Annonce

Pinkwashing II
21. maj 2012 - 15:46

Hvad for en besættelse? Se, et regnbueflag!

Kan sambarytmerne fra Tel Avivs pride-parader overdøve bomberne over Gaza?  Tel Aviv blev kåret til årets homoby i 2011. Også i Danmark markedsføres staten Israel som homoparadis


KOMMENTAR: ”Tel Aviv is one of the most liberal and truly one of the most gay cities I’ve ever been in”, siger den solbrændte, veltrænede unge mand. Han befinder sig på en solbagt badestrand, han er omgivet af lige så letpåklædte, billedskønne badegæster - alle uden undtagelse unge og mandlige - og der er dunkende danserytmer i baggrunden, mens en dyb mandsstemme forførerisk forkynder: ”Tel Aviv…”.

Scenen optræder i en YouTube video, der ledsager det danske webmagasin Homotropolis’ artikel om kåringen – baseret på en internetundersøgelse – af Tel Aviv som årets homoby 2011. Det er rejseorganisationen GayCities, der har foretaget undersøgelsen, hvis resultat blev offentliggjort i januar i år, og det er altså GayCities’ brugere, eller 43% af dem, der har sat deres kryds ved Tel Aviv.

I Israel har historien fået overvældende opmærksomhed, mens Homotropolis’ korte nyhedsnotits hidtil har været den eneste danske dækning. I den forbindelse er det værd at bemærke, at Homotropolis ret ukritisk overtager diskursen fra de fleste israelske medier: I en underoverskrift præsenteres Tel Aviv uden videre som ”Mellemøstens ukronede homohovedstad” (uden citationstegn), alt imens artiklen som nævnt ledsages af den føromtalte  video.

Pinkwashing og homonormativitet

Når homorettigheder bliver brugt til at legitimere undertrykkelse af andre marginaliserede subjekter, kaldes det pinkwashing. For det meste vil pinkwashing sparke nedad i raciale hierarkier, og pinkwashing er dermed oftest et led i nationalistiske, kolonialistiske og racistiske, herunder i særlig grad islamofobiske, politikker.

Den ideologiske ramme er som regel en udviklingshistorie, hvis endemål er den vestlige, liberale, repræsentativt demokratiske civilisation, der forstår og definerer sig selv i modsætning til en tilbagestående, trans- og homofobisk, ikke-vestlig andethed blandt andet ved at prædike (snarere end at praktisere) tolerance over for seksuelle minoriteter.

Sådan har det ikke altid været. Tidligere var det tværtimod etiketter som promiskuøs, pervers og eksotisk, som Vesten påhæftede den ikke-vestlige anden. Det er blandt andet blevet påpeget af den palæstinensisk-amerikanske teoretiker og forfatter Edward Said i hans hovedværk Orientalisme (1978).

Men på et tidspunkt er værdiladningen blevet vendt på hovedet, og den manøvre gør det værd at overveje, om ikke det er andetheden snarere end dens indhold, der er det centrale. Nu kan det være hot at være homo, vel at mærke så længe man har pink dollars og hvid hud og kan bruges til at opretholde klasse- og racestrukturer. Homonormativitet, bliver denne mekanisme  kaldt.

Homobranding og hasbara

Staten Israel har på ingen måde patent på pinkwashing. Politikere, meningsdannere eller for den sags skyld terroristerpå den europæiske højrefløj – bare tænk på Anders Behring Breivik – viger heller ikke tilbage for at tage queer subjekter som gidsler. Men den israelske stat har i særlig grad institutionaliseret pinkwashing, blandt andet ved at gøre det til en af hovedkomponenterne i en international brandingkampagne. Man har endog en særlig betegnelse for pro-israelsk propaganda – eller ’offentligt diplomati’ som det bliver kaldt fra officiel israelsk side – nemlig det hebraiske ord hasbara, der også bliver brugt på andre sprog.

Siden 2005 har den israelske regering ført en storstilet kampagne, Brand Israel, der sigter mod at markedsføre Israel som progressiv og frisindet. Sidste år blev det offentliggjort, at Tel Avivs turismekommission har afsat i omegnen af $90 mio. til at brande byen som homorejsemål i verdensklasse. Og for nylig kom det frem, at den israelske regering søger homoseksuelle borgere til at fungere som uofficielle ’ambassadører’ for Israel i udlandet. 

Op til slutspurten i GayCities-konkurrencen blev der tweetet flittigt til fordel for Tel Aviv fra adskillige israelske politikere, heriblandt Tel Avivs borgmester, hvad der måske delvist forklarer de mange stemmer til den israelske storby.

Da turisme er en af Israels største indtægtskilder1, kan man tale om, at de pink turismekampagner tjener to formål: At legitimere staten Israels politik og samtidig finansiere den.

Den israelske institutionalisering af pinkwashingen gør den ikke nødvendigvis værre end de former for pinkwashing, der foregår så mange andre steder. Men alene det, at pinkwashing manifesterer sig tydeligt i den israelske offentlighed, gør det relevant at se på Israel/Palæstina, når man interesserer sig for pinkwashing. Derudover er en stor del af den israelske pinkwashing meget direkte henvendt til vesterlændinge med penge på lommen og derfor værd at forholde sig til, hvis man tilhører den kategori.

Pinkwashing er ikke én ting

…og staten Israel vasker lyserødt på forskellige programmer. Her følger mit forslag til en inddeling af den israelske pinkwashingpolitik i tre strategier: Afledningsmanøvren, den homonationale retfærdiggørelse og homofobikortet.

Pinkwashing-strategi #1: Hvad for en besættelse? Se, et regnbueflag!

For det første kan man tale om pinkwashing som en afledningsmanøvre. Staten Israel undgår at forholde sig til anklager om brud på menneskerettigheder og folkeret ved simpelthen at skifte emne. Denne form for pinkwashing fungerer ved at ignorere, at der overhovedet er noget, der hedder Palæstina.  Det er en positiv strategi, der fejrer israelske privilegier uden at nævne, at de baserer sig på etnisk udrensning, systematisk undertrykkelse og økonomisk udbytning af den palæstinensiske befolkning.

Til denne pinkwashingkategori hører følgende eksempel fra World Outgames, der i 2009 blev afholdt i København under ledelse af Danmarks nuværende kulturminister Uffe Elbæk. Outgames udnævnte en håndfuld byer til ”Outcities” – byer, der blev hyldet for deres særlige homokultur – og blandt de heldige var Tel Aviv. En kopi af Tel Avivs strandpromenade blev etableret på Islands Brygge for at fejre dette. Besættelsen blev ikke nævnt med ét ord.

Eksemplet illustrerer, at pinkwashing af Israel også foregår uden for Israel og praktiseres af andre aktører end den israelske stat. Her kan man i øvrigt iagttage en pinkwashingens synergieffekt: Den danske stat (Københavns Kommune) brander sig selv som homovenlig ved at brande den israelske stat (Tel Aviv) som homovenlig. Det bliver her tydeligt, at de respektive nationale pinkwashingstrategier ikke er adskilte eller hinanden uvedkommende, men dele af samme vestlige selvfortælling.

Pinkwashing-strategi #2: Racismens retfærdiggørelse: Homonationalisme

Denne pinkwashingstrategi fremhæver den progressive, israelske homopolitik i modsætning til de omkringliggende arabiske landes trans- og homofobi.

En kritik går på, at opstillingen af homovenlige israelere over for homofobiske palæstinensere er en falsk og forsimplet modsætning, der fuldstændig ignorerer den trans- og homofobi, der praktiseres inden for Israels grænser af israelske aktører, statslige såvel som ikke-statslige.

Men de helt store tabere, når staten Israel vasker besættelse og apartheid lyserød, er palæstinensiske queers – både i Israel og i de besatte områder - hvis eksistens oftest slet ikke overvejes som en mulighed. Usynliggørelsen er den fremherskende strategi. Undtagelsen herfra er så offeridentiteten – det arabiske, homoseksuelle offer for andre araberes homofobi bliver den eneste mulige og synlige palæstinensiske queeridentitet.

 På det seneste er palæstinensiske, queerpolitiske initiativer dog blevet sværere at ignorere. Følgende svada kommer fra Haneen Maikey fra den palæstinensiske LGBTQ-organisation al Qaws for Sexual and Gender Diversity in Palestinian Society som svar på pinkwashingens gidseltagning af hendes queeridentitet: ”Hold op med at tale på mine vegne og bruge mig til en sag, I ikke engang støttede i første omgang. Hvis I vil gøre mig en tjeneste, så hold op med at bombe mine venner, gør en ende på jeres besættelse og lad mig genopbygge mit samfund i fred.”2

Et andet bemærkelsesværdigt netværk er Palestinian Queers for BDS (PQBDS). BDS-kampagnen – der står for Boycott, Divestment and  Sanctions - blev i 2005 blev iværksat af en stor gruppe palæstinensiske græsrodsorganisationer, der i en samlet appel opfordrede det internationale samfund til at lægge økonomisk pres på staten Israel og kræve besættelsens ophør, lige rettigheder til palæstinenserne i Israel samt flygtningenes ret til tilbagevenden.

Bevægelsen har bredt sig med stor succes, og er i dag det ubetinget vigtigste udtryk for international solidaritet med den palæstinensiske modstandskamp. BDS bliver ofte fremhævet som afløser for og alternativ til den fastfrosne fredsproces.

BDS-bevægelsen taler ikke med én samlet stemme, men typiske BDS-argumenter lyder, at al økonomisk støtte til Israel – herunder pink turisme - er med til at finansiere og opretholde besættelsen og apartheidsystemet.

BDS-kampagner har dog først og fremmest været effektive i kraft af moralsk delegitimering af staten Israels politik(ker) – snarere end som reel økonomisk trussel – og omfatter i mange tilfælde også kulturel og akademisk boykot.

Også indefra bliver der slået sprækker i myten om Israel som progressiv oase.  Bevægelser som Israeli Queers for Palestine kan bevidne, at når den israelske stat undertrykker og angriber politiske dissidenter, gøres der ikke undtagelser for seksuelle minoriteter.

Det er endnu en form for homonormativitet: Seksuelle minoriteter accepteres i det omfang, de opfører sig som lydige statsborgere. Man inviteres ud af skabet for at blive inviteret ind i nationen3. Begrebet homonationalisme er relevant her. Den amerikanske sociolog og aktivist Jasbir Puar har defineret homonationalisme som den mekanisme, at queers får national anerkendelse i kraft en distancering fra den muslimske, migrante eller terroristiske anden4.  

Det giver sig selv, at palæstinenseren – der stereotypt fremstilles som både muslim, migrant og terrorist – af den israelske homonationalisme tildeles rollen som den anden.

Pinkwashing-strategi #3: Du er enten med os eller homofob

En tredje form for israelsk pinkwashing er en slags omvending af den første. Det er en negativ strategi, der koncentrerer sig om at anklage palæstinensere, propalæstinensiske solidaritetsinitiativer  og zionismekritiske stemmer for homo- og transfobi.

Et iøjefaldende eksempel var en smædekampagne mod den seneste frihedsflotille, den internationale solidaritetsflåde, der i foråret 2011 forgæves forsøgte at bryde blokaden af Gaza (og hvis besætning i øvrigt talte adskillige LGBTQ-personer). På YouTube dukkede en video op af ”Marc”, der præsenterede sig som homo- og menneskerettighedsaktivist.

Til gengæld undlod han at præsentere sin nationalitet, men ved at fortælle om sit engagement i afskaffelsen af don’t ask, don’t tell-doktrinen mere end antydede han at være amerikansk. Noget tilhørsforhold til Israel blev aldrig nævnt. ”Marc” fortalte, hvordan han var blevet tiltrukket af Frihedsflotillens humanitære heltemod; han havde kontaktet netværket og tilbudt ”at tilføre Flotillen lidt pride”.

Efter sigende skulle han har fået det svar, at LGBT-politik ikke var foreneligt med frihedsflotillens projekt. Flotillens talspersoner nægtede, at korrespondancen nogensinde havde fundet sted, og ”Marc” blev snart afsløret som identisk med den israelske skuespiller Omer Gershon. Der blev spekuleret kraftigt i, om ”Marc” var betalt af israelske regering, og om der var tale om hasbara. Fra officiel, israelsk side blev der aldrig udsendt et direkte dementi.  

Her var det internationale aktivister, der stod for skud, men som regel smides trans- og homofobikortet mod palæstinensere (der i den forbindelse for det meste vil blive omtalt som arabere). Det er svært at benægte det faktum, at der set fra et LGBTQ-perspektiv også er grund til at kritisere de palæstinensiske myndigheder. Men Israel besætter ikke Palæstina for at indføre trans- eller homorettigheder, og  besættelsen forbedrer ikke på nogen måde vilkårene for palæstinensiske queers.

Ligeså er det nødvendigt at sætte spørgsmålstegn ved, hvad et LGBTQ-perspektiv overhovedet betyder. Om palæstinensiske og andre ikke-hvide queers for at blive anerkendt nødvendigvis må opføre sig som genkendelige, vestlige queers, passe ind i vedtagne homoskabeloner og følge velkendte mønstre som spring-ud-narrativet og synlighedsstrategien.

Eftertanke: Har staten Israel aldrig hørt om homoseksuelle kvinder?

Til sidst kan jeg ikke lade være med at bemærke, at Israels pinkwashingkampagner kun lader til at være målrettet mænd. Den førnævnte Brand Israel-kampagnes selverklærede målgruppe er mænd mellem 18 og 34 år. Den beskrevne video  og stort set alt, jeg har kunnet finde af lignende materiale, har næsten udelukkende budt på billeder af mænd (skønt ind imellem i drag).

Har de dyrt betalte hasbara-konsulenter aldrig hørt om homoseksuelle kvinder? Eksklusionen af lesbiske er en klassisk både hetero- og homonormativ mekanisme. Og selv om kvindelig repræsentation måske ikke er et mål i sig selv – den israelske hærs handlinger bliver ikke mere acceptable af at blive udført af kvindelige værnepligtige og forsvaret af en officiel talskvinde – får fraværet af kvinder i homo-hasbara’en det til at klinge endnu hulere, når staten Israel brandes som progressivt paradis.

Læs mere om BDS her.

Læs om en af de første queer BDS-sejre, da det lykkedes Palestinian Queers for Boycot, Divestment and Sanctions at få IGLYO (International Gay and Lesbian Youth Organization) til at opgive at afholde deres konference i Tel Aviv. 

 

Noter

1 Se fx http://tourism.gov.il/Govheb eller http://www.heraldsun.com.au/ipad/israel-experiencing-tourist-boom/story-fn6bn4mv-1225976925534

2 Gil Z. Gochberg, Haneen Maikey, Rima, Samira Saraya: No Pride In Occupation: A Roundtable Discussion, fra GLQ, Al Journal of Lesbian and Gay Studies Volume 16, Duke University Press

3 En formulering lånt fra Jason Ritchie: How Do You Say ”Come Out of the Closet” in Arabic? Queer Activism and the Politics of Visibility in Israel-Palestine, fra GLQ: A Journal of Lesbian and Gay Studies, Volume 16, #4

Jasbir Puar citeret fra http://modkraft.dk/node/15985

 

Lise Olivarius bor i København og er studerende på litteraturvidenskab ved Københavns Universitet. Hun har været fredsvagt i Palæstina.

Denne kommentar er ét af flere indlæg, som QueerKraft vil bringe om pinkwashing og Israel/Palæstina. Læs også Schumans kommentar fra sidste uge. 

Se også linksamlinger på Modkraft.dk/Tidsskriftcentret om Palæstina/Israel


Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce