Pelle og det produktive arbejde

Politisk rådgiver for Enhedslisten, Pelle Dragsted, har skrevet en kommentar i Information, der hedder ”Myten om den offentlige byrde” (d. 6-7 april 2013). Den illustrerer så udmærket den praktiske relevans i de temaer, jeg slog an i min Modkraft-artikel ”Er sondringen mellem produktivt og uproduktivt arbejde (stadig) relevant?” d. 13. august 2012. 

Dragsted falder i mine øjne lige præcis i de fælder, der er opstillet af mainstream økonomi om den offentlige vs. den private sektors respektive rolle i værdiskabelsen i samfundet. Derfor er det værd at kigge nærmere på hans påstande.

Pelle Dragsted begynder sin kommentar med at fremhæve, at højrefløjen uophørligt hævder, at det er den private sektor, der henter pengene hjem til at finansiere velfærden i den offentlige sektor. Dette bruger den til at forsvare nye gaver til erhvervslivet.

Min egen tilføjelse til det er, at erhvervslivet nu har fået drejet den gamle marx’ske læresætning om arbejdskraftens rolle i værdiskabelsen hen til, at det er topfolkene, der skaber værdierne.

Fagbevægelsen, der i gamle dage levede højt på, at det var arbejderne på gulvet, der skabte rigdommene og i øvrigt også kunne lamme samfundet, går til gengæld lidt mere stille med dørene.

Tilbage til Dragsted. Den offentlige og private sektor er ikke relateret som nyderen vs. yderen, skriver han.

Enig i, at den offentlige sektor yder uomgængeligt nødvendige tjenester til den private sektor. Ligeledes stimulerer den offentlige sektor direkte den private, også ud over direkte statsstøtte til virksomhederne.

Nedskæringer medfører tilbagegang

Nedskæringer i de offentlige budgetter medfører også ofte tilbagegang i den private sektor, fordi den offentlige sektor direkte efterspørger varer og tjenesteydelser fra private virksomheder.

Dragsted går videre og hævder, at både den offentlige og den private sektor skaber varer og ydelser, der er efterspørgsel efter.

Han tilføjer dog, at der betales for den offentlige ’værdi’ over skatterne. Det er lidt af en tilsnigelse. Det offentlige producerer ydelser (ikke varer), der konsumeres af befolkningen, der også har historisk betingede krav og forventninger til deres art og størrelse.

Men det offentlige estimerer ikke den betalingsdygtige efterspørgsel efter dets ydelser, undtagen måske i det hjørne, der hedder brugerbetaling.

Det almægtige finansministerium beregner, hvor meget det offentlige har råd til at betale for offentlige ydelser, som vi ser i disse dage med lockout’en af lærerne, hvor kritikken fra Enhedslisten netop går på, at der er en spareøvelse i gang, der går ud på, at lærerne skal arbejde noget mere.

Det offentlige kan nemlig betale mere eller mindre for ydelserne, men får desværre ikke et egentligt merværdiprodukt. En lille undtagelse er salg af essentielle kontinuerte goder som vand, elektricitet og varme samt gas, hvor især distributionsnetværket har karakter af et naturligt monopol.

Her er der stadig en vis grad af offentligt medejerskab eller kontrol.

Dragsted nærmer sig en sandhed ved at sige, at hvis det kun er, hvad den private sektor laver, der skaber værdi, så ville et privatiseret hospital jo automatisk blive en indtægt for samfundet i modsætning til før.

Men det hænger sammen på den omvendte måde. Om et hospital er privat eller offentligt er ikke en ”form-ændring” i økonomisk forstand. I begge tilfælde er der tale om, at hospitalets ydelser konsumeres direkte af patienten ud af indkomst, om den så er privat eller offentlig og skattefinansieret.

Der er ikke i klassisk forstand tale om værdiskabelse, der også kræver merværdiskabelse og indgåen af produktet i kapitalkredsløbet.

Dragsted mener dog åbenbart det modsatte, nemlig at ligheden gør, at hospitalet er værdiskabende under begge sektorers ejerskab. Men ikke alt, hvad den private sektor laver, er værdiskabende.

Det hjælper ikke på forståelsen at gøre det offentlige og private til ’det samme’, for det er de to sektorer ikke i økonomisk forstand.

Det er rigtigt, at det offentlige finansieres af skatter fra husholdninger og virksomheder plus af gældsættelse.

Der er en vis logik i nedskæringerne, selvom man sagtens kan påvise, at de på nuværende tidspunkt med overnormale profitter og ingen investeringshang ikke bare er totalt overflødige, men direkte skadelige selv ud fra et kapitalproduktivt synspunkt.

Dragsted kører videre: ”Den værdi, der bliver skabt på offentlige arbejdspladser, er i samfundsøkonomisk henseende ikke mindre værd end den, der skabes i den private sektor.” Det lyder som en tautologi (hvis der skabes værdi begge steder…. ). Mystisk også, at værdi er mere eller mindre værd…  - der er vist tale om to anvendelser af den samme grundstamme af et ord.

Det offentlige skaber ikke varer

Det offentlige skaber ikke varer, men som allerede sagt er der mange aktiviteter i den private sektor, der ikke er vareproducerende heller. Derfor går skillelinjen snarere mellem vare- og tjenesteydelseproducerende end mellem offentlig eller privat.

At staten kan have en aktiv rolle i økonomien, gør den heller ikke til ’det samme’ som produktionserhverv.

Pelle falder her i den farlige reduktionismefælde, der har gjort mainstream økonomien til en parodi af et værktøj for tanken. Dermed går vigtige forskelle tabt.

Den lidt mærkelige reduktionisme viser sig klart i Dragsteds behandling af BNP-begrebet. Her skriver han , at ”den værdi, der bliver skabt i det offentlige, tæller med, når vi med bruttonationalproduktet (BNP) opgør samfundets samlede velstand.”

Ja, sådan opgøres BNP, men er det ikke et af kritikpunkterne, at det sker på en så bizar måde, at den offentlige sektor indgår i BNP med størrelsen på de betalte lønninger?

Jeg troede, at venstreorienterede angreb BNP-begrebet for dets mangel på evne til at diagnosticere kapitalismen eller for dets mangel på inklusion af mangfoldige forhold, der er nødvendige for vores velfærd. Men her accepteres det altså.

Dragsteds kommentar er tilsyneladende økonomisk, men viser også hen på et politisk dilemma: det er svært at formidle komplicerede tankegange.

Det er måske derfor, han falder i den grøft, at ”det er i virkeligheden det samme”, og derfor er det offentlige på linje med det private på alle ledder. Men i mine øjne er det vigtigt at holde sig klart, at det også drejer sig om at forstå kapitalismen, ikke blot stille sig op mod dens mest forbenede fortalere.

Kommentaren har muligvis også adresse på nogle interne diskussioner i Enhedslisten om arbejdermagt – nemlig ved at vande det hele ud og gøre det til et parlamentarisk spørgsmål.

Det skal ikke nægtes, at meget nyt er sket inden for det offentlige. Som vi ser i disse dage, er staten og KL på kommunernes vegne nu blevet benhårde arbejdsgivere/forhandlere, så klassemodsætninger er ved at optræde inden for den offentlige sektor, og de højstlønnede forfølger specialprivilegier i en dårlig imitation af den private sektor.

Men det synes ikke at være Dragsteds ærinde.

Jeg er enig i, at det absurd nok vil være godt for dansk kapitalisme (=økonomi), hvis der ikke skæres for meget i den offentlige sektor – ej heller for de mennesker, der bor her. 

For den offentlige sektor er så integreret en del af betingelserne for ikke bare produktion og produktivitetsudvikling, men også vores almindelige liv. Men skulle vi ikke bruge de argumenter, der holder?