Annonce

Fagligt
5. maj 2014 - 13:43

Ikke-socialdemokrat trækker sig fra LO’s daglige ledelse

FOA’s formand Dennis Kristensen har mandag den 5. maj 2014 trukket sig fra sin post i LO's daglige ledelse efter at være blevet holdt uden for afgørende møder om LO's politik.

Det største LO forbund på det offentlige område er ikke længere repræsenteret i LO´s højeste myndighed mellem de fire årlige hovedbestyrelsesmøder.

– Det giver ikke rigtig nogen mening, at jeg repræsenterer FOA i den daglige ledelse i LO, når FOA nu gentagne gange fravælges til deltagelse i møder efter LO-formandens forgodtbefindende. Derfor er det rigtigste at takke nej tak til posten i LO, siger Dennis Kristensen i en pressemeddelelse.

Holdt uden for

Det drastiske skridt, er kulminationen på lang tids uro i LO, hvor Dennis Kristensen og FOA systematisk er blevet holdt uden for vigtige beslutninger og debatter. Uden det siges højt: sandsynligvis fordi Dennis Kristensen som den eneste ikke er medlem af Socialdemokratiet.

De politiske uenigheder har ulmet længe, men særligt efter regeringsskiftet er tingene sat på spidsen. LO har haft fokus på at holde regeringen ved magten – koste hvad det ville. Medlemmernes krav og ønsker er kommet i anden række.

Allerede ved regeringens tiltræden og forhandlingerne om den såkaldte treparts aftale, forhandlede LO i to rum. Et hvor LO forbundene blev hørt, og et hvor de socialdemokratiske forbundsformænd lavede aftalerne med regeringen – det sidste skulle have været hemmeligt, men blev afsløret ved en fortalelse fra en af deltagerne.

Da regeringen senere lancerede den såkaldte tillidsreform for den offentlige sektor, ville FOA ikke medvirke i arbejdet, da der indgik planer om en besparelse på 12 mia. kr. i arbejdet.

Alligevel valgte Offentligt Ansattes Organisation (OAO) – som er LO’s samarbejdsorganisation på det offentlige område – at tilslutte sig arbejdet sammen med AC og FTF. At FOA udgør over halvdelen af LO’s medlemmer på området blev der ikke taget hensyn til – og FOA har efterfølgende meldt sig ud af OAO.

Minister ville kun snakke med socialdemokrater

Sidste skud på stammen kom 30. april i år. Mette Frederiksen havde inviteret LO til møde om regeringens ny beskæftigelsesreform.

LO deltog med forbundsformændene for alle de store LO forbund – bortset fra FOA’s Dennis Kristensen, som LO havde valgt ikke at invitere med. Angiveligt fordi ministrene kun ønskede at tale med socialdemokrater i fagbevægelsen.

Dennis Kristensen er nu åbenbart blevet så træt af den socialdemokratiske kontrol med LO, at det er svært at se nogen mening med at være med ved bordet.

For fagbevægelsen som helhed, må det vække uro – for det ser unægtelig ud til at FOA er på vej ud af LO, og landsorganisationen vil dermed miste det største forbund på det offentlige arbejdsmarked. Dennis Kristensen understreger dog i sin pressemeddelse hans udtræden ikke er en FOA-udmeldelse af LO.

LO’s formand  Harald Børsting udtaler i en pressemeddelelse, at han ærger sig – og kan ikke forstå at Dennis Kristensen ikke søger indflydelse.

Men i LO’s optik er vejen til indflydelse åbenbart at deponere sine holdninger i Socialdemokratiet – og med tanke på regeringens meritter, er det ikke nødvendigvis det bedste for FOA´s medlemmer.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce