Om keynesianismens svagheder som krisepolitik

Ingen eksisterende pengeteorier giver helt tilfredsstillende forklaringer på den nuværende krises udfoldelse med først likviditetsmangel, hvor alt truede med at gå i stå, og nu stigende gældsproblemer og absurd højt rentespænd mellem lande inden for samme valutazone.

Marx’s pengeteori trænger også til en afpudsning, eller rettere til at man bringer hans grundlæggende vare/pengeanalyse i forbindelse med kredit- og finansmarkedsteksterne.

Man kan dog  også lære af andre teorier i kombination med begivenheder på markederne.

Moderne pengeteori

Der er ikke kommet grundlæggende nybrud i standard pengeteori siden 1930’erne.

Monetarismen i Milton Friedmans udformning er blot en overbygning på neoklassisk teori og lidet original. Heterodokse økonomer [i] er ved at udkrystallisere en Modern Monetary Theory (MMT), som mestendels bygger på Keynes.

Modsatrettede ideer krydser dog hinanden i MMT, både at penge skabes i banksystemet, og at staten ikke skal være nervøs for at bruge sine finanser til at opnå realøkonomiske mål, såsom mindsket arbejdsløshed.

Der skal et ekstra M på: Marxian Modern Monetary Theory, en betegnelse, der hermed sendes i luften.

Målet må være at kombinere en forståelse af kreditsystemet, inkl. centralbankens rolle som edderkoppen, der prøver at styre interbankspindelvævet ved at sætte bundniveauet for renten og derigennem påvirke resten af økonomien, i sammenhæng med kapitalakkumulationsprocessen.

For at sige det kort drejer det sig om en forståelse af finanskapitalen, mens Marx’ grundteori om pengenes værdi og varekarakter (guld) danner bagtæppe. [ii]

I det følgende opridses nogle elementer af en sådan forståelse ud fra en analyse af paradokset : hvorfor hjælper den lave rente ikke økonomierne i gang?

Fisher vs. Keynes                                                                                 

Dollars & Sense har i sit januar-februar nummer fra 2011 publiceret en artikel af James M. Cypher, der hedder  ”Beyond Keynesianism”, [iii] og som sammenligner Keynes’ og anden økonomisk teoris svar på krisen i 1929 og den efterfølgende depression samt diskuterer disse analysers relevans i dag.

Den dengang meget kendte amerikanske økonom, Irving Fisher, benægtede lige før oktober-krakket på New Yorks børs i 1929 muligheden for, at der ville komme en krise.

Da depressionen tog over, fandt de neoklassiske økonomer grundteorien frem: lavere lønninger, lavere priser på råstoffer, så ville økonomien blomstre igen.

Imidlertid havde der op til 1929-krakket været et boom i USA finansieret for vistnok første gang i verdenshistorien af gæld stiftet af private husholdninger, der havde drevet ejendomsmarkedet i vejret og sat gang i bilproduktion for massemarkedet.

Irving Fisher vågnede op, da depressionen slog til, og talte om en gælds-deflationsspiral, der kunne køre nedad uden ende, hvorimod Keynes’ teoretiske overvejelser endte i, at økonomien kunne nå til en slags ligevægt med arbejdsløshed.

Her mente Fisher, at gælden kunne blive ved med at vokse relativt set, fordi priser og ikke mindst indkomster faldt.

Økonomien skrumpede, og arbejdsløsheden kunne fortsætte med at stige.

Franklin D. Roosevelts stimulanser virkede i et par år, men i 1936 overtog modstanden mod underskudsfinansiering magten i USA. Det var først 2. verdenskrig og dens krigsindustri, der bragte USA til økonomisk live igen.

Og krisen i dag

Hvis man accepterer, at de amerikanske stimulus-programmer siden 2008 har været ’keynesianske’, kan man til gengæld ikke sige, at de har givet det ønskede resultat.

Cypher mener sådan set, at de har virket. Men den påstand bygger på en tro på, at arbejdsløsheden osv. ville være endnu værre uden først TARP (Troubled Assets Relief Program) på 700 milliarder dollar, som Bush satte i søen for at redde bankerne, og siden Obamas vækstpakke på USD 787 milliarder plus 50 milliarder oveni.

Den amerikanske U-6 arbejdsløshed, der inkluderer deltidsarbejdere, der søger fuldtidsbeskæftigelse samt dem, der har opgivet at registrere sig som arbejdsløse, nåede 16,7% i det første halvår af 2010, men er siden faldet til 14,8% (maj 2012).

Her er spørgsmålet, hvorfor arbejdsløsheden er så vedholdende, når man tænker på, hvor lav den amerikanske rente er.

Den løse pengepolitik og en rekordlav rente over en længere periode har nemlig ikke ført til de ønskede investeringer.

At bankerne har været påholdende med at låne ud efter finanskrisen på trods af den lave rente, de selv kunne finansiere sig til, er det, der skal forklares.

Standard teori, også keynesiansk, ville mene, at lav rente øger investeringerne, mens andre vil påpege muligheden for bobleeffekter på finansmarkederne.

Hverken Fisher eller Keynes, der ikke var meget for hinanden, kan imidlertid bruges til at bringe svar på en økonomi, der har ændret sig fundamentalt.

Produktionssektoren er skrumpet fra 30% af økonomien i 1953 til 11% i 2009. De har da slet ikke svar på, hvad der sker, når gældsdeflation rammer den offentlige sektor selv, og en større og større del af dens udgifter går til at klare eksisterende gældsforpligtelser.

Derfor er den nuværende internationale krise mere end strukturel, den er systemisk.

Gælden bliver stadig sværere at håndtere selv i lande med lav rente, for slet ikke at tale om katastroferne i højrentelandene som Grækenland, Portugal, Spanien, Italien og Irland, der lider af dobbel gældsdeflation, dvs. at gældsbyrden stiger i forhold til både statens og borgernes indkomster.

Keynes, der mente, at underskudsfinansiering kunne bruges til at reducere arbejdsløsheden, analyserede ikke gældssiden af underskudsfinansieringen og dens kapitalmarkedskonsekvenser.

Selvfølgelig kan man sige, at i de lande, der har lav rente, er faren ringe - den er så forskellig i lande, hvor gælden allerede er høj pga. gæld skabt af statens redning af banksektoren som i Irland og Spanien. Og de to typer markeder påvirker hinanden.

Likviditet og pengeskabelse

2008 krisen viste sig ved, at interbankmarkedet gik i stå. Derfor blev den første redning, at USA's og Europas centralbanker sprang til og hjalp med bankernes likviditet.

Meningen var, at de skulle bruge den hjælp til at nedskrive gælden for nødstedte husejere og andre, men det er ikke sket. [iv]

Nu er tingene vendt på hovedet. Der er likviditet, men solvensen er et problem (se Kenneth Haars artikel ”Hvem får bank?”).

For det første kan man se, at de billige penge ikke har gavnet de højtforgældede lande, bl.a. fordi ECB likviditet skal dækkes af aktiver, statsobligationer og andre papirer, der hele tiden falder i værdi, mens byrden ved at afdrage og betale renter bliver tungere.

For det andet accepterer ECB ikke de højstforgældede landes obligationer for tiden. 

For det tredje er det sammenhængen med den øvrige økonomi, der er problemet. Hvis bankerne ikke står i et symbiotisk forhold til rentable virksomheder, er udvidelse af systemet ikke mulig eller er kun af boblekarakter.

I øvrigt er der en fjerde grund, nemlig at mange af de største virksomheder i grunden godt selv kunne finansiere en stor del af deres investeringer, så det er investeringslysten, der halter.

For hvad er i grunden penge i dag? Penge er hverken noget, der trykkes eller blot skabes ved hjælp af et plastickort.

Penge som potentiel rigdom er selv et produkt af produktionsprocessen, eller rettere, af kapitalakkumulationsprocessen.

Den ’rigtige’ pengeskabelse via banksystemet kræver noget tredje, at der skabes et nyt realaktiv. [v]

Penge er ikke blot bankkredit [vi], men er kredit i et kompliceret system.

Derfor er finansministeriets og centralbankens papirbytteri, der alene består af renteforskelle (obligationer mod likviditet, i praksis kortsigtede lån), en sær uproduktiv størrelse.

Der skal et videre kredsløb til, der skal skabes merværdi i samfundet, for at sige det på marxsk.

Med den neoliberale apartheid mellem stat og privat sektor kan staten kun være indirekte fødselshjælper for økonomisk fremgang ved at prøve at nedsætte arbejdskraftens reproduktionsomkostninger, dvs. løn og sociale ydelser, som vi ser i dag med al den bizarre snak om arbejdsudbuddet, eller ved at billiggøre produktionen på anden vis, f.eks. ved forbedret infrastruktur.

I Danmark vil det nok fedt hjælpe, så længe arbejdslønningerne i forhold til produktiviteten er så meget lavere end i sammenlignelige lande, men det lille hul i apartheidtæppet, som staten har givet sig selv mht. støtte til grønne investeringer, vil formentlig hjælpe en smule.

Og ellers kan vi håbe på kineserne...

Kinas pengeproblem

Selv Kina har problemer. En interessant artikel er ”The End of the Con” (”Enden på fuppet”) [vii], der påpeger, at mange lokalregeringer tidligere solgte jord til høje priser for at finansiere deres udgifter.

Men nu er ejendomsboblen bristet også i Kina.

For at holde gang i den lokale udvikling kan det nødvendiggøre endnu mere privat initiativ i traditionelle offentlige investeringer og konsum.

Men f.eks. BOT (build-operate-transfer), hvor en privat investor finansierer og udvikler en traditionelt offentlig forsyningsvirksomhed, skal tjene sig selv ind. Dvs. lokalregeringerne risikerer også at blive forgældede, hvis de står for betalingerne, eller også skal befolkningen dække udgifterne. Formentlig deler de i porten.

Når ejendomsmarkedet er nødlidende, kunne man forvente, at børsen ville blomstre, fordi huspriser og lejligheder falder i pris.

Men børseffekten er ikke indtrådt, for en masse nybyggede ejendomme ligger usolgte hen med penge bundet op i dem.  Udenlandsk efterspørgsel efter kinesiske varer er faldet pga. verdenskrisen.

Hjemlige investeringer kan næsten ikke klare mere, og udenlandske investeringer svigter også, bl.a. fordi der er stigende omkostninger ved at producere i Kina.

Forfatteren, Andy Xie, afliver endelig en sejlivet myte: at den almindelige kineser sparer for meget op. Husholdningerne har lave disponible indkomster, siger han, de betaler høje huslejer og betaler dyrt for sundhedsydelser og undervisning, og sidstnævnte kan blive dyrere i lyset af den offentlige fattigdom.

Faktisk foreslår forfatteren at sænke skatterne for at hæve almindelige menneskers disponible indkomster.

Likviditetsfælde

Man kan til Cypher sige, at Keynes opfandt sin likviditetsfælde, som betyder, at en nok så lav rente (billig likviditet) ikke kan sparke økonomien i gang (eller rettere, Keynes formulerer det, som om nok så meget likviditet ikke kan få renten til at falde), fordi folk vil foretrække at holde penge som likviditet, den berømte likviditetsfælde.[viii]

Til det er for det første at sige, at penge i dag er defineret igennem banksystemet, vi er flyttet højere op ad stigen. Kontanter er blot 0-rente penge og en ubetydelig post.

En mere moderne version er, at når forskellen på den korte og den lange rente er lav, kommer der færre penge på opsparingskonti, et fænomen der er begyndt at plage banksystemet.

Problemet, som Keynes ikke her tager stilling til, er, at der heller ikke er andre steder at få afkast, så ja, renten kan falde meget lavt, som vi har set.

”The ugly side of ultra-cheap money” af Bill Gross [ix] er endelig endnu en påmindelse om, at billige penge (lav rente) ikke nødvendigvis stimulerer efterspørgslen eller evner at få aktivpriserne i vejret.

Der er simpelthen ikke noget afkast på pengemarkedet for investorerne, og børserne har længe været på en zig-zag kurs. Selvfølgelig er der Spaniens og Portugals højtforrentede obligationer, men så skal afkastet først afsikres.

Derfor har de store forretningsbanker vitale interesser i de europæiske redningspakker. For at sætte trumf på parkerer de lige for en tid nogle midler i lavtforrentede obligationer som tyske - og danske med for den sags skyld.

Bill Gross bringer her Gresham’s lov på banen. Det er den, der foreskriver, at dårlige penge driver de gode ud. Her: lavtforrentede penge fører til tilbagegang i pengemængden, eller de ødelægger systemet, absurd nok ikke mindst interessen i langsigtede investeringer.

Det kan man selvfølgelig være ked af eller ej. Så Keynes’ likviditetsfælde som forklaring på verdens lavrente-”paradoks” har fået konkurrence fra Irving Fisher, Gresham samt Kinas ejendomsmarked.

Men måske er forklaringen mere simpel: der finder ikke egentlig pengeskabelse sted, når økonomierne kører på lavblus. Pengepolitik kan ikke sætte fut i dem, dvs. pengepolitik er ikke pengeskabelse.

Finanspolitisk underskudsfinansiering har en gældsside, men derudover har man i de vestlige lande pålagt sig en masse ukonstruktive begrænsninger mht. statens rolle i økonomien samt over for finanssektoren, som man stadig tiltror en positiv rolle som kreditmotor i økonomien.

Men som snarere skulle begrænses end stimuleres.

Læs også "Hvem får bank?" af Kenneth Haar

Læs også "Konservativ økonomisk teori sænkede trepartsforhandlinger" af Henrik Herløv Lund

Læs også "Den herskende økonomiske teori" af Anders Lundkvist

[i] [i] Økonomer, der definerer sig som ikke-mainstream, dvs. ikke er neo-klassiske, men som kommer fra en forvirrende blanding af skoler, post-keynesianske, marxistiske og endog de ultraliberale østrigske.

[ii] En interessant artikel er Duncan K. Foley, ”On Marx’s Theory of Money”, Social Concept 1 (1), 1983.

[iii] Med underoverskriften, ”Irving Fisher’s Depression-era debt-deflation theory, then and now”

[iv] Se også ««Vulture Capitalism» ; Iceland’s New Bank Disaster – A Dress Rehearsal for Greece and Italy ?» af Olafur Arnarson, Michael Hudson og Gunnar Tomasson, Global Research, 15. november 2011.

[v] For videre om dette, se forfatterens artikel ”Kimerika – valutareserver og verdenspenge”, Det Ny Clarté # 17, juni 2011.

[vi] Herhjemme hævdet af Ole Bjerg fra CBS, se f.eks. ”Lektor: Banken tager røven på dig” i Politiken d. 12. november 2011.

[vii] Af Andy Xie i Caixin online, 06.04.2012.

[viii] Se John Maynard Keynes, The General Theory, of Employment, Interest and Money, (opr. fra 1936), kap. 13.

[ix] Financial Times d. 20. dec. 2011.

Se også linkbox på Modkraft.dk om John M. Keynes og keynesianismen