Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Kommentar
17. februar 2016 - 10:08

Psykiatriens elendighed

Psykiatrien har brug for at få tilført nye idéer og tanker, hvis det skal være muligt at behandle psykiatriske patienter med menneskelig respekt.

Jeg vil med udgangspunkt i mine personlige oplevelser med det psykiatriske system samt, hvad jeg har læst mig frem til, udfolde en kritik af psykiatrien. Mit undersøgelsesobjekt er, hvordan psykiatrien skaber en helt bestemt måde at håndtere folk med ondt i sjælen på.

Fra sidelinjen

En af mine gode venner valgte for år tilbage at blive indlagt på et psykiatrisk hospital.

Han var i starten af 20’erne. Han havde en hård depression. Det var hårdt se på fra sidelinjen. Jeg prøvede at snakke ham til »fornuft«, men jeg kunne se på hans krop og især hans øjne, at han led. Han tumlede med tankemylder og punkede sig selv konstant for ikke at være god nok.

For mig var »diagnosen« klar nok. Min ven var fanget i nihilismens klør. Hans udmattede selv var udløst af en samtid præget af kynisme og højt tempo.

Præstations- og kontrolsamfundet, vi lever i i dag, har fatale konsekvenser for manges oplevelse af at være i verden. Min kammerat valgte at indskrive sig selv, fordi han havde en forestilling om, at nogle ville hjælpe ham – oprigtigt.

Men det skulle vise at blive seks lange år ind og ud af det psykiatriske system. Jeg var en af de få bekendte, som vedligeholdt kontakten til min ven.

Men der var ingen læger eller sygeplejerske, som hev mig til siden for at fortælle om min vens situation.

Derimod blev jeg mødt af et frygteligt syn i form af patienterne på hospitalet. Hver gang jeg forsøgte at få øjenkontakt med en patient og ville sende et smil deres vej, kiggede de straks ned i jorden. De var skamfyldte – jeg repræsenterede en fra den anden side af jerngitrene, en fra den sunde og raske verden, som de ikke var en del af.

Det var en meget ubehagelig oplevelse. Efter selv at skulle finde vej på denne indespærringsanstalt, fandt jeg endelig frem til min kammerats værelse. Ja det var som man nok kan regne ud et lyst rum med hvide vægge.

Da jeg spurgte min ven, hvor meget medicin han fik, kunne han ikke rigtigt svare. Han var meget tynd og havde sår rundt omkring på kroppen. Han var meget nervøs og rystede over hele kroppen.

Da jeg kom på besøg igen et par uger senere, havde han taget på, og han virkede, ja jeg vil ikke sige glad, men neutral. Jeg spurgte, om det var medicinen, som havde givet appetitten tilbage, men det mente han ikke, det var.

Lægen mente for resten, at han havde en kraftig depression. Da jeg ikke rigtig kunne finde ud af, hvor meget medicin han var doseret med, endte jeg med at smugkigge i hans journal. Jeg skrev samtlige medikamenter og medicinske udtryk ned og fik mildest talt et chok, da jeg gik på Google.

Min kammerat var indlagt med en depression, og reaktionen var at give syv forskellige præparater og elektrochok! Tre af præparaterne vidste man ikke, hvilken effekt de havde, men mente, at det var godt mod depression – sic!

Der blev gamblet med en ung fyrs eksistens, grundet en eksistentiel nedtur, vi alle kan risikere at havne i.

Et halvt års tid senere blev min ven udskrevet, nu mente lægerne, at han var rask. Men jeg kunne se og mærke på ham, at det kun var et spørgsmål om tid, før han røg ind igen. Og det skete også op til flere gange.

I mellemtiden var han startet på en uddannelse, men måtte droppe ud, fordi han havde svært ved at koncentrere sig – han var meget skræmt, det var elektrochokket, som havde påvirket hans hukommelsesevne.

Jeg oplevede, at min kammerat var en belastning for systemet, fordi han ikke reagerede, som psykiaterne ønskede. På et tidspunkt var vi helt derude, hvor en psykiater mistænkte min ven for at være skizofren.

Problemet er blot, at psykiatriens forståelse af skizofreni er den mest livsfjendske, der findes, hvilket jeg vender tilbage til senere.

I dag har han meget hovedpine og en konstant susende tinnitus på det ene øre. For to år siden opdagede han, at det var medicinen, der havde udløst dette. Han besluttede på egen hånd at droppe medicinen og har aldrig taget det siden. En stærk beslutning, som kræver meget mod!

I dag har han det nogenlunde, han har indset en del ting, men vigtigst af alt er han begyndt at forstå, at det ikke er ham, som er problemet.

En bemærkelsesværdig ting, jeg noterede mig, var, at de få positive oplevelser, han havde under dette forløb, var samtaler med andre patienter og rengøringspersonalet. Det var altså fra folk i samme situation eller dem fra gulvet, som talte et mere direkte og forståeligt sprog.

Det eneste positive, som jeg kan hive ud af denne ubehagelige oplevelse, er, at jeg kommet meget tættere med en rigtig god ven, jeg ikke vil være foruden.

Psykiatrien har brug for frisk luft, fordi rigtigt mange bliver tabt i svinget.

En misforstået tilgang

Jeg har aldrig forstået vores tilgang til psykisk sygdom. Psykiatrien skænker ikke sine patienter særligt meget værdighed.

Har man blot haft lidt at gøre med psykiatrien, vil man erfare, hvordan der ved hele det psykiatriske system hersker en frygt. En frygt for det ukendte. En frygt for patienternes adfærd – hvad kan de mon finde på?

Her er også tale om frygten for egen mangelfuldhed. Psykiatrien magter ikke at forstå, hvad en eksistens vil sige og hænger sin tro på et pseudovidenskabeligt verdensbillede.

Det psykiatriske system har det med at glemme, at det har med mennesker at gøre. Ikke for at guddommeliggøre patienterne, fordi de har virkeligt brug for hjælp. Ligesom vi alle sammen har.

Jeg påpeger psykiatriens mangler for at udstille dem, så vi kan blive klogere på dem. For psykiatrien er fanget i et system og et verdensbillede, som behandler mennesker på en meget grim måde.

Jeg siger ikke, at der sidder nogle onde mænd på et kontor og udtænker skumle planer. Der er snarere tale om en usund selvforståelse.

Resultatet er, at psykiatere handler i god tro og virkelig tror, at de gør noget godt for deres patienter.

Magt og sprog

Vi kan starte med at kigge på det fysiske etablement. Psykiateren eller overlægen spadserer oftest dagen lang rundt i en hvid kittel og opholder sig ikke særligt meget sammen med patienterne.

Patientens forståelse af sig selv er let påvirkelig. »Der er noget galt med mig, det er derfor, jeg er her. Og nu kommer overlægen og fortæller sandheden«.

Patienten bliver sluset ind i en verden domineret af ord fra videnskabens verden. Men patienterne er ikke velbevandrede i denne verden og bliver kastet ind i den. Samtidigt har lægerne ikke nogen særligt veludviklet sproglig sans. De snakker klinisk og »korrekt«.

Patienten er dømt til at følge lægens begær, hvis de vil have bare en minimal chance for at blive rask. Det må være det mest ubehagelige i verden, når en læge skal fortælle en patient, at vedkommende er skizofren eller lignende. Ordene stikker dybt som kanyler og brandemærker patienten for livet. En begivenhed, som har karakter af overgreb.

Sprogbrugen i psykiatrien fortæller meget om, hvordan den menneskelige eksistens opfattes. Lider man, så skal man kureres. Her er ingen mulighed for at se alternativt på tingene. En depression skal klares med piller og elektrochok.

Vi har fuldstændigt mistet forbindelsen til livet, når vi ikke giver det en chance. Såkaldte psykiatriske sygdomme er udtryk for fejl og sygdomme i hjernen – sygdomme og fejl, som der skal rodes bod på.

Kaster man blikket på et fænomen som skizofreni, vil man erfare en meget uintelligent måde at behandle det på.

Første sætning på netdoktor.dk fortæller os, at skizofreni er en sygdom i hjernen. Det er simpelthen en fejl. Og man bliver mere træt og trist af at læse videre. Her omtales sygdomsforløbet, og afslutningsvis får man noget at vide om udsigterne til at blive helbredt.

Men hvad nu hvis skizofrenien er noget vi alle møder og mødes af? I stedet for at flygte fra skizofrenien, hvad så med at vi lærte den bedre at kende?

Mod en anderledes forståelse af skizofreni og depression

Den herskende tilgang til psykisk syge er livsfjendsk og betragter kun »sygdommen« fra ydersiden. Der mangler et blik indefra til at forstå de oplevelser, en såkaldt psykisk syg tumler med. Med andre ord, så mangler der en forståelse for, hvordan fænomener fremtræder for den enkelte.

Skizofreni udtrykker, at man befinder sig i kontakt med livets og dermed virkelighedens grund. Man befinder sig i kontakt med de kræfter, som aktualiserer og muliggør virkelighed. Mennesket, som kanal for kræfter, træder frem i dagens lys.

Det er overvældende oplevelser, som ikke altid er særligt rare at befinde sig i. Især ikke når man opdrages til at skamme sig over skizofreni. Hvis man forstår, at skizofreni handler om virkelighedsskabende handlinger, er der meget at vinde.

Hver gang vi afviser en skizofren som syg, så svigter vi vedkommende. De stærke kræfter, som vedkommende befinder sig i, forsvinder ikke, blot fordi vi medicinerer. Det kan måske lægge en dæmper på for en stund. Men man vil altid falde tilbage, hvis man følger gængs psykiatrisk sprogbrug.

De ord, som psykiatrien gør brug af, er dårlige linser til at anskue psykiske sygdomme.

Se blot på, hvordan man varetager depression. Selvfølgelig er det aldrig rart, men vi kommer alle til at være depressive til tider. Jamen nogen er det i længere tid end andre? Ja det er da klart, når vi spærrer dem inde eller parkerer dem i deres lejlighed.

Udover at forstærke sygdommen, så planter vi samtidigt social angst i dem. Kigger vi på ordet depression, så har det med nedtrykthed at gøre. I vores kultur er vi angste for nedtrykthed. Hvis nogen fortæller os, at de er nedtrykte, så er vi ikke i tvivl om, at det er noget negativt. Og vi magter ikke at spørge ind til det og få en forståelse herfor.

Men hvad nu hvis nedtrykthed faktisk udtrykker, at man er mere i kontakt med livet? Man bliver så at sige trykket ned mod jorden frem for at leve i abstrakte kategorier på samme måde, som psykiatrien gør.

Man er tættere på livets immanente kræfter, her hvor man for alvor har mulighed for selv at blive årsag til egen fremdrift. Men vi frygter at være overladt til os selv. Vi skal helst have den samme overbevisning som de andre, fordi vi har ikke tillid til hinanden. Lægen abonnerer på en bestemt verdensforståelse, og hans patient er helt væk.

Det psykiatriske system bader i platonisk og kristent tankegods. Den forestiller sig en præeksisterende virkelighed, hvortil den kender alle svarene. Den lever i en fast og hård verden, hvor sproget er blevet så ensrettet, at det glemmes, at virkeligheden i sig selv stammer fra en dynamisk grund – en dynamisk grund, som den skizofrene har meget erfaring med, men meget svært ved at artikulere.

Og viden og magt er relationelt tæt forbundne, og når den psykisk syge kun kan tale i tåger, kan vi ikke tage ham seriøst. Vores egen uformåenhed får fatale konsekvenser for den psykisk syge.

Jeg tror, det ville være sundere at lade psykisk syge snakke med folk, som har en rigtig videnskabelig forståelse af neurologi og kvantemekanik. De ville kunne lære meget af hinanden.

Hjælp, som virker

Vi bliver nødt til at tage de psykisk syge seriøst, fordi de i bund og grund er ligesom os. Når folk ikke kan lide at snakke om psykisk sygdom og være i nærheden af psykisk syge, er det fordi, de ved, at det ligeså godt kunne være dem selv, som var indskrevet.

Vi behandler hinanden dårligt og snakker ikke om det, vi ikke kan lide. Vi er alle snusfornuftige og borgerlige og gør selvfølgeligt intet for, at tingene skulle forandre sig.

Vi levner ikke mange muligheder for at udvikle en etik, som kan tage høje for den anden. Vi forfalder til det, vi allerede ved og chikanerer de mennesker, som har allermest brug for hjælp.

Vi er alle psykisk syge, hvilket ikke burde være en skam.

En ny etik banker på døren

Jeg slår derfor på lyd for, at der udvikles en ny etik for psykiatrien. Der skal gang i gløderne på psykiatriens bål, som for længst er brændt ud.

Psykiatrien har brug for en følsom sanselighed, der tager udgangspunkt i sproget. Her drejer det sig ikke om at snakke pænt til patienterne og pakke dem ind i bomuld. Borgerlig moral er det sidste, som patienterne har brug for.

Patienterne har brug for nogen, som tør tage fat, og som forstår dem. Nogen, som ikke er bange for at sige, hvordan tingene forholder sig, og nogen, som kun bruger medicin, når der ikke er andre udveje.

Forstår psykiateren, hvor stor indflydelse sproget har på virkeligheden, er vi nået langt. Det er altså ikke ligegyldigt, hvilke ord som bringes i spil, ligesom at tonen er afgørende.

Psykiatrien må forstå, at sproget i sig selv udgør handlinger. Sproget er ikke et uskyldigt og objektivt redskab til at pådutte skilte på en verden »derude«.

En sproglig følsomhed og bevidsthed kan ligeledes øge indsigten i og forståelsen af, hvorfor patienten siger og gør, som de nu engang gør. Patienten skal ikke forstås som et isoleret tilfælde, men som en del af et system, der igen er et del af system og så fremdeles.

Mine ord kan virke meget flotte og flagrende, og en modreaktion vil nok være: det lyder flot, men det har intet med praksis at gøre.

Overfor sådan et synspunkt må jeg erklære min uenighed. Det kan godt være, at min opfordring virker uoverskuelig, men som så mange andre ting i livet, så tager kvalitet tid, mod og fordybelse.

Og for at gøre mit forslag en smule mere håndgribeligt, vil jeg foreslå, at psykiatrien udgør et samarbejde med den danske filosof Ole Fogh Kirkebys samtaleterapeutiske program Protreptik.

Magtes det, bliver det muligt at luge ud i psykiatriens fattige begrebsverden, og lyset til en anden fremtid synes at glimte i horisonten. Man kan starte med at fortælle patienterne, at det ikke handler om, at de skal helbredes, men om at de skal lære at blive tilfredse med egen situation.

Hertil passer 68’er sloganet: »Vær realist, forlang det umulige!« meget godt.

Jakob Kvist er filosof og pædagogmedjælper på et bosted for anbragte unge.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce