Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Solidaritet
14. juli 2014 - 10:41

Rejsebrev fra Swaziland: Smagen af frihed

Swaziland er et af verdens mest ulige lande. Den enevældige konge har forbudt alle partier, men partiet Pudemo kæmper i det skjulte for demokrati og social retfærdighed. I juni besøgte en delegation fra Enhedslisten Swaziland og Pudemo for at udvikle samarbejde. Modkraft bringer det første af to fotobreve.

I slutningen af maj bliver jeg kontaktet af Enhedslistens Swaziland-gruppe, som spørger om jeg kunne være interesseret i at deltage på en studietur i Swaziland en lille måned senere.

De spørger mig, fordi jeg har solid erfaring med græsrodsarbejde og organisationsopbygning, og fordi jeg også har erfaring med journalistik.

En del af planen er, at jeg skal skrive artikler om situationen i landet efter hjemkomst. Og så spiller det måske også ind, at jeg er arbejdsløs og ikke har nogen problemer med at hive ni dage ud af kalenderen med få ugers varsel.

Jeg ved ikke ret meget om Swaziland, men siger straks ja tak.

På internettet kan jeg læse om situationen i landet, som virker absurd. Der et tale om et lille kongedømme i det sydlige Afrika med godt en million indbyggere.

Swaziland er et af verdens mest ulige lande. To tredjedele af befolkningen lever for under en dollar om dagen, og landet har verdens laveste forventede levealder. Den enevældige kong Mswati III og hans meget store familie – som blandt andet tæller 15 koner – lever til gengæld i ekstrem luksus.

Kongen har forbudt alle politiske partier, men partiet Pudemo (People’s United Democratic Front) arbejder i det skjulte på at revolutionere samfundet gennem organisering nedefra.

Pudemo arbejder for demokrati, basale rettigheder og økonomisk omfordeling ud fra et solidarisk og socialistisk program.

Enhedslisten støtter Pudemos kamp og har indledt et samarbejde, der har til formål at styrke partiet organisatorisk og økonomisk.

Danmark spiller en vigtig rolle i den politiske situation i Swaziland, der ellers ikke har stor bevågenhed i det internationale samfund. Samarbejdet mellem Enhedslisten og Pudemo (herunder også vores rejse) er støttet af det danske Institut for Flerparti-samarbejde.

I løbet af det seneste år er der blevet overført en million kroner til Pudemos kamp, og det er meningen, at Enhedslisten skal støtte med endnu en million kroner fordelt over de kommende tre år.

Det er baggrunden for, at jeg og tre andre danskere rejser ned og besøger organisationen, holder møder med ledelsen og forskellige lokale græsrødder.

Formålet er at blive klogere på, hvordan vi kan støtte Pudemos kamp i de kommende år, men også at vi efterfølgende kan dele vores viden i Danmark om en nutidig frihedskamp.

 

Her er den danske delegation.

Jeg står yderst til venstre. Eva Flyvholm er aktiv i Swaziland-gruppen og arbejder som international sekretær for Enhedslisten i Folketinget. Thomas Eisler er også aktiv i Swaziland-gruppen og har besøgt landet to gange tidligere.

Klaus Kristensen er aktiv i den danske NGO Afrika Kontakt og er til dagligt bosat i Cape Town, Sydafrika, hvor han studerer internationale konflikter. Han arbejder desuden for den internationale organisation SALO, der beskæftiger sig med regional politik i det sydlige Afrika. Han er specialiseret i situationen i Swaziland, som han har besøgt op mod ti gange tidligere.

 

Få timer efter ankomst til Johannesburg, Sydafrika skal vi til møde med en række medlemmer fra Pudemos ledelse (dvs. National Executive Committee). Mødet foregår hos COSATU, det sydafrikanske svar på LO.

I modsætning til regeringspartiet ANC støtter COSATU Pudemo aktivt. Fagforeningsfolkene er klare i mælet omkring situationen i Swaziland, som de bl.a. har kaldt »et stort nationalt fængsel«.

Pudemos ledelse er delt mellem to grupper: Én med base i Swaziland, og én med base her i Johannesburg.

Når der holdes samlede ledelsesmøder, foregår det altid i Sydafrika af sikkerhedsmæssige årsager, ligesom når der holdes kongres.

Ledelsen har netop i samme bygning holdt møde, der først sluttede kl. 2 natten før. Til mødet med os deltager ni ledelses-medlemmer. Det er primært folk, der selv er bosat i Johannesburg, da de fleste andre er taget tilbage til Swaziland samme morgen.

Mange centrale figurer er tilstede. Bl.a. Mlungisi Makhanya, som er generalsekretær for Pudemo, Brian, som er talsmand for partiet, Mbeki, som er formand for Pudemos ungdomsorganisation og Bunghani, som er international sekretær i COSATU samt medlem af Pudemo.

Alle ni fremmødte er unge mænd i tyverne og trediverne.

Nogle er bosat her på grund af arbejde eller studier, mens andre er i Sydafrika, fordi de har fået politisk asyl og ikke kan bevæge sig rundt i deres hjemland.

En fyr med dreadlocks fortæller fx, at han ikke har kunnet sætte sine ben i Swaziland i over ti år, fordi han er eftersøgt af styret dér.

Det er relativt alvorligt at sætte sig op mod kongen, fx fortæller de om en kammerat der har fået en dom på 15 år i fængsel på grund af politisk aktivitet.

Organisationens præsident, Mario Masuko er også indespærret for øjeblikket, men de regner ikke med, at han skal sidde inde i flere år.

I maj i år blev syv Pudemo-medlemmer, herunder generalsekretæren Mlungisi, anholdt for at bære t-shirts med Pudemos logo.

I Sydafrika er de dog i sikkerhed, og i dag bærer mange af dem trøjer og hatte med Pudemos logo.

Støtten fra Danmark og ikke mindst fra Enhedslisten betyder ekstremt meget for Pudemo, understreger flere af dem, og de er meget ivrige for at fortælle om deres situation.

Bortset fra enkelte kommentarer og opklarende spørgsmål fra danskerne, er det Pudemo-folk, der taler det meste af tiden i de to timer, som mødet varer.

Jeg suger til mig.

Pudemo er den stærkeste oppositionskraft og prøver at repræsentere alle grupper i Swazi-samfundet.

Målet er, at skabe en fælles front og isolere kongen. Alle kender Pudemo og der er en ret stor sympati i mange sektorer af samfundet, selvom partiet konstant bliver dæmoniseret af myndigheder og de statskontrollerede medier.

Pengene fra Danmark er vigtige, men solidariteten og opmærksomheden er faktisk endnu vigtigere, pointerer én.

Den moralske støtte giver mod og gejst til at fortsætte kampen på trods af den øgede repression. Frigørelsen fra kongen er swaziernes egen sag, men vores support giver energi til at konfrontere styret.

En anden understreger, at der er tale om ligeværdigt samarbejde mellem Pudemo og Enhedslisten. Der er ikke udelukkende tale om et donor-modtagerforhold, for vi ønsker jo at ændre hele verden sammen, og sammen med mange andre kammerater. Vi har alle noget, vi kan lære hinanden og bidrage med i den fælles kamp.

Det tror jeg han har ret i.

Vi overnatter hos Venitia, som er bosat i Johannesburg-bydelen Brixton.

Hun er fjerdegenerationsindvandrer fra Indien og en meget central person i Swazilands frihedskamp.

Hun var en central figur i frihedsbevægelsen i Sydafrika under apartheid i firserne og har mange kontakter i både Sydafrika og Swaziland. Derudover er hun involveret i frihedsbevægelser i bl.a. Zimbabwe og Sydsudan.

Hun er uddannet jurist og fungerer samtidig som en slags konsulent i forhold til Enhedslistens projekt i Swaziland og i forhold til vores tur, hvor hun bl.a. hjælper med at få aftaler på plads.

Udover Venitia og hendes familie er også kammerat Sox til stede. Han er en nær ven af Venitia og har været frihedskæmper i Zimbabwe som ung. Men i halvfemserne måtte han flygte til Johannesburg, hvor han blandt mange andre ting er blevet involveret i solidaritetsarbejdet for Swaziland.

Vi bruger eftermiddagen og aftenen på at diskutere Pudemos situation med Venitia og Sox.

Den økonomiske situation i landet er ikke god for øjeblikket, og repressionen mod Pudemo er tiltaget det seneste halve år, får vi at vide.

Vi diskuterer, hvad oppositionen kan stille op, og hvordan vi skal prioritere vores tid den kommende uge.

Billede fra Venitias hjem emmer af frihedskamp.

De næste par dage skal Thomas og Venitia mødes med Pudemo-folk i Johannesburg for at diskutere den forløbne projektperiode og gennemgå regnskaberne.

Klaus, Eva og jeg tager til Swaziland allerede samme dag, bl.a. for at følge et vigtigt retsmøde i hovedstaden Mbabane dagen efter.

Vi tager et tog til Pretoria, hvor vi bliver hentet på stationen af Mlungisi, Pudemos generalsekretær.

Han er velklædt og kører i en ret lækker truck med god plads. Han er vokset op i Swaziland, men hans far er sydafrikansk, så han har sydafrikansk pas. Han er uddannet jurist fra universitet i Pretoria, hvor han til dagligt arbejder som advokat.

Han er 35 år og har været aktiv i Pudemo siden han var 14 år og gik i grundskole i Mbabane.

Vi starter med at finde en hyggelig restaurant i byen, hvor vi spiser en god frokost.

Mlungisi er meget venlig, åbenhjertig og også nysgerrig på situationen i Danmark, som han intet kender til.

Derefter begiver vi os mod Swaziland, som ligger omkring 400 km fra Pretoria. Undervejs taler vi uafbrudt, især om situationen i Swaziland.

Vi taler om forskelle og ligheder mellem deres og vores politiske organisering og arbejde. Eksempelvis stemmer de stort set aldrig i Pudemo, og når endeligt de gør, er det altid skriftligt. Det er en meget spændende, men også munter og venskabelig samtale, hvor der bliver grinet en del.

Vi får også talt om sydafrikansk politik. Mlungisi er skuffet over ANC, men har svært ved at se nogle reelle politiske alternativer i landet. Han understreger, at Sydafrika ikke er et forbillede for Pudemo.

Mlungisi fortæller, at han for nogle måneder siden var til en middag hos Jacob Zuma (præsidenten i Sydafrika) som repræsentant for Pudemo, hvor også Swazilands konge, Mswati III, deltog.

Det undrer mig, at Mlungisi ikke er blacklisted og tilsyneladende stadig kan komme ind i Swaziland. Pudemo er som sagt forbudt i Swaziland, og det er ulovligt overhovedet at nævne organisationens navn. Præsidenten for Pudemo sidder i fængsel, og Mlungisi har også været anholdt flere gange.

Da vi nærmer os grænsen, stiger spændingen, selvom Mlungisi siger, at vi bare skal tage den med ro. Som han har lovet, krydser vi grænsen uden problemer. Det viser sig, at mange af grænsevagterne udmærket ved hvem, Mlungisi er, og tydeligvis har stor sympati.

Mlungisi kører turen mellem Pretoria og Swaziland hver eller hver anden uge, for at lave partiarbejde. Han flyver aldrig, for det er for risikabelt.

Vi kører hjem til Mlungisi, hvor vi skal bo de næste par dage.

Hans hus ligger for enden af en hullet jordvej i Ezulwini, en forstad til hovedstaden Mbabane. Huset er relativt luksuriøst sammenlignet med de andre huse på vejen. Han har sågar en swimmingpool i haven.

Om aftenen spiser vi take away-kylling og ser VM-fodbold på Mlungisis store fladskærms-TV, mens vi hyggesnakker.

Mlungisi fortæller bl.a. om den udbredte overtro i Swaziland, hvor de fleste tror på magi og heksedoktorer. I skolen lærer man bl.a., at man bliver forvandlet til en kat, hvis man kigger kongen i øjnene.

 

I dag skal vi overvære en retssag i retten i Mbabane.

Kongen har kopieret mange vestlige institutioner, såsom retssystem og et parlament, selvom begge dele er lidt af en parodi, da kongen har fuld kontrol over begge dele. Han bestemmer bl.a. hvem der skal være ministre og dommere, og kan også fyre dem igen, hvis han ikke er tilfreds.

Her er Mlungisi med dagens aviser. De to største aviser er Swaziland Observer, som er kongens avis samt Times of Swaziland, som er mere uafhængig, men stadig ikke hvad man forstår ved et frit medie.

 

Sagen handler om en menneskerettighedsadvokat og en redaktør, som er tiltalt for manglende respekt for retten.

Kort fortalt er sagen således: En lavtstående regeringsinspektør opdager, at en højesteretsdommer misbruger en regeringsbil til private formål, hvilket er ulovligt.

Han indberetter derfor dommeren, men ender med selv at få en dom for manglende respekt for retten.

Han ryger i fængsel og må rejse 15.000 emalangeni (7.500 kroner) til kaution, for at komme ud.

En kendt menneskerettighedsadvokat, Thulani Maseko (på billedet til højre) skriver derefter en klumme i magasinet The Nation om sagen.

Herefter bliver både advokaten Thulani og den ansvarshavende redaktør Bheki Makhubu (til venstre) varetægtsfængslet og anklaget for foragt for retten. De har foreløbigt siddet indespærret i over 100 dage, men nu er sagen ved at finde sin afslutning.

Mødet i dag er et af de sidste retsmøder i sagen. Herefter skal dommeren efter en betænkningstid afsige dom. Amnesty International har udtalt, at de betragter Thulani og Bheki som samvittighedsfanger, og de har kaldt anklagerne for »ulovlige«, »vilkårlige« og »chokerende«.

Efter retsmødet skal Thulani og Mbeki tilbage til fængslet, men inden da lykkes det mig at få fat i en kommentar fra Thulani, den anklagede advokat:

– Den her sag er en kamp for demokrati i Swaziland. Det er helt fundamentalt, at man har mulighed for at udtrykke, hvad man mener og tænker, men det kan man ikke i dag. Jeg tror, jeg bliver dømt i sagen. Spørgsmålet er, hvor hård straffen bliver. Men jeg giver ikke op. Kampen for demokrati fortsætter, siger han.

 

Vi er små 100 personer til stede i retssalen. Mange notabiliteter er mødt op, bl.a. formanden for Swazilands fagbevægelse, den amerikanske ambassadør samt EU-ambassadøren.

Vi hilser på mange af dem og møder også hustruen til den fængslede præsident for Pudemo.

Vi er her for at lægge pres på dommeren og vise, at der er folk i resten af verden, der bekymrer sig om udviklingen i Swaziland. 

Forsvarsadvokaten lægger ud med at begære sagen udsat. Det viser sig, at anklageren har indleveret 800 siders tekst i fredags, som han ikke har haft en ærlig chance for at få læst.

Efter en kort forhandling vælger dommeren at udsætte mødet en uge. Retssagen har foreløbigt varet mere end tre måneder

 

Efter retssagen får jeg bl.a. snakket med Nkosingiphile, en journalist fra The Nation Magazine, han er meget bekymret over retssagen, som han kalder »afgørende«.

– Vi har aldrig haft en lignende sag. Jeg tror desværre, at Thulani og Mbeki ender med at tabe. De bliver som minimum idømt de seks måneder, som de allerede har siddet, når der falder dom i september. De risikerer at få en væsentligt højere straf, måske to eller tre års fængsel. I går blev en gruppe al-Jazeera journalister idømt hårde straffe i Egypten, alene for at passe deres job. Måske sker det samme her. Retssagen er et tilbageslag for demokratiet, siger han.

The Nation er det mest kritiske politiske magasin i landet og er udkommet siden 2001. Men bladets fremtid er nu usikker, fortæller Nkosingiphile.

– Jeg mener ikke, at vi har en fri presse i Swaziland. Man skal passe på, hvad man skriver. The Nation risikerer at måtte lukke efter den her sag. Måske kan jeg få job på The Times. Måske må jeg flytte til Sydafrika. Det er meget trist, siger han.

 

Vores tilstedeværelse i retten vækker stor opmærksomhed. Her bliver Eva interviewet til Times of Swaziland, hvor hun siger, at Enhedslisten er meget bekymrede over sagen, og at man vil rejse sagen i det danske folketing og i udenrigsministeriet.

Forinden har vi clearet sagen med Nikolaj Villumsen fra Enhedslistens folketingsgruppe. Eva nævner naturligvis ikke Pudemo med et ord i interviewet, som bliver gengivet kort i avisen dagen efter.

 

Efter retssagen kører vi ud til en slagter i det, som vores kammerater kalder industrikvarteret, selvom der ikke er meget industri at se.

Ud over os tre danskere er der små 20 personer fra Pudemo til stede.

Vi køber kilovis af forskellig slags kød, som slagteren griller for os og serverer med pap (et rislignende majsprodukt) samt salat.

Vi spiser i en park på den anden side af gaden. Middagen foregår stående i cirkler omkring to borde, mens alle spiser med hænderne fra de store fade, som er papkasser fra en sodavandsfabrik.

Jeg prøver at lade være med at tænke på hygiejnen, og maden smager udmærket. En politibil ankommer, men folk lader til at tage det med ro.

– Vi kender vores rettigheder, siger en af kvinderne. Politiet holder sig da også på afstand og i ro.

 

Efter spisningen kører vi tilbage til Mlungisis hus i Ezulwini sammen med en ung kvinde, der hedder Lando. Mlungisi har nogle ærinder, så han kører afsted igen, mens nyder vi vejret og snakker med Lando.

Vi går blandt andet en god lang tur i området langs de støvede grusveje med små huse på begge sider. Vi møder mange børn, og der er også mange dyr, der går frit rundt på vejene og i haver og buskadser. Ikke mindst hunde og høns, men vi ser også adskillige fritgående køer.

 

Lando er tyve år og bor i Oshoek, en lille by tæt på grænsen til Sydafrika. Begge hendes forældre døde, da hun var 14, og siden da har hun skullet klare sig selv, fortæller hun.

– Jeg har ikke nogen familie, så jeg har klaret mig selv, siden jeg var 14. Da mine forældre døde, var der ikke nogen, der kunne betale for min skolegang, så jeg måtte stoppe med at gå i skole, siger hun.

– Jeg bor alene på et lejet værelse, men jeg har ikke råd til huslejen, så måske bliver jeg snart smidt ud. Huslejen er 150 emalangeni (80 kroner) om måneden. Jeg har ikke noget job, og jeg kan heller ikke få penge fra staten. Men en gang i mellem ordner jeg hår på nogle folk. Jeg har sjældent råd til mad og går tit sulten i seng, fortæller Lando.

Hun er aktiv i Pudemos ungdomsorganisation, Swayoco, som har fire afdelinger i landet, en for hver region.

– Vi holder møder hemmeligt i private hjem, for vi bliver anholdt, hvis politiet opdager vores aktivitet. De fleste af mine venner er ikke med i Pudemo, for de er bange for at ryge i fængsel. Det er jeg også, men når jeg ser på min egen situation og på resten af samfundet, føler jeg bare, det er nødvendigt at gøre noget. Ude på landet er der mange folk, som er mere fattige end mig. Det er simpelthen så uretfærdigt at rigdommen og mulighederne er så ulige fordelt, siger Lando.

 

Om formiddagen ankommer Thomas, Sox og Venitia til Mbabane. Efter morgenmaden skal vi til demonstration mod arbejdsløshed.

Arbejdsløsheden i Swaziland er på næsten halvtreds procent, og for unge er den endnu højere. Der er ingen hjælp at hente fra staten, hvis man står uden job.

Demonstrationen er indkaldt af den lille organisation SUPMO – Swaziland Unemplyed People’s Movement.

I en gade tæt på centrum synger og danser cirka tres mennesker. Folk er glade og smiler, men man kan tydeligt fornemme alvoren og dedikationen under overfladen.

Flere af bannerne handler om arbejdsløshed, men der er også mange skilte med andre paroler, bl.a. mod krig og prisstigninger på brød og for menneskerettigheder, demokrati og økonomisk hjælp til HIV-smittede.

Der er omkring 20 politifolk til stede, men de virker rolige og holder sig på afstand hele vejen. Der er også et par civilbetjente til stede, som bliver peget ud, men alle parter forholder sig alligevel ganske roligt.

 

Demonstranterne synger mange forskellige slags sange, og noget af det foregår i kanon og en gang imellem også flerstemmigt. Det lyder faktisk ret godt.

De fleste af sangene er på swazi, men der bliver også sunget en på engelsk om freedom og thats why I’m socialist. Samtidig smådanser næsten alle, mens de bevæger sig fremad. 

I et lyskryds danner demonstranterne en cirkel, som de går rundt i, mens de synger.

I et andet lyskryds sætter de sig på jorden i et par minutter. Flere demonstranter har fløjter, som der blæses i en gang i mellem, og der er også en megafon til stede, som dog ikke er særlig højlydt.

Her er Eva sammen med tre seje swazi-kvinder.

 

Den største demonstration i nyere tid var i 2008, hvor man samlede 20.000 i Manzini.

Men det er længe siden, at der har været mere end tusind deltagere i en demonstration, får jeg at vide.

Selvom de færreste swazier er tilfredse med kongen og regeringen, bliver oppositionen dæmoniseret af medierne, og det er svært at mobilisere.

Jeg snakker med en ganske ung fyr, der hedder Malando, som står lidt på afstand og kigger på demonstrationen. Han fortæller:

Jeg er selv arbejdsløs. Det er meget trist, at der er så mange arbejdsløse. Jeg er ikke glad for optøjer og ballade. Jeg ville på en måde gerne gå med i demonstrationen, men jeg er bange for, at der bliver taget billeder. Jeg vil ikke have problemer. Hvis jeg kommer i avisen, vil mine venner og familie sige: Hvad laver du, Malando?

Jeg får fat i skilt, hvor SUPMO kræver landreformer. Bemærk også trøjen bagved med teksten »Do it for Mandela«.

Af andre paroler fra demoen kan nævnes: »SUPMO wants job, not guns«, »We demand cheaper communication«, »SUPMO respects the dignity of the unemployed«, »Grant the unemployed and the HIV-positive E500«, »Deepening and accelerating the fight against unemployed« og »Stand up and fight unemployment«.

Demonstrationen går mod regeringskontorerne, og da vi efter en halv times tid kan se bygningen, tager politiet opstilling på tværs af vejen. Der opstår en lille smule skubben, mens demonstranterne synger videre og der blæses ivrigt i fløjterne.

Politiet trækker ti meter længere tilbage, og tingene falder til ro.

Demonstranterne samler sig i en halvcirkel, hvorefter en fyr holder en kort tale på swazi. Herefter knytter de alle næverne og synger en stille sang, som lyder anderledes alvorlig end alle de andre sange, de har sunget.

Herefter fortsætter demonstrationen tilbage til den park, hvor den er startet. Der bliver ved med at være godt gang i både sang og dans.

 

Efter demoen kører vi til Manzini, hvor vi indlogerer os på et hotel.

Manzini er den anden store by i Swaziland ud over Mbabane, men det vil være en overdrivelse at kalde dem storbyer. Der bor omkring 70.000 i hver af byerne, hvilket svarer til indbyggertallet i Esbjerg.

Om eftermiddagen skal vi sammen med Venitia og Sox mødes med Vincent Ncongwane, der er præsident for fagbevægelsens hovedorganisation TUCOSWA.

TUCOSWA er en paraply for alle fagforeninger i landet, men er en meget, meget lille organisation sammenlignet med LO i Danmark.

Hovedkvarteret består af fire lokaler på tredje sal i en stor bygning, hvor også andre organisationer holder til. Organisationen har kun to fuldtidsansatte, hvoraf præsidenten, Vincent, er den ene.

Vincent er en kendt kritiker af regeringen, og mens vi har været i landet, har han optrådt i Times of Swaziland flere gange.

 

Vincent fortæller om fagbevægelsens udfordringer og er meget venlig og imødekommende. Danmark spiller en vigtig rolle i Swazilands politiske udvikling, og Vincent selv har været i Danmark for få måneder siden, hvor han mødtes med NGOer og folk fra den danske og norske fagbevægelse.

TUCOSWA har også særdeles tætte bånd med den sydafrikanske søsterorganisation COSATU.

Lige for øjeblikket er fagbevægelsen i Swaziland især optaget af en række strejker i sukkerindustrien samt en mulig lukning af flere tekstilfabrikker, fortæller han.

I sukkerbæltet strejker flere tusind mennesker på to forskellige plantager, hvor der bl.a. har været optøjer og afbrændinger af sukkermarker.

Vincent har taget afstand fra markafbrændingerne i pressen, selvom han udmærket godt kan forstå, at sukkerarbejderne er vrede og frustrerede.

Selvom firmaerne tjener mange penge, arbejder de ansatte under horrible forhold og til en ussel løn. Vincent er ikke selv direkte involveret i konflikten, men er i tæt kontakt med SAPAWU, sukkerarbejdernes fagforening, som organiserer strejken og som er medlem af TUCOSWA.

En anden sag, som fylder meget for fagbevægelsen er, at USA efter al sandsynlighed er på vej til at opsige handelsaftalen AGOA, Africa Growth Oppotunity Act, med Swaziland.

Aftalen giver en række lande fra det sydlige Afrika ret til skattefri eksport til det amerikanske marked, til gengæld for at arbejde i retningen af demokrati, bekæmpe korruption, styrke kvinders rettigheder og en række andre progressive tiltag.

Den internationale fagbevægelse ILO har rettet en skarp kritik af arbejdernes forhold, og amerikanerne truer nu med at opsige AGOA, hvilket vil betyde, at tusindvis af jobs i tekstilindustrien vil forsvinde.

Tekstilindustrien består af en række firmaer fra Taiwan, der har en række store tøjfabrikker udenfor Manzini. De producerer især, men ikke udelukkende, til det amerikanske marked.

Omkring 17.000 kvinder arbejder på disse fabrikker. Derfor er det vigtigt, at kæmpe for, at AGOA-aftalen bibeholdes, og et af midlerne er at opbygge et internationalt pres på Swazilands regering.

– Hvis AGOA bliver opsagt, er der ingen tvivl om, at en række af fabrikkerne vil flytte til andre lande med bedre handelsaftaler. Det vil være en katastrofe. Flere tusinde jobs er på spil. Det er ikke gode jobs, men det er dog jobs, siger Vincent Nkongwane.

– Hvis aftalen bliver opsagt, er det helt og holdent regeringens skyld. Der er ikke nogen som helst god undskyldning for, at regeringen har undladt at opfylde kravene. Men regeringen har ikke været sit ansvar voksent. Den sætter desværre sine egne interesser over befolkningens. Det er de almindelige arbejdere og deres familier, som betaler prisen, fortsætter han.

Et par dage senere er det i øvrigt en realitet, at AGOA-aftalen er opsagt. I den forbindelse udtaler Vincent mange af de samme pointer til Times of Swaziland, som han har sagt til os.

TUCOSWA beskyldes af regeringen for at være en frontorganisation for Pudemo, og selvom det ikke er hele sandheden, er det rigtigt nok, at der er bånd mellem de to organisationer.

Vincent har stor sympati for Pudemo, fortæller han:

– Pudemo kæmper mod fattigdom og arbejdsløshed og for alle de vigtige dagsordener. Det er den eneste gruppe, som rigtigt tør råbe op og sige regeringen imod. Jeg mener, at den allervigtigste kamp hernede er at få gjort partierne lovlige og sikre, at der er frihed til at sige, hvad man mener og tænker. Derfor støtter vi også kampen for at få løsladt Pudemos præsident, Mario Masuku.

TUCOSWA er et lovligt fagforbund, men oplever også myndighedernes repression.

Sidste år blev dets lokaler ransaget flere gange, og i en kort periode, blev forbundet opfattet af myndighederne som en ulovlig organisation, og man kunne sågar blive anholdt for at gå i en fagforeningstrøje. Sådan er det dog ikke for øjeblikket.

Vincent kan ikke forklare, hvor mange medlemmer TUCOSWA egentligt organiserer. Man har tilsyneladende ikke kontingenter og medlemskartoteker på den måde, som vi kender det i Danmark.

Men han fortæller, at de største faggrupper er fabriksarbejdere, offentligt ansatte og landbrugsmedarbejdere. Inden for det offentlige er særligt lærerne og sygeplejerskerne velorganiserede.

Han mener ikke, at Swazilands udvikling går den rigtige vej, og indrømmer, at han finder det svært at finde ud af, hvad venstrefløjen skal stille op:

– Vi har prøvet mange forskellige ting, men vi har ikke fået de ønskede resultater. Den eneste måde at ændre samfundet til det bedre er ved at organisere folk nedefra. Det er ikke en let opgave, men det er den eneste vej frem, slutter han.

Jeppe Rodhe er medlem af Enhedslisten på Ydre Nørrebro, København.

Modkraft bringer i løbet af de næste dage anden del af rejsebrevet.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce