Annonce

ModKulturRefleksioner i den levende kultur
Kultur
6. august 2014 - 13:54

Palæstinensere kæmper - også - med et kamera som våben

Palæstinensere er siden indførelsen af selvstyre begyndt at anvende både dokumentar- og spillefilm som våben til afkolonisering og identitetsdannelse.

Tallene for civile drab i Gaza har nærmet sig 2.000 og over 200 af disse menneskelige sjæle er børn i Israels seneste militæroffensiv i juli/august 2014.

Den kollektive afstraffelse af palæstinensere er begrundet med at udradere Hamas’ terrorisme, men man er fristet til at konstatere, at Israels brutale svar blot er en anden form for terrorisme.

Hamas’ raketter er et militant våben mod Israels belejring af Gaza og besættelse af Vestbredden, men palæstinensere gør brug af mange andre former for våben, som ikke inkluderer vold.

En af de fredelige metoder er produktionen af film, som udover at styrke modstandskampen internt også medvirker til at belyse konflikten fra palæstinensernes side eksternt.

I Palæstina laver man ikke ’feel-good’ film for underholdningens skyld. Film i Palæstina afspejler den virkelighed befolkningen lever i, som med palæstinensiske øjne er karakteriseret som kolonialisme.

Produktionen af film er derfor en påtrængende nødvendighed og et stærkt politisk middel til bl.a. at føre kampen videre for national uafhængighed.

De usynliges æstetik

Da palæstinenserene var direkte besat af Israel mellem 1967 og 1991 var de forment enhver form for udtryksfrom, der kunne anses som nationalistisk.

De måtte ikke flage eller lave grafitti, lokale medier var forbudt og på de officielle medier var censur og kontrol blevet pålagt af de israelske myndigheder.

Befolkningen måtte heller ikke forsamles i større grupper i det offentlige, særligt under den første Intifada, der startede i 1987.

Men siden den første og anden Intifada, og i takt med den teknologiske udvikling, som har gjort det muligt for flere mennesker at udtrykke dem selv gennem billige kameraer af stadig højere kvalitet, er kunsteriske og æstetiske repræsentationer af palæstinenserenes oplevelser en tendens som er i rivende udvikling.

Palæstinensere har derfor stået imod deres såkaldt usynlighed og har taget sagen i egen hånd. Grundet de sociale omstændigheder er enhver form for kunsterisk produktion gennemgående politisk.

Film som et middel til afkolonisering

Æstetik og politik er uomtvisteligt forbundet og palæstinensiske film har ikke kun til formål at mobilisere folk til at opnå befrielse fra besættelsen, men er et middel hvorpå folkets tidligere og igangværende politiske kampe kan blive hædret, mindet og kommenteret på.

Undertrykkelse er en stor del af det palæstinensiske narrativ og film kan bidrage til at dokumentere denne fælles oplevelse.

En væsentlig del af afkoloniseringen er derfor produktionen af kunst og kultur, som direkte henvender sig til eller omhandler befolkningen, og som derved kan fremkalde og genoprette stolthed og værdighed i borgernes sind.

Derudover medvirker film også til at vække og styrke en national bevidsthed, som kan puste fornyet energi i frihedskampen.

Film har den styrke, at det kan ændre folks opfattelse og påvirke deres måde at tænke på. Film får mennesker til at drømme, grine, græde og har potentiale til at skabe en fællesskabsfølelse.

Annemarie Jacir er den første palæstinensiske kvinde, der har lavet spillefilm, som har fået international anerkendelse. Hun erkender, at film i en palæstinensisk kontekst bl.a. handler om at give håb til folket:

»Den rolle kunst og film generelt har er at forsvare livet. Man skal forsøge at udtrykke oplevelser og søge sandheden. Det der binder palæstinensiske film sammen er fordrivelsen i 1948, som er vores fælles traume«.

Jacir, som i dag er bosat i Jordan, er født i Bethlehem og flygtede til Saudi Arabien i 1967. Hun er uddannet i USA og har amerikansk statsborgerskab.

Hendes film Salt of This Sea er inspireret af hendes personlige fortælling og handler om en amerikansk-palæstinensisk kvinde, Soraya, der vender tilbage til det, som i dag er Israel, for bl.a. at opsøge det hus hendes bedsteforældre er blevet fordrevet fra.

Se filmen »Salt of this Sea« (desværre uden undertekster, men meget af filmen foregår på engelsk):

Scenerne er intense og bag replikkerne mærker man, at karakterernes fortælling er en, som er delt af mange.

»Saltet repræsenterer havet og den bitterhed mange palæstinensiske flygtninge har«, forklarer Jacir.

Det øjeblik, hvor Soraya træder ind i sin bedstefars tidligere hus ved havet i Tel Aviv, er hjerteskærende og fungerer som en metafor for essensen af det palæstinensiske narrativ. Soraya møder en venlig israelsk kvinde, som inviterer hende indenfor.

Det er tydeligt, at følelserne er på spil for hovedpersonen og mødet mellem de to kvinder fører til et sammenstød og kulminerer, da Soraya kræver en anerkendelse af, at hendes familie er blevet fordrevet og at deres ejendom er blevet dem berøvet.   

Men selv i film, som ikke direkte omhandler den palæstinensiske tragedie i 1948 eller besættelsen, kan man ikke komme udenom det politiske aspekt.

Mahasen Nasser, en anden ung instuktør fra Ramallah, ville lave en anderledes film - en film om kærlighed.

From Palestina with Love er et samarbejde mellem Nasser og en dansk instuktør, der handler om en kvinde fra Vestbredden, som forelsker sig i en svensk mand.

Parrets kommunikation foregår over skype, da de er ved at planlægge, hvordan de kan leve sammen.

I bestæbelserne på det fælles liv forsøger hovedpersonen, Maya, at sende en ansøgning til Stockholm Universitetet, men får at vide, forsendelsen vil tage over en måned, da posten skal tjekkes af israelerne først.

Hun bliver mødt af en anden udfordring, da hun skal udfylde en ansøgning over internettet. Denne gang eksisterer Palæstina ikke i listen over lande.

Det fremgår klart, at film om palæstinensernes hverdagsliv vil altid være præget af den politiske situation.     

»Jeg filmer, derfor er jeg«

En tendes i nutidige palæstinensiske film er også et form for arkiv arbejde, hvor man søger at påvise palæstinensernes tilknytning til regionen.

Da jeg interviewede Nasser i Ramallah fortalte hun mig følgende:

»Når man lever under besættelse bliver ens identitet altid anfægtet, og israelerne stiller spørgsmålstegn ved, hvem man er som palæstinener, og hvor man kommer fra. Der hersker en grundlæggende ide om, at man ikke hører til her, at man tilhører andre arabiske lande.«

I 1969 kom Israels fjerde premiereminister, Golda Meir, med den berygtede udtalelse, at palæstinenserne ikke eksisterede.

Palæstinensiske film, og kunst generelt, handler altså ikke kun om at opnå selvstyre og styrke modtandskampen, men er i høj grad et middel til at stå imod et folks udslettelse.

Når man skaber kunst i en palæstinensisk kontekst, er det i sig selv en form for politisk modstand, fordi det de facto er et forsøg på at gå imod Golda Meiers erklæring.    

I kølvandet på de seneste uroligheder og bombardementer på Gaza er mange grusomme hændelser blevet optaget af palæstinensere ved brug af videokamera og ganske almindelig telefonkamera.

De cirkulerer på internettet og fungerer som et råb om hjælp fra en kvælende tilværelse. Videoer lavet af øjenvidner dokumenterer den brutale vold, der eksisterer og er i højere grad med til at vise omverden, hvad militær kontrol, besættelse og kollektiv afstraffelse betyder for palæstinensere i praksis.

Mænd, kvinder, børn og ældre løber skrigerne bort fra Israels bomber. På de støvede gader og i murbrokkerne ligger de omkomne, deriblandt kvinder og børn.

En anden video viser en såret palæstinenser, som bliver skudt af en israelsk finskytte. Disse ugerninger og mange andre er blevet fanget af kameraets øje og dermed verdens. Mens det internationale samfund fortsat er handlingslammet i praksis, fortsætter palæstinensere med at gøre hvad de altid har gjort: gøre modstand mod en brutal og meget lang besættelse.   

Sanja Siljak er cand.soc. fra Roskilde Universitet. Hun har skrevet speciale om palæstinensiske film som en middel til afkolonisering

Se »Paradise Now« i god kvalitet med undertekster:


 

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce