Pædagoger skal se på egen praksis

Det har skabt en del ophidselse, vrede og debat, at jeg gik ud med nogle udmeldinger i Berlingske d. 30. april i artiklen »Der er behov for selvransagelse blandt pædagoger«.

Men det virker som om, at venstreorienterede venner og kammerater (desværre) har svært ved at huske (eller forstå) sammenhængen.

Hvis 10 års borgerlig og nyliberal styring og ledelse af den offentlige sektor ikke skulle have haft indflydelse på den professionelle praksis, tænkning og fokus - hvorfor skulle vi så kæmpe mod New Public Management?

NPM har omdannet daginstitutioner til nyliberale serviceenheder med vægt på dokumentation, administration og sprogtest.

Pædagoguddannelsen er reduceret til en semi-universitetsuddannelse med fokus på at observere børn i stedet for fokus på udvikling af faglige kompetencer, der understøtter børns potentiale.

I 2006 og igen 2009 var Dion Sommer (professor) ude og sige i bl.a. Børn & Unge (nr. 26, 2009), at han ikke kunne anbefale mange af de danske børnehaver, p.g.a. de mange nedskæringer.

Rasmus Willig har skrevet en bog: »Umyndiggørelse« - som netop handler om markedsgørelsens konsekvenser for den pædagogiske praksis - ikke kun normeringsmæssigt, men også for udført praksis!

Det nye er, at det pædagogiske personale også skal kigge på egen praksis. Vi kan ikke kun skyde skylden på nedskæringer, regering, kommuner og lederne i daginstitutionerne. Hvis man vil have frihed og autonomi, kræver det til gengæld ansvar fra offentligt ansatte!

LFS og jeg sætter som noget nær de eneste (ud over en række forskere) kritisk fokus på professionsbegrebet og professionsstrategier.

Kort sagt, så mener vi, at markedsgørelse og professionsstrategi er forbundne kar.

At professionsstrategi er en trojansk hest på det pædagogiske område og har forstærket trækket væk fra relationen, over til fokus på »professionen«.

For pædagoger begynder selv at reproducere de logikker, som er de herskende i samfundet. (Husk Karl Marx).  Reproduktion af ulighed er altså ikke forbeholdt skolen! Det foregår i vid udstrækning i landets daginstitutioner. (Læs Charlotte Paludan: »Børnehaven gør en forskel«).

Reproduktion af ulighed sker på baggrund af klasse, køn og race.

Denne ABC skulle være lige til. Men alt det er lige pludselig glemt, i kølvandet på hetzen mod Ole Henrik Hansen og undertegnede. Hvorfor skulle vi - som i København - kræve afbureaukratisering af den offentlige sektor og daginstitutionsområdet, hvis tidens NPM-logik ikke havde en effekt?

Hvorfor skulle vi i København arbejde med et pædagogisk kvalitetsløft, der giver metodefrihed tilbage til det pædagogiske personale - hvis det ikke var fordi, det var fjernet?

Det er essen af mit budskab.

Kort sagt vi skal tage vores faglighed tilbage og ikke lade politikere og forvaltninger køre med klatten.

Men det kræver systematiske og kreative pædagoger, der har og får tid til refleksion over egen praksis. Det er vi godt i gang med i København sammen med politikerne i f.eks. pædagogiske kvalitetsudvalg og ved indførelse af klynger - en ny type velfærdsinstitutioner, som skal frigøre og frisætte det pædagogiske personale viden og ressoucer. 

Læs også LFS' uddybende kommentar til debatten.

Jan Hoby er næstformand i LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger)

LFS er hovedstadens største pædagogiske fagforening med mere end 10.500 medlemmer.