Modkraft blev som velfærdsstaten - afviklet og kuppet uden debat

Bue Rübner Hansen er forsker, redaktør for Viewpoint Mag og har skrevet for Jacobin, Roar og OpenDemocracy. Hans seneste bidrag til Modkraft var tre artikler om velfærdschauvinisme og den danske venstrefløj.

- Det første, jeg tænkte, da jeg så, at Modkraft lukker den 1. Februar var…

­– Shit, det kan ikke passe, der har jo ikke været nogen forudgående debat om alternativer til en lukning.

- Mit forhold til Modkraft har været, at…

– Modkraft var det første eksempel på åben og demokratisk medieproduktion, jeg opdagede som teenager. Det var lang tid før sociale medier. Her var plads til borgerjournalistik, og plads til de vinkler og sandheder, som andre medier ignorerede.

– Da jeg flyttede til London i 2008 gik det op for mig, at vi i Danmark var heldige at have en så rummelig platform. I England havde venstrefløjen ingen fælles medier, men kun mere eller mindre sekteriske aviser, samt specialiserede tidsskrifter.

- Når man kigger på det øvrige mediebillede synes jeg, at Modkraft har været…

– Ekstremt vigtig for demokratiet. Modkraft har været et af meget få medier med stor rækkevidde, som stod for et venstreorienteret perspektiv i Danmark, og det har været en platform for borgerjournalistik, som i sig selv er demokratiserende, hvis det følger visse standarder for sandruelighed.

– Uden Modkraft vil mediebilledet i Danmark blive endnu mere skævt og ikke-repræsentativt, end det allerede er. Heldigvis er Modkrafts lukning også udtryk for, at det er blevet overhalet af mange andre former for borgerjournalistik og nye medieplatforme, ligesom de store medier er ved at blive det. Breaking news findes først på twitter. Nogle af de hurtigste og bedste analyser findes i dag først på Facebook (f.eks. Poya Pakzad, Rune Møller Stahl og Nazila Kivi). Og det er i dag nemmere at etablere sin egen blog eller online-magasin.

Men Modkraft-lukningen er, sagt helt udramatisk, en svækkelse af demokratiet. Det er op til alle dem, der deler værdier om solidaritet, bæredygtighed og frihed-i-lighed, at skabe et eller flere nye medier, til at tage over efter Modkraft.

Jeg så Modkrafts lukning, som...

– Et kup imod en institution, som allerede var svækket. Det var et kup i den forstand, at et klenodie, som mange har været med til at give indhold, blev lukket med kort varsel og uden debat. Men reaktionerne var også resignerede. Mit indtryk var, at der var ikke mange, der var villige til at kæmpe for Modkrafts beståen.

– Modkraft er noget, som rigtig mange nyder godt af og giver små input til, men som kun få føler de rigtig er med til at skabe og forme. Sådan har jeg det i hvert fald selv. Og jeg tror, mange oplever det som en statsstøttet infrastruktur, som nogle lønnede folk opretholder, snarere end et produkt af kollektive kampe og samarbejde. Lidt ligesom mange desværre oplever velfærdsstaten. Der er nok både tale om konstruktionsfejl, som man skal lære af, og om en priviligeret attitude, hvor for mange tror, at de bare kan klare det selv.

Det er vigtigt at have et medie, der samler den såkaldte venstrefløj, men…

– Men det kom også ofte til at handle om at positionere sig, tage afstand, markere og kritisere andre, i stedet for at engagere sig i det bredere samfund. Sommetider var det lidt som filmen Festen. Der blev taget nogle nødvendige opgør med patriarken og med den racistiske bror - og det er vi mange, der har lært fra. Men jeg tror ofte debatterne foregik på en måde, hvor konflikterne syntes irrelevante for udenforstående – undtagen som voyeristisk underholdning. »Se, hvordan venstrefløje skændes!«

– Men når Modkraft var bedst – og det var ikke sjældent - var det et forum for seriøse analyser, for journalistik fra gadeplan, og et forum for produktiv uenighed og læring gennem gensidig kritik. Og det er en illusion at tro, at medier er til at for skabe enighed: i stedet kan de sætte de en dagsorden og gøre det uundgåeligt at diskutere visse temaer og tage stilling til visse begivenheder.

Hvis jeg kunne bestemme, hvad der skulle ske med sitet efter 1. februar, så…

– Så ville Modkraft fortsætte under et nyt dynamisk og kvalitetsbevidst redaktionskollektiv, baseret på crowdfunding og frivilligt arbejde – indtil nye indtægtskilder kunne findes. Det ville være mindre holdningsfest (som alligevel findes på facebook) og endnu mere af det, Modkraft har været god til: at bringe de historier, vinkler og analyser, som stort set resten af de danske medier systematisk ikke har plads til.

– Men realistisk set er det måske svært at dele arven i så stor en familie. Et mindre ambitiøst forslag ville være at køre hjemmesiden videre som arkiv, og som en simpel blog-platform for de eksisterende og nye bloggere. Siden kunne også være aggregator af indhold fra andre platforme (partiblade, bevægelsesblade, og magasiner).

Hvis jeg havde en stor pose penge til et progressivt medie, så ville jeg...

– Samles med andre om at skabe en online kombination af nyheder, analyse og debat både som tekst, podcast og video. Her kan man lære af erfaringerne fra NovaraMedia i Storbritannien og La Tuerka i Spanien. Ambitionen skulle være at blive landets mest indflydelsesrige medie.

For hvis vi vil undgå at ende i en verden, der smelter sammen i klimaforandringer og neo-fascisme, skal ideer om bæredygtighed og solidaritet på tværs af hudfarve, køn, religion og grænser blive common sense.

Det ville ikke blot være et journalistisk medie i klassisk forstand. Sociale medier har demokratiseret adgangen til at skabe og sprede video, lyd tekst og billeder. Men produktionen er ofte individualiseret og kvaliteten lav.

Mit drømmemedie ville påtage sig rollen som en radikal lærer, der hjælper almindelige mennesker til at producere demokratiserende kvalitetsindhold i fællesskab. Tænk på, hvor mange – kolleger, venner, naboer, fagfæller – ville dele kvalitetsindhold (med)skabt af fyrede slagteriarbejdere, racisme-ramte brune danskere og stressede sygeplejesker og lærere.