Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Tale
17. december 2013 - 17:18

Mandela skal mindes med international solidaritet

Gorm Gunnarsens tale ved mindehøjtidelighed for Nelson Mandela, mandag den 16. december 2013 på Nytorv, København.

Sydafrika oplevede en revolution i 1994.

Alle mennesker over 18 stod i kø sammen. Efter en fælles valghandling var de lige borgere.

Revolutionen skabte en forvandling i sindene. Fra øjnene faldt raceskæl. Millioner af mennesker begyndte at se hinandens følelser - og ikke bare deres egne.

Alle mennesker var blevet lige og kunne forsone sig med hinanden. Ligheden er imidlertid ikke social, for den politiske revolution har ikke endnu ledt til målrettet kamp mod fattigdom.

Fordelingen af naturens gaver blandt menneskene i det sydafrikanske landskab er fortsat skæv langt uden for rimelighedens grænser. Men nu er Sydafrikas skæbne først og fremmest sydafrikanernes eget ansvar.

Hvert femte år kan sydafrikanerne selv lave om på det.

Det revolutionerende øjeblik – valget den 27. april 1994 – er dog værd at dvæle ved. For den 27. april 1994 var frugten af en kolossal arbejdsindsats. I sin samtid blev denne indsats ofte kaldt nytteløs af de, der så på os.

Men den 27. april var betalingen, vi, der deltog i kampen mod apartheid, fik, for vores ubetalte, frivilligt ydede, indsats.

Og betalingen blev givet til os i samme grad – uanset om vi blot en enkelt gang havde undladt at købe et glas appelsin-marmelade i ISO nede i Vermlandsgade – eller vi havde mistet førligheden og set far, fæller og fætter forbløde under vores indsats for at mobilisere, organisere og bevidstgøre de andre i skurbyen Crossroads.

Vi fik demokratiet den 27. april 1994 som modydelse for vores ofre – og jeg vil i denne tale argumentere for, at vi fik mere end det. Vi fik muligheden for at fortælle historien om det 20. århundrede på en måde, som giver anledning til håb i det 21. århundrede.

Det 20. århundrede kan starte med historien om det britiske imperiums visionære hovedarkitekt.

Langt oppe ad Devil’s Peak i Cape Town skuer en kæmpestatue af Cecil Rhodes fortsat ud over det Afrika, han arbejdede så hårdt for at bringe under den europæiske storkapitals kontrol.

Som imperiebygger havde han den vision, der kunne mobilisere investeringer fra hele det nordatlantiske område – og han havde den kynisme, der skulle til for at rydde forhindringerne i landskabet af vejen – hans innovative virksomhedsmodel, der etableredes i tæt samarbejde mellem offentlige myndigheder og private investorer, byggede på at frakende mennesker menneskeligheden, deres krav på at blive anset for at være mennesker.

Ved indgangen til det 20. århundrede kunne han spørge tidens fremmeste entreprenører, om de foretrak land eller negre? Og på forhånd vide at magtcentrene i Europa klart foretrak det første frem for det andet.

Han etablerede dermed europæisk ejerskab til et område større end Tyskland, Frankrig og Spanien til sammen, sikrede bankerne i London kontrol med verdens guld og inspirerede Hitlers Tyskland.

I 1909 bestemte parlamentet i London, at kun europæere skulle have valgret i Sydafrika – og i 1913, at kun hvide måtte eje eller leje jord. Det var Rhodes’ ånd.

Tusind kilometer mod øst fra Devil’s Peak på et højdedrag ved Qunu er Nelson Rolihlahla Mandela i går stedt til hvile.

Mandela viede sit liv til at rulle resultaterne af Rhodes’ liv tilbage. Lige som Rhodes kunne skabe det hvide overherredømme, fordi investeringerne i hans projekt flød frit fra Europa og Nordamerika, således kunne Mandela skabe Sydafrika om til demokrati, fordi millioner af mennesker over hele verden handlede sammen med ham og hæmmede de pengestrømme, som tilflød de velhavere, der sad på Sydafrika.  

Mange af os, der står her, gjorde det sværere at holde Mandela fanget og apartheid-maskinen velsmurt.

Vi opfattede os – lige som Mandela før 1994 – først og fremmest som retfærdighedens redskaber.

Vi havde svært ved at tåle tanken om, at apartheid fandtes på vores planet. Vi kunne ikke forstå, at der kunne findes grunde til, at vores land fortsat skulle støtte og samarbejde med Sydafrika, når regimet afskrækkede opposition med terror.

Nogle af os er måske så gamle, at vi reagerede på Sharpeville-massakren og forbuddet mod ANC i 1960 ved at støtte den daværende ANC-formand Albert Luthulis opfordring til boykot af alle sydafrikanske varer.

Andre af os kom med, da vi efter nedskydningen af demonstrerende skole-elever i 1976 skabte paraply-organisationen Sydafrika Aktion for den aktive solidaritet med Sydafrika gennem økonomiske sanktioner.

Og her er sikkert også rigtigt mange lidt yngre, som kom med under indtryk af billeder og fortællinger fra 1980’erne og de tidlige 1990’eres demokratiske massebevægelse i Sydafrika, og som gik ind i kampen mod økonomisk samkvem med apartheid.

Der er mange af os, som har siddet i dansk fængsel – for en dels vedkommende lige derovre – for de samme idealer som Mandela, selv om det var i ugevis og ikke i årevis, vi sad.

Vi har brug for at mindes vores fælles appetit på retfærdighed; for den forkortede lidelsernes længde.

Alle de, der også i det 21. århundrede vil bygge videre på det globale økonomiske system, som Rhodes stod bag, har svært ved at forstå, at den måde den globale kage er skåret på, ikke er retfærdig, for »det er jo markedet, der bestemmer….«

Men markedet har aldrig bestemt noget som helst – mennesker har bestemt over andre mennesker, ovenfra og ned – og mennesker med magt tager ind imellem beslutninger, der er alt for bekvemme for dem selv.

Det er jo derfor, at al retfærdighed tager afsæt i idéen om, at den, der skærer kagen, ikke vælger sit stykke først.

Bekvemmelighedsundertrykkeren er meget mere typisk end den fanatiske undertrykker. Bekvemmelighedsundertrykkeren skærer for og sætter med det samme fingeren i det største stykke - med en lille tak til det frie marked.

Derfor må vi fortsat tage konsekvensen af, at hæler er værre end stjæler og nægte at optræde som hælere.

Den racistiske magtbrynde kunne vi bryde, da et massivt pres fra den danske befolkning fik Folketingets flertal til i midten af 1980erne at lave endnu en fornuftig fodnote til udenrigspolitikken med vedtagelsen af omfattende og bindende økonomiske sanktioner mod Sydafrika.

Vores kampagner for at løslade Mandela fik dermed muskler, og regimet lovede Mandela friheden, hvis han blot ville opgive sin rolle som retfærdighedens redskab – men Mandela sagde NEJ, for Mandela kvitterede for, at den globale apartheid-modstand havde gjort ham til symbol for Frihedskampen.

Mandela var så fri, at han krævede frihed for alle, førend han ville forlade sit fængsel!

Apartheid tog mange gode mennesker med sig under faldet. Vi mindes de mange, mange tusinde, som mistede livet, fordi de tog sig frihed til at modarbejde systemet. Mange er vi, der i disse dage mindes venner og kampfæller, som ikke lever mere.

Mandela var og forbliver symbolet på det, der bragte os sammen, nemlig håbet om en retfærdig verden, hvor fremtiden tilhører alle kvinder og mænd!

Dagen i dag – den 16 december – er en sydafrikansk mærkedag. Den er dagen for slaget ved Blood River i 1838, hvor en gruppe europæere fik den opfattelse, at gud havde givet dem Afrika.

Det er dagen, hvor kredsen omkring Mandela indledte væbnet kamp mod apartheid i 1961.

Og endelig er det den dag, som det demokratisk valgte parlament gjorde til Forsoningsdag fra 1995.

Vi kan bruge netop denne 16. december til at forsone os med, at Mandela selv ikke længere lever, men at vi nu må forvalte mindet om hans liv uden ham.

Vi kan også bruge forsoningen til at huske, at i længden vil omsorgen for medmennesket sejre over bekvemmeligheden ved at se bort fra uretfærdighed.

Vi ser frem mod det 21. århundrede, hvor udfordringerne er store. Med lov skal vi verden bygge. Vi må hver især og sammen med omhu vælge de kampe, vi tager og fører i gennem.

Afrika Kontakt peger på, at vi skal presse EU til at holde op med at stjæle fisk fra det besatte Vestsahara for dermed at gøre det mindre bekvemt for Marokko at holde Vestsahara besat.

Gymnasieeleverne på det gymnasium, hvor jeg arbejder, har dette år presset på for og faktisk fået gennemført en afbrydelse af skolens kontrakt med vagtfirmaet G4S, fordi dette firma fortsat bemander apartheidmuren i Palæstina.

Og mens vi mindes Mandela, bør vi huske, at vores brødre og søstre i Sydafrikas naboland Swaziland blev splittet af politiet, da de forsøgte at mindes Mandela, som vi gør nu. ..

Når vi ser tilbage på det 20. Århundrede, behøver det ikke være overskygget af Rhodes’ imperialisme, Hitlers Holocaust og Verwoerds apartheid, men vi vil kunne huske, at det sluttede som Mandelas århundrede. 

Det giver os håb for det 21. århundredes kampe. Når de af os, der når at opleve slutningen af det 21. århundrede, ser tilbage, håber jeg, de vil se en verden i bedre forfatning, end de fandt den i.

Det er mindet om Mandela med til at gøre mere sandsynligt.

For Mandelas livsgerning viser os, at vi ikke bør tåle det utålelige eller tro, at det er nødvendigt at gøre det, for vi har friheden til at skabe os en bedre verden.

Vi må hylde mindet om Mandela ved at styrke den internationale solidaritet, og med den fjerne midlerne til undertrykkelse fra undertrykkernes rådighed.

Som Mandela viste, har vi friheden til at gøre det.

Gorm Gunnarsen er tidligere aktivist i anti-apartheidbevægelsen. Talen blev holdt ved et mindemøde for Nelson Mandela, som solidaritetsorganisationen Afrika Kontakt holdt mandag den 16. december i København.

Talen – og de to andre taler ved mødet, der blev holdt af Mogens Lykketoft, formand for Folketinget, og Mohamed Sidati, Polisario fra Saharawi Arab Democratic Republic (Vestsahara) – bringes også på Afrika Kontakts hjemmeside.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce