Neoliberale Tidende

Et medie med en journalistisk ånd af social indignation. Et organ for dansk frisind. En levende avis, der er i stand til at forny sig.

Politiken har en ret flatterende selvopfattelse.

Den bunder i, at avisen for 129 år siden blev grundlagt af nogle af Danmarks mest anerkendte intellektuelle. Bidragyderne dengang var Det Moderne Gennembruds skarpeste hoveder.

Det var begavede mennesker, som med ideer, visioner og kritik var med til at drive det danske samfund fremad. 

Desværre har Politiken ikke formået at holde denne arv i live.

Alligevel lever avisen højt på sin fortid til trods for – eller måske netop på grund af – at det de seneste år er blevet meget tyndt med originale tanker og progressive overvejelser på siderne.

Således har den fjernet sig milevidt fra sit oprindelige udgangspunkt til at være dræbende forstokket og visionsløs.

Tre artikler fra en tilfældig uge i juli kan være med til at vise, hvor slemt det står til. De står som eksempler på, hvordan Politiken har forladt helt grundlæggende værdier som anti-militarisme og radikal samfundskritik.

Samlet set er artiklerne udtryk for, at journalister og redaktører på Politiken ikke i tilstrækkelig grad formår at beskæftige sig kritisk med en særlig politisk strømning, der i løbet af de seneste 15-20 år er blevet tillagt nærmest universel værdi og har vist sig ekstremt skadelige for det danske samfund.

Hvilken politisk strømning er så det?

Kort fortalt er det ideen om, at markedet bør være omdrejningspunkt for og regulere menneskelig aktivitet.

Denne tendens er blevet døbt neoliberalisme og er blandt andet kendetegnet ved udliciteringer, new public management, samt at der gennem privatiseringer gøres kraftigt indhug i offentlig ejendom.

I den proces reduceres statens vigtigste opgave til at facilitere og stimulere eftertragtelsesværdig såkaldt »økonomisk vækst«, hvilket angiveligt –  det er desværre ikke helt klart hvordan – kommer alle i samfundet til gode.

»Økonomisk vækst« står her i anførselstegn, fordi udtrykket har ret positive associationer. Et mere neutralt synonym kan være »akkumulation af kapital«. Det indfanger bedre, at der er tale om at nogen – enten lokalt eller globalt –  genererer rigdom på bekostning af andre.

Det intense politiske arbejde for at nogle enkelte aktører bedre kan akkumulere kapital er en del af forklaringen på, at den danske velfærdsstat i disse år afvikles.

Den giver i stedet plads til »konkurrencestaten«. Denne form for stat er helt central for neoliberalismen. Den udmærker sig ved at lande – blandt andet via sænkning af selskabsskatter – konkurrerer særlig barskt om at tiltrække transnationale virksomheders investeringer.

Lønmodtagere herhjemme er stærkt presset af denne udvikling, fordi det tages for givet, at arbejdsstyrken skal være mere produktiv og knokle hårdere for, at Danmark bedre kan klare sig mod de andre stater i den globale kappestrid.

Flid, velfærd og vækst?

Præcis denne neoliberale banalitet lægger Politiken fuldstændig kritikløst til grund for artiklen »Måling: Danskerne klar til mere flid på jobbet« fra den 24. juli.

I artiklen fremgår det, at: »hvis danskerne ikke tager sig sammen og bliver mere flittige, er vores velfærd truet af konkurrencen fra mere arbejdsomme folk.«

Budskabet er, at der skal »spyttes mere i næverne og tages hårdere fat på arbejdsmarkedet«.

Den »erkendelse« er danskerne kommet til. Det er noget de »indser«, ifølge sprogbruget i artiklen.

Journalisten baserer artiklen på en stærkt betænkelig præmis, nemlig at den helt fundamentale interessemodsætning mellem lønmodtagere og arbejdsgivere ikke længere er relevant.

Hvordan nu det? Jo, logikken er, at de to parter skal arbejde sammen om at opretholde velfærdssamfundet.

Desværre er der kun råd til det, hvis lønmodtagerne giver køb på de rettigheder, de har kæmpet sig til de sidste 150 år og affinder sig med dårligere forhold.

Velfærdssamfundet er i høj grad et resultat af fagbevægelsens kampe, men det indtryk læseren sidder tilbage med efter at have læst Politikens artikel er, at dens medlemmer nu må indordne sig og tilpasse sig globale realiteter.

Ideen at lønmodtagere gennem det at arbejde endnu hårdere og producere endnu mere skal opgive deres gennem generationer tilkæmpede rettigheder og overtage en stor del af ansvaret for, at arbejdsgivere kan akkumulere endnu mere kapital – som måske, måske ikke vil holde liv i velfærdsstaten lidt endnu – samt at det tilmed skulle være til deres egen fordel, er et radikalt brud med den traditionelle opfattelse af arbejdsmarkedet.

I den traditionelle opfattelse er lønmodtagere en nøje afgrænset gruppe med særskilte interesser. De får et beløb for at sælge deres arbejdskraft, og fagforeningerne hjælper til at sikre anstændige ansættelsesforhold.

Ja, det er jo netop derfor, vi har fagforeningerne. De kæmper da stadig medlemmernes sag.

De udgør vel et bolværk mod det massive pres, lønmodtagere befinder sig under disse år fra arbejdsgivere og regeringens Produktivitetskommission for død og pine at udnytte deres arbejdskraft ned til sidste sveddråbe og kreative ide, tænker læseren måske.

Fagforeningerne har vel forstået, at opblomstringen af konkurrencestat, globalisering og neoliberalisme har bragt dem i en helt ny situation, hvor de må tage helt andre forholdsregler for at kunne varetage medlemmernes interesser?

Politikens artikel »Måling: Danskerne klar til mere flid på jobbet« bliver først rigtig uhyggelig et par spalter længere fremme, hvor formanden for Forbundet af Offentligt Ansatte, Dennis Kristensen, får ordet.

Han er uden nævneværdige indvendinger klar til at efterkomme arbejdsgiverne, Produktivitetskommission og cheføkonom i den borgerlige tænketank Cepos Mads Lundby Hansens – som også citeres i artiklen – hede ønske om at udnytte arbejdskraften endnu mere.

Således giver Kristensen udtryk for at »produktiviteten skal op«. På sine 193.000 medlemmers vegne forholder han sig »ikke afvisende over for, at der skal leveres flere arbejdstimer«.

At formanden for Danmarks tredjestørste fagforbund pludselig har slået pjalterne sammen med arbejdsgiverne og CEPOS giver ikke Politikens journalist anledning til at stille ham et kritisk spørgsmål eller to.

Det kunne for eksempel være:

Er løssluppen produktivitet og flere arbejdstimer samt den grundlæggende ide om såkaldt økonomisk vækst virkelig i dine medlemmers interesse? Kan du forestille dig en måde at bekæmpe den øgede udnyttelse af dine medlemmers arbejdskraft på? For eksempel international solidaritet og samarbejde i fagbevægelsen for at tage brodden af konkurrencestatens excesser?

Glorificering af militarisme

For konkurrencestaten – som Politiken lægger til grund som et ufravigeligt vilkår i artiklen »Måling: Danskerne klar til mere flid på jobbet« – er krig et udmærket redskab til at positionere sig og skaffe fordele i forhold til andre globale modstandere.

Det kræver blot at et lands politikere er skruppelløse nok til at beordre angreb på det ene tredjeverdensland efter det næste. For Danmarks vedkommende drejer det sig blandt andet om Afghanistan i 2002, Irak i 2003 og Libyen i 2011. 

De mange bomber samt døde og lemlæstede mennesker har i Danmarks tilfælde styrket forholdet til USA betydeligt. For en mindre konkurrencestat som Danmark er et sådan godt forhold til supermagten ikke uvigtigt.

Et faktum er det, at mens danske politikere slap helvede løs over Afghanistan, og vores soldater sammen med amerikanerne var med til at tage livet af mere end hundredtusind irakere, kunne dansk erhvervsliv i årene 2001-2010 notere sig en stigning på 76,46 procent i eksporten til USA.

Som tommelfingerregel giver krigsdeltagelse desuden aggressor-landets virksomheder forbedrede muligheder for at få kontrakter til ressourceudvindelse og dertilhørende infrastruktur i de sønderbombede lande.

Det er helt i overbestemmelse med det neoliberale credo om »økonomisk vækst«.

Politiken er vokset ud af en klar anti-militaristisk tradition, som grundlæggeren Viggo Hørup personificerer.

Derfor kunne man have håbet, at avisen konsekvent ville gå mod strømmen angående den ide, der er opstået konsensus omkring i Danmark de sidste 15 år: Det er ideen at vi – godt nok i strid med FN charterets artikel 2 –  har en form for ophøjet moralsk ret til at angribe fattige lande, som aldrig har gjort Danmark noget.

Det valgte avisen ikke at gøre. Tværtimod. Og derfor er det også en hån mod Hørup hver dag at bringe et lille billede af ham for at gøre opmærksom på mediets progressive fortid.

Fraværet af en principiel holdning til disse angrebskrige gør, at Politikens journalister af og til henfalder til ren cheerleading for de danske soldater:

En 49-årig overkonstabel bliver interviewet den 25. juli. Anledning er tilbagetrækningen af de danske styrker efter 11 års katastrofal krig i Afghanistan.

Til trods for at han fuldstændig frivilligt og ved sine sansers fulde brug har deltaget i angrebet på et fjernt uland, er der i avisens fremstilling tydeligvis tale om en helt.

Ved siden af overskriften »Vi har leveret det, politikerne satte os til« er der et stort billede af soldaten. Han står med  hænderne i siden på uniformen, Dannebrog på skulderen og et fast blik direkte i linsen.

Journalisten har da også svært ved at skjule sin beundring. Overkonstabelen er nemlig en reel fyr, der angående krigen i Afghanistan godt kan lide »at afslutte de ting, som han også har været med til at sætte i gang«. Dette lader journalisten ham slippe af sted med at sige, som om der var en eller anden positiv udvikling i gang.

I virkeligheden forlader den 49-årige et land i ruiner med tusinder og atter tusinder af døde og lemlæstede – et land uden nogen form for stabilitet.

De horrible konsekvenser for lokalebefolkningen giver desværre ikke journalisten anledning til en form for kritisk tilgang, nu hvor han rent faktisk har chancen for at tale med en af deltagerne i blodbadet.

I stedet bliver Politikens læsere spist af med den ene macho-kliche efter den næste: »Vi var håndplukkede«. Hans kompagni var »det bedste af det bedste«.

Kritikere og »pessimister« angående krigen affejes: »Danskerne har ikke kunnet gøre det anderledes, end det er gjort«. »Vi har repræsenteret Dannebrog på et højt niveau«.

Hos sig selv og de andre danske soldater har han i kampen mod afghanerne lagt mærke til følgende: »Der er sgu lidt viking i os stadigvæk«.

Politikens journalist fuldender iscenesættelsen af overkonstabelen og Danmarks krig i Afghanistan ved med sine egne ord at referere til den »mytiske« Armadillo-lejr.

Det er næppe overraskende, at soldaten forsøger at skabe mening i de meningsløse og traumatiske oplevelser ved at lade dem indgå i den glorværdige macho-myte, men det er ret foruroligende, at Politikens journalist æder denne eventyrfortælling råt.

Hvis politikere tager udgangspunkt i den slags beretninger, ryster de ikke på hånden næste gang soldaterne skal sendes afsted.

Intellektuel dovenskab

Politiken har aldrig været ekstremt venstreorienteret og det er heller ikke anken her.

Derimod er det nødvendigt at gøre opmærksom på den eklatante mangel på evne til at tænke nyt og forlade eksisterende paradigmer, som avisens ansatte udviser.

Den åndelige stilstand bidrager til, at alt kan fortsætte som hidtil. Den tankemæssige forstening gør, at de værdier neoliberalismen og konkurrencestaten bygger på ikke møder tilstrækkelig modstand.

Det intellektuelle dovenskab kommer særlig tydeligt til udtryk, i det Politikens journalist vælger at lægge vægt på i et interview med forfatteren Katrine Marie Guldager den 27. juli.

Situationen i Danmark er at folkeskolen falder fra hinanden, udkantsdanmark går nedenom og hjem, rige skaffer sig adgang til forbedret lægehjælp på privathospitaler, staten er gavmild med den ene »bankpakke« efter den anden, fattige drives ud af deres kvarterer på grund af gentrificering, politikere blæser jævnligt til angrebskrig, flere og flere ansættes og afskediges under stærkt usikre vilkår på grund af arbejdsgiveres behov for fleksibilitet.

Frem for alt er der desperat brug for at finde andre måder at tale om og forholde sig til tingene på, som kan lægge grund til politiske forandringer.

Det kunne man håbe at en fremtrædende kulturperson som Guldager med sin venstreorienterede baggrund ville bidrage til.

Det er desværre ikke tilfældet.

Det mest ophidsende hun har at sige – som man også må gå ud fra at journalisten har fundet mest interessant ved interviewet, da det står i underrubrikken – er nemlig:

»Jeg ønsker mig en venstrefløj, uden at man skal bo i kollektiv og tage på Roskilde og give sit liv til gruppen«.

Det er ikke godt nok. At Guldagers afstandtagen til disse tykke klicheer om venstrefløjen, der her ligger implicit, på den måde ophøjes til en slags visdom, er symptomatisk for Politikens progressive mathed.

Fair nok, at hun føler, at hendes generation – Guldager er 46 år gammel – har haft svært ved at fordøje 68'ernes eskapader, som hun fortæller om i interviewet.

Men håbløsheden bliver næsten for enorm, når hun med et tankesæt solidt forankret i fortiden og med reference til 68 siger:

»Vi lever på en måde i sådan en postrevolutionstid. Jeg tror ikke, at der bliver defineret noget nyt oprør i morgen. Vi lever i efterdønningerne af det, der skete dengang.«

Hendes pessimisme tangerer det reaktionære, idet hun fortsætter med at beklage sig over, at der angiveligt ikke længere er noget, der er større end en selv.

Hun begræder, at hendes generation har trukket sig tilbage i sig selv og ikke har haft lyst eller overskud til at deltage i en kritisk samfundsdebat.

Det gælder i høj grad hende selv, for hvad er det, hun bidrager med, andet end jammer?

At medlemmer af Guldagers generation aldrig har haft ambitioner om selv de mindste sociale forandringer og i stedet dedikerer deres liv til egoistiske og samfundsopretholdende selvrealiseringsprojekter er sørgelig bekendt.

Men hvorfor skal vi høre denne ynk over det i en avis, der bryster sig af at være progressiv?

Guldager skule nødig komme til at sige noget kontroversielt, så hun skynder sig at gøre opmærksom på, at hun ikke er socialist.

Og så slutter Politikens journalist artiklen med at citere hende for, hvor beskedne ændringer hun går ind for. Hun drømmer om »lidt mere økonomisk lighed« ved at regulere »meget lidt«.

Den venstrefløjspessimisme og fantasiløshed angående det politiske, Guldager her repræsenterer, udgør i sig selv vigtige drivkræfter for neoliberalismen og konkurrencestaten. Og Politiken formidler dem åbenbart hellere end gerne.

Men hvis Politiken ikke udelukkende vil hente sin eksistensberettigelse i at sælge salt- og peberbøsser gennem Politiken Plus-shoppen, bør avisen overveje måder at finde tilbage til sit progressive og radikale udgangspunkt. Hvad betyder de ord i 2013? Eller tage konsekvensen af den journalistik avisen bedriver disse år og ændre navn til Neoliberale Tidende.

Jens Malling er journalist bosat i Berlin.