Annonce

ModKulturRefleksioner i den levende kultur
anmeldelse
19. september 2012 - 18:10

Laibach i leg og tale

Laibach demonterer tegnet fra dets mening og skaber nye collager af stumperne. Og gruppens musik er et kraftfelt, der binder det hele sammen.

Den slovenske gruppe Laibach gav koncert i Statens Museum for Kunst ved et arrangement, der også indebar forevisning af filmen Iron Sky, som gruppen har leveret musik til. Derudover var der mulighed for at høre et interview med to af gruppens medlemmer.

Laibach har eksisteret siden 1980 og fik det store gennembrud i Vesteuropa, da de fik en engelsk pladekontrakt og udgav albummet "Opus Dei" i 1987.

Gruppens stil er hårdtslående industrial rock med referencer til 30'ernes kampmusik og 60'ernes pop.

Laibach er et kollektiv, hvor medlemmerne spiller forskellige roller. Ikke alle er musikere, og selve besætningen ved koncerterne er også flydende. For eksempel var sangeren Milan Fras ikke med, da Laibach sidst optrådte med Bach's "Kunst Der Fuge" i Marmorkirken i København.

Gruppen er også med i et større kollektiv af kunstnere, der kalder sig Neue Slowenische Kunst.

Gruppens særkende er brugen af "totalitære" symboler, visuelt og audielt, og et udtryk, der ikke altid skal tages for pålydende. Visse musikkritikere har på denne baggrund udlagt Laibach som "radikalt tvetydige". Men det er nu ikke så præcist.

Brugen af swastika og kors og Leni Riefenstahl'sk æstetik i det visuelle udtryk, og brugen af magtfuld wagner'sk æstetik i musikken er udlagt som en leg med fascismen. Men Laibach leger med meget mere fundamentale elementer i kommunikationen og i europæisk politisk filosofi.

Det vender vi tilbage til.

Laibachs musik

Koncerten i SMK er et led i dette års "We Come In Peace"-turné. Ved koncerten opførte gruppen musik fra hele karrieren og altså også fra tiden, hvor Laibach var et lokalt band i vanskeligheder i Ljubjana.

Sange som "Mi kujemo bodočnost" (Vi smeder fremtiden), Smrt za smrt (død for død) lyder som wagner'ske industrielle dystre stemninger. Mens musikken rasler, ser man for sig en rusten bilkirkegård midt på en ødemark. Måske har livet i Ljubjana engang været sådan.

Musikken er mest domineret af skarpe synthesizer-klange og magtfulde trommer. Og ikke mindst Milan Fras' dybe, krasse stemme.

Af og til munder musikken ud i den rene kakofoni eller i noget, der lyder som en motorsav blandet med kirkeorgel - blandingen af "det hellige" og det skæbnesvangre er typisk for gruppen.

Men den kan også slå over i meget smuk, blid musik. For eksempel versionen af Beatles' "Across the Universe", sunget af Mina Spiler.

Laibach indspillede denne på deres version af Beatles' albummet "Let It Be" (fra før Mina Spiler's tid i Laibach), men live-versionen var mere indtagende.

Mens musikken lyder, blandes oplevelsen med de bagvedliggende projektioner. Billeder af krig, magtsymboler, japansk sex blandet med mord, en pik langsomt ind og ud af en mund. Og små tekstfragmenter fra sangene (på tysk, engelsk og slovensk): Fx: ""Du, som udfordrer, søg ikke dækning." "Staten bekymrer sig om din sikkerhed". "Al frihed er tilladt". "Vores autoritet er folkets autoritet" og "Bliver du mere modig om natten?".

Og der blev naturligvis også spillet sange fra Iron Sky, blandt andet en forvrængning af den amerikanske nationalsang "Star Spangled Banner" og den smukke, sørgmodige "Under the Iron Sky", sidstnævnte igen med Mina Spiler i forgrunden.

Laibach spillede endvidere deres version af Bob Dylans "Ballad of a Thin Man" -  en meget abrupt industrial version, der understreger sangens sylespidse vrede. De spillede versioner af D.A.F.'s "Alle Gegen Alle" og Serge Gainsbourg's "Love On The Beat". og Blind Lemon Jefferson's "See That My Grave Is Kept Clean". Samt ikke mindst deres originale dansehit "Tanz Mit Laibach", der er en omskrivning af D.A.F.'s "Tanz Den Mussolini".

 

Og til sidst fik vi - ikke så overraskende - de to største hits "Leben Heisst Leben", deres version af Opus' "Life Is Life" og "Geburt Einer Nation", deres version af Queen's "One Vision".

Laibach i leg

Laibach optræder altså med mange såkaldte cover-numre, men covers er et dårligt udtryk i deres tilfælde. Laibach laver ikke covers, men "uncovers". De afklæder sangene og finder skjulte hemmeligheder.

På en måde gør Laibach det samme som John Heartfield: laver montager af forskellige billeder og udtryk, som ellers ikke hører sammen, hvorved afsløres sammenhænge, som ellers ville være skjult.

Et eksempel er sangen Geburt Einer Nation, hvor de tager Queen-nummeret "One Vision" og afslører dets tekst (i tysk oversættelse) som en totalitær vision, der er helt i overensstemmelse med nazistisk tankegods. Og dermed afslører de det totalitære islæt i popkulturens stjernedyrkelse.

 

Laibach er naturligvis ikke de eneste, som har benyttet "totalitær" æstetik ude af original kontekst som kunstnerisk udtryksmiddel.

Kraftwerk er et andet og tidligere eksempel. Men Kraftwerk af-individualiserede og maskiniserede musikken, mens Laibach totaliserer rockudtrykket som gesamtkunstwerk.

Et tredje eksempel er den russiske gruppe AVIA, som kom frem samtidig med Laibach (men ikke slog igennem i Vesten). De optrådte med militærisk disciplin og uniformer, firkantet musik og absurde tekster, og de udstillede gennem absurd humor af-individualisering og totalitarisme som en form for konformitet.

Alle sammen har de åbenlyst et fælles udgangspunkt i futurismens optagethed af maskiner og systemer, dynamik og energi.

Laibach er heller ikke de første til at sammenstille popkultur og fascisme. En stor del af The Residents' tidlige produktion gør netop dette, især på albummet "Third Reich'n'Roll" fra 1975, som består af små stykker af kendte pop- og rockhits fra 60'erne udsat for dystre og vilde dissonante fortolkninger. Disse små stykker er på dette album fordelt på to kompositioner med titlerne: "Swastikas On Parade" og "Why Hitler Was A Vegetarian". The Residents har montageteknikken tilfælles med Laibach, men Residents adskiller sig ved at være nærmest dadaistisk meta-musik.

For at forstå Laibachs udtryk er det en god ide at sammenholde den med semiotikken, tegnlæren, især som den er formuleret af strukturalisten Ferdinand de Saussure.

I henhold til Saussure er et tegn altid todelt, bestående af en betegner (signifiant) og det betegnede (signifié). Relationen imellem de to dele regnes som arbitrær, da den er et resultat af en social konvention.

Det er netop dette, Laibach leger med. Ikke blot på det sproglige plan, men i forhold til alle typer sociale tegn og koder.

I cover-noterne til deres album "Kapital" fra 1992 skriver Laibach:

"Virkeligheden er for kompleks for mundtlig kommunikation. Ordenes mening kan ikke længere opfattes. Et isoleret ord, detaljen i en plan, kan forstås, men betydningen af helheden forsvinder. Så snart du kender tallet 0, tror du, at du kender tallet 1, fordi 0 plus 1 er 1. Men 1 er ikke 0 plus 1 i evig forening, medmindre du forstår plussets mening.

Et ord kan ikke gøre ondt. I Kinderreich lægger menneskeheden ord sammen for at skabe en sætning. Mens de lærer sætningen, lærer de orden. Fortryd sætningen, og du fortryder ordenen. Sætningen er en celle, ordet er en hængelås på betydningen. (...)  Folk tror, at virkelighed er et andet ord for kaos. Men i virkeligheden er det mere komplekst."

For så vidt er Laibach dekonstruktivister, der frigør ordene fra deres sætninger, demonterer detaljen fra planen, frigør tegnet fra dets betydning, tager hængelåsen af meningen. 

At befri befri tegnene fra deres kontekst er, at demontere en orden.

Laibach er i krig med enhver orden, og derfor må de fremstille ordenens billeder, så de forstås som genspejlinger. Ikke genspejlinger af af ordenen, men af ordenens billeder af realiteten.

Laibach opfattes af mange som radikalt tvetydige, men det er de egentlig ikke. Kun den, der tænker radikalt entydigt (og det er alle typer fundamentalister og konformister), den, der er fanget af sin egen tegn-orden, sin egen sætning, sin egen dom, sin egen liniære tænkning, kræver, at tegnet betegner det eneste ene.

Laibach demonterer tegnet fra dets mening og skaber nye collager af stumperne. Og gruppens musik er et kraftfelt, der binder det hele sammen.

Laibach i tale

I det indledende interview med Ivan Novak (lys og visuelt design) og sangerinden Mina Spiler, var det mest Ivan Novak, der talte, Her er lidt af det, han sagde:

Ivan Novak: "Jugoslavien var et utroligt land, og vi er kede af, at det ikke eksisterer længere. Jugoslavien var en anden slags kommunisme end for eksempel den russiske. Det var et meget liberalt samfund. Naturligvis var der censur, men det var der også i Vesten. I Vesten var det bare nogle andre ting, der var forbudt".

Han nævnte for eksempel problemerne i nogle lande i Vesten med at sælge Laibach-albummet "Opus Dei"  (med fire blodige økser formet som et hagekors på inder-coveret). Selv om det var kommunisten John Heartfield, der havde lavet billedet som en protest mod nazisterne, blev Laibach af nogle opfattet som en slags fascister. Han fortsatte:

"I Jugoslavien var der meget kaos, den ene myndighed vidste ikke altid, hvad den anden havde besluttet, og censuren virkede ikke på grund af det kaos. Hvis vi havde fået spilleforbud et sted, var det ikke sikkert, de vidste det i den næste by eller i naborepublikken."

I starten af gruppens eksistens havde Laibach ofte problemer med den jugoslaviske censur. Først fik gruppen censureret sit visuelle udtryk. Det sorte kors (eller plus), der bliver brugt på plakater og covers er taget fra et maleri af Kazimir Malevich, og gruppen blev nægtet at bruge det af den grund.

Dernæst blev gruppen hindret i at optræde under navnet Laibach (som er det tyske, oprindelige middelalderlige navn for Ljubjana), fordi det også blev benyttet, da Slovenien var besat af Nazityskland.

I en periode kunne gruppen ikke optræde lovligt, fordi den havde vist en lille bid af en pornofilm projiceret på et billede af Josip Broz Tito (Jugoslaviens grundlægger), men alligevel blev Laibach inviteret til at optræde i det statslige tv. Og snart efter vandt gruppen en pris ved en ungdomsfestival.

Med hensyn til gruppens gennembrud i Vesten, sagde Ivan Novak:

"Vi vidste godt, hvordan I i Vesten forventede, vi skulle se ud. Så vi så ud som barbarer fra Østen. Det er på samme måde, når Emir Kusturica (serbisk filminstruktør) skal gøre sig bemærket i Vesten: Han repræsenterer en slavisk prototype, som Vesten kan forstå. Og det samme er tilfældet med nogle af de nyere balkangrupper, der spiller sigøjnermusik.

De spiller ikke nødvendigvis sigøjnermusik privat derhjemme, og det er ikke nødvendigvis deres egen musik, men de repræsenterer en prototype, som Vesten kan lide at nyde på afstand. Hvis de virkelige sigøjnere alle tog til USA, ville Frihedgudinden sikkert vælte omkuld. Og når de tog tilbage igen, efter at være blevet smidt ud, ville de sikkert tage stumperne af hende med."

Og hvorfor kredser Laibach så meget omkring swastika'er og variationer af dem?

"Swastika er magtfuldt symbol. Det er ikke sådan, at vi er besatte af swastika. Men vi var altid nysgerrige i forhold til kunst. For eksempel var John Heartfield (tysk kommunistisk kunstner, kendt for sine antifascistiske fotomontager) ikke blot en politisk kunstner, han var også en interessant kunstner."

"Og vi er meget inspireret af ham. For eksempel fandt vi på at kalde os Laibach som en protest mod antityske stemninger i Slovenien direkte ansporet af John Heartfield. Han skiftede navn fra Helmut Herzfelde som protest mod tysk nationalistisk fjendtlighed mod englænderne efter 1. verdenskrig.", sagde Ivan Novak.

"Og kunst og totalitarisme udelukker ikke hinanden. For eksempel laver vi det meste af vores musik på Mac-computere, hvilket er meget totalitært", sluttede han.

Læs Modkrafts anmeldelse fra premieren af Iron Sky tidligere i år: "Heil Kortzfleisch!".

Laibach live i Statens Museum for Kunst, København 15.9.2012.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce