I Marinaleda lever man kommunismen

I Andalusien, midt mellem Sevilla og Granada, omgivet af støvede olivenmarker, som glimter mat og drømmende i det hårde sollys, ligger den lille hårdføre landsby Marinaleda.

Byen er hjemsted for ca. 2.700 indbyggere, heraf en stor andel over 50, men har alligevel formået at erobre en legendestatus i Spanien – og i nogen udstrækning hele verden.

Byen er nemlig en, såkaldt, kommunistisk landsby, fyldt med konkrete løsninger på, hvordan spørgsmål som arbejdsløshed, analfabetisme, fattigdom, sygdom, nedslidning og ulighed skal håndteres midt i et krise- og gældsplaget Andalusien.

Indbyggernes jernvilje, politiske resultater og livsglæde står som et venstreorienteret forbillede i utallige politiske diskussioner i Spanien, hvor man desperat forsøger at finde en vej ud af den krise, som har kastet over 50% af de unge under 25 ud i arbejdsløshed i Andalusien, Spaniens fattigste provins.

Men hvordan trænger en lille by som Marinaleda sig ind på den politiske dagsorden i hele Vesten? Hvad er indbyggernes politiske drømme og mål? Og hvordan forløber dagligdagslivet midt i kommunismen?

Det har vi som udsendte reportere for magasinet Solidaritet set nærmere på.

Hverdagslivets organisering i Marinaleda

I Marinaleda tror man ikke på, at lykken opnås gennem effektiviseringer, konkurrence og stress. Hele byens organisering er bygget op om at dele arbejdet, hjælpe hinanden til at være nyttige i fællesskabet og så selvfølgelig at slappe af og nyde livet.

Livet foregår langs en snoet hovedvej, på en af byens syv barer og restauranter, i parken med gåture og filmfremvisninger, det store offentlige svømmebassin, byens spillested eller på en bænk, hvor dagens begivenheder snakkes igennem.

Marinaleda er faktisk en lille utopi midt i et kriseramt Andalusien. Kun gennem årtiers besættelser, blokader, demonstrationer og aktioner har man tilkæmpet sig det lille stykke land, som de ejer, midt i regionen, og skridt for skridt har de bygget et stabilt og sammenhængende kommunistisk bysamfund op, som de tror på.

Langt størstedelen af byens indbyggere er ansat i byens kooperativ, som centrerer sig om gården El Humoso ca. 12 km uden for byen. Gården dækker 12.000 hektar jord, som kooperativets arbejdere ejer og dyrker i fællesskab.

Hovedafgrøderne er olivenolie, peberfrugter og bønner, og alle afgrøderne udvælges nøje på åbne generalforsamlinger for hele byen, hvor der, efter grundig debat, stemmes ved almindelig håndsoprækning.

De sidste mange år har man valgt afgrøder, som kræver mest mulig arbejdskraft at dyrke. På den måde holder man arbejdsløsheden nede og fællesskabet stærkt. De seneste år har byen tilføjet en konservesfabrik til sit repertoire, så forarbejdningen nu også kan bidrage til at skabe job til byens befolkning.

Arbejdsløsheden i Marinaleda er på ca. 5% og en dagsløn for arbejdet i kooperativet på omkring 45 euro efter skat og sociale bidrag er betalt.

Til sammenligning er den generelle arbejdsløshed i Andalusien på 34% og mindstelønnen på 22 euro for en dags arbejde.

Arbejdsdagen begrænser sig til seks timer dagligt, så det hårde arbejde i den bagende sol ikke nedslider indbyggerne, og arbejderne skiftes til at indtage de forskellige led i produktionskæden, så alle ender med at være uddannet i hele processen fra frø til olivenolie.

Byen ligner på overfladen en hvilken som helst anden lille andalusisk landsby.

Rygterne spredes som en løbeild. Bare en time efter vores ankomst fortæller vores oversætter os, at der snakkes ivrigt i grupperne om de to danske socialister, som er rejst hele vejen til Marinaleda på uanmeldt besøg, i håb om at snakke med byens karismatiske borgmester.

Alligevel er der små tegn, som vidner om byens politiske ståsted. Flere gader er opkaldt efter de fremmeste afgrøder på markerne, som en påmindelse om, hvorfra det hele stammer. Andre gader er opkaldt efter Marx, Che Guevara og andre politiske forbilleder.

Der er iøjnefaldende, farverige og detaljerede vægmalerier overalt på byens hvide mure. Malerierne bærer kommunistiske og antifascistiske budskaber, såvel som solidaritetserklæringer med det undertrykte palæstinensiske folk.

Om aftenen brydes sommerstilheden af og til af en bil med højtalere på taget, som annoncerer, hvornår det næste stormøde er, eller som bekendtgør, hvilke film, der vises i parken den pågældende aften.

I betragtning af sin størrelse prioriterer byen uddannelse bemærkelsesværdigt højt. Den rummer både børnehave, folkeskole og et Che Guevara-gymnasie, og viden er en aktiv prioritering overalt.

Når indbyggerne trækker sig tilbage, gør de fleste det til almene boliger, som er ejet af den lille kommune. Huslejen er her 20 euro om måneden.

Mange indbyggere bor imidlertid også i »selvbyggede huse«. Her lader man sig skrive op på en venteliste, inddeles i mindre hold af f.eks. 25 og mødes så med byrådets arkitekt. Når man er nået til enighed om boligernes grundplan, går arbejdet så i gang. 25 identiske boliger opføres af kollektivet under rådgivning fra byrådets håndværkere. Materialerne gives gratis efter aftale med den andalusiske lokalregering.

Der er desuden fokus på, at de kommende beboere i de »selvbyggede huse« lærer de forskellige håndværk, der indgår i byggeriet, og de får dermed muligheden for selv at kunne vedligeholde deres ejendom – og muligheden for at hjælpe de andre indbyggere med deres.

Til sidst lægger man de 25 nøgler og trækker lod om dem. På den måde motiveres alle til at gøre sig lige umage med alle byggerierne.

Huslejen er 15 euro om måneden, der går til afbetaling af materialer mv., hvorfor man efter 20-25 års beboelse ejer boligen, og ikke længere skal betale husleje.

Man kan ikke spekulere i disse huse, da der er forbud mod at sælge dem privat.

I sådan et hus, som han selv har været med til at bygge, bor byens borgmester Juan Manuel Sánchez Gordillo.

Andalusiens Ché Guevara

Vi møder Juan Gordillo på hans kontor i byrådet. Vi har ventet en times tid ude foran i den bagende sol, men i Andalusien kommer borgmestre hverken for tidligt eller for sent. De kommer præcist, når de vil.

Alligevel er vi meget begejstrede for, med en dags varsel at få adgang til byens berømte leder.

Gordillo er en lille mand med langt skæg og et Che-Guevara-look, som ikke er et tilfælde. Han er 63 år gammel, tidligere historielærer og har været folkevalgt borgmester siden den 6. maj 1979, da de åbne offentlige valg kom til byen i kølvandet på Franco-styrets fald.

Byrådet har 11 pladser, hvor Gordillos lokale parti CUT-BAI fra den yderste venstrefløj sidder på de ni, og det socialdemokratiske PSOE sidder på de sidste to.

På kontoret er der stabler af bøger og dokumenter og væggene prydes af billeder af Che og palæstinensiske flag såvel som kort over byen. Byens budget findes på et flip-chart henne i hjørnet.

Vi lægger ud med at spørge, hvad borgmesterens projekt med byen er:

– Det politiske mål med kampen og arbejdet i Marinaleda er at prøve at vise folk, at en anden verden faktisk er mulig. Vi prøver at plante en anden verden, en bedre verden, midt i det kapitalistiske system og dermed vise mennesker, at de drømme, de har om en bedre verden, kan blive til virkelighed, hvis vi organiserer os og slås sammen, siger han.

– Marinaleda skal være et referencepunkt for hele verden. Netop derfor er det også så vigtigt at forsvare, så det kan leve videre. Fordi vi inspirerer til kamp og opstand i hele Spanien og viser verden en vej uden om kapitalismen, så prøver EU, bankerne og de store virksomheder også at knække os. At få byen til at bryde sammen bid for bid, ligesom de gjorde med Grækenland. De tillader ingen alternativer, siger han.

Hvordan kommer man konkret fra et socialistisk Marinaleda til en mere socialistisk verden?

– Vi skal være gode til at vinde sympati for vores sag gennem medierne og ved at bruge internettet. Men vi skal også vise kæmpende bønder, arbejdere og små erhvervsdrivende i hele Spanien, at Marinaleda støtter deres kamp.

– Derfor sender vi altid busser med demonstranter til kampens brandzoner i hele landet. Skridt efter skridt skal vi få fattige og landarbejdere til at slutte sig til bevægelsen og lære af vores erfaringer. På den måde kan vi hjælpe hinanden og udbrede socialismen til flere landsbyer, siger Gordillo.

Det er dog en sej kamp, der kræver ressourcer, der ikke altid er tilgængelige. Byens hjemmeside er forældet, radio- og tv-stationen er lukket ned, og mails besvares sjældent og kun på spansk.

Det er ikke uden grund, at Gordillo taler om ’forsvar’ af byens måde at gøre tingene på. Aktiv udbredelse har længere udsigt.

Hvordan overbeviser du borgerne i Marinaleda til at kæmpe den lange, hårde kamp?

– Jeg leder gennem eksemplet. Ved at gå forrest og vise borgerne nye uventede veje i den konstante kamp for deres rettigheder og modstand mod kapitalismen. Stormøderne i byen er en anden vigtig anledning til at forklare og diskutere den politiske situation og vedtage, hvad der må gøres.

– Det handler om at lave så meget ballade, at det er lettere for magthaverne og eliten at give os, hvad vi vil have. Derfor har kampen krævet, at vi besatte supermarkeder og delte maden ud til de sultne, lukkede jernbanernes hovedstrækninger i Andalusien og blokerede lufthavnen i Sevilla.

– Indbyggerne er vant til at kæmpe længe for en sag, og ofte giver regeringerne [i hhv. Spanien og Andalusien] sig før vi gør, forklarer Gordillo.

Han mener desuden at kampen er ideologisk.

– Vi bliver konstant fyldt med propaganda om, at den kapitalistiske konkurrence og individualisme vil løse alle vores problemer. Derfor er det vigtigt at bygge et alternativ op. Der skal også være lokale TV- og radiostationer, som forklarer om vores politik og kamp, så flere mennesker kan se, hvorfor den er vigtig.”

Borgerne har kæmpet side om side med dig længe. Er de overbeviste socialister ligesom dig, eller følger de dig, fordi de kan se at din politik virker?

– Jeg tror de fleste i Marinaleda er socialister uden at vide det. Mange opfatter slet ikke sig selv som politiske. De har bare mærket fattigdom og sult på egen krop, og de har set, at vores måde at indrette byen på fører til fremskridt og et bedre liv til dem og deres familier. Det er deres socialisme.

– Men det er vigtigt konstant at deltage i de politiske kampe og diskutere vores handlinger, så vi alle husker hvad projektet er.”

Hvordan ser du udviklingen på venstrefløjen i Spanien, hvor Podemos har vokset sig store som national politisk spiller?

– Vi samarbejdede meget med 15. maj-bevægelsen som fyldte gaderne med indignerede demonstranter, over 500.000 i Madrid.

– Men Podemos er jeg ikke så glad for. Partiet har mistet kontakten til gaden og derfor er det ved at stivne. Efter kampene døde ud, valgte Podemos mere og mere at appellere til alle grupper på en gang.

– Det satsede på middelklassen, og de rige skulle også være trygge ved at stemme på dem. Men middelklassen kæmper ikke. Den går ikke på gaden, siger Gordillo.

– Podemos mistede dermed deres revolutionære motor. Det modererede dets synspunkter og prøvede at gå en mellemvej, hvor alle skulle kunne lide dem.

– Ens motivation bliver nødt til at komme fra konsekvent at stå på de fattiges side, men jo længere Podemos roder sig ind i det nationale parlamentariske system, jo mere mister partiet de fattige af syne i bestræbelserne på at være et parti for alle.

– Det prøver at vinde på det nuværende demokratis spilleregler og taber sig selv i processen. Det plejede at være antikapitalister og mod NATO. Det plejede at være for palæstinenserne, de fattige og flygtningene og indvandrene. Jo bredere det vil favne, jo mere bremser det kampen.

Tidligt i 2015 besluttede CUT-BAI at forlade det socialistiske samlingsparti Izquierda Unida (IU). Årsagen var IU’s tætte samarbejde med det socialdemokratiske PSOE.

Nu stemmer partiet på Podemos som det mindst ringe alternativ på den nationale platform.

For Gordillo er den eneste vej frem en gradvis aktivering af de fattigste, landarbejderne, de små selvstændige og arbejderne. Den kamp skal være indædt og stædig – lige som han er det - hvis den skal vinde, og der er ikke plads til parlamentarismens utålmodighed.

Vi siger farvel til Gordillo og går tilbage ud i byen.

På vores spørgsmål til, hvordan en gennemført kommunisme kan forenes med muligheden for at købe og eje huse og forretninger privat, som blandt andet vores engelskfødte guide har benyttet sig af, svarer indbyggerne hovedrystende:

– Skulle vi forhindre politiske allierede i at flytte til byen og bidrage med penge og frivilligt arbejde?

Det er en pragmatisk og levet kommunisme, uden teoretiske spidsfindigheder, man møder på gaden i den lille landsby.

Artiklen bringes også i magasinet Solidaritet nr. 6, februar 2016.