Annonce

happening
5. december 2012 - 16:50

Miljøministeriet serverede forurenet drikkevand

Aktivister forklædt som ansatte i Miljøministeriet uddelte tirsdag grønt vand og løbesedler, som opfordrede regeringen til at stoppe udvinding af det miljøskadelige skifergas i Danmark.

Forklædt som medarbejdere i Miljøministeriet serverede aktivister tirsdag eftermiddag smagsprøver på Danmarks fremtidige drikkevand foran ministeriets kontor i Børsgade i København. 

Formålet var at opfordre forbipasserende til at tage stilling til, om forurenet drikkevand er prisen værd, for at kunne udvinde fossile brændsler mange år ud i fremtiden.

Samtidig ønskede aktivisterne, der kom fra gruppen »Skifergas Nej Tak«, at sætte fokus på de negative konsekvenser for miljø og klima, som udvinding af skifergas i Danmark vil medføre.

– Det er et politisk valg, om vi vil have udvinding af skifergas i Danmark eller ej, og her kan vi stadig nå at sige nej tak. Det er et skridt i den forkerte retning væk fra Danmarks grønne  visioner, hvis politikerne tillader udvinding af skifergas, fortæller Anna Kollerup fra initiativet i en pressemeddelelse sendt til Modkraft.     

Besøg Skifergas Nej Tak-gruppens hjemmesiden her.

Midlertidigt forbud uden effekt

Aktivisternes bekymring for det danske drikkevand skyldes, at erfaringer fra udlandet viser, at skifergas-udvinding kan have alvorlige konsekvenser.

– Udvinding af skifergas i blandt andet USA har vist sig at være ekstremt skadeligt for miljøet og ikke mindst for grundvandet, som vi i Danmark er afhængige af som drikkevand, udtaler Anna Kollerup.

Baggrunden for aktionen foran Miljøministeriet er, at Folketingets Energiudvalg i 2010 gav olieselskabet Total E&P og Nordsøfonden licens til forskning efter olie og gas på land i Danmark. 

Efterforskningen forventes at løbe frem til 2016, og de første prøveboringer forventes igangsat i Nordjylland i starten af 2013. 

Ud over tilladelsen til at prøvebore i Nordjylland har Total og Nordsøfonden ligeledes indhentet en tilladelse til at bore i Nordsjælland. 

Da de to eksisterende tilladelser blev givet tilbage i 2010, skete det uden nogen form for politisk debat i Folketinget. 

Først i marts 2012 tog den nuværende klima- og energiminister, Martin  Lidegaard, initiativ til den første tekniske høring omkring skifergas i Folketingets Energiudvalg.

Den tekniske høring gav efterfølgende anledning til en mængde opfølgende spørgsmål omkring de miljømæssige konsekvenser, hvilket førte til, at klima- og energiministeren i juni indførte et midlertidigt stop for uddelingen af nye tilladelser til prøveboringer. 

Et forbud, der strækker sig frem til 2014, og som skal bruges til at undersøge størrelsesordenen af de miljømæssige konsekvenser. 

Stoppet får dog ingen betydning for de allerede uddelte licenser.

Hvor er debatten, Ida?

»Skifergas Nej Tak«-aktivisterne mener, at politikerne har sovet i timen, når de har tilladt Total at sætte gang i de første prøveboringer efter skifergas i Nordjylland, uden overhovedet at tage stilling til, om vi som samfund vil acceptere udvindingen af en så ekstremt skadelig fossilgas.     

Den nuværende miljøminister Ida Auken (SF) har i en pressemeddelelse tidligere på året udtalt, at hun vil »sørge for, at efterforskningen foregår, så miljøet ikke tager skade. Grundvandet er en af de vigtigste ressourcer, vi har, og derfor skal alt være i orden, før kommunen giver tilladelse«.              

Men den forsikring giver aktivisterne ikke meget for.

– Ida Aukens parti var selv med til at give tilladelserne til de første prøveboringer tilbage i 2010, uden at der havde været nogen form for forudgående diskussion om  emnet. Miljøministeren bliver nødt til at sikre, at denne her diskussion bliver taget politisk, og at borgerne i Danmark får mulighed for også at deltage i diskussionen, lyder opsangen fra Anna Kollerup, som fortsætter:

– Det går altså ikke, at afgørende beslutninger om Danmarks energifremtid tages uden nogen form for diskussion, sådan som det har foregået indtil nu.

Læs kommentaren »Dansk gasmareridt rykker nærmere« hos Modkrafts miljøsektion.

Redaktion: 
Emneord: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce