Annonce

Nørrebro
3. september 2012 - 12:11

Protest mod Dansk Zionist Forbund

»Unge for et frit Palæstina« lavede militærhappening i protest mod Dansk Zionist Forbunds deltagelse i Københavns Kommunes Mangfoldighedsfest på Nørrebro i weekenden.

Dansk Zionist Forbunds deltagelse i »Smag Verden – Mangfoldighedsfest« på Nørrebro i weekenden bliver mødt med vrede fra unge Palæstina-aktivister.

Ifølge aktivisterne har zionister på grund af deres støtte til staten Israel diskvalificeret sig selv fra at deltage i en festival, som hylder mangfoldighed.

– Forbundets tilstedeværelse og aktiviteter bryder med mangfoldigheden, da deres politik ikke giver plads til det palæstinensiske folks mulighed for at udfolde sig og leve frit, mener Frederik Petersen fra initiativet »Unge for et frit Palæstina«.

Militær-aktion ved bod

For at udtrykke deres modstand mod Dansk Zionist Forbund tilstedeværelse på Nørrebro, mødte 25 medlemmer af Palæstina-initiativet op ved forbundets festival-bod lørdag den 1. september iklædt militærtøj og bevæbnet med flag og konfetti.

Med sig havde de også en hjemmelavet kopi af Israels såkaldte »beskyttelsesmur«, som de stillede op rundt om zionisternes bod.

– Vi ville forsøge at bringe den palæstinensiske virkelighed til Danmark. Dansk Zionist Forbund er med deres politik med til at legitimere Israels  kontrol, undertrykkelse og frarøvelse af palæstinensiske landområder. Hvis zionisterne ønskede fred i et jødisk hjemland, ville de kæmpe for, at Israel fjerner muren omkring Vestbredden, anerkender Palæstinas grænser og hæver besættelsen af de palæstinensiske områder, udtaler Frederik Petersen.

Allerede inden festivalens begyndelse måtte arrangørerne forholde sig til kritik af de pro-israelske zionisters medvirken til at fejre mangfoldighed.

Som svar på kritikken skriver festival-ledelsen på deres Facebook den 30. august:

»Smag Verden er en festival, som fejrer den kulturelle mangfoldighed i København. Vi udelukker ikke foreninger fra at deltage, så længe de opererer ud fra et demokratisk og lovligt fundament i Danmark, og så længe de er med til at repræsentere en del af den københavnske mangfoldighed. Det er desuden ikke festivalen, som inviterer, men foreninger, som selv tilmelder sig. Vi befinder os i København, og dette er en fest for københavnere. Alle, som har tilmeldt sig, er kommet med.«

»Smag Verden – Mangfoldighedsfest« fandt sted 1.-2. september i Rantzausgade på Nørrebro i København. Gadefesten er arrangeret af Københavns Kommune og hed indtil sidste år Internationale Dage. I år deltog af 80 frivillige foreninger, 30 restauranter og caféer samt flere tusinde deltagere.

Læs mere om festivalen på Københavns Kommunes hjemmeside.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce