hovedhistorien har vi hørt før. Alt for letsindige bankforretninger, især med baggrund i en boble på ejendomsmarkedet. Med men den nationale krølle, som lå i, at bath var bundet til US$, og at regeringen derfor ikke kunne eller ville regulere sig egen valuta, f. eks. ved at devaluere.
Thailand overvandt Asiens finansielle krise takket være stigende efterspørgsel fra USA og andre fremmede markeder. De største eksportmarkeder er netop USA, Japan og Kina på skiftende placeringer.
Men også på hjemmebanen var der fremdrift.
I sin regeringsperiode 2001-06 lancerede tidligere premiereministrer Thaksin Shinawatra en 'dobbeltsporet økonomisk politik', som kombinerede hjemlige stimulusprogrammer med Thailands traditionelle promovering af åbent marked og udenlandsk investering.
BNP steg skarpt fra 2,2 procent i 2001 til 7,1 2003 og 6,3 i 2004.
I 2005-07 blev den økonomiske vækst modereret med et gennemsnit på 4,9 procent på grund af militærkuppet i 2006, stigende voldelig uro i Thailands tre sydlige, muslimsk-dominerede provinser og følgevirkningerne af den katastrofale tsunami i Det indiske ocean i 2005.
I den hjemlige økonomi og socialitet indførte Thaksin blandt andet et nyt sundhedsprogram, som i europæisk stil bragte dækning til alle thaier med 30 bath (knap 6 kr.) for et lægebesøg.
Regeringen støttede også en kampagne med anti-viral medicin for mennesker med HIV og AIDS. Et væsentligt nybrud frem for fortidens tavshed om problemet i et land med stor sex-turisme.
På uddannelsesområdet forsynede Thaksins politik alle Thailands skoler med opdaterede skolebøger.
Men især indførte Thaksin en række - populistiske er de blevet kaldt - økonomiske hjælpeprogrammer, som først og fremmest gjorde godt for farmerne i de fattige landbrugsprovinser i nord og nordøst, hvor man stadig led under århundreders underudvikling og den asiatiske krises eftervirkninger.
Lovgivning og implementering af landsbystyret mikro-kredit-udviklingsfonde, lavt forrentede landbrugslån, direkte kontantindsprøjtninger i landsbyers udviklingsfonde, infrastrukturudvikling, bl.a. vejbyggeri, og det såkaldte One Tambon One Product (OTOP).
Hver kommune (tambon) skulle udvælge ét produkt fra sin tambon. Organisationen ville så modernisere og brande produktet både lokalt og nationalt.
Selv om militærjuntaen standsede programmet i 2006, blev det siden genoplivet med stor succes.
Der findes nu cirka 36.000 OTOP-grupper med mellem 30 til 3.000 medlemmer.
Hele denne thaksinomics blev gennemført i hundrede procents modsætning til IMF, The International Monetary Fund's strukturelle reguleringsprogram for Thailand.
IMF havde i august 1997 bevilget to lånepakker på tilsammen $ 20,9 milliarder, svarede til 147 mia. danske kroner.
Thailands, læs Bangkoks, urbane elite ser vedvarende på thaksinomics med en blanding af skepsis og foragt, nærmest som den rene kommunisme.
Man 'ved', at den slags ikke kan lade sig gøre. Uanset hvor meget man reducerer den rurale fattigdom, uanset hvor mange hundredtusinde thaier, der bliver lidt mindre fattige, så vil det i det lange løb kun skabe inflation og ødelægge Thailands økonomi …
I Vesten kalder man den slags økonomi for keynesianisme.
Den er aldrig blevet regnet for noget i private entreprise-USA og heller ikke meget værdsat under den tyske forbundskansler Merkels korset-økonomi.
Men i Thailand droppede fattigdomsraten med 40 procent fra 1998 til 2006: fra 10,2 til 6,1 millioner fattige!
Thailand betalte alle sine IMF-lån tilbage to år før tid i 2004.
Og Kina og Japan fulgte i tillid til den thailandske økonomi op med kæmpeinvesteringer.
Militærkuppet i september 2006 satte en foreløbig stopper for thaksinomics.
I den efterfølgende periode regerede en militærjunta, og bagefter to kortvarige thaksin-inspirerede regeringer.
Efter politisk kupmageri blev Abhisit Vejjajiva fra Det demokratiskes parti premierminister (december 2008 – august 2011).
Under Abhisit steg arbejdsløsheden med 65 procent. Thailands statsbudget viste underskud for første gang siden 2003.
I 2010 var statsgælden eksploderet til 4,8 procent af BNP, det største underskud siden Chuan Leekpais tyranniske regeringsperiode (1997-2001) før premierminister Thaksin.
Under Yingluck Shinawatras foreløbige korte regeringsperiode fra 2011 er arbejdsløsheden igen faldet til en af verdens laveste (under 1 procent), samtidig med at et stadig større antal migrantarbejdere er beskæftiget i Thailand.
Yingluck har indført en minimumsløn (300 bath/dag) og skattereformer for middelindkomster.
Verdenskrisen har ramt Thailand på eksporten og økonomien brasede under Abhisit helt ned til minus 2,3 procent i vækst i 2009, men steg igen voldsomt i 2010 til 7,8 procent, da eksporten genvandt terræn. Den største vækststigning siden 1995.
I 2011 ramte de historisk voldsomme oversvømmelser især industrierne i Bangkok og fem omliggende provinser. Væksten faldt igen drastisk, nu til 0,1 procent. Men produktionen kom voldsomt tilbage med 6,5 procent vækst af BNP i 2012, og i første halvdel af 2013 4,1 procent.
I 2014 forventes en vækst på 4,7 procent. Arbejdsløsheden ligger i 2013 på 0,7 procent, den fjerde laveste i verden!
I Thailand har den laveste del af middelklassen vanskeligt ved at hænge på og nå op til dem, der befinder sig et trin højere oppe i det økonomiske landskab, eliten, de rige. Samtidig bliver den klemt af den lavere indkomstgruppe.
»Og selv om de stadig nyder godt af teknologi og globalisering, vanskeliggør korruption deres problem«.
Udtalelsen kommer fra dr. Somchai Jitsuchon, som er forskningsdirektør for Makroøkonomisk udvikling og indkomstfordeling ved Thailand Development Research Institute.
»Både de fattiges og de riges indkomster er steget i nær fortid, og det økonomiske pres på Thailands lavere middelindkomster er nu det virkelige problem«.
»Thailands højeste indkomstgrupper har fordel af en stigende global netværkssammenhæng gennem teknologi. Også de fattigste har oplevet indkomststigninger, især gennem populistiske reformer under Thaksin. Derimod har en del medlemmer af den laveste middelindkomstgruppe netop hævet sig fra fattigdom. De har en sekundær skoleuddannelse og tjener de fleste af deres penge gennem arbejde (højere indkomstgrupper har indtægter på anden vis, bankforretninger, handel, spekulation, korruption etc. red.). Det laveste lag af middelindkomstgruppen føler det største pres på deres fremtid«, udtaler dr. Somchai.
Han kalder denne udbredte trend the missing middle og fortsætter: »… denne trend kunne forklare social og politisk utilfredshed i mange lande, inklusive Thailand«.
I en rapport til National Economic and Social Development Board anbefaler dr. Somchai en skræddersyet og differentieret politikudvikling til de forskellige indkomstgruppe, der er er stillet op i et skema:
Man kan her se tydelige konturer til et universelt politisk reformprogram for hele den thailandske befolkning.
Og spørgsmålet er så lige så klart: Er det så, hvad politikken i Thailands handler om? Og hvorfor ikke?
Det vil blive belyst i en senere baggrundsartikel.
Jan Knus er forfatter og bosat i Bangkok, Thailand.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96