COP21-aftalen repræsenterer troen på, at kapitalismen kan fortsætte uantastet af klimakrisen og lader fortsat penge og kommersielle interesser have mere magt end mennesker.
COP21 startede med politiaktionen på Place de la Republique. Mange hundrede demonstranter blev banket, gasset, tilbageholdt og anholdt, alene for at deltage i globale demonstrationer.
Det var et tydeligt signal til de civile bevægelser: »Bland jer ikke i det her!«
Samtidig var der fuld forsamlingsfrihed for lobbyister og showrooms for såkaldte businesssolutions. Så længe man fortæller, at ingenting behøver at forandre sig, så er alle demokratiske muligheder åbne, og man nyder dens rettigheder.
Hykleriet i COP-processens 20 års arbejde med at finde en løsning på klimaproblemet er også en historie om at gøre det muligt at investere i klimaet og genskabe de koloniale bånd i ny form.
COP står for Conference of the Parties – men det er de store firmaers meget synlige hånd, der dikterer hvad man kan – og ikke kan – sige, og de er ikke parter til aftalen.
Formen man forhandler på betyder, at det er de lande, som har forurenet mest, der har mest at forhandle med, mens de lande, som har forurenet mindst, har mest at forhandle om.
Det skaber en bizar stemning, hvor Det Globale Syd er tvunget til at indgå i uacceptable kompromisser mod truslen om umiddelbar forværring af deres situation.
Klimakrisen er ikke et dystert fremtidsscenarie. Det er den nutid, der opleves i stadigt større dele af verden. Det er en utryghed, som vores sprog ikke længere er godt til at beskrive, men som spreder sig.
Jorden er ude af rytme, og det bringer alting ud af rytme. Det er tørke, det er gold jord, det er millioner uden arbejde, mens andre millioner er stressede.
For samerne er 1,5 ºC allerede virkelighed, på Fillippinerne er temperaturen steget med 0,8 ºC. De folk, som står i forreste række, de mest udsatte, er dem der lever i alles fremtid. For millioner og atter millioner er det bydende nødvendigt, at den globale opvarmning stopper straks.
Læser man den 21 sider lange aftale fra Paris, ser det ved første øjekast ud, som om en international trend er vendt. Det har vist sig muligt at skabe enighed om en tekst, der anerkender at klodens temperatur ikke må overstige 2 ºC og helst skal holdes under 1,5 ºC.
Men aftalen er baseret på, at de involverede parter selv skal indlevere mål for reduktion af drivhusgasudledninger. De indleverede mål beløber sig til, at klodens temperatur vil stige til minimum 3 ºC.
Læs også Modkraft-artiklen »Efter COP21: Glasset er 80 procent tomt«
Her kunne man sådan set være stoppet. COP-processen endte med, at alle blev enige om at gøre noget, og at alle, med sig selv, måtte finde ud af, hvor meget de ville gøre og melde det tilbage.
Det er nærmest tragisk at tænke på hvor mange ressourcer, der er lagt i at træffe en beslutning, der beløber sig til at sige, at alle skal gøre hvad de har lyst til – det er værd at huske på, at det samme var situationen før mødet i Paris.
Dog er det lykkedes at flytte alle effektueringer af rettigheder hen i præamplen.
Det betyder, at landene ikke er forpligtet på menneskerettigheder, oprindelige folks rettigheder, kvinders rettigheder, børns rettigheder eller nogle rettigheder overhovedet. Det betyder, at det ikke er en bindende del af aftalen, men en intention man skal arbejde mod.
Når det er vigtigt, så er det fordi Paris-aftalen bliver det fremtidige grundlag for forhandlinger om klimaet, det er således en kvalitativ forandring, at disse spørgsmål ikke er til stede i processen.
Det skal sammenholdes med, at det lykkedes for USA’s og EU's forhandlere, at tvinge en række østater og fattige lande til at acceptere, at der ikke gives kompensationer i forbindelse med den fremtidige aftale. Det vil sige, at de ansvarlige lande og de ansvarlige firmaer i dem ikke kan stilles til ansvar for de skader, som deres opførsel har medført.
Det tillader samtidig, at fremtidige »klimaløsninger« kan komme i konflikt med netop disse rettigheder. Der er intet, der retfærdiggør ekspropriationer, som klimakrise. Mens det vil være vestlige eller kinesiske selskaber, som opstiller energien og tjener penge på dens drift, så er det lokale, som bliver forflyttet ,og deres jord, som blive stjålet.
Udviklingen af infrastruktur og energiforsyning i Det Globale Syd er uden tvivl en enorm civilisatorisk opgave. Men hvis ikke denne udvikling er rodfæstet i de lokale samfund, så forbliver den endnu et overgreb i en endeløs række – i såvel form som indhold.
Hvad der til gengæld er ganske omtalt er tilstedeværelsen af såkaldte sinks, kulvaske, det inkluderer skov og andre dele af kloden, der regenererer atmosfæren.
Men det dækker også over spekulationer i denne regeneration.
Det er REDD (Reduced Emissions from Deforestation and Forest Degradation) et eksempel på, dvs. betaling til skovejere for at bremse rydningen af verdens skove.
Der er heller ikke lagt låg på idéen om et marked for CO2-kvoter. Et marked, der udover at være spekulativt forsøgte at sætte en pengeværdi på atmosfærens tilstand – et absurd foretagende.
Hvad, der til gengæld ikke er penge til, er at støtte udvikling og omstilling økonomisk.
Aftalens parter forpligter sig kun til at støtte dens gloværdige mål med 100 milliarder dollars om året. I forhold til at der bruges over 5.000 milliarder på våben om året (og nævn ikke bankerne), så kunne man godt tolke det sådan, at verdens ledere var blevet enige om at ødelæggelse trods alt var bedre. I praksis tvinger man de mest udsatte lande til at gældsætte sig for at få råd til nødvendige omstillinger og initiativer.
Der er ingen grund til at glæde sig overstadigt over aftalen i Paris. Den repræsenterer idéen om, at kapitalismen som økonomisk og politisk system, hvor penge har mere magt end mennesker, kan håndtere kapitalismen som klimatisk system.
Hvad der kunne være en menneskelig forbrødring, et globalt civilisatorisk projekt, er en markedsplads, hvor alle ting skal kunne sælges og købes, for at kunne forstås.
Man kan selvfølgelig glæde sig over at det er lykkedes at blive enige om noget overhovedet på internationalt plan. Men når aftalen kun leverer på overskrifter og hensigter, og i bedste fald er vag omkring form og potentielt skadelig i forhold til implementering, så ser jeg ingen grund til at rose verdens ledere.
Der er til gengæld grund til at rose de folk, der var rejst fra klimakampens brændpunkter for at fortælle deres historier og deltage i aktioner og ritualer.
Fire bevægelser har en særlig betydning. Via Campesina, verdens bondeorganisation, kvindebevægelserne, fagforeningerne i Det Globale Syd og de oprindelige folks organisationer, der bliver stadigt bedre organiseret på globalt plan.
Det er de bevægelser, som har effektueret den såkaldte Blockadia-strategi, det er dem, som kan gribe ind i den praktiske udformning af omstillingsprogrammer.
Venstrefløjen må forstå at lytte til, og forstå, disse mennesker fra klimakampens frontlinjer. Det er den, som prøver skoen, der bedst ved, hvor den trykker.
Vi må støtte op om ethvert initiativ, der kan holde fossile brændstoffer fra at blive udvundet, der kan lukke miner og oliefelter, der kan beskytte områder mod fracking og som kan reducere afhængigheden af ressourcer, der kan bruges hurtigere, end de kan skabes igen.
Og vigtigst må vi være talerør for dem, der man nægtes at høre i debatten om klimaet.
På den måde ændrer COP-processens afslutning intet. En farce er bragt til ende med anerkendelse af videnskab i munden og en hånd på pungen.
Lader vi det være op til kapitalismen og dens politikere at løse klimakrisen, så frygter jeg, at det bliver en af de historier, der kan gentage sig som tragedie.
Peter Saxtrup Nielsen er medlem af Enhedslisten.
Redaktionel tilføjelse: Se også Modkraft Bibliotekets linksamling på Tidslinjen om klimatopmødet COP21 i Paris.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96