Annonce

MiljøAnalyser og kommentarer om klima- og miljøspørgsmål
Kommentar
20. juni 2014 - 12:38

Kan Danmark gå forrest i en bæredygtig omstilling?

Bæredygtig omstilling kræver forandringer både lokalt og globalt. Nogen må gå forrest. Det kunne være Danmark. Men hvor langt kan vi komme uden at gøre op med WTO og EU?

Er det muligt for et enkelt land at gå i front for en bæredygtig omstilling? Lad os forestille os, at f.eks. den danske regering, med opbakning fra et flertal af borgerne, ønsker at gå foran og gøre Danmark bæredygtigt inden for den eksisterende globale økonomiske og politiske struktur, samtidig med at alle andre lande kører videre i vækstsporet. Hvor langt kan Danmark nå alene? Og hvilke barrierer uden for landet støder man på under omstillingen? Hvilket partipolitisk program er tænkeligt herhjemme, og hvilke ændringer i internationale forhold vil det kræve for at opnå succes?

Klimaændringer er efterhånden anerkendt som en trussel mod menneskehedens overlevelse. En stigning på 5-6 °C vil sandsynligvis sætte et punktum for vores art, måske – hvis vi er heldige – med få overlevende i enkelte isolerede enklaver som f.eks. i bjergene i Nordvietnam. Vi er godt på vej mod dette scenarie, hvis vi fortsætter med at afbrænde alle de fossile brændstoffer, der stadig befinder sig i jorden. Danmarks økologiske fodspor er p.t. 8,2 hektar per person, det fjerde højeste i verden, ifølge rapporten Living Planet Report 2012 fra World Wildlife Fund, og fire gange større end det bæredygtige på 2,1 hektar. Et rimeligt mål for omstillingen på mellemlangt sigt er at halvere det økologiske fodspor. Man kan nemt identificere flere indsatsområder og tilsvarende værktøjer til at skubbe udviklingen i den rigtige retning.

Nogle områder er lettere at gå til end andre, fordi vi ikke behøver at tage så meget hensyn til det globale økonomiske system, som vi er en del af. For eksempel er en overgang til vedvarende energi en selvfølge, og der er allerede en rimelig plan. En lignende plan for overgang til 100 pct. økologisk jordbrug er også oplagt og kan skubbes i gang med en kombination af pisk og gulerod, f.eks. med en nedsættelse af moms på økologiske fødevarer. Den offentlige transport skal opprioriteres, mens bil- og lastbiltransport skal mindskes. Det kan klares med målrettede investeringer og adfærdsregulerende skatter og afgifter.

Forbrugsmønsteret kan påvirkes med en differentieret moms, der sætter højere skat på unødvendige luksusvarer og lavere skat på nødvendige basisvarer. Alle disse områder er vigtige og relativt lette at gå i gang med. Der er ikke udenlandske barrierer for den slags omstillinger, men det er begrænset, hvor langt vi kan komme ad den vej. I min bog Occupy World Street – Vejen til en værdig fremtid, som udkom i 2013 på Forlaget Hovedland,kan man læse meget mere. Her vil jeg fokusere på enkelte af de områder, hvor udenlandske barrierer kan forhindre, at Danmark bliver bæredygtigt, uanset hvad vi gør indenlands. Det er barrierer, som skyldes eksisterende internationale handelsaftaler, kapitalens frie bevægelighed over landegrænser og ineffektive klimareguleringer.

Handelsaftaler sætter barrierer

Nøglen til en bæredygtig fremtid er udvikling af kredsløbsteknologier, dvs. produktion uden affald, også kendt som »vugge til vugge«-teknologier eller cirkulære teknologier. De er langt mere radikale end det, der ofte går under betegnelsen »grønne teknologier« herhjemme, som for det meste ikke er andet end traditionelle teknologier med »grøn maling« på. Kredsløbsteknologier har et meget lavere energiforbrug og mindre CO2-udslip end de såkaldte »grønne teknologier«. De er reelle efterligninger af naturen, hvor de fleste processer foregår ved stuetemperatur og under normalt tryk. Den slags bæredygtige teknologier bliver nødvendige i den kommende tid, hvis vores civilisation skal overleve. En overgang vil tage flere årtier og kræve store investeringer både fra erhvervslivet og fra staten.

Unfair konkurrence fra udenlandske varer, som er fremstillet med lavere miljøstandarder, bremser imidlertid ofte store indenlandske investeringer i bæredygtige teknologier. Det er i dag ikke muligt at lægge importtold på produkter fremstillet i lande, der vælger at fortsætte med den farlige fossile energi for at forbedre egen konkurrenceevne. Resultatet er, at vores hjemlige virksomheder investerer for lidt i grønne løsninger, når staten ikke kan beskytte dem mod unfair konkurrence udefra.

Hvorfor kan man ikke beskytte de hjemlige producenter, som producerer bæredygtigt? Det skyldes vores medlemskab af Verdenshandelsorganisationen (WTO). Reglerne i WTO tillader ikke, at et medlemsland beskytter egne industrier fra konkurrence udefra alene på grund af miljøstandarder. Det opfattes som protektionisme i WTO, selv om formålet er beskyttelse af miljøet. Faktisk belønner WTO de virksomheder, som er ligeglade med miljøet, og straffer dem, der prøver at gå foran med større økologisk ansvarlighed.

Ingen bæredygtighed uden protektionisme

Det er nødvendigt at skelne mellem tre forskellige slags protektionisme. Den første er beskyttelse af statens nøgleindustrier gennem økonomisk støtte og præference over udenlandske firmaer. Det kan f.eks. være som led i et udviklingslands langsigtede overgang til at blive en konkurrencedygtig industrination. Den type protektionisme er nødvendig og positiv.

Den anden slags protektionisme skaffer blot nye indkomstkilder til favoriserede grupper og særinteresser. Det er fortoldning og støtteordninger, der er blevet indført uden nogen strategisk plan. Den form for protektionisme fører til ineffektivitet og stagnation, og den slags protektionisme bør vi afskaffe. Det er også den slags protektionisme, USA og EU insisterer på, at andre skal afskaffe, samtidig med at de selv nægter at gøre det. EU's landbrugsstøtte og amerikanske tilskud til bomuldsproduktion er eksempler på det.

Den tredje slags protektionisme er beskyttelse af visse af samfundets ikke-økonomiske forhold som f.eks. miljø. Det handler om politisk prioritet og er en positiv protektionisme. Det kunne f.eks. indebære importbegrænsninger som en del af statens politik for miljøbeskyttelse eller begrænsning af fødevareimport for at fremme en større selvforsyningsgrad af hensyn til fødevaresikkerhed. Men WTO-reglerne forbyder alle tre former for protektionisme, selv om to af dem er positive og afgørende for realisering af et lands politiske ønsker.

Kapitalens frie bevægelighed som hindring

Den herskende neoliberale ideologi kræver ikke blot, at varer skal kunne bevæge sig frit over grænserne, det skal kapitalen også. Men et land får automatisk bedre kontrol over sin egen økonomi, når det indfører kontrol over kapitalstrømmen ind og ud over grænserne. Det kæmper de store multinationale selskaber imidlertid imod, fordi det reducerer deres magt og profit.

Der er intet empirisk eller teoretisk belæg for, at frie kapitalbevægelser skulle være til gavn for økonomisk vækst. Faktisk er de primært til fordel for spekulanter, der ønsker at kunne trække deres spekulative placeringer ud af udenlandske markeder hurtigt og uden besvær. Det var hele baggrunden for den store valuta- og aktiekrise i Asien i 1997-1998. Specielt små markeder med lav likviditet som Danmark er særligt sårbare.

Frie kapitalbevægelser øger risikoen for spredning af udenlandske finanskriser til andre lande, som f.eks. den amerikansk »subprime-lån«-krise i 2007-2008. De kan tillade ødelæggende spekulative valutaangreb og kan modvirke et lands bæredygtighedsinitiativer. Derfor skal kapitalens mobilitet kontrolleres.

Artikel VI under Valutafonden (IMF) giver det enkelte medlemsland ret til at indføre kapitalkontroller uden indblanding udefra. Kapitalkontroller var faktisk den almindelige standard før neoliberalismen og fungerede udmærket fra ca. 1946 til 1980. Frie kapitalbevægelser er ikke en del af WTO-reglerne, men snarere en del af Valutafondens såkaldte »strukturtilpasningsaftaler«, hvor de har tvunget over hundrede udviklingslande til at acceptere frie kapitalbevægelser som modydelse for lån. Ligeledes har EU – under indflydelse af de store multinationale firmaers neoliberale lobbyister – påtvunget medlemslandene at opgive Artikel VI-rettigheden inden for EU og også over for tredjelande. Men selv Valutafonden skiftede mening efter finanskrisen i 2008 og erkender nu, som der stod at læse i Financial Times 3. december 2012, behovet for kapitalkontrol for i visse tilfælde at modvirke spekulative bevægelser. Derimod er der ingen tegn på en optøning fra EU’s side. Danmark er indtil videre bundet af denne regel, som er en væsentlig forhindring for opnåelse af både økologisk bæredygtighed og finansiel stabilitet.

Nødvendige internationale initiativer

Intet enkeltland kan gøre noget som helst af reel betydning uden at genvinde kontrollen over vare- og kapitalbevægelser. Derfor bør Danmark, helst i samarbejde med andre lande, arbejde for en ændring af WTO-reglerne med sigte på at tillade fortoldning af og eventuelt forbud mod importerede produkter, som har en lavere miljøstandard end tilsvarende hjemlige produkter. De nuværende regler straffer lande og virksomheder, der investerer i mere miljøvenlige teknologier. Parallelt med initiativet bør Danmark udarbejde en plan for en eventuel udmeldelse af WTO i tilfælde af et utilfredsstillende resultat af forhandlingerne. I så fald må Danmark, gerne sammen med en gruppe ligesindede lande, lave nye bi- og multilaterale handelsaftaler med handelspartnere. Det vil utvivlsomt føre til mindre import og eksport. Til gengæld vil mange hjemlige virksomheder få et større hjemmemarked.

Danmark skal inden for EU arbejde for at muliggøre kapitalkontroller, i det mindste hvad angår tredjelande. Hvis EU ikke accepterer det, kan et Danmark med seriøse ønsker om bæredygtighed blive nødt til at melde sig ud af EU.

Også en ansvarlig klimapolitik er afhængig af bæredygtige handelsaftaler og kontrol med kapitalens mobilitet. Kun sådan kan man beskytte hjemmehørende virksomheder mod udenlandske parasitvirksomheder, der ikke vil samarbejde om klimaet og forsøger at profitere af andres mere ansvarlige klimapolitik.

Det økonomiske og moralske pres på andre lande ville blive meget stort, hvis tilstrækkeligt mange lande kunne gå sammen om at begrænse egne CO2-emissioner. En »cap and trade«-aftale er den eneste form for en virksom global klimaaftale. Derfor bør Danmark forsøge at få andre lande med til at lave en effektiv udformning af sådan en aftale. Når systemet først er etableret, måske på en beskeden skala, bliver det meget nemmere at udvide med andre lande. I Occupy World Street har jeg i detaljer beskrevet, hvordan en sådan aftale kan skrues sammen. Selv om initiativtagerne består af få mindre lande, tror jeg, at presset på også verdens største økonomier vil blive svært at modstå, ikke mindst på grund af presset indefra og nedefra fra et civilsamfund, som er træt af kortsigtede politikere.

Et forbund af bæredygtige lande

Det bliver meget svært, hvis ikke umuligt, for Danmark at blive bæredygtigt uden at tage et opgør med både WTO og EU. Det er sikkert også derfor, der ikke sker nok på denne front. Det er for stort et skridt for politikere, der ikke kan tænke længere end til næste valg. Den samme problematik konfronterer alle andre lande, der vil gå foran. EU-kommissionen burde have udsyn til at forstå nødvendigheden af de beskrevne radikale ændringer. Men i øjeblikket giver den alt for stor magt til de store multinationale firmaer, hvis interesser ikke er sammenfaldende med EU-borgernes interesser. Kommissionen har tilsyneladende ingen planer om at prioritere bæredygtighed højere end mere økonomisk vækst. Derfor er vi havnet i et dilemma, hvor en radikal reform af de internationale forhold er både nødvendig og nærmest umulig på samme tid.

Alternativet er, hvis ikke EU kender sin besøgelsestid, at en gruppe mindre lande følger mit råd fra Occupy World Street og melder sig kollektivt ud af WTO og om nødvendigt også af EU. Landene kan sammen danne et »Gaia-Forbund« som et forbillede for en bæredygtig og retfærdig fremtid og derefter invitere andre lande til at være med.

Nogen må og skal gå foran.

 

Ross Jackson er ph.d. og bl.a. formand for Gaia Trust og hovedaktionær i Urtekram. Han er desuden aktiv deltager i omstillingsdebatten, senest med bogen Occupy World Street.

Artiklen er tidligere bragt i tidsskriftet Nyt Fokus nr. 1, maj 2014.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce