Lenin - romantiker eller realist?

Lenin er værd at blive klog på, fordi han politisk forberedte og sammen med bl.a. Trotskij ledte den opstand, der førte til forsøget på at indføre socialisme i 1917. Bogen er ikke skrevet for at inspirere nutidens revolutionære, fx i Ægypten, hvor Lenins praksis og ideer er særdeles relevante.

Lih er en canadisk historiker, og bogen er en analyse af Lenins virksomhed. Den er i mine øjne værd at læse, fordi den fortæller indgående om udvalgte dele af Lenins politiske arbejde, som stadig kan inspirere.

Ca. ¾ af bogen omhandler tiden op til oktoberrevolutionen, og det er også denne del af bogen, som er den mest interessante. Særlig analysen af Lenins ideer om, hvordan socialister kunne forbinde sig med arbejderne under absolutismen, og om betydningen af undergrundsbladet Iskra er fascinerende. Det fremgår også, hvordan arbejdet praktisk blev grebet an.

Lih har valgt at gøre meget ud af Lenins overensstemmelse med Kautsky på organisationsspørgsmålet, hvilket også andre biografier nævner. Men som læser undrer man sig over fremhævelsen af denne akse, da Kautsky støttede mensjevikkerne, dvs. for en demokratisk revolution anført af det liberale borgerskab, overfor bolsjevikkerne, der mente at kun arbejderne og bønderne kunne sikre en demokratisk revolution.

Lih citerer Lenin for allerede i 1894 i bogen Folkevennerne at proklamere, at når arbejdernes ukoordinerede, økonomiske kampe transformeres til en målrettet klassekamp, så »vil den russiske arbejder, nu ophøjet til leder af alle demokratiske elementer, omstyrte absolutismen og lede det russiske proletariat (side om side med proletariatet i alle lande) gennem åben og direkte politisk kamp til en sejrrig kommunistisk revolution.«

Det var 23 år før revolutionen i Rusland, hvor Lenin både sammenkæder den demokratiske revolution med den kommunistiske og gør den socialistiske revolution i Rusland afhængig af det internationale proletariat. Det gør Lenin også kun tre år efter Kautsky har skrevet Erfurter programmet for SPD, hvor der hverken står et ord om revolution eller om kommunisme.

Der var forskel på Lenin og Kautsky, også før krigsudbruddet i 1914.

En stor svaghed ved Lih’s bog (oversættelse?) er den lemfældige analyse af bønderne, hvor Lih skødesløst skifter imellem begreberne landarbejdere og bønder i diskussionen af, hvordan Lenin så på alliancen ml. arbejdere og bønder.

Fx skriver Lih, at Ruslands nye borgerskab havde sin oprindelse hos landarbejderne, og at det nye landborgerskab, bondestanden, kunne indgå som magtfaktor i den politiske revolution for at afskaffe absolutismen og resterne af livegenskabet.  Der er noget at tænke over, men mit hoved formørkes.

Analysen af klasserne på landet var og er i mange lande særdeles afgørende for at gennemføre en socialistisk revolution. Jeg kan ikke her udfolde tilstrækkelige nuancer, men jeg må omvendt anholde, at Lihs analyse er meget uklar. Også fordi han konkluderer, at det er forskellen i synet på bønderne, der adskiller Lenin fra Stalin.

Lenin ville, ifølge Lih, aldrig bruge tvang imod bønderne, modsat af Stalin, der efter Lenins død tvangskollektiviserede landbruget. Jovel, men der står nogle ubesvarede spørgsmål tilbage, fx hvordan bolsjevikkernes alliance med de venstresocialrevolutionære, som var forankret i bondestanden, udviklede sig efter magtovertagelsen.

Lih nævner en opstand 6. juli 1918, som de socialrevolutionære stod for, og som blev nedkæmpet af bolsjevikkerne. Javel, hvorfor opstand, og hvorfor repression? Der var også flere bondeopstande, som blev slået hårdt ned, men hvad handlede de om? Det er Lih tavs om.

Lih mener at have gjort en særlig opdagelse ved at fastslå, at Lenins ordre om offentligt at hænge ikke færre end 100 kulakker, som var storbønder og som saboterede bolsjevikkernes beslaglæggelser af korn under borgerkrigen, ikke var udtryk for Lenins ideologi, men for 'en form for inspirerende klasselederskab,' som Lih kalder det. Man skal kende til Lenins 'storslåede vision' for at forstå denne ordre, tilføjer Lih. Lenin ville ikke skræmme kulakkerne, han ville afskalle dem fra den revolutionære koalition, skriver Lih.

Javel, for mig at se kan selve borgerkrigen forklare mange radikale handlinger som hængninger (om end fastsættelsen af et antal forekommer kynisk) jf. stikkerlikvideringerne under besættelsen her i Danmark, men Lih’s forklaring er ikke overbevisende.

Lenins ’inspirerende klasselederskab’ er desværre gennemgående metaforer i Lih’s bog, hvor de får karakter af tomme besværgelser.

Lih påstår, at Lenins virksomhed var forbundet med stærke følelser, bl.a. af en i allerhøjeste grad romantisk forestilling om at være leder for arbejderklassen. Det står uklart i hvilken forstand Lenin var romantisk, og om Lih dermed ønsker at udtrykke en kritik af Lenin?

Da det i øvrigt fremgår, at Lenin, ifølge Lih, vitterlig var forelsket i og elskede Marx og Engels, synes det romantiske dog at skulle understrege Lenins følelsesmæssige engagement. Lih benytter selv følelsesladede udtryk som ’vidunderlige og noble’ om evt. intellektuelle arbejdere, ligesom han igen og igen skriver ’heroisk og storslået vision’ om Lenins virke.

Når Lih desuden fremstiller Lenins skrifter som udtryk for hans identitet, tager psykologiseringen overhånd. Det hænger måske sammen med selve det formål, Lih præsenterer for bogen, nemlig via et biografisk essay at rette fokus på såvel Lenin (der var et kaldenavn) som ’retorisk kreation’ og i kød og blod, og på privatpersonen Uljanov, fordi Lenins ideer ikke kan forstås adskilt fra de følelser, Uljanov investerede i Lenins ideer.

Lih skriver, at »på det personlige plan var den største bedrift indgåelsen af ægteskabet med Nadezhda Krupskaja 10. juli 1898 og tilpasningen til livet som ægtefælle.« Aha, hvorfor?

Ingen tvivl om at Lenins liv og ægteskab har været præget af Lenins politiske liv, men han og Krupskaja mødtes i en politisk gruppe, de begge var medlem af, og de holdt sammen gennem hele livet. Tågen tætner.

Lihs påstand om dialektikken imellem Lenin som politisk person og hans ego alter, privatpersonen Uljanov, som vigtig for at forstå Lenins politiske arbejde, fremstår tåget og glemmes stort set i analysen, på nær en række følelsesmæssige adjektiver om Lenin som fx eksalteret, og heldigvis for det.

Lihs bog om Lenin er et forfriskende nyt bud på en forståelse af Lenins tanker og handlinger for omkring 100 år siden. Bogen viser, at oktoberrevolutionen ikke var et kup, men havde opbakning i byerne. Det kunne mensjevikkernes leder, Martov, bekræfte.

Selve revolutionen kunne ikke gennemføres uden voldsomme sociale kampe og opbygningen af en dobbeltmagt i sovjetterne. De uddør snart, hvilket Lih ikke ofrer mange ord på, men til gengæld viser Lih, hvordan Lenin forestillede sig, at arbejder- og bondestaten kunne overtage dele af det zaristiske statsapparat, nemlig fx det økonomiske apparat, der dog skulle afbureaukratiseres.

Lenin erkendte i 1923, at Rusland ikke havde været moden til socialisme i 1917, skriver Lih. Alligevel fastholder Lih til det sidste sit postulat om, at Lenin var romantiker.

For mig står Lenin tværtimod som en realist. Revolutionen blev forsøgt knust af en invasion fra mindst 14 lande i samspil med de hvide i Rusland selv. Den tyske revolution i 1918 blev slået ned, og Rusland blev isoleret.

Lenin gjorde socialisme i andre lande til en betingelse for indførelse af socialisme i Rusland, hvorimod Stalin proklamerede socialisme i eet land, og mange andre ting, som Lih af gode grunde ikke skriver om.

En god politisk bog sætter tanker i gang hos læseren, og det formår Lih. En kort bog om så stort et emne må nødvendigvis også forbigå en del temaer. Der er også ting, man kan være uenig i.

Men læs den selv, den er let læst og inspirerer.

Adam Johansen er lektor på Professionshøjskolen Metropol og medlem af Enhedslisten

Lars T. Lih: Lenin, Forlaget Solidaritet, 2012 (2011). 282 sider. Pris: 100 kr.

 Se også linksamlingen på Modkraft.dk om Lars T. Lihs Lenin-biografi