I Bogotà demonstrerer vi for fred: Hvorfor blev det et nej?

I onsdags deltog jeg i en mega stor demonstration for fred i Bogotá, som blev afholdt samtidigt med demonstrationer i 13 andre byer i Colombia.

I Bogotá var vi omkring 70.000 personer på gaden. Demonstrationen var egentligt en »stille-demonstration«, men indimellem blev der råbt slagord: »¡Queremos la paz!« – »Vi ønsker fred!«, »¡Acuerdo ya!« – »Aftale nu!», »¡paremos esta guerra!« – »Vi stopper denne krig!«.

Demonstrationen viser, at selvom JA-siden har været en smule splittet op til afstemningen i søndags, kan den alligevel godt samle sig om et krav om at fortsætte fredsprocessen.

Hvorfor blev det et ‘nej’?

Men hvorfor blev det et NEJ til fredsaftalen i Colombia?

Den 2. oktober gik de colombianske vælgere til stemmeurnerne for at afgøre, om fredsaftalen mellem Santos-regeringen og FARC skulle vedtages.

Aftalen blev underskrevet under en stort anlagt ceremoni med deltagelse af FN’s generalsekretær Ban Ki-Moon og regeringsledere fra mange latinamerikanske lande.

Læs beretning fra ceremonien her: »Fredsaftale i Colombia: Jagerfly afbrød fredsceremoni«

Jeg fulgte afstemningen sammen med bondeorganisationen i Valle del Cauca og venstrefløjs-paraplyorganisationen Marcha Patriotica ti timers bus sydvest for Bogotá.

Med stikprøveundersøgelser, der viste op til 65% JA-stemmer, var alle var sikre på, at resultatet ville blive et JA til freden.

På kontoret i Cali var ophængt en plakat, hvor man kunne vædde om resultatet - folk var meget optimistiske.

Men efterhånden som stemmerne blev talt op i søndags steg spændingen.

Det startede med et lille forspring til JA, men efterhånden som de større valgsteder i byerne rapporterede ind, blev det klart, at resultatet blev et snævert NEJ.

Selve valghandlingen foregik i det store og hele rimeligt fredeligt, dog med mindre uregelmæssigheder.

Eksempelvis blev kun under halvdelen af valgobservatørerne i Cali godkendt af valgstyrelsen, og dette skete først sent på aftenen inden valget. 

Tre hovedaktører

Hvorfor stemte 50,21% af vælgerne i Colombia mod den fredsaftale, som Santos-regeringen gennem mere end fire år har arbejdet på sammen med guerillaen?

For en udenforstående kan det virke helt grotesk, at alle ikke klapper i deres hænder og fejrer freden. Så for at forstå hvad der sker i Colombia lige nu, må vi grave lidt i de interne politiske forhold.

I denne forbindelse kan man groft sagt sige, at der er tre væsentlige aktører.

Den første er præsident Juan Manuel Santos, der repræsenterer finanskapitalen og en liberal-demokratisk strømning i Colombia. Denne fløj står i modsætning til den fløj, der ledes af ekspræsident Uribe, og som støttes af storgodsejerne, kvægavlerne og narkokartellerne – og dermed også har forbindelse til mange af de paramilitære grupper i landet.

Til sidste er der den marginaliserede bondebevægelse, de indianske bevægelser og guerillaerne. Det er selvfølgelig en grov forenkling, men i en snæver vending fungerer det til at forklare valget i søndags.

Succes for FARC

Fredsaftalen er langt hen ad vejen en aftale mellem Santos-regeringen og guerillaen FARC.

I processen har guerillaen forsøgt at inddrage de sociale bevægelser, men på grund af regeringens insisteren på at forhandlingerne skulle foregå uden for Colombia, har dette været svært at praktisere.

På mange måder har forhandlingerne været en succes for FARC, som det også fremgår af lederen Timochenkos sejrstale ved fredsceremonien sidste mandag.

Det var nok også derfor, at præsident Santos følte sig nødsaget til at fremvise tre jagerfly under Timochenkos tale, for at sætte ham lidt på plads.

Resultatet af forhandlingerne har simpelthen været for meget i FARC’s favør, til at Uribe-fløjen kan acceptere dem.

Og det kan man godt forstå.

Der er nemlig tre dele af aftalen, der vil kunne komme til at koste Uribe og hans tilhængere dyrt. Rigtig dyrt.

Frygter jordreform

Den første komponent handler om jordreformen i Colombia.

Siden tidernes morgen har storgodsejerne i Colombia brugt voldelige midler til at udvide deres jordområder. Denne proces har betydet at almindelige bønder har været stærkt undertrykt og er blevet henvist til marginaljord uden adgang til infrastruktur, skoler, hospitaler etc.

En del af jordreformen vil betyde, at en del af den jord, som er blevet kapret med illegale metoder, skal tilbageleveres til en slags fælleseje.

Det vil selvfølgelig betyde umådeligt store tab for storgodsejerklassen, som derfor har investeret massivt i et NEJ til fredsaftalen.

Frygter freds- og forsoningsdomstol

Den anden komponent vedrører guerillaens mulighed for at deltage i de demokratiske, politiske processer i Colombia efter fredsaftalen.

FARC har fået forhandlet en generel amnesti under betingelse af, at man fortæller om alt, man har lavet og beder om tilgivelse hos den ekstraordinære freds- og forsoningsdomstol, som er blevet oprettet til formålet.

Derudover er marginaliserede grupper og ofre for konflikten blevet garanteret ekstra pladser i parlamentet.

Uribe-fløjen kan ikke acceptere dette, da den frygter, at marginaliserede grupper i samfundet vil få for meget magt. Derfor kræver de, at guerillaen skal for en almindelig domstol og skal forbydes adgang til at stille op til valg.

Den tredje – og muligvis vigtigste – årsag til, at Uribe-fløjen har investeret rigtig meget energi og penge i NEJ-kampagnen, handler også om freds- og forsoningsdomstolen.

Alle politiske aktører i Colombia har deres andel i den voldelige process, der har hærget landet de sidste mange artier, og Uribe er absolut ingen undtagelse.

Hvis freds- og forsoningsdomstolen bliver en realitet, vil den ikke kun dække guerillaen, men alle parter der har været involveret i borgerkrigen og altså også paramilitære grupper.

Domstolen er således indrettet, at alle, der kan komme til at vidne for den, er sikret amnesti. Og derfor vil alle »fodfolk« – både i guerilla og i paramilitære grupper – være interesserede i at deltage.

Uribe risikerer dermed, at hele det netværk, som han sidder på tronen af, med ét demonteres og vidner imod ham, og at han selv bliver tvunget til at vidne ved domstolen.

Det kan han ikke risikere, for selvom han muligvis vil få amnesti for sine forbrydelser, vil han og hans oligark-netværk miste al magt.

Det er de tre vigtigste årsager til at den konservative fløj i Colombia satte alt ind for at stoppe fredsprocessen.

Våbenhvile stopper

I går udtalte præsidenten, at den bilaterale våbenhvile stopper d. 31. oktober.

Det sætter Colombia i den absurde situation, at de har en guerilla der nu i fire år har insisteret på freden, men alligevel tvinges til at tage våbnene op igen.

Læs anden del af Simon Eirikssons analyse af valget i Colombia her.

Simon Eiriksson er udsendt som en del af organisationen Internationalt Forum