Annonce

Udland
16. oktober 2013 - 14:15

Obamas angreb på den fri presse er de værste siden Nixon

Ny rapport tegner dystert billede af pressens betingelser i Obamas USA. Fremtrædende journalister fra USA's mainstreammedier kalder Obama-regeringen sygeligt optaget af hemmelighedskræmmeri og af at kontrollere informationer om den udøvende magts gøren og laden. Spin og frygt går hånd i hånd.

»Dette er den mest lukkede, kontrol-freakede regering, jeg nogen sinde har dækket«.

David Sanger, veteran-journalist fra New York Times, er en af en håndfuld journalister fra den amerikanske presse, der citeres i en ny rapport om presse- og ytringsfrihed i Barack Obamas USA.

Rapporten er udarbejdet af Leonard Downie JR, journalist på Washington Post siden 1964, fra 1991 til 2008 avisens chefredaktør, på vegne af den ansete Committee to Protect Journalists (CPJ).

Læs »The Obama Administration and the Press« hos Committee to Protect Journalists

Krigen mod Whistleblowers

Rapporten fremhæver Obama-regeringens nidkærhed med hensyn til forfølgelse af whistleblowers som det væsentligste problem for forholdet mellem journalister og kilder, og for offentlighedens adgang til at kigge den udøvende magt efter i kortene.

– I dag er jeg bekymret for at kontakte nogen, fordi kilden kan blive fundet gennem opkaldslister eller gennem e-mail. Det efterlader et digitalt spor, som gør det lettere for regeringen at overvåge disse kontakter, forklarer R. Jeffrey Smith fra Center for Public Integrity.

Rapporten fremhæver blandt andet en lov fra 1917, designet til at retsforfølge amerikanere, der spionerede for tyskerne under første verdenskrig.

Regeringen har i dens snart fem år ved magten rejst seks af den slags sager mod statsansatte og to mod ansatte ved statens underleverandører.

Frem til Obamas magtovertagelse i 2008 har der været tre af den slags sager.

Læs »NSA-Whistleblower: Jeg kommer til at leve i frygt resten af mit liv« på Modkraft

Truslen indefra

Rapporten fra CPJ fremhæver også Obama-regeringens mere proaktive indsats i krigen mod statsansatte, der offentliggør klassificeret information.

Det drejer sig om et såkaldt Insider Threat-program, hvor regeringens ansatte instrueres i at identificere potentielle whistleblowers og bringe mistanker videre til overordnede.

Programmet har, siger Steven Aftergood fra The Federation of American Scientists, »skærpet graden af paranoia i regeringen og gjort folk dér mere opmærksomme på deres kontakter med offentlighed, interesseorganisationer og presse«.

Spin og hemmelighedskræmmeri

I rapporten fra CPJ fremhæves det, at Obama tidligere har lovet, at hans regering ville blive den »mest transparente nogensinde«.

Og Leonard Downie JR forsømmer heller ikke at gøre opmærksom på de områder, hvor offentlighedens adgang er blevet forbedret.

Fx har Det Hvide Hus af egen drift offentliggjort mange klassificerede dokumenter, og på hjemmesider og sociale medier givet offentligheden indblik i det politiske liv i Det Hvide Hus.

Men når det gælder aktindsigt i den information, som regeringen ikke offentliggør af sig selv, er sagen end ganske anden.

– Obama har sagt, at offentliggørelse er standard. Kulturen, han har skabt, er én, der modsætter sig offentliggørelse, fortæller Scott Shane fra New York Times.

Scott Shanes oplevelse af Obama-regeringens lukkethed deles også af læsernes redaktør på hans avis, Margeret Sullivan.

Værste siden Nixon

»Obama-regeringen har vist sig at være én, der overgår alle tidligere regeringer med hensyn til lukkethed og angreb på den fri presse«, skrev hun tidligere i år.

Samme konklusion deles af rapportens forfatter, der tilbage i 1970'erne arbejdede på Washington Post, mens præsidenten hed Nixon, og avisen var mål for regeringens forsøg at bremse historier om magtmisbrug, der ledte direkte til Det Hvide Hus.

»Regeringens krig mod læk er, sammen med andre af bestræbelserne for at kontrollere information, den mest aggressive, jeg har set siden Nixon-regeringen, da jeg var en af de redaktører, der var involveret i Washington Posts undersøgelse af Watergate«, skriver Downie JR.

Han fortsætter:

»De 30 erfarne Washington-journalister fra forskellige nyhedsorganisationer, som jeg har interviewet til denne rapport, husker ingen fortilfælde«.

Se også »Worse Than Nixon? Committee to Protect Journalists Warns About Obama Crackdown on Press Freedom« på Democracy Now

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce