Magtens forvandling og kontinuitet i Østeuropa

Curt Sørensen påviser i bogen Stat - nation- klasse at forudsætningerne for den forskellige udvikling i Østeuropa i forhold til Vesteuropa blev skabt allerede for flere hundrede år siden, og at de forskelle, som har etableret sig, stadig sætter sig sine spor i udviklingen og udviklingsmulighederne.

Hans analyse bliver her fortalt i sammentrængt, syntetisk form.

Østeuropas efterslæb etableredes for 600-700 år siden

Mens livegenskabet blev afskaffet i Vest i løbet af 1300- og 1400-tallet, og vejen dermed var banet for en kapitalistisk udvikling i agrarsektoren, lykkedes det i Øst for den agrare overklasse at indføre »det andet livegenskab«. Den kapitalistiske udvikling og opbygningen af selvstændige stater udeblev eller kom først meget sent i tiden op til Første Verdenskrig.

I Vest blev staten en udviklingsramme for kapitalismen. I Øst medvirkede den absolutistiske stat derimod til gennemførelsen af den øgede undertrykkelse og udbytning af bønderne og cementerede dermed den traditionelle sociale orden.

De østeuropæiske lande lå langt fra centrene for udviklingen af den nye kapitalistiske atlantiske økonomi og blev fastholdt i en perifer eller semiperifer position i forhold til de avancerede vestlige lande. Produktion af og eksport af landbrugsprodukter til de vestlige lande var med til at fastholde en traditionel social orden med en fremskudt position for den agrare overklasse.

Også inddragelsen af masserne i den politiske beslutningsproces forløb meget forskelligt. Mens vi i Vesten så udviklingen af store massepartier og interesseorganisationer og udviklingen af et genuint civilsamfund, så vi i Østeuropa systemer, hvor ordrer blev kommunikeret nedad fra eliter til befolkning.

Der var også store forskelle mellem landene. Balkan var det mest tilbagestående.

I Østeuropa betegnede nation oprindeligt den privilegerede del af det pågældende lands befolkning. Men med den voksende massedeltagelse blev nationsbegrebet udvidet til at omfatte hele »folket« forstået som et kollektiv med fælles historie, kultur og mission. Nationalismen var ofte aggressiv og rettet mod andre folk eller overnationale imperier og eksterne stormagter.

Nationalismen var dog båret af forskellige sociale kræfter. I Polen og Ungarn var det adelen. I Rumænien var det regeringen og det statslige bureaukrati. I Serbien var det de fattige, men selvstændige bønder.

I Rusland eksisterede ingen opfattelse af fælles arv og samhørighed før i løbet af 1930’erne, hvor den blev stimuleret og udviklet fra oven.

Rusland: Stærk stat og svag økonomi

Helt tilbage til middelalderen var Ruslands landbrug langt mindre effektivt end landbruget i Vesteuropa. Mens man i Vest så fremvæksten af selvejerbønder, etableredes i Rusland livegenskabet. Man så aldrig en agrarrevolution med øget produktivitet i landbruget, som det skete i England, og man så heller ikke nogen udvikling af byerhverv og byudvikling.

Også statsbygningen var særegen. I Rusland var staten enemægtig i forhold til det omgivende samfund, og der kom der aldrig nogen egentlig feudalisme med træk af pluralisme som i Vest. Der var heller ikke nogen strid mellem stat og kirke, ingen reformation og ingen renæssance.

Forsøgene på industrialisering og modernisering i Rusland voksede derfor ud af statslige ønsker om millitær-politisk at komme på højde med de omgivende stormagter, som landet hele tiden lå i konflikt med.

Den centrale person i moderniseringsbestræbelserne før Første Verdenskrig var Sergei Witte, der var finansminister i 1892-1903. Wittes program indebar en hurtig industrialisering iværksat af staten og stimuleret med ressourcer, som blev trukket ud af den agrare sektor.

Trods disse bestræbelser var Rusland stadig frem mod Første Verdenskrig et landbrugsland, hvor kun 13 procent af befolkningen boede i byerne, mens det i Tyskland og Frankrig var 40 procent og i England 70 procent.

Rusland som »underudviklet stormagt«

Rusland havde ved århundredeskiftet udviklet en særegen dobbelthed. På den ene side var landet det svageste af de europæiske stormagter. På den anden side var det afgjort den stærkeste magt blandt de underudviklede lande.

På den ene side var Rusland afhængig af Vesten. På den anden side spillede landet en imperialistisk rolle i Asien. Rusland kan derfor karakteriseres som en »underudviklet stormagt« og stod dermed svagt i forhold til Tyskland ved starten af Første Verdenskrig.

På det tidspunkt var der begyndende social og politisk bevægelse blandt bønder og arbejdere. De formåede dog ikke at gennemføre en permanent politisk, økonomisk og kulturel organisering på et demokratisk grundlag, som vi så i Skandinavien.

Statens centrale placering medførte, at oprør og kamp for bedre forhold ofte blev til opstande vendt mod staten med et egentligt revolutionært indhold, som man f.eks. så i 1905 og eklatant i den russiske oktoberrevolution.

Revolutionerne i forlængelse af Første Verdenskrig

I forlængelse af Første Verdenskrig opstod der i en række lande revolutionære processer. I lande som Tjekkoslovakiet, Østrig og Tyskland førte dette til et parlamentarisk demokrati med et socialt indhold. Ifølge Curt Sørensen et langt spring fremad i forhold til den sociale og politiske førkrigsorden.

I Ungarn blev den demokratiske proces derimod afsporet straks fra begyndelsen, og efter Bela Kuns kortvarige rådsrepublik indledtes hele den stribe af højreorienterede autoritære regimer, der prægede landet i mellemkrigsårene.

I Rusland kunne den demokratiske og sociale republik måske også være blevet resultatet, 1) hvis der mod slutningen af 1917 var blevet etableret en bred socialistisk koalition sigtende mod demokratiske og sociale reformer samt national udvikling, 2) hvis borgerkrigen ikke allerede i løbet af 1917 og 1918 havde været under begyndende udvikling, 3) hvis Lenin ikke i oktober havde satset på en storm mod Vinterpaladset samt under partiets stadig strammere kontrol forsøgt at drive revolutionen videre i forventning om, at gnisten ville fænge i Vesteuropa, og 4) Rusland havde været lige så udviklet som for eksempel Tyskland eller Østrig.

Curt Sørensen er meget kritisk overfor Lenins insisteren på at gennemføre stormen på Vinterpaladset og oktoberrevolutionen. Den handlede kun om at sikre bolsjevikkerne magten, for soldaterne havde allerede taget kontrollen over hæren, bønderne over jorden og arbejderne over fabrikkerne.

Østeuropa: En kampplads mellem det »gamle« og det »nye« højre

I Østeruopa opstod der i kølvandet på Første Verdenskrig en række nye stater, der alle var præget af store nationale og etniske modsætninger pga. af store nationale mindretal. Tendensen blev forstærket af, at disse mindretal kunne hente styrke hos revanchistiske naboer – ofte endda en stormagt.

Stort set alle steder brød det nye demokrati hurtigt sammen og blev erstattet af autoritære styreformer. Da de gamle herskende klasser var stærkt svækket, overgik magten til det statslige bureaukrati og militæret – stort set ingen steder udviklede der sig et selvstændigt borgerskab med egne styrkepositioner. Kun i dele af Tjekkoslovakiet eksisterede der et industrielt borgerskab.

Den afgørende konflikt i regionen kom til at stå mellem en bureaukratiseret og militariseret stat på den ene side og en mængde fattige bønder på den anden. Mange steder opstod der store og stærke bondepartier, men da de ofte blev domineret af professionelle politikere, intellektuelle og bureaukrater, varetog de reelt ikke bøndernes interesser.

Socialdemokraterne stod langt svagere end i Vesteuropa, mens kommunistpartierne stod relativt stærkt både blandt arbejdere og fattige bønder i flere lande. Det nationale element spillede dog en afgørende rolle i de fleste østeuropæiske lande i mellemkrigsperioden, og mange steder udviklede et dominerende »statsligt enhedsparti« sig i autoritær retning.

Overalt i regionen frem til Anden Verdenskrig voksede autoritære og fascistiske kræfter sig stærke i rivaliseringen mellem det »gamle« og det »nye« højre. Mens fascismen overtog magten i de central- og sydeuropæiske lande på grund af velvilje fra eller en direkte alliance med de gamle borgerlige partier, havde den »gamle« højrefløj ikke brug for fascismen i de østeuropæiske lande, for arbejderbevægelsen var svag, og bønderne kunne holdes nede med traditionelle midler.

Men den fascistiske bevægelse kom til at udfylde tomrummet på grund af fraværet af stærke socialdemokratiske og/eller kommunistiske partier. Den eneste reelle undtagelse fra denne udvikling var Tjekkoslovakiet.

De østeuropæiske lande var udpræget agrare samfund. I flere lande blev der gennemført jordreformer, dog ikke i Polen og Ungarn. Alle lande blev under krisen efter 1929 ramt hårdt af faldende priser på landbrugsprodukter.

Gabet mellem Østeuropa og Vesteuropa i økonomisk udvikling og samfundsmæssig modernisering bestod fortsat trods nye forsøg fra skiftende eliter og nye regimeformer og ideologier på at indhente Vesten. Forskellen var steget fra 1820 til 1913 og holdt sig på det niveau til 1938.

(Efter Anden Verdenskrig forsøgte kommunistiske moderniseringseliter ved hjælp af planøkonomi og en ny variation af autoritære regimeformer med større held at arbejde på mindskning af dette gab frem til 1973, hvorefter det gik galt igen, og efterslæbet steg til et hidtil ukendt niveau).

De østeuropæiske lande var i årene frem til og under Anden Verdenskrig ofre for stormagtsinteresser. Frankrig, Italien, Tyskland og Sovjetunionen forsøgte med varierende held at udvide deres magt over området med både økonomiske, politiske og militære midler, indtil sagen blev afgjort til Sovjets fordel efter Anden Verdenskrig.

Stalinismen forstået som en succesfuld moderniseringsproces

Ifølge Curt Sørensen var stalinismen i Sovjetunionen et produkt af tre forhold, der gensidigt forstærkede hinanden. Tilbagefaldet i 1920’ernes Sovjet til et traditionelt despoti skyldes

• den forcerede tvangskollektivisering og industrialisering i det relativt tilbagestående agrarsamfund,
• den »forsinkede« nationalstatsbygning, og
• Ruslands problemfyldte historiske udviklingsproces.

Stalin mente, at Rusland var 50-100 år efter de udviklede vestlige lande. Det måtte indhentes på 10 år, ellers ville man blive knust.

Det er Curt Sørensens vurdering, at denne analyse var afgørende for Stalins ageren – ikke de mere ideologiske synspunkter. Også i Stalins Sovjet var der forskel mellem den postulerede og den reelle ideologi.

Den postrevolutionære udvikling i Sovjetunionen var således primært en særegen videreudvikling af den tidligere moderniserings tre grundprocesser, den socioøkonomiske, stats- og nationsbygningen og indpasningen i det internationale system.

For det første var den socioøkonomiske udvikling igen dirigeret ovenfra, men nu i ekstrem form. For første gang nogensinde lykkedes det for Rusland i nævneværdig grad at indsnævre gabet til Vesten. Men processen var utroligt lidelsesfuld, og der udviklede sig også en ny klassestruktur.

For det andet fortsattes det zaristiske Ruslands århundredegamle statsbygningsproces. Staten blev dog søgt gjort mere moderne med et – efter russiske forhold – moderne bureaukrati. Militæret blev udbygget, og statsopbygningsprocessen blev understøttet af udviklingen af en moderne national bevidsthed.

For det tredje udviklede Sovjetunionen sig internationalt fra at være en tabernation i 1920 til at være en sejrende stormagt i 1945.

Ruslands udvikling i det 20. århundrede var dybt paradoksal. Efter 1917 drev et moderniserende statssystem under benyttelse af en antikapitalistisk ideologi Rusland gennem en moderniseringsproces af et samfund, som ikke havde formået at gennemgå en fuld kapitalistisk udvikling, gennem en ny samfundsformation, som hverken var kapitalistisk eller postkapitalistisk (endsige socialistisk) til et nyt forsøg på at etablere den kapitalisme, som det ikke var lykkedes at føre igennem før 1914.

Prisen for den lidelsesfulde proces blev først og fremmest betalt af millioner af bønder udsat for en tvangskollektivisering gennemtvunget med uhørt brutalitet, samt af de øvrige ofre for Stalins terror. Men samtidig blev der skabt et moderne nationalstat med en udviklet industri og en urbaniseret befolkning. Det var den stat, som viste sig i stand til vinde over Nazi-Tyskland i Anden Verdenskrig.

Sovjet, den kolde krig og Sovjets opløsning

Curt Sørensen gennemfører en omfattende analyse af Den kolde Krig og Sovjets rolle. Hovedpointen er, at Stalin ville fastholde krigens bytte og etablere en sovjetisk sikkerhedszone ned igennem Europa og have indflydelse på spørgsmålet om Tysklands fremtid. Derimod havde Stalin ikke noget ønske om øgede erobringer.

Afgørende for Den kolde Krigs udvikling var konsekvenserne af Anden Verdenskrig. Tyskland og Japans nederlag skabte et magttomrum i Europa og Asien, førte Sovjetunionen frem som en stormagt i Europa og etablerede USA som en dominerende global position. Samtidig havde krigens oplevelser fremkaldt en venstreradikalisering i Europa og nationale selvstændighedsbevægelser i Asien.

Curt Sørensen ser først og fremmest Den kolde Krig som en stormagtskonflikt, hvor realpolitikken var afgørende, og hvor den erklærede ideologi fungerede som legitimerende.

Den kolde Krig var også en kamp om moderniseringsmodeller. USA's hovedmodstander var ikke bare »kommunismen«, men enhver national uafhængighed, der kom på tværs af amerikanske kapitalistiske og statslige interesser.

Indadtil fortsatte Sovjetunionens elite anstrengelserne for at drive en socioøkonomisk moderniseringsproces igennem. Man bibeholdt den overordnede økonomiske moderniseringsmodel, fra 1930’erne.

Efter krigens omfattende genopbygningsarbejde kunne Sovjetunionen endda i en årrække konkurrere med vestlige lande om høje økonomiske vækstrater. Midt i 1970’erne sagtnedes farten i den økonomiske vækst, i 1987-1989 blev den erstattet af et fald, og 1990’erne var økonomisk og socialt katastrofale.

Sovjetunionen magtede ikke overgangen fra ekstensiv til intensiv økonomisk vækst, vægten af den enorme oprustning og indvirkningerne af den fremadskridende globalisering slog nu igennem.

I den situation satsede mægtige kræfter i den bestående parti-/statselite på en transformation over til en anden udviklingsstrategi, idet den foretog en ’conversion of power’ og smøg den gamle ideologi af sig.

Men gennem skiftende faser, gennem succes og gennem tilbagegang, forblev socioøkonomisk udvikling den overordnede målsætning.

Ifølge Curt Sørensen var Den kolde Krig ret beset altid et håbløst projekt for Sovjetunionen. To stormagter på vidt forskelligt udviklingstrin konkurrerede i en strid, som blev mere og mere global og mere og mere omkostningsfuld.

Men sammenbruddet var dog på ingen måde uundgåeligt. Sovjetunionen havde tidligere overlevet langt stærkere og mere dybtgående kriser. I den sidste ende var det, ifølge Curt Sørensen, partielitens interesser og den stærke personkonflikt mellem Gorbatjov og Jeltsin, der drev udviklingen i en retning, der var helt anderledes end f.eks. den kinesiske løsningsmodel.

Sovjetunionens sammenbrud udløste som forventeligt en endeløs triumferen i Vesten. Socialismen var brudt sammen, og kapitalismen havde sejret.

Den af Stalin skabte – og i Vesten vidt accepterede – myte om »socialisme i et land« affødte en ny myte om socialismens sammenbrud. Det, der reelt skete, var, at Sovjeteliten skiftede sin hidtidige politiske kapital ud med en økonomisk kapital, og at en udviklingsvej blev lukket.

Modernisering kan enten være igangsat og styret og befordret internt i et land, den kan være påtvunget udefra, eller den kan være udtryk for et elitevalg.

Efter revolutionerne i 1917 havde Sovjetunionen søgt at sikre sig autonomi og praktisere den første udviklingsvej. I 1989 foregik der så et internt eliteopgør, som endte med, at Rusland slog ind på en kombination af de to andre udviklingsveje. Spektakulært kom det til udtryk ved Boris Jeltsins overtagelse af den »vestlige model«.

Østeuropa fra Anden Verdenskrig til Murens fald

De østeuropæiske landes udvikling i perioden 1945 til 1989 udviste en række fælles træk, såsom på den ene side en modernisering og på den anden side – og accelererende i 1980’erne – økonomiske problemer.

En række af landene blev gennemrystet af folkelig modstand, uroligheder, strejker og opstande, og det stalinistiske system var efter Stalins død og ikke mindst efter den 20. partikongres under stigende pres.

Men udviklingen var også præget af store forskelle.

Polens udvikling blev karakteriseret ved stadige spændinger mellem på den ene side de regerende eliter og skiftende ledere og på den anden side arbejderuroligheder, strejker og protester.

I Tjekkoslovakiet bevægede man sig fra en koalitionsperiode i 1945-48 med et frit valg i 1946 over en periode med benhård stalinisme frem til Prag-foråret i 1968 med efterfølgende sovjetisk invasion og genetableringen af et stalinistisk styre.

I Ungarn lagde man også ud med en koalitionsperiode fra 1945 til 1947/48 med frie valg i 1945 og 1947 (næsten frit), som slog over i rendyrket stalinisme afbrudt af Imre Nagy-perioden i 1953-1955 med opstand og efterfølgende repression indtil Kadar-perioden (som normalt regnes fra 1957 til 1989, red.) med lempelser og økonomiske reformer.

På Balkan varierede mønstret fra det rumænske klandiktatur med en satsen på en national selvstændighedspolitik over det stalinistiske og Moskva-tro i Bulgarien til Jugoslaviens totale løsrivelse fra Moskva og etablering af et indre kompromis mellem de forskellige nationale eliter under Titos faste ledelse med reformeksperimenter i økonomien.

Bruddet mellem Stalin og Tito i 1948 skyldtes blandt andet de jugoslaviske partisaners styrke og autonomi under Anden Verdenskrig, men også Stalins modstand mod Titos og Dimitrovs planer om en Balkan-føderation.

Bruddet mellem Jugoslavien og Sovjet kom på trods af, at Serbien havde en tradition for tætte forbindelser og alliancer med Rusland. Det havde Bulgarien og Tjekkoslovakiet også, og her forblev den stalinistiske orientering stærk.

Polen og Ungarn var historisk lande med negative erfaringer med Rusland. De havde gennem opstandene i 1956 tilkæmpet sig en vis grad af intern selvstændighed, men var samtidig blevet presset på plads i Østblokken. Dog havde de som en art indrømmelse fået lov til efterfølgende at udvikle en reformpolitik og udfolde en vis grad af kulturel frihed.

Albaniens selvstændighed i forhold til Sovjetunionen kombineret med intern stalinisme hang sammen med valget af Kina i den sovjetisk-kinesiske konflikt. Albanien forblev samtidig det mest underudviklede land i regionen.

Rumænien havde traditionelt et fjendtligt forhold til Rusland og kombinerede national selvstændighed med en stalinistisk politik internt i landet, som var lige så hård som i Bulgarien, Tjekkoslovakiet og DDR.

Ikke desto mindre var Sovjetunionens politiske interesser og sikkerhedsbehov ubestrideligt en af determinanterne for landenes interne udvikling, selvom de forskellige historiske erfaringer med Rusland under og efter Anden Verdenskrig også spillede en rolle ligesom udbredelsen af den ortodokse kultur i syd i modsætning til i nord.

Østeuropas generelle periferisituation i forhold til Vesten, det socioøkonomiske efterslæb siden omkring 1500 samt landenes geopolitiske udsathed for fremmede folks og magters indtrængen og imperiekonstruktioner gav også regionen et fælles særpræg i forhold til Vesteuropa.

Det samme gjorde den fælles oplevelse efter 1945 af at blive inddraget i en ny imperiekonstruktion i form af det stalinistiske system.

Den økonomiske vækst i de østeruopæiske lande var frem til 1973 på nogenlunde samme niveau (men fra et meget lavere udgangspunkt) som i Vesteuropa. Den økonomiske krise fra 1973 ramte imidlertid de østeuropæiske lande endnu hårdere end de vestlige. Væksten gik næsten i stå, og landene etablerede i samme periode en stor udenlandsgæld.

Opdagelsen af, at landene stadig haltede bagefter de vestlige lande med hensyn til velstand og forbrug efter Den kolde Krigs afslutning og andre storpolitiske udviklinger førte til omvæltningerne i Østeuropa.

Udviklingen i denne fase i Østeuropa opdeler Curt Sørensen i fire hovedruter:

• Udviklingen gennem længere tid af en massebevægelse, konfrontationer, men også forhandlinger i toppen og til sidst tranformation (den polske vej).
• En længere evolutionær reformproces indefra, forhandlinger og til sidst transformation (den ungarske vej).
• Hurtige og totale sammenbrud. Det var den udvikling, man så i lande som DDR, Tjekkoslovakiet, Rumænien, Bulgarien og Albanien.
• Total opløsning og borgerkrig – som man så det i Jugoslavien.

Fælles var imidlertid, at den begyndende omorientering i den sovjetiske elites opfattelse og strategitænkning og hele scenariet for en begyndende sovjetisk tilbagetrækning fra Østeuropa på afgørende måde påvirkede de østeuropæiske eliters situation og deres situationsopfattelse.

Deres bedste valg var en ’conversion of power’ og tilskyndelse til en accelereret kapitalistisk udvikling med en endnu stærkere integration i den internationale økonomi.

De østeuropæiske eliters politik for bevarelsen af magten og for vestlig anerkendelse betød ligesom i det tidligere Sovjet, at man måtte udskifte den gamle ideologi og politiske retorik med en ny, men det havde man heller ikke svært ved.

Østeuropa i dag

Efter Sovjetunionens nederlag i Den kolde Krig er Østeuropa blevet frigjort fra den russiske bjørns vægt, men er til gengæld indrulleret fuldt ud i den globale kapitalisme og neoliberalismens og de vestlige stormagters hegemoni, hvilket har haft katastrofale sociale og økonomiske konsekvenser for store dele af befolkningen.

Der er blevet indført en form for parlamentarisk demokrati, som dog kun i meget lille omfang inddrager befolkningen i de politiske beslutninger. Højreekstreme regimer og fremmedfjendsk politik breder sig nu igen i Østeruopa.

En udvikling i regionen på egne betingelser har historien igennem sjældent været en mulighed. Østeuropa var en periferi, og det er regionen stadig.

Per Clausen har været folketingsmedlem for Enhedslisten 2005-2015 og er nu medlem af Aalborg Byråd.

Artiklen er oprindeligt bragt i tidsskriftet Det Ny Clarté nr. 28/november 2015.