KOMMENTAR: I disse måneder planlægger mineselskabet Minera Autlán en 22 meter høj hydroelektrisk dæmning i bjergområdet Sierra Negra i Mexico. Dette er en beretning fra vores møde med de oprindelige landsbybeboere og om kampen for deres land, vand og rettigheder.
I Mexico drukner de oprindelige landsbybeboeres stemme i private selskabers tørst efter energi og profit.
Efter en 8 timers bumletur ankommer vi fredag d. 7. oktober til én af Sierra Negras bjerglandsbyer, Pozotitla for at møde områdets indfødte.
Det frodige bjerglandskab og befolkningens ro står i stor kontrast til den omvæltning, der truer med at forurene områdets idyl og bekymrer områdets indfødte, nahua-folket.
Tv i billedet; Rio Tonto. Th i billedet bjerglandsbyen Pozotitla
Mineselskabet, Minera Autlán planlægger at bygge en 22 meter høj hydroelektrisk dæmning i bjergområdet, og bliver dæmningen en realitet, står 160.000 mennesker i området til potentielt at miste muligheden for at dyrke den jord, der er deres livsgrundlag.
Derfor er de også parate til at risikere deres liv for at beskytte områdets vand.
Bænket i hver sin side af landsbyens forsamlingshus, sidder vi klar til at overvære en såkaldt »asamblea« - en forsamling mellem de landsbyer i området, der står til at miste hele deres eksistensgrundlag.
Foran os hænger store skilte opspændt mellem bjælkerne, hvor ordene »Nej til mega-projekter i Sierra Negra« er påtrykt med tykke, røde bogstaver.
Minera Autlán, der planlægger dæmningen i floden »Rio Coyolapa« er Mexicos største private producent af jernlegeringer. Dæmningen skal forsyne firmaets ovne i Teziutlán med energi til jernproduktionen.
Der vil blive investeret 120 millioner kroner i projektet, der skal forløbe over en treårig periode og udføres af firmaet Grupo Ferrominero Mexicano (GFM).[1]
Energien, der produceres fra dæmningen, skal altså ikke bruges til at skabe elektricitet til regionens fattige landsbyer
Ifølge energiministeriet vil dæmningen tværtimod tage 80% af flodens vand, og landsbybeboernes afgrøder vil dermed udpines.
Projektet formodes at påvirke områderne 7-9 km rundt om floderne, og opførelsen af vandkraftværket vil forårsage alvorlige skader på økosystemet, landbrug og husdyrhold. Hertil kommer en markant reduktion i områdets grundvandsmagasiner, fortæller lokale aktivister og landsbybeboere.
I takt med, at mødet skrider frem, støder flere folk til forsamlingen. Én for én står repræsentanterne fra de berørte landsbyer frem og beretter om et liv, hvor både fællesskabet i lokalsamfundet og afhængighed af naturens ressourcer er i centrum.
Fælles for fortællingerne er frustrationen over, at de i kraft af deres status som oprindelige folk taler for døve ører. Én stemme skærer dog tydeligt igennem og taler sikkert for hele forsamlingen.
Armando Montalvo, der er beboer i landsbyen, hvor forsamlingen finder sted, er sikker i sin sag.
»Mineselskaberne udnytter folks uvidenhed og respekterer ikke vores rettigheder. De siger, at det vil beskæftige bønder, men vi har ikke de nødvendige kvalifikationer«
Dette bekræfter formanden for Arbejds- og Menneskerettighedskommissionen i Tehuacan-dalen, Martin Hernandez Barrios, der støtter op om de oprindelige folks kamp.
Ifølge kommissionen er der nemlig langt fra tale om et enestående eksempel. Med udgangspunkt i tidligere megaprojekter i staten Puebla, er Martin Hernandez sikker på, at projektet ikke vil skaffe beskæftigelse til områdets folk.
»Et andet eksempel er Audi, der kom til området og lovede at skaffe os arbejde. I sidste ende resulterede det i jobs til kun 10 mexicanere - resten var specialiseret arbejdskraft hentet udefra.«, siger han.
De tre kommuner Zoquitlán, Coyomeapan og Tlacotepec de Porfirio Diaz med et samlet indbyggertal på ca. 160.000 mennesker står til potentielt at miste deres levegrundlag, hvis jorden og vandet i området privatiseres og opkøbes af mineselskabet.
Armando Montalvo har en klar besked til borgmesteren for den lokale regering:
»Vi lader ikke dette her ske. Den politiker, der ikke arbejder for sit folk, kan ifølge den mexicanske konstitution kræves afsat. Kampen er ikke tabt endnu.«
Klart for alle tilstedeværende er, at forhandlinger og tilladelse til projektet er sket gennem lokalregeringen og uden at delagtiggøre de folk, som projektet direkte vil påvirke.
Ifølge Armando Montalvo er den manglende rådføring med folkene i området et direkte brud på paragraf 169 i konventionen for oprindelige- og stammefolk under FN’s internationale arbejdsorganisation (ILO).
Denne paragrafs hovedformål er bl.a. at arbejde imod diskrimination af oprindelige folk og sikre deres ret til at kunne stille krav til at deltage i beslutninger, der påvirker deres liv.
I begyndelsen af juni i år besøgte repræsentanter og ingeniører fra selskabet for første gang officielt landsbyen, men efterlod ingen information om projektets påvirkning af området.
Til gengæld havde de medbragt en anden form for håndsudrækning:
»De kom kørende med en stor vogn fyldt med svinekød, øl og vacciner.« De sagde, at vi skulle være arbejdskammerater”, uddyber Armando Montalvo med en rysten på hovedet.
Mens regnen fortsætter, lakker mødet mod enden. Blandt håbefulde mænd og kvinder i alle aldre sidder vi som lyttende mødedeltagere tilbage med en følelse af magtesløshed og frustration.
Vi er imponerede over landsbybeboernes mod og evne til at organisere sig, men mest af alt er vi forundrede over, hvor alle disse menneskers stemmer forsvinder hen.
Ved første indtryk virkede en investering i området som en måde at sikre økonomisk fremgang, men efter mødet stiller vi begge os selv det samme spørgsmål: Er vi som privilegerede forbrugere blinde for konsekvenserne af de store firmaers tørst efter profit og ejerskab over områder, hvor andre mennesker er bosat?
Og har vi et ansvar i kampen mod privatisering af den natur, der burde være for alle?
Frustreret afslutter Armando Montalvo sin tale: »De vil tage vandet fra os, men vandet er ikke deres at tage - det er ikke nogens‹.
Efter mødet kanter vi os ned af den mudrede skråning og svømmer i floden - mens det stadigvæk er muligt.
Caroline Louise Ottesen og Astrid Merrild Schrøder er elever på Krogerup Højskole.
[1] Martin Hernandez Barrios, formand for Arbejds- og Menneskerettighedskommissionen i Tehuacan-dalen
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96