Fredsaktivist beskylder israelsk højrefløj for at bruge bombardement af Gaza som del af valgkamp. Villy Søvndal forsvarer Israels »ret til forsvar«.
Israelske fredsaktivister samledes onsdag den 14. november 2012 spontant i Tel Aviv i protest imod Israels missilangreb ind over Gazastriben. Den israelske fredsorganisation Gush Shalom har igen indkaldt til demonstration foran Likuds hovedkvarter i Tel Aviv torsdag den 15. november, hvor også israelske studerende fra Tel Aviv Universitet vil demonstrere imod angrebene.
Angrebene ind i Gaza fortsætter. Indtil videre er 11 palæstinensere dræbt og over 100 sårede, mens tre israelere har mistet livet, rapporterer Al-Jazeera
Læs Gush Shaloms indkaldelse til anti-krigs demonstration
Følg situationen i Gaza på Al-Jazeeras live-blog
Uri Avnery, der er tidligere medlem af Knesset og aktivist i Gush Shalom, mener, at angrebene, der altså indtil videre har kostet over 14 mennesker livet, skal ses i forbindelse med det snarlige valg i Israel.
»På bekostning af store lidelser på begge sider af grænsen, har regeringen opnået sit mål: De sociale spørgsmål, der truede med at få stor betydning i disse valg, er blevet skubbet til side og fjernet fra valgkampens dagsorden«, udtaler han i en pressemeddelelse fra Gush Shalom.
Avnery siger, at de israelske angreb, der officielt går under navnet Operation Skysøjle, burde kaldes Operation Korttidshukommelse. Han begrunder det med, at »Natanyahu sætter sin lid til, at folk ikke kan huske, at Israel for fire år siden gik i krig i Gaza. 1.300 civile blev dræbt på tre uger, men der skete ikke nogen betydelige ændringer i situationen«
Læs Gush Shaloms pressemeddelelse
Angrebene startede onsdag den 14. november 2012, da Israel med en bølge af luftangreb over Gazastriben dræbte lederen af Hamas’ militære fløj, Ahmad al-Jaabari, og mindst ti andre palæstinensere.
»I dag sendte vi en klar besked til Hamas og andre terrororganisationer, og hvis det bliver nødvendigt er vi parate til at udvide operationen«, sagde Israels premierminister og leder af det konservative parti Likud, Benjamin Netanyahu i en tv-transmitteret tale onsdag aften.
Hamas besvarede torsdag den 15. november angrebene med et raketangreb på den israelske by Kiryat Malahi, der ligger 30 kilometer nord for Gazastriben. Mindst tre israelere blev dræbt og fire såret i raketangrebet.
Den militante gruppe Ezzedine al-Qassam Brigaderne, som den dræbte Jaabari var leder af, har taget ansvaret for raketangrebet.
Gruppen skriver i et kommuniké, at Israel »har åbnet helvedes porte«, mens en talsperson for Hamas, Fawzi Barhum, i en udtalelse siger, at han opfatter de israelske angreb som »en krigserklæring«, og at »besættelsesmagten vil komme til at betale en høj pris« for angrebene.
Læs artiklen »Gaza returns deadly rocket fire on Israel« hos Al-Jazeera
I både Egypten og Qatar bliver de israelske angreb mødt af politiske protester.
Egyptens præsident Mohamed Morsi fordømmer angrebene på Gazastriben som »uacceptable« og peger på, at de vil føre til ustabilitet i hele regionen. Egyptens udenrigsminister Kamel Amr opfordrer desuden USA til at intervenere i konflikten for at stoppe, hvad han kalder »den israelske aggression overfor det palæstinensiske folk«.
Også Qatars premierminister, Hamad bin Jassem al-Thani, fordømmer angrebene:
»Disse ondsindede angreb må ikke gå ustraffede hen. FN’s sikkerhedsråd må leve op til sit ansvar for at sikre fred og sikkerhed i verden. Vi fordømmer ekstremisme og terrorisme men sådanne uansvarlige og uberettigede angreb må fordømmes af verdenssamfundet«, udtaler han ifølge The Guardian.
Følg situationen i Gaza og de internationale reaktioner på Israels angreb hos The Guardian
I Danmark er tonerne noget mildere. Udenrigsminister Villy Søvndal fra SF udtaler, at han »anerkender Israels ret til at forsvare sig selv«.
Læs Villy Søvndals udtalelse her
Søvndal kritiseres af regeringens parlamentariske grundlag. Enhedslistens udenrigsordfører Christian Juhl skriver i en pressemeddelelse, at Søvndal ignorerer »at Israel er besætterne, og Palæstina det besatte land«.
Han mener, at udenrigsministeren bør fordømme alle bombardementer og krigshandlinger, og siger han vil tage Villy Søvndals ensidige støtte til Israel op på dagens møde i Udenrigspolitisk Nævn i Folketinget.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96