Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Vejen til socialisme
24. januar 2014 - 17:22

Ændringsforslag til Principprogram for Enhedslisten

Indspark og forslag fra tre medlemmer af Enhedslistens Hovedbestyrelse.

Hvorfor skal Enhedslisten have et nyt program?

Det udkast, som en skrivegruppe nedsat af Enhedslistens hovedbestyrelse har lavet, er meget godt til en ting.

Det præsenterer Enhedslisten uden for mange knaster, uden skarpe revolutionære udtryk og ideer som journalister kan hænge angreb op på i Berlingeren og Jyllandsposten. Programmet er også fuldt af smukke ord om fællesskab og demokrati og medindflydelse.

Men hvad programudkastet til gengæld mangler, er en forståelse af den verden og tid vi lever i, og hvad det er, Enhedslisten og vi medlemmer og vælgere skal gøre ved det. Der er ikke en klar forståelse af, hvad kapitalismen er, hvad socialismen er, eller hvilken strategi vi skal følge.

Vi har en ny Enhedsliste  - med næsten 10.000 medlemmer, 12 medlemmer af Folketinget og over hundrede medlemmer af kommunalbestyrelser og regionsråd. I stigende grad oplever vi, at fagforeninger og græsrodsorganisationer opfatter os som en vigtig samarbejdspartner.

Så Enhedslisten er den stærkeste struktur venstrefløjen har haft i årtier – en stor mulighed for at kæmpe – og vi har et stort ansvar for at organisere oppositionen til nyliberalismen.

Så er det faktisk en rigtig god ide, at vi også har en fælles ide, om hvad vi vil, kan og skal, og der er en programdiskussion en rigtig god ide. Men det udgangspunkt, der foreligger, er meget mangelfuldt.

Vores udgangspunkt for programdiskussionen er, at det er meget vigtigt, at programmet præsenterer en forståelse af det samfund, vi lever i: Hvad der er de store problemer, hvilke klassekræfter, der skal løse dem, og hvad der er Enhedslistens opgaver.

Det er noget vi har stærkt brug for at diskutere og udvikle i Enhedslisten, hvis vi skal løfte den store opgave, det er, at Socialdemokratiet og SF totalt svigter deres vælgere og stiller sig til rådighed for en nyliberal politik.

Vi er tre medlemmer af Enhedslistens hovedbestyrelse, der har lavet en stribe principielle ændringsforslag til programudkastet.

Først og fremmest har vi lavet syv større ændringsforslag for at udbedre centrale mangler i forslaget:

1) Et forslag om klasser og klassekamp, der definerer kapitalistklassen og arbejderklassen og deres indbyrdes kamp.

2) Et forslag om miljøet, der slår fast, at den kapitalistiske miljøkrise og trussel mod miljøet er definerende for det socialistiske svar og socialismens opgaver.

3) Et afsnit om udhulingen af demokratiet, som slår fast, at demokratiet er under angreb fra borgerskabet, som et led i krisepolitikken.

4) Et afsnit om den borgerlige stat, der slår fast, at staten ikke er en neutral ramme, men skabt i det borgerlige samfund med den hensigt at varetage borgerskabets interesser, og at staten derfor kræver stærk omlægning og demokratisering.

5) Et afsnit om feminismen og patriarkatet, der indfører kvindeundertrykkelsen og kvindefrigørelsen i programmet.

6) En stærk forkortelse af beskrivelsen af »velfærdssamfundet,« som fjerner skønmalingen og omtaler realiteter som privathospitaler.

7) Et afsluttende afsnit, der i punktform præsenterer den politik Enhedslisten vil føre.

De kommer her:

1. Klasser og Klassekampen

[Indsættes linje 153, linjehenvisninger sker en trykt udgave, som er sendt ud til alle Enhedslistemedlemmer, red.]

Danmark er en del af den internationale kapitalisme. Den danske kapitalistklasse (borgerskabet) som ejer og kontrollerer størstedelen af økonomien er snævert sammenvævet med den internationale kapitalistklasse, som ejer produktionsmidlerne globalt.

De meget velhavende ejer værdipapirer – og virksomhedens ejere skifter og fortaber sig i handlen med anonyme værdipapirer.

Ejerne af fabrikker, jord, råvarer og infrastruktur – produktionsmidlerne – er omgivet af højt lønnede direktører, advokater, departementschefer, generaler, avisredaktører og TV-chefer som identificerer sig med kapitalistklassen og arbejder for den.

De har ofte aktier og en lille del af ejendommen, samtidig med at de får deres indkomst som løn. De bor ofte i særligt velstående bydele – og i udlandet bliver det mere og mere normen, at disse bydele er beskyttede mod de fattige med hegn at vagter. 

Denne klasse er meget velorganiseret og kæmper hårdt for at bevare sine privilegier.

En anden gruppe der ofte identificerer sig med kapitalistklassen er gruppen af ejere af mindre virksomheder, butiksejere og selvstændige håndværksmestre. Samtidig med at de arbejder og har stor gæld, håber de på, at de en dag får samme privilegier som kapitalistklassen, en plads i solen.

På den anden side er der flertallet af befolkningen, som lever af at sælge deres arbejdskraft, og kæmper om en plads på arbejdsmarkedet. 

Enhedslisten kalder dem det arbejdende flertal, arbejderbefolkningen, arbejderklassen eller lønmodtagerne.

Der er tale om en sammensat gruppe med mange indbyrdes modsætninger. Der er konflikter mellem mænd og kvinder - udlændinge og danskere - offentligt og privat ansatte – ufaglærte, faglærte og akademikere – arbejdende og arbejdsløse - pensionister og børnefamilier - boligejere og lejere.

Til fælles har flertallet, at andre tjener penge på dem, og at de bliver ofre i den liberalisering og globalisering, der foregår i denne tid.

Nogle er fattige og andre er forholdsvis velstående. Mange ejer deres bolig, dog som ofte med stor gæld. Paradoksalt nok er der også en stor del af befolkningen, der ejer en del af virksomhederne gennem deres pensionsopsparinger, men uden at have reel indflydelse.

Hvad der bliver mere og mere fælles er utrygheden, når det ikke lykkes at holde en plads på arbejdsmarkedet, eller når boligpriserne falder.

Dele af arbejderbefolkningen er velorganiseret med fagforeninger, og der er græsrødder, som kæmper for en række sager. Men organiseringen er ofte dårlig og passiviteten udbredt.

Det er Enhedslistens opfattelse, at flertallet af befolkningen trods alle modsætninger har fælles interesser i at lave samfundet om. Derfor er det er vores politik at rejse krav og politiske mål, som samler denne gruppe til fælles kamp og at gå imod splittelse.

Det er derfor Enhedslisten holder så stærk fast i princippet om at gå ind for den mindste forbedring og imod den mindste forringelse i vores parlamentariske arbejde.

For vi forstår, at ingen forbedring er så lille, at den ikke er værd at slås for. Men hvis en forbedring for en gruppe, fx børnefamilierne, bliver købt ved en forringelse fra en anden gruppe, fx pensionisterne, så splitter den og ødelægger solidariteten i befolkningen.

Mellem samfundets klasser foregår der en evig kamp om fordelingen af værdierne, om samfundets udvikling og i perioder også om magten i samfundet

2. Den økologiske krise og socialismen

[Linje 255 tilføjes:]

Den internationale kapitalisme er ved at sprænge naturens rammer, og menneskeheden står overfor en alvorlig, økologisk krise. Rovdriften skyldes selve kapitalismens system, der tvinger til evig økonomisk vækst. Produktionen styres ud fra, hvad der skaber profit og ikke ud fra, hvad naturen kan bære.

Det massive forbrug af olie, kul og gas har allerede frembragt en klimaforandring, og alle internationale forsøg på at mindske forbruget af fossile brændstoffer er foreløbig fejlet.

Der er rovdrift på havene, der fører til, at verdens fiskebestande allerede er stærkt mindsket og truet mange steder.

Der drives rovdrift på jorden af industrielt landbrug, og vand er i flere og flere regioner en knap ressource.

Det kapitalistiske system fremmer samlingen af mennesker i store byer, så over halvdelen af jordens befolkning nu bor i store byer, og landområder forvandles til »udkantsområder« hvor mulighederne for at klare sig er meget dårlige, fordi der mangler arbejdspladser, butikker og offentlig transport.

Mange af de store byer er stærkt forurenede og med uoverskuelige trafikale problemer.

Den økologiske krise har været under udvikling længe og har allerede skabt stor skade. Menneskeheden står på internationalt plan overfor et valg om at ændre samfundet og følge en bæredygtig udvikling eller at fortsætte med rovdriften. 

Det vil føre til en langstrakt historisk periode af elendighed og økologisk krise – og i sidste ende kan rovdriften true menneskenes eksistens.

Socialismen er svaret på den økologiske krise, fordi socialisme er i fællesskab at producere ud fra det mål at dække alles behov og på en sådan måde, at naturen ikke ødelægges, men at økosystemets balance genskabes.

Det kræver at økonomien ikke styres af markedsprincipper. Derfor er det også nødvendigt at samfundet har fælleseje til de vigtigste produktionsmidler – jord og vand, råvarer, fabrikker, infrastrukturer og den finansielle sektor.

Løsningen af den økologiske krise kræver samfundsmæssig planlægning. Den må nødvendigvis være demokratisk på alle planer – i produktionen, lokalt, regionalt, nationalt og internationalt – for dels er demokrati den eneste måde, hvor alles kreative evner kan blive udfoldet, dels er demokrati en forudsætning for, at flertallet vil slutte op om beslutningerne.

Der må udvikles en langsigtet omlægning af produktionen såvel som af samfundslivet.

Princippet om bæredygtighed må bl.a. slå igennem i et princip om at opbygge regional selvforsyning, så områder bliver selvforsynende i forhold til de vigtigste menneskelige behov – mad, tøj, boliger og transport.

Overfor kapitalismens verdensmarked sætter vi regional selvforsyning. Dette princip vil sikre et minimum af spild og samtidig give styrke samfundet maksimum overfor de kriser, der måtte komme. 

Princippet om nærhed må også slå igennem i form af bæredygtige byer, hvor der er tæt mellem hjem, arbejde og butikker. Bilismen må minimeres og på lang sigt afskaffes og erstattes af god, billig kollektiv transport og cykler.

Samfundet må minimere forbruget af ressourcer og producere på en sådan måde, at det forbrugte kan recirkuleres på økologisk vis i harmoni med naturen.

Det betyder omlægning fra fossile brændstoffer til vedvarende energi. Atomkraft er ingen løsning på energiproblemet, fordi spørgsmål om sikkerhed, ressourceforbrug og affald ikke er blevet løst.

Det industrielle landbrug er baseret på monokulturer som svinehold og hvede og har et massivt forbrug af energi, kunstgødning, sprøjtemidler og maskiner. Til gengæld er der meget få arbejdere.

Det må omlægges til et økologisk landbrug baseret på principper om økologisk cirkulation og minimalt forbrug af råstoffer. Det vil skabe mange grønne jobs, fordi økologisk landbrug er mere arbejdskrævende.

De grønne økologiske svar er, sammen med den menneskelige solidaritet, det kompas, som socialismen må orientere sig imod.

Et bæredygtigt, menneskeligt samfund kan kun skabes på internationalt plan.

Men vi kan påbegynde omlægningen på lokalt, regionalt og nationalt plan gennem fornuftige initiativer som også kan inspirere andre, og en del af kampen er at genvinde retten til at træffe beslutninger selv fra EU.

3. Udhulingen af demokratiet

[Linje 362 tilføjes:]

Der er ikke demokrati i arbejdslivet. Det er arbejdsgiverne, der bestemmer, hvad der skal produceres, over arbejdsforhold, hvad der skal ske på arbejdspladsen, og hvem der skal ansættes og fyres.

Arbejderbevægelsen har erobret en vis indflydelse på arbejdslivet, men den er stærkt truet i øjeblikket.

På skoler, gymnasier og universiteter er de studerendes og ansattes indflydelse begrænset. De ansatser, der har været til universitets-demokrati, er blevet erstattet af eksterne bestyrelser, bl.a. udpeget af erhvervslivet, hvilket har stor indflydelse på både uddannelsesudbud og forskning.

Store dele af statens og kommunens opgaver er blevet udliciteret eller udføres på markedsbetingelser, og de demokratiske beslutninger dermed blevet reduceret.

EU’s centralistiske beslutninger og udemokratiske funktion binder demokratiet på nationalt niveau. Dette er i de senere år blevet forstærket af Lissabon-traktaten, finanspagten mm.

Kommunalbestyrelserne er rammen om det lokale repræsentative demokrati i Danmark, men stram statslig styring begrænser det kommunale selvstyre og kommunernes  mulighed for at sikre/udvikle ordentlige velfærdsordninger.

Det betyder, at kampen for at forsvare og udvide demokratiet under kapitalismen er en central del af kampen for socialismen - at selve kampen for forsvaret og udvidelsen af demokratiet er en del af vores forandring af samfundet.

Det er derfor en central opgave for Enhedslisten at forsvare og udvide demokratiet.

4. Statens klassekarakter

[Følgende indsættes på line 529:]

Staten er ikke bare en neutral scene. Oprindelig opstod staten som kongens og godsejernes system til, sammen med kirken, at kontrollere samfundet og det store flertal af bønder. Senere fik også borgerskabet kæmpet sig til indflydelse.

Staten er blevet bygget op som et redskab for at tjene de herskende og riges interesser. Det betyder blandt andet at de statslige strukturer er meget autoritært og hierarkisk bygget op. Det gælder ikke mindst militæret og politiet.

Skattevæsenet er bygget op, så det er let for de rige at undgå skat og svært for de mindre bemidlede. 

Tiden i skolen lærer os ikke bare at læse og skrive, men også at kede os og møde til tiden, som forberedelse til at passe ind på arbejdsmarkedet.

Politiet bliver ofte sat ind mod folkelige bevægelser.

EU er opbygget, så det tjener den internationale finanskapitals interesser og udelukker reel folkelig indflydelse på den politiske proces.

Opbygningen af staten, så den er så lidt demokratisk som muligt, fortsætter også, når regeringen får vedtaget en offentlighedslov, der gør det sværere for befolkningen at følge med i, hvad staten laver, eller når bureaukratiseringen vokser i den offentlige sektor.

Vi arbejder derfor aktivt for demokratisering, fx i at gøre det muligt for en kommunalbestyrelse at vælte en borgmester, hvis han ikke længere har et flertal bag sig, i udvidelsen af kommunernes rettigheder til at starte offentlig produktion og i nedrustning af politiets voldsapparat, så det ikke længere kan sættes ind mod folkelige bevægelser.

5. Feminismen og patriarkatet

[Indsættes linje 245:]

Feminismen har en fremtrædende plads i Enhedslistens kamp for et solidarisk socialistisk samfund, fordi kvindeundertrykkelsen er en uadskillig del af kapitalismen.

Kvindekampen er ikke en moralsk kamp mod mændene, men en uundværlig og politisk kamp mod kapitalismen.

Kvindeundertrykkelsen har rod i klassesamfundet og er cementeret i det kapitalistiske samfund. Patriarkatet er ikke et biprodukt af kapitalismen, men en selvstændig magtfaktor i samfundet, som bygger på mænds kontrol af kvinders arbejde, identitet og seksualitet.

At kvinder føder børn og fortsat har ansvaret for størstedelen af arbejdet i hjemmet og familierne, har ført til et kønsopdelt arbejdsmarked. Det viser sig blandt mange forhold i deltidsstillinger, lavere løn, utrygge ansættelsesforhold og dårligere pensionsforhold. Ligeledes i vold mod kvinder, seksuelle overgreb, voldtægt, kønsdiskrimination, sexisme, objektivisering og prostitution.

I Enhedslisten arbejder vi for kvinders organisering sammen med andre kvinder, både nationalt og internationalt, for sammen at formulere krav til reel kvindefrigørelse.

Kapitalismen og den neoliberale politik øger fattigdom, sult og udnyttelse. Kvinderne er dem, der rammes først og hårdest af dette.

I den kapitalistisk økonomiske krise vokser fundamentalistiske, religiøse samfundsforståelser frem, som truer kvinders grundlæggende menneskelige rettigheder.

Reel kvindefrigørelse kræver ikke bare formel ligestilling, men et opgør med kapitalismen og liberalismen. En socialistisk revolution sikrer ikke automatisk kvinders frigørelse, hvis ikke der samtidig føres en ideologisk debat mod århundreders fordomme om kvindekønnet.

Feminisme er en dynamisk kraft, der mobiliserer aktivisme og skaber solidaritet.

6. Forståelsen af velfærdssamfundet

[Her har vi meget stærkt forkortet et langt afsnit – og vi har også gjort det til mindre af et skønmaleri af velfærdssamfundet og medtaget den negative udvikling der har været de sidste tyve år – uden dog at negligere at der er meget i velfærdssamfundet som vi kan og skal forsvare. Linje 340  - 467 udgår og erstattes af:]

I Danmark har kapitalismen udviklet sig til et velfærdssamfund, på linje med Norge, Sverige og Finland og til dels andre lande i det nordvestlige Europa.

Årsagen har været en særlig kombination af en god økonomi, en borgerlig demokratisk tradition og en stærk arbejderbevægelse, der har forstået at få kæmpet indrømmelser igennem.

Resultatet blev i tiden fra 2 verdenskrig og frem et samfund, hvor der var gode sociale ydelser, gode muligheder for at få en uddannelse, offentlige hospitaler og skoler. Også den offentlige transport blev udbygget.

Arbejderbefolkningen kvitterede ved at blive en af de mest produktive i verden.

Desværre har dette velfærdssamfund været under angreb i de sidste 15-20 år, både under borgerligt styre og nu under S-SF-R regeringen.

Privathospitaler skyder op, forgyldt af offentlige støtteordninger, folkeskoler lukker, mens private betalingsskoler skyder op, sygedagpenge, pensioner, kontanthjælp og arbejdsløshedsdagpenge er blevet forringet, så man ikke længere kan tale om et socialt sikkerhedsnet.

Den statslige uddannelsesstøtte, der har givet folk med små indtægter mulighed for at tage en uddannelse, forringes.

7. Nyt forslag til afsluttende afsnit

[Punkterne i dette, hvilken politik Enhedslisten skal føre, er ikke fuldstændigt færdigudviklede. Vi har fået kommentarer om, at de er ujævne. Vi har forsøgt at formulere de vigtigste politikområder, på en sådan måde at de angiver en retning – men ikke er så konkrete som dagsaktuel politik.  

Vi har også stillet forslag om en række forkortelser, og har planer om at stille flere forslag til lyrik, der kan skæres væk i udkastet. Men det vil vi ikke præsentere her. Det kan man læse på Enhedslistens netforum, eller i årsmødehæfte to, der kommer i marts måned.]

Enhedslisten arbejder for gennemførelsen af en politik, der omfatter:
Forsvar af demokratiske rettigheder til alle borgere: forsamlingsfrihed, ytringsfrihed og stemmeret. Religionsfrihed og fuldstændig adskillelse af kirke og stat.

Strejkeret, ret til faglig organisering og ret til at indgå kollektive overenskomster.

Social sikkerhed i form af A-kasser, en samfundsmæssig mindste-indkomst og sygedagpenge. Der skal være mulighed for førtidspension for dem, der behøver det.

Arbejdsløshed bekæmpes ved oprettelse af jobs, nedsættelse af arbejdstiden, bedre orlovsmuligheder, mulighed for deling af arbejdet samt nedsættelse af pensionsalderen.

Bevarelse og forbedring af gratis offentlige hospitaler, biblioteker, skoler og universiteter. Ret til gratis tandlæge.

Progressiv beskatning, så de rigeste betaler mest i skat.

Reel ligeløn mellem mænd og kvinder. Lige ret til barselsorlov for kvinder og mænd.

Forsvar af kvindernes ret til at bestemme over egen krop og reproduktion.

Nej til diskrimination pga. køn, seksuel orientering, etnisk oprindelse, religion eller handikap.

Dansk udmeldelse af EU og fjernelse af EU's udemokratiske kontrol med samfundet.

Militæret skal nedlægges og erstattes af en langt mindre organisation, der kan stå for eventuelle danske bidrag til fredsbevarende FN indsatser. Bekæmpelse af militarismen.

Dansk udmeldelse af NATO.

Nedrustning og reduktion af de dele af politiet, der bruges til indsættelse mod fredelige demonstranter.

Fjernelse af de udemokratiske terrorlove.

Beskyttelse af borgerne mod overvågning og aflytning fra nationale og internationale efterretningstjenester.

Danmark skal modtage flygtninge fra krig, sult og seksuel og politisk undertrykkelse.

For en human udlændingepolitik, der giver de udlændinge, der er kommet til landet, mulighed for at leve og arbejde i Danmark på værdige vilkår, og som tillader indvandring og arbejde på de vilkår, der gælder i Danmark.

Udbygning af den offentlige transport, cyklisme og begrænsning af bilismen.

Etablering af offentlig produktion for, at løse samfundsmæssige opgaver, sociale, økologiske og andre og skabe stabile arbejdspladser.

Økologisk omstilling af landbrug, industriel og håndværksmæssig produktion og distribution.

Omlægning af samfundet til 100 % vedvarende energi.

Begrænsning af reklame i det offentlige rum, i TV, i elektroniske og andre medier.

Samfundets overtagelse af de vigtigste produktionsmidler: jord, råvarer, infrastrukturer, store fabrikker, medicinalindustri og finansielle strukturer.

Helge Bo Jensen, Mikael Hertoft og Jeanne Toxværd er medlemmer af Hovedbestyrelsen i Enhedslisten.

 

Se også Oversigt over indlæg på Modkraft om Enhedslistens principprogram-debat.

 

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce