Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Debat
10. oktober 2014 - 15:03

Peter Øvig Knudsen afviser manipulation

Mine bøger skal ikke måles efter akademiske, men efter journalistiske og dokumentariske standarder, skriver forfatter Peter Øvig Knudsen i et svar til René Karpantschof, der har beskyldt forfatteren for at manipulere i sine bøger om Blekingegade-gruppen.

Jeg har bedt René Karpantschof dokumentere sine udsagn i BT om, at jeg generelt ”digter” i mine bøger, og at jeg ”manipulerer” i Blekingegade-bøgerne. Det gør jeg kun, fordi René i artiklen blev tituleret som historiker på Københavns Universitet.

Som dokumentarist lever jeg af min troværdighed og kildernes tillid til mig, og derfor bliver jeg ramt af et sådant nærmest statsautoriseret angreb.

Jeg vil straks – helt ærligt – udtrykke min store respekt for, at René gør sin egen rolle i sagen klar: Sit mangeårige venskab med flere af Blekingegadebandens medlemmer. Det er al ære værd og gør det også betydeligt lettere for mig at forstå hans bevæggrunde. 

Faktisk fik jeg selv under arbejdet med bøgerne et meget venskabeligt forhold til en af gruppens medlemmer.

Lad mig lige indlede med at slå fast, at jeg ikke mener, at René på nogen måde dokumenterer sine påstande i sit indlæg her på Modkraft.

Det vender jeg tilbage til.

Først vil jeg hæfte mig ved, at René i sit indlæg rejser en række uhyre væsentlige spørgsmål om brugen af kilder, som bestemt er værd at diskutere.

I alle mine bøger har jeg kortfattet forsøgt at forklare læserne, at jeg bedriver dokumentarisme, og at intet i bøgerne derfor er opdigtet, men at alt er baseret på kilder. Samtidig gør jeg hver gang opmærksom på, at dette IKKE betyder, at jeg skriver ’objektivt’ og da slet ikke ’Sandheden’ om begivenhederne, men at jeg netop skriver MIN version af historien.

Dette er virkelig kompliceret, både at forstå og forklare, og derfor har jeg netop udgivet en bog, ’Nakkeskuddet’, der præcis beskæftiger sig med min arbejdsmetode med kilderne – og ikke mindst forholdet mellem virkeligheden og min version af den.

Jeg vil foreslå folk, der er interesseret i en grundigere indsigt i mine overvejelser om kildebrug, at læse bogen. Jeg sender den også gerne til René, som vist ikke har læst den (ligesom jeg gerne sender den til enhver BZ’er, der overvejer, om de tør tale med mig om deres erindringer fra firserne).

Jeg synes, at René i sin kritik af min brug af kildenoter forveksler mine dokumentariske bøger med videnskab. Jeg har ingen intention om at bedrive videnskabelig forskning og intet behov for at meritere mig i forhold til akademia. Derfor har jeg f.eks. fravalgt den brug af små tal og kildenoter, som bruges i videnskabelige værker.

Ikke desto mindre er Blekingegade-bøgerne forsynet med et over ti sider langt register over de skriftlige kilder og den anvendte litteratur.

Bogen indeholder til gengæld ikke, som René ganske rigtigt påpeger, en liste over mundtlige kilder. Det har den enkle forklaring, at stort set alle kilder i bogen er anonyme.

Jeg bryder mig ikke om at bruge anonyme kilder, og i mine andre bøger gør jeg det kun yderst sjældent eller slet ikke. Men ikke ét eneste menneske, der havde været aktiv i Blekingegadebanden eller i miljøet omkring gruppen, ønskede at lægge navn og ansigt til deres udtalelser. Jeg var derfor nødt til i dette tilfælde at acceptere kildernes krav om anonymitet for at undgå alene at skulle basere mig på politiets og domstolenes udsagn og kilder.

Hvis jeg skal skrive en bog om BZ, håber jeg at kunne basere den på navngivne kilder!

Mine bøger skal derfor ikke måles efter akademisk standard, men efter journalistiske og dokumentariske standarder.

Både journalister, forfattere og historikere har da også anerkendt mig for netop en stor gennemsigtighed og klarhed i min brug af kilder: For Blekingegade-bøgerne fik jeg f.eks. Cavling-prisen fra Journalistforbundet og prisen for ’Årets historiske bog’ fra historikerne i Dansk Historisk Fællesråd. I begrundelsen for Cavling-prisen fremhævede priskomiteen specifikt Blekingegade-bøgerne for ”klassisk, undersøgende journalistik, nøgtern skrivestil og gennemsigtigt kildemateriale.”

Og så afslutningsvis til Renés to konkrete eksempler på ”manipulation”.

Lad mig nævne, at jeg har diskuteret netop de to spørgsmål meget indgående for syv år siden med MIN ven i Blekingegadebanden, Bo Weymann, der som den eneste af de dømte i gruppen besluttede at samarbejde med mig. (I bøgerne var Bo anonym, men han er siden trådt frem i en dokumentarfilm).

Jeg fik under mit flere år lange samarbejde med Bo en afgrundsdyb respekt for det mod, han udviste, både ved at turde reflektere over sin fortid og ved at dele sine refleksioner med mig og læserne. Det havde store omkostninger for både ham selv og hans familie.

Bo og jeg var meget uenige om præcis det samme, som René nu påpeger – og jeg forstår udmærket, at de to forhold kan føles ubehagelige for gruppens medlemmer og deres venner.

Kidnapningen i Glostrup

Blekingegadebanden begik gennem næsten tyve år en lang række forbrydelser, især væbnede, voldelige røverier mod pengetransporter. Men det er kun lykkedes politi og anklagemyndighed at føre bevis for en enkelt af de alvorligste forbrydelser, nemlig røveriet mod Købmagergades Postkontor i 1988. Gruppen er ikke engang dømt for deres drab på en ung politibetjent ved samme lejlighed.

Gruppens medlemmer har heller ikke siden vist mandsmod til at tage ansvaret for deres forbrydelser.

Derfor inddrager jeg naturligvis i mine bøger en lang række forbrydelser, som gruppen ikke er dømt for – og endda nogle forbrydelser, som politiet ikke engang har mistænkt dem for.

Ellers ville det ikke have været muligt at skrive bøgerne.

Eksemplet med kidnapningssagen fra Glostrup er en af de mange sager, hvor politiet ikke kunne løfte bevisbyrden, men kun havde en mistanke og en række indicer.

Mistanken skyldtes især en lighed mellem gruppens sædvanlige metoder og den måde, kidnapningen var udført på. Blandt indicierne var bl.a. et kort, fundet hos en af gruppemedlemmerne, hvorpå stedet for kidnapningen var afkrydset, samt en vidnekonfrontation efter arrestationen af gruppen, hvor den kidnappede pige (mange år efter kidnapningen) genkendte en af Blekingegadebandens medlemmer. Dertil kommer, at gruppen senere planlagde en stærkt voldelig kidnapning af en svensk milliardærsøn – kidnapningen mislykkedes dog under selve udførelsen.

Derfor finder jeg det velmotiveret at medtage kidnapningshistorien, selv om jeg ved, at det føles meget ubehageligt for gruppens medlemmer, fordi den involverer et barn. Jeg skriver dog intet sted i bøgerne, at det var dem, som udførte forbrydelsen.

Terrornetværket

Også det faktum, at Blekingegadebanden var en del af et europæisk terrornetværk under ledelse af palæstinensiske PFLP, er ubehageligt for Blekingegadebandens medlemmer.

Jeg henviser særligt interesserede til min grundige redegørelse i bind 1 af Blekingegade-bøgerne for samarbejdet mellem PFLP og bl.a. tyske RAF, de italienske Røde Brigader og den internationale terrorist kaldet Sjakalen. På samme måde som disse grupper var Blekingegadebanden i et tæt samarbejde med PFLP om træning, våbenforsyninger og operationel planlægning, ligesom PFLP i forbindelse med Købmagergade-kuppet stillede et særligt erfarent medlem, Marc Rudin, til rådighed for gruppen.

Når Blekingegadebandens medlemmer nødigt vil anerkende dette faktum, skyldes det, at de nævnte europæiske terrorgrupper havde en ganske anden taktik end gruppen selv, nemlig anvendelse af direkte terror og drab mod staten. Blekingegadegruppen tog med stor ildhu afstand fra denne taktik og mente, at den rigtige taktik var at overføre penge og våben direkte til PFLP.

Faktisk kan vi som danskere bryste os af at have haft en kriminel politisk gruppe, som ikke alene havde en mere begavet taktik end de fleste samtidige grupper i Europa, men som også stik imod de andre havde en intention om at begrænse brugen af vold til det ”nødvendige”.

Trods denne afgørende forskel i politisk-kriminel taktik og trods det, at Blekingegadebanden efter alt at dømme aldrig har haft direkte kontakt med de andre europæiske grupper, var gruppen ikke desto mindre en integreret del af PFLPs netværk i Europa.

At forbindelserne i dette netværk ikke kun havde teoretisk betydning illustreres af i hvert fald én kendt terrorhandling, som ifølge tysk politi blev udført med sprængstof, leveret af Blekingegadebanden.

Efter ønske fra PFLP etablerede og planlagde Blekingegadebanden i firserne flere hemmelige sprængstof- og våbendepoter nær en række europæiske storbyer. Ét af gruppens lagre blev i 1986 afsløret i en skov nær Paris, hvor politiet efter et tip fandt et nedgravet lager af sprængstoffer og håndgranater, som Blekingegadebanden havde stjålet fra et af deres indbrud i skandinaviske militærlagre.

Efter at mine Blekingegade-bøger er udkommet, mener tysk politi at have dokumenteret, at sprængstoffer fra Blekingegadebandens indbrud i et militært våbenlager i Flen i Sverige blev anvendt ved et mislykket terrorangreb mod en NATO-base i Rota i Spanien i sommeren 1988.

Angrebet blev udført af tyske terrorister med tilknytning til RAF.

Peter Øvig Knudsen er forfatter til blandt andet bøgerne Hippie 1-2 og Blekingegadebanden 1-2.

Læs artiklen »BZ'ere efterlyses« på Peter Øvig Knudsens hjemmeside.

Læs om bøger om Blekingegade-gruppen, især Peter Øvigs, med anmeldelser og debat på Modkraft Biblioteket.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce