Annonce

Moral
14. marts 2013 - 14:53

Pave anklages for medansvar for kidnapninger

Den nyudnævnte pave Frans beskyldes for at have ophævet beskyttelsen for to jesuitiske præster og dermed have medansvar for deres kidnapning under det argentinske militærstyre 1976-83.

Da der onsdag den 13. marts steg hvid røg op over Peterspladsen i Rom, var alverdens øjne rettet mod den nye pave.

Men de, der havde håbet på fornyelse og progressivitet i ledelsen af den katolske kirke, blev skuffede. Ud på balkonen trådte nemlig den nyvalgte pave Frans I.

Det er en mand, der under sit hidtidige navn Jorge Mario Bergoglio har markeret sig kraftigt imod ægteskab for homoseksuelle, og som endda beskyldes for at have samarbejdet med det argentinske militærstyre.

Imod abort og homoægteskaber

Som ærkebiskop i Buenos Aires har Jorge Bergoglio igennem de seneste år arbejdet ihærdigt imod den lovgivning, der i 2009 tillod ægteskab for homoseksuelle i Argentina.

Bergoglios modstand mod rettigheder for homoseksuelle har bragt ham på kant med Argentinas siddende præsident Christina Fernandez de Kirchner. I hendes regeringstid er Argentina blevet et foregangsland for homo- og transseksuelles anerkendelse og rettigheder.

Men Bergoglio var som ærkebiskop klar i spyttet:

– Lad os ikke være naive. Dette er ikke en politisk kamp. Det er et forsøg på at ødelægge Guds plan, udtalte han.

Samarbejde med militærjunta

At en pave ikke er tilhænger af kirkelige vielser af homoseksuelle og ret til abort, kommer næppe som den store overraskelse.

Men at den nye pave angiveligt har samarbejdet med Argentinas militærjunta, der hårdhændet regerede landet fra 1976 til 1983, og som stod bag bortførelser og mord på omkring 30.000 politiske dissidenter, er nok alligevel noget, der har overrasket mange.

Ikke desto mindre var Jorge Bergoglio leder af jesuiter-ordenen i perioden 1973-79 og dermed del af det kirkelige lederskab, der opfordrede sine undersåtter til at være patriotiske og bakke op om det militærstyre, der kom til magten ved et kup den 24. marts 1976.

En opbakning, som den samlede katolske kirke i Argentina i 2000 senere er kommet med en offentlig undskyldning for:

– Vi tilstår over for Gud alt, hvad vi har gjort skidt, lød det i den forbindelse.

Skyld i kidnapninger

Spørgsmålet er dog ikke alene om pave Frans kun var med til at støtte det militære regime ideologisk, men også om han som ærkebiskop var direkte involveret i kidnapningen af to jesuiterpræster, Orland Yorio og Francisco Jalics.

De to præster arbejdede med befrielsesteologisk udgangspunkt i lokale slumkvarterer, som blev betragtet som politisk farligt arbejde på det tidspunkt.

Journalisten Horacio Verbitsky har i bogen »El Silencio« interviewet den ene af de to bortførte præster, Orland Yorio og beskrevet, hvordan Bergoglio kort før bortførselen trak beskyttelsen af de to præster tilbage og dermed i praksis gav militæret grønt lys til kidnapningen.

Læs artiklen Pope Francis: Questions remains over his role in Argentina’s dictatorship hos The Guardian

Kan ikke flygte fra sin fortid

Så sent som i februar måned beskyldte en argentinsk domstol den kirkelige ledelse for »at have lukket øjnene for militærets drab på progressive præster«.

Bergoglio har ved gentagne lejligheder nægtet at vidne offentligt om sin rolle under militærjuntaens styre og hævder, at alle beskyldninger imod ham er uunderbyggede.

Men blandt argentinerne er der stadig folk, der ikke vil lade ham slippe for at forholde sig til sin fortid.

– Bergoglio har en kujonagtig holdning til fx det omfattende tyveri af babyer [der fandt sted under militærjuntaen, red]. Han siger, at han ikke vidste noget om det før 1985. Men han kan ikke holde disse beskyldninger væk fra offentligheden. Folket ved, hvordan han er, udtaler Estela de la Cuadra, der selv er tante til en af de babyer, der blev stjålet efter, at deres forældre var blevet fængslet eller dræbt under regimet.

Officerfamilier adopterede uden samtykke nyfødte børn fra politiske fanger under militærstyret 1976-1983.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce