Annonce

ModKulturRefleksioner i den levende kultur
anmeldelse
9. juli 2012 - 17:36

Rødder og magt i rytmiske mønstre

Tune-Yards binder sløjfe på sig selv, og Springsteen griber om rødderne. Også hjerterødderne. Friendly Fires leverer biorytmer, og M83 firkantet 80'er-nostalgi. Men Dr. John og Alabama Shakes ryster posen med bluesgrooves.

Roskilde Festival 2012 er slut, og der var mere end 80.000 mennesker, der så cirka 200 musiknavne. Der blev solgt 77.500 billetter samt 5.000 endagsbilletter til lørdag.

Har ikke noteret, hvor meget hash, politiet har stjålet fra publikum, men kan konstatere, at civilbetjente er begyndt at gå ind i de nyudklækkede studenters teltlejre og snuse sig frem for at snuppe, hvad der er i teltene. Det er grænseoverskridende adfærd og burde ikke bydes velkommen på en rockfestival. Men festivalledelsen er glad for sit samarbejde med politiet.

Det generelle  indtryk er, at festivalen 2012 var præget af meget mere traditionel musik end tidligere. Hvor man tidligere kunne udfordres af spændende eksperimenter på de fleste scener, var de nærmest pist væk, lod det til.

Men nej, det var nu ikke sandt. De fleste eksperimenterende navne var blot isoleret på den indendørs Gloria-scene, som slet ikke programmæssigt var afpasset de øvrige sceners program. Så det lader til, at man må vælge, og muligvis valgte Modkrafts udsendte galt.

Men hvad skal det egentlig til for, at man isolerer den udfordrende musik? Er det fordi, den ligger i vejen for nogen?

Ligesom for eksempel den alternative kultur, der for et par år siden blev udgrænset til Cosmopol-scenen. Nu er den stort set væk. AFA's og flygtningenes område er overtaget af Jägermeister. Udsigterne for den eksperimenterende scene ser vist ikke gode ud, hvis sponsorerne skal blive ved med at brede sig.

Men det var nu under alle omstændigheder alligevel en festival præget af mangfoldighed, og man kunne finde mange gode indtryk fra rockmusikken og omegns hovedscener rundt om i verden.

Tune-Yards

Tune-Yards er et af de mere spændende navne, der er kommet frem de seneste par år. Gruppens musik er enkel, men også spidsfindig. Den ligner ikke rigtig noget, udover at være ligeså legesyg som Talking Heads på deres tidligste plader.

Merrill Garbus sampler og looper sig selv – spiller en tromme ad gangen, og spiller så ovenpå den opståede rytme. Både trommer og stemmer looper hun til spændende rytmiske mønstre. I reglen spiller hun elektrisk ukulele og synger ovenpå dette. Live har hun også en yderst funky dub-bassist, Nate Brenner, med, samt to saksofonister og nogle meget unge, danske piger på dans, som hun netop har mødt på festivalen. De har aldrig optrådt sammen før, men Merrill Garbus er begejstret for at lade dem optræde med bandet. Og det fungerer godt. Danserne praktiserer noget sensuel dans, hvor de engang imellem ser ud som om, de falder, det er meget smukt.

Tune-Yards album ”Bird-Brains” fra 2009 adskilte sig fra alt andet ved at være indspillet på diktafon og derefter redigeret på computer. Musikken lød derefter, som en tynd hjemmelavet tæt-på musik med lyden af børn, der afbryder, og små finurlige indfald.

På det seneste album ”Whokill” er paletten udvidet gevaldigt. Der er lagt vægt på de rytmiske accentueringer og den dybe dub-bass i et udtryk, der fortsat bedst kan beskrives som finurligt.

Tune-Yards bryder genregrænser, har elementer af afrikansk musik, amerikansk børnerim og manieret rytmik, og Merrill Garbus udfordrer sit publikum med sine indfald. Alligevel er der god kontakt med publikum, hvoraf flere står og måber. Meget god stemning og yderst vellykket koncert.

Springsteen

Bruce Springsteen er ikke denne anmelders yndlingsrocker. Egentlig var det planen, i trods imod traditionalismen i Roskildes programlægning, helt at ignorere det store rock-ikon. Men man kunne jo lige høre tre numre….

Fra Springsteen og The E-Street Band trådte ind på Orange Scene var der dømt folkefest, og bandet leverede et sæt, der totalt tryllebandt med sin intensitet og energi. Så Modkrafts udsendte var ikke til at rykke ud af stedet.

Springsteen synger velkendte, enkle sange, som tydeligvis udgør det afgørende soundtrack til mange menneskers liv. Og helt solgt er man – om ikke specielt af musikalske grunde – når Springsteen spiller ”Two Hearts Are Better Than One”, og man kigger sig rundt og ser par og venner tage hinanden under armen og synge med.

Springsteens udtryk er meget begrænset, hvis vi ser på det rent æstetiske. Han skriver sange, der kunne være skrevet i 1955 eller 1935, og han bruger de samme akkordrækker og samme små melodiske tricks næsten hver gang. I den forstand er det folkemusik, han har gang i.

En folkemusik, der er så rigeligt præget af rockmytologi og nostalgiske minder. Men det er også en folkemusik, der forbinder sig med folket, og som er dybt rodfæstet i den jord, den er udsprunget fra. Og sangteksterne er altid fortællinger om et liv, som er levet, og de drømme, der følger med – ikke omvendt. Det er det, man forbinder sig med og spejler sig i, når man ser noget i musikken.

Og det gør man i mange af sangene, hvis man ser tilværelsen fra et arbejderperspektiv, eller fra en teenagers perspektiv eller fra en stolt bilejers perspektiv. Eller hvis man er en kæmpende far, der gerne vil have overskud til at kæmpe for andre.

Og Springsteen og band forstår i den grad live at gribe om rødderne. Både sine egne og sit publikums.

Men måske er det mental dovenskab, når man så ofte sammenligner Springsteen med andre store sangskrivere, som for eksempel Bob Dylan, Neil Young og Joni Mitchell – som han ikke kan måle sig med - for Springsteens musik er i ligeså høj grad soul, som den er mytologisk folkesang eller rock.

Man får mange mindelser om for eksempel Otis Redding, især i dag, hvor en stor del af hans koncert er præget af gospel-stemning, og han talrige gange spørger: ”Can you feel the spirit?”. Og han vil have svar!

Denne lørdag aften er Bruce Springsteen meget tæt på publikum. Det virker ikke spor stadion-agtigt. Der er meget god kontakt, og som tilskuer føler man sig også direkte tiltalt, når han spørger, så man er nødt til at svare ”Yeah”.

Flere gange løber Springsteen ned blandt publikum. Mange rører ved ham, og han krammer en ung kvinde. Senere danser han med en.

På et tidspunkt inviterer han The Roots på scenen, og de spiller ”The E-Street Shuffle” sammen. Og så er der også fest på scenen.

I ”Shackled And Drawn” fra den nye plade, Wreckin' Ball, fik han hele publikum til at synge ”Waitin’ for a sunny day”, og han kastede sig igen ud i menneskehavet – en overbevisende formidling af optimisme.

Og ved sangen ”The River” fra albummet af samme navn sang publikum hele første vers uden forsanger – og uden opfordring.

Hen imod slutningen af koncerten fortæller Springsteen os, at vi skal lytte til de døde. For de dødes stemmer informerer os om fremtiden.

Og han spiller ”Born In The USA", ”Glory Days”, ”Dancing In The Dark”. Og ikke mindst en fantastisk version af ”Twist And Shout”, hvor publikum udgør respons-koret. Der er tale om en fuldstændig symbiose mellem optrædende og publikum.

Ingen tvivl: Dette var en helt særlig begivenhed, der vil huskes som et højdepunkt i dansk festivalhistorie.

M83

M83 er et fransk synth-baseret band, som kom frem omkring årtusindskiftet med en spændende eksperimenterende musik i området omkring postrock.

Sidenhen er bandet blevet meget mere euro-rock orienteret og trækker på referencer fra Gary Numan og tidlig 80’er stadionrock. Koncerten havde et vist futurisk iscenesat præg, men var også meget poppet og alt for meget stadion: alt for meget blæst op til store forhold. Er der substans nok, eller er der blot tale om hurtigt forbrugte hooklines til et efterspørgende publikum?

Nok er der fest i teltet, men der er også rigeligt med fodboldfan-adfærd, hvor det måske mere handler om at udfolde sig end at lade musikken føre én nye steder hen.

Men musikkens firkantede rytmik og hvilende, omsluttende synthesizer-flader lader nu heller ikke til at skubbe til så meget til andet end naboens øl.

Men de enkle melodier er lette at skråle med på.

Friendly Fires

Friendly Fires er et ret nyt britisk band fra St. Albans, der excellerer i elektronisk dancerock. Deres to albums Friendly Fires (2008) og Pala (2011) bygger videre på nogle 80’er-tendenser, som blev igangsat af navne som New Order og Human League, men Friendly Fires er meget medrivende og melodiske på en nutidig måde. Det er glad musik, og man tror på sangenes udsagn.

Rytmerne røber en vis inspiration fra det caraibiske øhav, men det er ellers ærkebritisk musik i den stolte Manchester-tradition. Det er livsrytmer, som muligvis er en afspejling af kuldslåede industrielle rytmer i omgivelserne, men det er også biorytmer kontra biomagt, for glæden i musikken virker befriende og peger væk fra den magtstrukturerede virkelighed.

I stedet lokkes lytteren ind i en musikalsk magtstruktur, man gerne gør sig til objekt i. Man lader sig spille på, så kroppen spjætter.

Især er ”Lovesick” og ”Blue Cassette” meget magtfulde.

Man lukker sine øjne på dansegulvet med Friendly Fires, også selv om "gulvet" i virkeligheden er jord, der lugter af mest af kolort.

Man går fra koncerten, som var det en rituel, dansende hyldest til frugtbarhed og nydelse. Og det var det vel egentlig også.

Dr. John

Dr. John er en af stilskaberne i den funky, sumpede New Orleans musik, som blander elementer af gammel jazz, fræk blues og groove-baseret rock. Han har i år udsendt et meget vellykket og varieret album, ”Locked Down”.

Selv om der er tale om en meget fremragende plade, er det tydeligt, at publikum ikke rigtig kender det nye materiale, for det er de gamle numre, der klinger igennem hos mængden.

Siden debuten med ”Gris-Gris” i 1968 har Dr. John udgjort et særligt område af sydstats-bluesrocken – en institution, som stadig inspirerer – også en del af den britiske indie-rockscene (f.eks. Jason Pierce, Spiritualized), som ofte nævner ham.

”Right Time, Wrong Place” (fra 1973’ ”In The Right Place”) får alle, selv de mange ret skæve mennesker, der på dèn front har forberedt sig godt til musikken, til at vugge livligt frem og tilbage. ”Occapella” er også tydeligvis en favorit. Af de nye numre, er det især ”Big Shot”, der rammer igennem.

Koncerten er lagt klokken 14 om eftermiddagen, og måske er det derfor, men den er lige lovlig laid back, og publikum er ikke så aktivt deltagende.

Mange indtryk

Der står mange indtryk tilbage, når festivalen er slut. Nogle af dem glimtvis. Og kan derfor ikke udgøre materiale for anmeldelse: For eksempel Magtens Korridorer, som søndag leverede soundtracket til livet foran Orange Scene. Og det var usædvanlig passende. Til solskinnet, til lejligheden, til eftertanken. Og også for eksempel BIG K.R.I.T. der leverede hyperenergisk rap til noget reggae-rave-agtig baggrund. Meget medrivende. Eller The Barons Of Tang, en slags balkan-punk med saksofon, basklarinet, harmonika, kontrabas og to trommeslagere. Meget spændende, folkelig musik.

Alabama Shakes

Men det, der står stærkest i afslutningen er Alabama Shakes.

Alabama Shakes spiller en kombination af sumprock og soul, altså en meget traditionel musik. Gruppen kommer fra Alabama, og frontpersonen Brittany Howard lyder som en ung udgave af Aretha Franklin, mens bandet lyder noget i retning af Ike & Tina Turner Revue, da de var mest rå.

Her er også tale om en magtdemonstration. Brittany Howard er ikke en typisk rockstjerne, men hun tiltvinger sig magten over vores sanser med sit nærvær og sin styrke i musikken. Og vi genkender vores egen indre styrke i hende.

Alabama Shakes spiller mest i 6/8 rytme, hvilket vil sige, at det er forholdvis langsomme, sjælfyldte ballader, der dominere. Men det er de hurtigere boogie-variationer, der får publikum helt op at køre. Brittany spiller noget tyk bluesguitar og nogle indfølte riffs. Man fanges af kropsligheden i musikken: ”You’re making me itch”. Og ja, man vil stadig kradses, da koncerten er slut.

Rigtig slut var det jo ikke. Festivalens grandiose afslutning stod Björk for. Og det var måske lidt synd, for hendes yderst smukke musik skal ikke indtages som det sidste i en lang række af musikalske indtryk.

Selv var Modkrafts udsendte i hvert fald nødt til at gå hjem og falde i søvn.

 

Tune-Yards, Roskilde Festival 7.7.2012

M83, Roskilde Festival 7.7.2012

Bruce Springsteen, Roskilde Festival 7.7.2012

Dr. John, Roskilde Festival 8.7.2012

Friendly Fires, Roskilde Festival 8.7.2012

Alabama Shakes, Roskilde Festival 8.7.2012

 

Læs "Rødder og magt i rytmiske mønstre".

Læs "Blod! Vold! Død! Roskilde!".

Læs "Liflig country og gentagelsens melankoli".

Læs "Israels mur på Roskilde Festival".

Læs "Roskilde Festival åbnede med et brag og lyriske fangarme".

Læs "De rige fattige på Roskilde".

Se også linkbox om Roskilde Festival gennem årene på Modkraft.dk.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce