Økonomiske skoler og vækst

Dagbladet Information er gået ind i debatten om de økonomiske skoler og den neoklassiske skoles totale dominans og har endog åbnet for den mulighed, at en sådan dominans kan være bekymrende. Forskellige økonomer er også blevet hørt om spørgsmålet.

Som modvægt til mainstream fremhæver Information imidlertid udelukkende den keynesianske skole.

Men der er altså også andre retninger, først og fremmest den marxistiske, der udvikler sig som en egentlig seriøs økonomisk skole i disse tider, og som bl.a. bør ses som en tilbagevending til de klassiske økonomers grundlæggende indsigter.  

Derfor har skrev jeg en kronik, hvori jeg søgte at redegøre for de forskellige skoler, især koncentreret om de centrale grundantagelsers sammenhæng med spørgsmålet om vækst i BNP.

Desværre havde Information pladsmangel ...

Informations læsere har nok registreret, at der er to stridende økonomiske skoler, den neoklassiske og den keynesianske. Neoklassikerne er standardskolen, men når de beskæftiger sig med den nationale makroøkonomi kaldes de forvirrende nok for nykeynesianere.

Det er endnu mere indviklet. Den angelsaksiske verden taler om  ’heterodokse’ (dvs. forskelligartede) økonomer, der generøst rummer alle dem, der ikke er medlem af det standard-økonomiske selskab. Her er der marxistiske videreførsler, post-keynesianere (tilbagevenden til Keynes’ skrifter) samt den ultralibertære østrigske skole, der helst vil afskaffe centralbanker. I øvrigt en del fantaster, der f.eks. designer et andet pengesystem uden at sætte det ind i en større sammenhæng.

Marxistiske økonomer er på trods af alle påstande om det modsatte alive and kicking, så der er altså mindst én skole til. Også den har fraktioner. Nogle lever i ånden fra ’monopolkapitalismen’, mens andre fornægter dele af Marx’ teori, men ikke hans overordnede systemkritik.

Endelig er der dem, der prøver at forstå nutiden i termer fra den marx’ske teoribygning, vel vidende at kapitalismen artikulerer sig gennem ændrede former, bl.a. i penge- og kreditsystemet, hvis udvikling både kvalitativt og kvantitativt har været voldsom.

Marx var sidste led og fortolker af den klassiske økonomiske skole, der især er kendt gennem Adam Smith og David Ricardo. Fra dem udviklede han arbejdsværditeorien, dvs. at det vareproducerende arbejde er kilde til økonomisk værdiskabelse.

Det mente Keynes også i princippet, han brugte bare ikke den indsigt til noget eller identificerede ligesom neoklassikerne aflønningen af den sidst ansatte arbejder med den tilsvarende værditilvækst eller grænseprodukt.

At gammelklassikernes analyseapparat stadig er relevant, skyldes, at den kapitalistiske økonomi bærer grundlæggende ligheder med sin tidlige fortid. Tendensen er nu som før profitsøgen, ekspansion og tilbagevendende kriser.

Mellemkrigstidens Keynes har især én indsigt på sin kappe, anerkendt af alle, men fortolket forskelligt. Han indså, at staten var blevet en vigtig økonomisk aktør. Det har neoklassikerne indoptaget fra ham. Marxisterne også, men de er indbyrdes uenige om forståelsen af statens forskellige roller.

BNP og vækst

Det var Keynes, der lagde grundstenen til nationalregnskabet, i sluttredverne videreudviklet til bruttonationalproduktet (BNP) af en russisk emigrantøkonom i USA med baggrund i sovjetiske modeller. Statens virksomhed blev inkluderet som en del af produktet.  Det har ført til forvirring lige siden.

For de selvsamme ’økonomer’, dvs. dem som befolkningen og størstedelen af pressen ser som de rigtige, mener, at staten både bidrager til produktet, men også at den lever af det via borgernes skattebetaling. I hvert fald udtaler de sig om, hvad staten ikke har ’råd’ til. Hvis de virkelig så staten som så produktiv som resten af samfundet, hvad er så problemet? Øgning af gælden, er svaret.

Keynes så det på en anden måde, nemlig at staten kunne forgælde sig yderligere for at sætte gang i en henslumrende økonomi. Statsgæld i sig selv er en ældgammel historie. At den nu svulmer i store dele af verden, er blevet et problem gennem rentebetalingerne, dvs. vilkårene for gælden, ikke dens størrelse i sig selv – og da slet ikke som en procentsats af en så gennemhullelig størrelse som bruttonationalproduktet.

BNP skal i princippet finde samfundets nyskabte værdiprodukt og ændring over tid, men gør det via neoklassikernes noget forstenede tilnærmelser.

Analytisk måles BNP ved at prøve at finde mængden af solgte goder, men den kendes vist kun for grise i dette land. I praksis noteres først virksomhedernes indrapporteringer af produktionsværdier i basispriser (dvs. uden forbrugsafgifter), hvorfra trækkes forbruget i produktionen, og der renses for andre skatter.

For at finde BNP-væksten over tid skal prisstigninger/fald elimineres. De ses mestendels som værende generelle, dvs. udtryk for inflation eller deflation. Tilbage bliver så kvantitetsvækst, der skyldes produktionsudvidelse eller produktivitetsforbedringer  (mere produceret på samme tid). 

Men kvalitetsforbedringer bør også regnes som vækst, siger standardøkonomen. F.eks. er en computer, der produceres i dag, ikke den samme som en fra sidste år, og der skal nogle ekstra øvelser til for at rense priserne for de forskellige effekter.

Tjenesteydelsers bidrag, inkl. banker og finans, indgår også i BNP. Inden boblen brast i 2007-08, havde finanssektoren fine profitter og udgjorde en voksende del af BNP både her og i andre vestlige lande. Det er dog kun de realiserede lønninger og overskud i finanssektoren, der indgår i BNP, ikke markedet som sådant, der rigtigt nok hører hjemme på kapitalposterne/balancen rent regnskabsmæssigt.

Standardøkonomer indrømmer, at BNP har en række problemer. Kapitalapparatet afskrives ikke, og det er svært at nette halvfabrikata og skatter ud.

Men når man nu har fået sig et tal, bruges det som en utvetydig størrelse. Det proppes ned i DREAM, ADAM og SMEC, og hvad de danske makromodeller nu hedder, hvorefter samme modeller forudsiger fremtidens BNP.

Der bliver det betænkeligt, at de forskellige finansmarkeder, der i høj grad påvirker investeringer og udtrykker markedets vurdering af og aktion på reale størrelser, er ladt ude af modellerne, der jo er opbygget omkring det ’fysiske’ BNP.

Hvad kæmper økonomiske skoler om?

Økonomiske skoler reflekterer ikke blot forskellige subjektive opfattelser. De kæmper om definitionsretten, men også om et så forkætret begreb som sandheden. Keynesianere kritiserer modellernes skråsikkerhed, men er enige i nationalregnskabets kategorier. Det varierer dog mellem underskoler.

En grundforskel mellem keynesianere, også de såkaldt post-keynesianere (der politisk strækker sig langt ind i Enhedslisten), og marxister, er at førstnævnte hele tiden taler om usikkerhed, mens marxisterne ser modsætninger, men dog mulighed for at sige noget om udviklingen.

Hvis bedre computere produceres på mindre tid, er de faldet i værdi uanset kvalitet, og over tid vil priserne falde. Gør de ikke det, er det ikke nok at råbe ’inflation’, der antager en ensartethed i prisændringerne som udtryk for, at prisernes modstykke, penge, er faldet i værdi.

Man må også se på strukturen mellem de forskellige led i værdikæden eller på de relative prisændringer mellem almindelige industrivarer og naturressource- eller monopolprodukter.

Kapitalismen spænder ben for sig selv ved hele tiden at skulle hente større overskud til kapitalejere, ofte aktionærer, og udvide markedet. Og den skaber i den grad problemer for kloden som sådan.

En arg marxist vil mene, at der ikke inden for det økonomiske system, vi lever i, er nogen tendens til, at ’økonomiseringen’ af naturen vil formindskes. At international klimapolitik ligger i ruiner, og at dansk klimapolitik er sat i venteposition til fordel for mere ’produktion’, er kun symptomer på det forhold.

Sandsynligvis er stigningen i jordens ressourceforbrug endnu større, end BNP-væksttal antyder. Medmindre den økonomiske logik ændres fundamentalt, er det vanskeligt at forestille sig, at f.eks. jernmalm og olie kan blive i jorden.

Ud over kritik af det bestående giver de heterodokse skoler ikke-evidensbaserede - både naive og fornuftige - bud på alternativer. Andre samfundsordner kan hverken bevises eller fremtrylles, kun fremtænkes.

Neoklassikerne vil blot blive bedre til mere af det samme.