Parentes i (film)historien

Jeg indrømmer blankt, at jeg på forhånd stillede mig kritisk til Nikolaj Arcels »En kongelig affære«. Desværre bekræfter filmen mine fordomme, og det gør ikke det mindste indtryk, at den vandt en fornem international pris ved februar måneds festival i Berlin.

Desværre, fordi den jo ellers bygger på en rigtig god — og endda autentisk — historie, der både har intriger, sex og voldelig død, tilsat store doser politisk kamp og et stænk hybrisagtigt overmod.

Det er historien om den idealistiske oplysningsmand Struensee, der via sin position som livlæge for den excentriske Christian d. 7. ender som Danmarks enevældige diktator. Magten bruger han til et vidtgående opgør med den herskende orden, hvilket selvfølgelig kun skaffer ham stærke fjender ved hoffet.

Struensees fald gør bare historien endnu mere pikant. Han kan nemlig ikke holde sit lem i sine benklæ'r og laver (måske) et barn på den unge forsømte dronning Caroline Mathilde. Det bliver de konservative kræfters endelige påskud for et statskup, og Struensee ender sine dage på skafottet.

Filmens sociale umoralskhed

Jeg er som udgangspunkt ikke vild med kostumefilm. Som den italienske neorealismes gudfar Cesare Zavattini engang har sagt, så kommer filmens sociale umoralskhed af dens kostbarhed. Det gælder om noget udstyrsstykker, hvor folk render rundt med store rober og allongeparykker.

De er dyre at lave, og i kommerciel filmproduktion begrænser store budgetter de kunstneriske og især de kritiske udfoldelsesmuligheder. Det kan virke paradoksalt, fordi mange penge jo ellers er lig med stor frihed i et kapitalistisk samfund. Egentlig er det dog ret ligetil.

Pengemændene skal jo have et udbytte af deres investering, og derfor skal filmen helst nå ud så bredt som muligt, altså sælge mange billetter. Kræmmerfornuften tilsiger, at filmen derfor ikke må være for æstetisk udfordrende eller kritisk over for det bestående.

Man kan hverken beskylde »En kongelig affære« for at være en sten i skoen eller for at træde nogen over tæerne — med mindre man er 1700-talskonservativ med forkærlighed for adelige privilegier, der synes folkelige kunstformer som de levende billeder er djævlens demokratiserende værk.

En vis tendens…

Jeg er heller ikke særlig vild med Nikolaj Arcel som filmskaber. Med film som »Klatretøsen« og »Kongekabale« på cv'et står han for mig som eksponent for en vis tendens i dansk filmproduktion — for nu at omskrive den franske kritiker og nybølge-instruktør Francois Truffaut.

Jeg tænker her på den tiltagende Hollywoodificering i filmbranchen, hvor man i stigende grad laver film — ja ligefrem dyrker at lave film — på den amerikanske underholdningsindustris præmisser. I stedet for at skabe unik og betydningsfuld kunst, uden skelen til bundlinjen.

Det var det Dogme-brødrene forsøgte i slutningen af 1990’erne med deres oprør med det pæne og velfriserede, men i dag er bevægelsen død og borte. En kunstnerisk fornyer, oprører eller provokatør er Nikolaj Arcel i hvert fald ikke.

Filmisk deja-vu

Problemet med »En kongelig affære« er ikke, at den er dårligt skrevet, skudt eller spillet. Problemet er, at hele filmen ser ud som noget, der er set før — med én undtagelse: de dystre, computerskabte oversigtsbilleder af datidens Christiansborg og periodens København, som virker mere smogget end nu.

Et af de filmiske deja-vus er den romantiske sexscene mellem stjernen Mads Mikkelsen som Struensee og det svenske stjerneskud Alicia Vikander som den unge britiskfødte dronning. Den er gennemført konventionelt lavet med de samme tæt omslyngede kroppe og sammenfiltrede ben i den samme varme belysning, som vi har set utallige gange før. Det er stadig lige så kedeligt.

Og til husarer af begge køn kan jeg afsløre, at man ikke engang får førsteelskerens numse at se, så »En kongelig affære« skal nok blive nomineret til en Oscar™ for årets bedste udenlandske film. I hvert fald forhindrer intet den i at glide rent igennem hos det æstetisk konservative og bornerte Academy of Motion Picture Arts and Sciences, som uddeler mainstreamfilmens ypperste rygklap.

Struensee = Frihedens Ånd

Ganske vist handler filmen også på en måde om politik, men opgøret mellem borgerlig oplysning og adelig reaktion fortaber sig i den tragiske heltedyrkelse af Struensee (og til dels Caroline Mathilde), der nærmest — pophegeliansk a la Fukuyama — fremstår som den inkarnerede Frihedens Ånd.

Det kommer også til udtryk i filmens markedsføring med den tåbelige tagline »De ændrede Danmark for altid«. Ret beset var Struensees »regeringstid« fra 1769-72 jo en parentes i historien, og hans reformer blev rullet tilbage i samme sekund, bødlen skilte hans hoved fra hans krop.

At trække en lige linje fra Struensee til stavnsbåndets ophævelse i 1788 — som det sker i filmens forklarende eftertekst — svarer lidt til at påstå, at den tjekkoslovakiske fløjlsrevolution i '89 aldrig var indtruffet uden foråret i Prag i '68. Som om den tidligere generations kvalte oprør er en nødvendig forudsætning for den senere frigørelse.

Bedre at hinke

Jeg bliver generelt irriteret, når filmanmeldere skriver, at en film er »rodet« eller lignende. Ofte handler det om, at de ikke har forstået (eller vil forstå), at filmen ikke er en klassisk fortælling med et tydeligt plot. Egentlig siger de altså bare, at de ikke kan lide alternativt — for eksempel episodisk eller stærkt akronologisk — fortalte film.

I den sammenhæng er det selvfølgelig rigtig set af Nikolaj Arcel, at »En kongelig affære« er mere episk og orienteret mod at skildre de historiske begivenheder end egentlig plotdrevet, som han citeres for i filmens pressemateriale.

Ikke desto mindre synes jeg, at filmen er noget rod, fordi Nikolaj Arcel har forsøgt at presse både den lidenskabelige romantiske affære mellem livlægen og dronningen og den store ideologiske kamp om Europas fremtid ind i den samme film — foruden venskabet mellem Struensee og Christian og alt muligt andet.

Navnlig de politiske ideer — som selvfølgelig er svære at formidle på film — bliver taberne i spillet med de store følelser. Nogle gange er det måske bedre at hinke end at forsøge at gå på to ben, især hvis det er det, man i forvejen er bedst til.

Tilbage står en temmelig dyr (47,7 millioner kroner), men lidt ligegyldig filmisk parentes, der givet kan bruges i historieundervisningen i gymnasiet og folkeskolen øverste klasser. Vil du kaste dig ud i en dramatiseret fremstilling af Struensee-perioden, så læs hellere Per Olov Enquists blændende doku-roman »Livlægens besøg«.

»En kongelig affære« (Instr.: Nikolaj Arcel, Danmark/Sverige/Tjekkiet/Tyskland 2012, 131 min.). Premiere d. 29. marts over hele landet.

Læs mere om oplysningstiden hos Tidsskriftcentret

Se også links om Struense på Tidslinjen 1772