Annonce

ModKulturRefleksioner i den levende kultur
Internet
10. maj 2014 - 14:58

Let There Be Color - tre internetsider sætter fokus på streetart og graffiti

Internettet har også åbnet nye muligheder for information, udbredelse og inspiration til streetart og graffiti. Tre projekter træder især frem.

Også inden for kunst og kultur har de muligheder, der er opstået med internettet, inspireret til en lang række nye projekter, heriblandt tre projekter, der omhandler streetart og graffiti.

Color+City

Det ene projekt er udviklet i São Paulo i Brasilien.

Igennem de senere år er streetart gået hen og blevet en slags for vartegn for São Paulo, og det har givet bl.a. Victor Garcia og Gabriel Pinheiro idéen til at gøre streetart mere organiseret.

De har derfor lanceret hjemmesiden Color+City.

Formålet er at matche dem, der gerne vil stille en væg til rådighed, med kunstnere og andre, som gerne vil dekorere den. Hjemmesiden, der er baseret på Google Maps, fungerer således, at donorer markerer deres respektive steder på et kort, mens kunstnere kan søge heriblandt og booke et konkret sted, som de gerne vil male.

Brugen af Color+City har bredt sig til hele Brasilien, hvor der er registreret mere end 3.000 steder, men hjemmesiden er udviklet, så den i princippet vil kunne anvendes globalt.

Color+City blev lanceret i 2013, og projektet har i år vundet en Webby Award – internettets svar på en Oskar – i kategorien »City and Urban Innovation«.

Kunstner: Renan Cruz (São Paulo). Foto: Color+City

Endvidere har Google Cultural Institute som et sideprojekt etableret The São Paulo Street Art Collection, der foreløbig dokumenterer 189 af byens streetart-værker.

Global Street Art

Det andet projekt er udviklet i London.

Global Street Art er anderledes et fotoarkiv over graffiti og streetart fra hele verden.

Hjemmesiden blev lanceret i 2012 af bl.a. Lee Bofkin og Daniel Morris, og fundamentet har været deres egen enorme fotosamling.

Idéen med Global Street Art er dog, at alle – såvel kunstnere som dokumentarister – kan bidrage til arkivet, og der bliver dagligt oploaded flere nye motiver.

Kunstner/foto: Ino (Athen)

Det er deres håb, at arkivet, som allerede rummer over 50.000 fotos, på sigt vil kunne komme til at udgøre samlingen i et permanent museum, men indtil da udstiller de virtuelt udvalgte værker på Global Street Arts Facebook-side, der  har opnået over 100.000 likes.

Kunstner/foto: Akse (Manchester)

Graffiti General

Det tredje og sidste projekt er udviklet i Paris.

Graffiti General er en virtuel rekonstruktion af Les Magasin Généraux; en tidligere toldbygning på 20.000 m2 fyldt med graffitiværker, der står over for en gennemgribende renovering. 

Les Magasin Généraux-bygningen. Foto: Graffiti General

Med projektet har BETC Digital imidlertid ikke kun villet bevare værkerne. Det inviterer nemlig også brugerne til at føje nye værker til den virtuelle bygning.

Graffiti General, der blev lanceret tidligere på året, har netop vundet en Webby Award i kategorien »Best Use of Photography«.


Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce