Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Baggrund
19. januar 2014 - 19:39

Retten til byen

Byer spiller en afgørende rolle for absorbering af merproduktet, der opstår gennem udbytning, mener David Harvey – og med udstødning af de fattige som gentagen social konsekvens. Men byer fostrer også mod oprør og modstand.

Vi lever i en tid, hvor idealer om menneskerettigheder er rykket ind midt på scenen, politisk såvel som etisk.

Meget politisk energi bliver brugt på at fremhæve, beskytte og definere menneskerettighedernes betydning i arbejdet med at bygge en bedre verden.

Det er overvejende individuelle og ejendomsbaserede idéer, der er i omløb, og de gør som sådan ikke noget for at udfordre hegemoniske neoliberale markedslogikker, retsprincipper eller neoliberal statslig styring. Vi lever, trods alt, i en verden, hvor retten til ejendom og profit går forud for alle øvrige rettigheder.

Men der er øjeblikke, hvor menneskerettighedsidealerne tager en kollektiv drejning; som når arbejderes, kvinders, homoseksuelle og andre minoriteters rettigheder rykker i forgrunden (tænk på bl.a. arbejderbevægelsen og 1960'ernes borgerrettighedsbevægelse i USA, der var kollektiv af natur og vakte global genklang).

Sådanne kampe for kollektive rettigheder har lejlighedsvist skabt vigtige resultater.

I dette essay vil jeg udforske en anden kollektiv rettighed: retten til byen.

Det gør jeg i en kontekst præget af fornyet interesse for Henri Lefebvres tanker om emnet og fremkomsten af mange forskellige sociale bevægelser rundt om i verden, der kræver retten til byen. Hvordan kan denne ret så defineres?

Den kendte bysociolog Robert Park skrev engang, at byen er:

»menneskets mest konsistente og i det store hele mest vellykkede forsøg på at genskabe den verden, det lever i, efter sit hjertes begær. Men, på samme vis som byen er den verden, mennesket har skabt, er det også den verden, det for eftertiden er dømt til at leve i. Mennesket har således indirekte og uden nogen klar fornemmelse af opgavens væsen genskabt sig selv ved at skabe byen.«

Hvis Park har ret, kan spørgsmålet om hvilken by, vi ønsker, ikke adskilles fra, hvilke mennesker vi ønsker at være, hvilke sociale relationer vi søger, hvilke forhold til naturen vi har, hvilke livsstile vi ønsker, og hvilke æstetiske værdier vi har.

Retten til byen er derfor langt mere end blot et individs eller en gruppes adgang til byens ressourcer og tilbud. Det er en ret til at genopfinde og genskabe byen efter vores hjerters begær. Det er en kollektiv og ikke en individuel rettighed, da en genopfindelse af byen afhænger af udøvelsen af kollektiv magt over urbaniseringsprocesserne.

Jeg vil hævde, at friheden til at skabe og genskabe os selv og vores byer er en af de mest kostbare, og samtidig mest forsømte, af vores menneskerettigheder. Derfor er vi nødt til at spørge os selv, hvordan vi bedst kan praktisere denne rettighed?

Da vi, som Park fremfører, hidtil har manglet en klar fornemmelse for vores opgaves væsen, er det nyttigt først at reflektere over, hvordan vi gennem historien er blevet skabt og genskabt af en urban proces, der er drevet frem af mægtige sociale kræfter.

Det forbløffende tempo for og skala af urbaniseringen i løbet af de sidste 100 år betyder blandt andet, at vi er blevet genskabt adskillige gange uden at vide hvordan og hvorfor.

Vi må spørge os selv om denne dramatiske urbanisering har bidraget til menneskelig velvære? Har den gjort os til bedre mennesker, eller har den efterladt os en verden af anomi og fremmedgørelse, vrede og frustration? Er vi blevet blotte monader1 i et urbant hav?

Det var spørgsmål som disse, der optog kommentatorer som Friedrich Engels og Georg Simmel i det 19. århundrede. De formulerede indsigtsfuld kritik af datidens spirende urbane personaer, der fremkom som følge af den rivende urbanisering.

I dag er det ikke svært at opremse misfornøjelser og bekymringer, samt glæder ved det urbane, der forandres stadigt hurtigere.

Alligevel synes vi at mangle modet til systematisk kritik. Forandringernes malstrøm overvælder os, selv når åbenlyse spørgsmål melder sig.

Hvad skal vi fx stille op med de enorme koncentrationer af velstand, privilegier og forbrugerisme i næsten alle verdens storbyer, der dannes ved siden af det FN kalder en eksploderende »planet of slums«?

At kræve retten til byen – i den forstand jeg omtaler den her – er at kræve en form for magt til at ud- og omforme urbaniseringsprocesserne, magt over de måder hvorpå vores byer skabes og genskabes; og dette radikalt og fundamentalt.

Byer er fra deres begyndelse opstået som geografiske og sociale koncentrationer af merprodukt. Urbanisering har derfor altid været et klassefænomen.

Merproduktet produceres altid et sted og af nogen, mens kontrollen med overskuddet typisk ligger i hænderne på de få (som fx et religiøst oligarki eller en krigerpoet med imperiale ambitioner).

Denne generelle situation består selvfølgelig under kapitalismen, men der er her en noget anderledes dynamik på spil.

Som Marx fortæller os, hviler kapitalismen på den evige søgen efter merværdi (profit). For at producere merværdi må kapitalisten producere et merprodukt. Dette betyder, at kapitalismen konstant producerer det merprodukt, urbanisering behøver.

Det omvendte gør sig ligeledes gældende. Kapitalismen behøver urbanisering for at absorbere det merprodukt, den konstant skaber. På denne måde opstår en indre forbindelse mellem kapitalismens udvikling og urbanisering.

(…)

På hvilke måder er kapitalistisk urbanisering (...) blevet drevet frem af behovet for at omgå barrierer [for kapitalcirkulation og -akkumulation, red.] og for at udvide området for profitabel kapitalistisk aktivitet?

Jeg hævder her, at urbanisering, sammen med andre fænomener såsom militarisering, spiller en særdeles central rolle i forhold til at absorbere dele af det merprodukt, kapitalister konstant producerer i deres søgen efter merværdi.

Lad os begynde i Paris under den Anden Franske Republik.

Krisen i 1848 var en europæisk krise, og det var en af de første kriser, der på samme tid var forårsaget af overskydende kapital og et overskud af arbejdskraft. Den ramte især hårdt i Paris, hvor resultatet var en fejlslagen revolution af arbejdsløse og de borgerlige utopister, der anså en social republik for at være kuren imod kapitalistisk grådighed og ulighed.

Det republikanske borgerskab undertrykte de revolutionære voldeligt, men formåede ikke at løse krisen. Som et resultat heraf stod Napoleon III i 1851 bag et statskup, for året efter at udråbe sig selv til kejser.

Den autoritære kejser iværksatte en massiv undertrykkelse af politiske bevægelser for at overleve rent politisk, men han vidste også, at han var nødt til at løse problemet med at absorbere den overskydende kapital. Dette gjorde han ved at lancere et enormt program for investeringer i infrastruktur hjemme såvel som i udlandet.

Dette førte blandt andet til opførelsen af jernbaner gennem Europa og ned i Mellemøsten og tilskud til store byggerier som Suez-kanalen.

Hjemme i Frankrig medførte det en udvidelse af jernbanenettet, opførelsen af havne, dræning af marskland og lignende.

Frem for alt betød det imidlertid en omdannelse af den urbane infrastruktur i Paris.

I 1853 bragte Napoleon III, Baron Haussmann til Paris for at lede det offentlige byggeri.

Haussmann forstod udmærket, at hans opgave var at afhjælpe problemerne med overskydende kapital og arbejdsløshed gennem urbanisering. Omdannelsen af Paris absorberede, efter datidens standarder, enorme mængder kapital og arbejdskraft. Omdannelsen var, sammen med en autoritær undertrykkelse af de parisiske arbejderes drømme, en vigtig kilde til at skabe social stabilitet.

Haussmann trak på 1840'ernes diskussioner af Fourier, Saint-Simon og de utopiske socialisters planer for at omforme Paris. Der var imidlertid en væsentlig forskel; han ændrede den skala, hvorpå man forestillede sig det urbane.

Da arkitekten Hittorf viste Haussmann sine planer for en ny boulevard, blev de afvist af Haussmann, der smed dem tilbage i hovedet på ham og sagde: »Ikke bred nok … Du har tegnet den 40 meter bred. Jeg vil have den 120 meter bred.«

Haussmann tænkte byen i en større skala. Han annekterede forstæderne og redesignede hele kvarterer, fx Les Halles, frem for blot dele af den urbane struktur. Han ændrede byen på én gang frem for i bidder.

Til det havde han brug for nye finansielle institutioner og låneinstrumenter, der var skabt i tråd med Saint-Simons idéer (Crédit Mobilier og Crédit Immobiliere). Han afhjalp faktisk problemet med den overskydende kapital ved at lancere et keynesiansk system med lånefinansierede forbedringer af infrastrukturen i byen.

Systemet fungerede i omkring 15 år, og indbefattede ikke kun omdannelsen af den urbane infrastruktur, men også skabelsen af en ny urban livsstil og en ny urban persona.

Paris blev 'lysets by'; et centrum for forbrug, turisme og nydelse. Caféerne, stormagasinerne, modeindustrien og de store udstillinger ændrede den urbane livsstil, så den kunne absorbere enorme kapitaloverskud gennem en voldsom forbrugerisme, der fornærmede såvel traditionalister som ekskluderede arbejdere.

I 1868 brød det stadigt mere spekulative finansielle system, der var selve grundlaget for opsvinget, imidlertid sammen, og Haussmann måtte forlade sin post.

I desperation gik Napoleon III i krig mod Bismarcks Tyskland – og tabte. I det efterfølgende vakuum opstod Pariserkommunen, et af de største revolutionære øjeblikke i kapitalismens urbane historie.

Pariserkommunen opstod dels som følge af nostalgi efter den urbane verden, som Haussmann havde ødelagt, og dels som følge af de ekskluderede gruppers ønske om at erobre byen tilbage.

Pariserkommunen udtrykte også modstridende socialistiske fremtidsvisioner: Jakobinernes idealer om en hierarkisk centralmagt stod over for anarkistiske visioner om decentral folkelig magt, anført af Proudhons tilhængere.

I 1872, under intense diskussioner om hvem der bar skylden for Pariserkommunens nederlag, skete det radikale brud mellem marxister og anarkister, der den dag i dag desværre stadig splitter en stor del af oppositionen til kapitalismen.

Lad os nu spole frem til USA i 1942. Det problem, der havde syntes så uoverkommeligt i 1930'erne, nemlig at anbringe den overskydende kapital i produktive investeringer, og den arbejdsløshed der fulgte med, blev midlertidigt løst med den enorme mobilisering til verdenskrigen. Men alle var bange for, hvad der kunne ske efter krigen.

Den føderale regering styrede i realiteten en nationaliseret økonomi (og gjorde det særdeles effektivt), og USA var allieret med det »kommunistiske« Sovjet i krigen mod fascismen.

Som reaktion på depressionen i 1930'erne var stærke sociale bevægelser med socialistiske tilbøjeligheder opstået. Mange af bevægelsernes sympatisører blev integreret i krigsmobiliseringen.

Vi kender alle den efterfølgende historie med McCarthyismen og den kolde krig (hvilken der var et væld af tegn på allerede i 1942). De herskende klasser i USA brugte, som Napoleon III, en heftig politisk undertrykkelse for at befæste deres magt.

Men hvad med problemet med den overskydende kapital?

I 1942 udkom en omfattende evaluering af Haussmanns arbejde i et tidsskrift for arkitektur. Artiklen dokumenterede detaljeret det fascinerende i hans arbejde og forsøgte at analysere hans fejl.

Artiklen var skrevet af ingen andre end Robert Moses, der efter 2. Verdenskrig gjorde det samme med New York, som Haussmann havde gjort med Paris. Det vil sige, at Moses ændrede skalaen, hvori man tænkte det urbane.

Det gjorde han ved at bygge lånefinansierede motorveje og anden infrastruktur, ved at bygge forstæder og gennemføre en total omdannelse af ikke bare byen, men af hele New York-regionen. Han fandt en måde at absorbere merproduktet på, og løste herved problemet med den overskydende kapital.

Denne proces, der foregik i alle metropoler i USA, og derved blev national (endnu et spring i skala), spillede en nøglerolle i stabiliseringen af den globale kapitalisme efter 2. Verdenskrig. Det var en periode, hvor USA havde råd til at drive hele den ikke-kommunistiske verden økonomisk gennem underskud på handelsbalancen.

Forstadsliggørelsen af USA var ikke blot et spørgsmål om ny infrastruktur.

Som det var tilfældet med den Anden Republik i Paris, indebar udviklingen en radikal ændring af livsstil. En helt ny tilværelse blev skabt, hvor nye produkter – fra typehuse til køleskabe og air-condition, såvel som to biler i indkørslen og en enorm stigning i olieforbruget – medvirkede til at absorbere den overskydende kapital.

Opførelsen af forstæderne spillede således, sammen med militarisering, en nøglerolle i forhold til absorbering af den overskydende kapital i efterkrigsårene.

Den udvikling skete på bekostning af bykernerne, der blev udhulet og efterladt uden en bæredygtig økonomisk basis. Dette skabte den såkaldte 'urbane krise' i 1960'erne, hvor minoriteter (især afro-amerikanere) i de indre byer, der blev nægtet del i den nye velstand, gjorde opstand.

Det var ikke kun de indre byer, der var i oprør. Traditionalister samledes i stigende grad omkring Jane Jacobs og søgte at gå imod Moses' brutale modernistiske mega-projekter med en alternativ urban æstetik.

De fokuserede på historisk bevarelse og lokal udvikling, i sidste ende gentrificering, af ældre områder.

Forstæderne var imidlertid blevet bygget, og den radikale livsstilsændring, de var et vidne om, havde en række sociale konsekvenser. Nogle feminister udpegede forstaden og dens tilhørende livsstil som det stedlige udgangspunkt for deres kritik.

Som det skete for Haussmann, udvikledes en krise, der betød at Moses faldt i unåde, og hans løsninger blev i slutningen af 1960'erne set som upassende og uacceptable.

Hvis 'haussmanniseringen' af Paris var en del af forklaringen på Pariserkommunens opståen, så spillede det åndløse liv i forstaden en nøglerolle i de dramatiske begivenheder i 1968 i USA, hvor utilfredse hvide middelklassestuderende gik ind i en periode af oprør imod amerikansk imperialisme, og søgte alliancer med marginaliserede grupper for at bygge en bevægelse, der kunne skabe en anden verden; herunder en anden urban oplevelse (her stod anarkistiske og libertære strømninger igen over for hierarkiske og centralistiske alternativer).

'68-oprøret blev ledsaget af en finansiel krise. Den var delvist global (med Bretton Woods-systemets kollaps) og udsprang fra de kreditinstitutioner, der havde finansieret byggeboomet i de foregående årtier.

Krisen udviklede sig fra slutningen af 1960'erne, og hele det globale kapitalistiske system kom i dyb krise, anført af den bristede boligboble i 1973 og efterfulgt af New York Citys konkurs i 1975.

I 1970'erne var spørgsmålet, hvordan man kunne redde kapitalismen fra dens indre modsætninger. Hvis historien kunne pege på løsninger, var den urbane proces dømt til at spille en vigtig rolle.

Som William Tabb har vist, skete overvindelsen af krisen for New Yorks vedkommende ved hjælp af en ustabil alliance mellem statsmagt og finansielle institutioner, der således banede vejen for et neoliberalt svar: kapitalistklassens magt skulle beskyttes på bekostning af arbejderklassens levestandard, mens markedet blev dereguleret for at kunne arbejde i fred.

Spørgsmålet var efterfølgende, hvordan man skulle genopbygge kapaciteten til at absorbere de overskud, kapitalismen måtte producere, hvis den skulle overleve.

Lad os igen spole frem, til vores nuværende situation.

Den internationale kapitalisme var på en rutsjebanetur med regionale kriser og kollaps (Øst- og Sydøstasien 1997-98, Rusland 1999, Argentina 2001 osv.) indtil den ramte en global krise i 2008.

Hvilken rolle har urbanisering spillet i denne historie? I USA var der indtil 2008 en udbredt opfattelse af, at boligmarkedet var en vigtig stabilisator i økonomien; specielt efter internetboblens kollaps i slutningen af 1990'erne.

Boligmarkedet absorberede en stor del af den overskydende kapital direkte gennem nybyggeri (af såvel boliger og kontorer i bykerner og forstæder), mens boligprisernes himmelfart, støttet af en ødsel långivning til historisk lave renter, øgede forbruget af varer og services på det hjemlige marked.

Det globale marked blev delvist stabiliseret gennem urbanisering i USA og spekulation på boligmarkedet, imens USA havde enorme handelsunderskud og dagligt måtte låne ca. 2 mia. $ for at finansiere den umættelige forbrugerisme og krigene i Irak og Afghanistan.

Samtidigt undergik den urbane proces på ny en ændring af skala.

Den blev, kort sagt, global. Vi kan derfor ikke udelukkende fokusere på USA. Boligmarkedsboom i England, Irland og Spanien, samt i mange andre lande, drev kapitalismen på måder, der i vid udstrækning lignede dynamikkerne i USA.

Urbaniseringen af Kina de sidste tyve år har med et enormt fokus på infrastruktur haft en radikalt anden karakter og hastighed. Tempoet er i øvrigt steget kraftigt siden en mindre recession i 1997.

På tyve år er flere end hundrede byer blevet millionbyer, og mindre byer som Shenzhen er blevet kæmpe metropoler med 6 til 10 mio. indbyggere.

Industrialiseringen var først koncentreret i specielle økonomiske zoner (SEZ), men den spredte sig hurtigt til enhver kommune, der var villig til at absorbere overskydende kapital fra udlandet og hastigt pløje fortjenesten ud i urban ekspansion.

Enorme infrastrukturprojekter, såsom dæmninger og motorveje – igen alle lånefinansierede – forandrer landskabet.

Tilsvarende store shoppingcentre, science parks, lufthavne, containerskibshavne, kulturinstitutioner, 'gated communities' og golfbaner spreder sig ud over det kinesiske landskab, mellem overbefolkede sovesale for de enorme arbejdskraftreserver, der migrerer ind til byerne fra de fattige landlige regioner.

Som vi skal se, har denne urbaniseringsproces været vigtig i forhold til at absorbere den overskydende kapital og for den globale kapitalisme som sådan.

Men Kina er blot et epicenter for en urbaniseringsproces, der nu virkeligt er blevet global. Dette skyldes delvist den forbløffende integration af de globale finansielle markeder, der i kraft af deres fleksibilitet lånefinansierer projekter fra Dubai til São Paulo, fra Madrid og Mumbai til Hong Kong og London.

Kinas Folkebank har fx været aktiv på det sekundære marked for boliglån i USA, mens Goldman Sachs har været aktive på det livlige boligmarked i Mumbai, og kapital fra Hong Kong er blevet investeret i Baltimore.

Næsten alle verdens storbyer har oplevet et byggeboom for de rige – ofte af foruroligende ens karakter – parallelt med en flodbølge af fattige migranter, der fordrives fra deres hjem og søger mod byerne som følge af industrialisering og kommercialisering af landbruget.

Disse byggeboom har været tydelige i Mexico City, Santiago de Chile, Mumbai, Johannesburg, Seoul, Taipei, Moskva og i hele Europa (hvor Spaniens har været mest dramatisk), såvel som i storbyer i de kapitalistiske kernelande såsom London, Los Angeles, San Diego og New York (hvor man i 2007 under milliardæren Bloomberg iværksatte flere urbane storskala-projekter end nogensinde før).

Forbløffende, spektakulære og i nogle henseender kriminelt absurde urbaniseringsprojekter er blevet til i Mellemøsten, i steder som Dubai og Abu Dhabi.

Det er sket for at absorbere de enorme kapitaloverskud, der kommer fra olierigdommen, og finder sted på de mest påfaldende socialt uretfærdige og miljømæssigt skadelige måder (som fx en indendørs skiløjpe i en glohed ørken).

Vi ser her endnu et spring i skalaen for urbanisering; et spring der gør det svært at forstå, at det, der foregår globalt, i princippet ligner de processer, Haussmann for en tid så dygtigt forvaltede i den Anden Republiks Paris.

Denne urbaniseringsbølge har, som de foregående, været afhængig af at skabe nye kreditinstitutioner og aftaler for at have den nødvendige kredit til at opretholde den.

I den forbindelse har de finansielle innovationer i 1980'erne været helt centrale. Innovationerne omfatter især securitisering og samling af huslån, der sælges til internationale investorer, samt finansielle institutioner til at håndtere et sekundært marked for huslån.

Det var der mange fordele ved: det spredte risikoen og gav bl.a. investeringspuljer lettere adgang til boligmarkedet, ligesom det via en forbedret koordinering pressede den samlede rente ned, mens de nye lånetyper skabte formuer for finansielle mellemhandlere.

Men risici bliver ikke elimineret ved at blive spredt ud. Desuden opmuntrer spredningen af risici til endnu mere spekulativ adfærd, idet risikoen kan flyttes andetsteds.

Boligmarkedet kom ud af kontrol, da der ikke var tilstrækkelige mekanismer til at vurdere risici, og historierne om brødrene Péreire i 1867-68 og New York City i de tidlige 1970'ere gentog sig med subprime-krisen i 2008.

Krisen koncentrerede sig i begyndelsen i og omkring de større amerikanske byer (selvom lignende tegn kunne iagttages i Storbritannien), og ramte især grupper af afro-amerikanere med lave indkomster og enlige mødre i storbyerne.

Den ramte også folk, der havde købt hus i storbyernes forstæder til en kunstigt lav rente, eftersom de ikke kunne følge med prisernes himmelflugt i byernes centre. De oplevede højere transportomkostninger, da oliepriserne steg, og kraftigt stigende lånebetalinger, da markedsrenten satte ind.

Denne krise, med enorme konsekvenser for lokalt byliv (hele kvarterer i Cleveland, Baltimore og Detroit blev ramt af bølger af tvangsauktioner), truede det globale finansielle systems arkitektur og udløste en omfattende økonomisk recession.

Parallellerne til 1970'erne er mildest talt forbløffende. (Det amerikanske finansministeriums »easy-money«-reaktion var at pumpe penge ind i systemet, hvilket næsten med sikkerhed vil skabe høj inflation i fremtiden, som det gjorde i 1970'erne.)

Men situationen er langt mere kompliceret i dag, og det er et åbent spørgsmål, hvorvidt et seriøst krak i USA kan opvejes af et andet sted, fx Kina.

Ulige geografisk udvikling kan måske igen, som i 1990'erne, redde systemet fra et totalt kollaps; selvom det denne gang er USA, der er problemets centrum.

Dog er det finansielle system også tidsligt tættere sammenkoblet end det nogensinde har været.

Den computerdrevne split-sekund-handel har skabt en enorm omskiftelighed på aktiemarkedet. Når split-sekund-handlen løber af sporet, truer den hver gang med at skabe en stor afvigelse på markedet, der kan skabe en massiv krise, som kræver en total gentænkning af, hvordan finanskapitalen og pengemarkederne fungerer.

Det gælder også i forhold til urbanisering.

Som i alle foregående faser har den seneste radikale udvidelse af det urbane medført store ændringer i livsstil. Bylivet er blevet en vare for dem med penge. Det samme gælder selve byen i en verden, hvor forbrugerisme, turisme, kultur-, videns- og oplevelsesøkonomi er blevet centrale elementer i den urbane politiske økonomi, selv i Kina og Indien.

Den postmoderne tilskyndelse til dannelsen af nichémarkeder inden for urbane livsstile, forbrugsvaner og kulturprodukter, indhyller oplevelsen af byen i en aura af valgmuligheder; forudsat at man har penge og er i stand til at beskytte sig mod den stigende berigelseskriminalitet (en form for privatisering af den økonomiske omfordeling) og det bedrageri, der er eskaleret alle vegne.

Shoppingcentre og enorme butikskæder (hvis opførelse er blevet en industri i sig selv) formerer sig hastigt, ligesom fast-food steder, kunsthåndværk, modebutikker og »pacification by cappuccino«, som bysociologen Sharon Zukin kalder det.

Selv det usammenhængende, kedelige og monotone forstadsbyggeri, der fortsat er dominerende mange steder, har nu fået et modsvar i 'New Urbanism'-bevægelsen, der lovpriser salget af fællesskab og luksuslivsstil som en vare, der kan opfylde folks drømme om byliv.

Det er en verden, hvor den neoliberale etik om intens besidderisk individualisme er blevet en skabelon for socialisering.

Konsekvensen er stigende individuel isolation, frygt og neurose. Og dette finder sted midt i en af de største samfundsmæssige bedrifter i menneskehedens historie – i forhold til gennem urbanisering at opfylde vores hjerters begær (i det mindste hvis man dømmer efter omfanget og den altomfavnende karakter).

Sprækkerne i systemets helhed er dog alt for tydelige. Vi lever i stigende grad i opdelte, fragmenterede og konfliktfyldte byer.

Hvordan vi ser verden og dens muligheder afhænger af, hvilken side af skillelinjerne vi befinder os på, og hvilke former for forbrug vi har adgang til.

I de seneste årtier har den neoliberale vending forskudt forholdet mellem klasserne og givet magt tilbage til rige eliter.

På et enkelt år indkasserede flere bestyrere af hedgefonde i New York personlige indtægter på over 3 mia. $. Samtidig er bonusserne på Wall Street eksploderet de seneste år; fra omtrent 5 mio. $ til næsten 50 mio. $ for de store spillere, hvilket har sendt ejendomspriserne på Manhattan på himmelfart.

Der er kommet 14 milliardærer mere i Mexico siden neoliberalismens indtog i slutningen af 1980'erne; bl.a. verdens rigeste mand, Carlos Slim. Samtidigt er de fattiges indkomster enten stagneret eller faldet.

I 2009 (efter den værste del af krakket var overstået) var der 115 dollarmilliardærer i Kina, 101 i Rusland, 55 i Indien, 52 i Tyskland, 32 i Storbritannien og 30 i Brasilien; i tillæg til de 413 i USA.

Denne stigende polarisering i fordelingen af velstand og magt afspejles i vores byers rumlige struktur. Der kommer stadigt flere 'gated communities' og privatiserede offentlige rum under konstant overvågning.

Den neoliberale beskyttelse af private ejendomsrettigheder, og de værdier der hører til, bliver den hegemoniske politik, selv for den lavere middelklasse.

Især i udviklingslandene er:

»[byen] ved at splittes i forskellige og adskilte dele gennem den tilsyneladende dannelse af flere »mikrostater«. Velhavende kvarterer, forsynet med alle slags services såsom eksklusive skoler, golf- og tennisbaner og et privat politi, der patruljerer området døgnet rundt, side om side med illegale bebyggelser, hvor der kun er adgang til vand ved offentlige brønde, hvor der ikke er kloakering, hvor kun et privilegeret fåtal etablerer ulovlig elektricitet, hvor vejene forvandles til mudderstrømme, når det regner, og hvor delehuse er normen. Hver del forekommer at leve og fungere autonomt, mens den holder fast i det, den har skrabet sammen i den daglige kamp for overlevelse.«

Under disse forhold bliver idealer om urban identitet, tilhørsforhold, borgerskab og en sammenhængende bypolitik, der i forvejen er truet af den individualistiske neoliberale etik, sværere at opretholde.

Selv idéen om byen som et politisk fællesskab, hvor progressive sociale bevægelser kan opstå, virker, i hvert fald på overfladen, stadigt mere usandsynlig.

Der er imidlertid et væld af urbane sociale bevægelser, der forsøger at overvinde isolationen og genskabe byen i et andet billede end det, der er skabt af bygherrer bakket op af finanskapitalen og entreprenørielle lokale myndigheder.

Selv relativt konservative bystyrer leder efter nye måder at producere det urbane på og demokratisere den politiske styring. Er der et urbant alternativ og, hvis ja, hvor kan det komme fra?

Absorberingen af merprodukt gennem urbanisering har imidlertid et endnu mere dunkelt aspekt. Det har betydet gentagende urbane omdannelser gennem kreativ destruktion.

Denne proces har næsten altid en klassedimension, idet det er de fattige, de underprivilegerede og de politisk marginaliserede, der først og fremmest lider under den. Vold er en nødvendighed i skabelsen af en ny urban verden ovenpå resterne af den gamle.

Haussmann pløjede sig igennem gamle fattige parisiske kvarterer, der angiveligt blev eksproprieret for det fælles bedste; han gjorde det i byfornyelsens, miljøets og renoveringens navn.

Han tilrettelagde med overlæg fjernelsen af store dele af arbejderklassen og andre uregerlige elementer, samt svinende industrier, fra Paris' centrum, hvor de udgjorde en trussel mod den offentlige ro og orden, sundhed og, selvfølgelig, de politiske magthavere.

Han skabte en urban struktur, hvor man mente, det var nemt at sikre tilstrækkelig overvågning og kontrol, så revolutionære bevægelser kunne kontrolleres militært.

Det viste sig dog i 1871 at være forkert. Engels pointerede i 1872:

»I virkeligheden har bourgeoisiet kun én metode til løsning af boligspørgsmålet på sin egen manér, dvs. en løsning, der stadig på ny rejser spørgsmålet. Denne metode hedder: »Haussmann«.

Ved »Haussmann« forstår jeg her ikke blot pariseren Haussmanns specielt bonapartistiske manér at bryde lange, lige og brede gader midt igennem tætbebyggede arbejderkvarterer og på begge sider indramme dem med store luksusbygninger, hvorved man, ud over det strategiske formål at gøre det vanskeligere at bygge barrikader, også tilstræbte at skabe et specielt bonapartistisk byggeproletariat, der var afhængigt af regeringen, og at forvandle byen til en ren luksusby.

Jeg forstår ved »Haussmann« den nu almindelige praksis at slå brecher i arbejderkvartererne, særligt i de centralt beliggende i vore store byer, enten dette nu er foranlediget af hensyn, der angår den offentlige sundhed og forskønnelse, eller af efterspørgsel efter store centralt beliggende forretningslokaler eller af hensyn til trafikken, som jernbaneanlæg, gader osv.

Enten anledningen er den ene eller den anden, så er resultatet overalt det samme: De mest skandaløse stræder og gyder forsvinder under bourgeoisiets store selvforherligelse på grund af dette uhyre resultat, men – de opstår straks igen et andet sted, tit i den umiddelbare nærhed.«

Det tog faktisk mere end hundrede år at gennemføre borgerskabets erobring af det centrale Paris. Konsekvenserne har vi set i de seneste års optøjer og ødelæggelse i de isolerede forstæder, hvor marginaliserede immigranter, arbejdsløse og unge i stigende grad er fanget.

Den sørgelige pointe er, at den proces Engels beskrev, gentager sig igen og igen i kapitalismens urbane historie.

Robert Moses »tog en kødhammer med til Bronx« (med hans egne famøse ord). Der var lange og højlydte beklagelser fra lokale grupper og bevægelser, der siden smeltede sammen med Jane Jacobs' retorik, over den ubegribelige destruktion af ikke alene højt-skattede byområder, men også hele lokalsamfund og deres netværk af sociale relationer, det havde taget lang tid at etablere.

Efter de brutale statslige ekspropriationer var blevet bekæmpet og holdt i skak af ånden fra '68, startede der i New York og Paris' en langt mere lumsk og kræft-lignende forandringsproces gennem finansiel disciplinering af demokratiske bystyrer, ejendomsmarkedet, boligspekulation og arealanvendelse ved »højest og bedst brug«, altså efter det der gav det højest mulige økonomiske afkast.

Engels forstod ligeledes alt for godt, hvad denne proces handlede om:

»Vor tids store byers vækst giver ofre, især i de centralt beliggende kvarterer, grundende en kolossalt stigende værdi; de bygninger, der ligger på disse grunde, øger ikke denne værdi, men trykker den snarere ned, fordi de ikke mere svarer til de ændrede forhold; man river dem ned og erstatter dem med andre.

Dette sker især med de centralt beliggende arbejderboliger, for hvilke lejen aldrig eller dog kun yderst langsomt kan nå op over et vist maksimum selv ved den største overfyldning. Man river dem ned og bygger butikker, lagerbygninger, offentlige bygninger i stedet.«

Det er deprimerende at tænke på, at ovenstående er skrevet i 1872. Engels' beskrivelser kan nemlig overføres direkte til urbane processer i store dele af Asien (Delhi, Seoul, Mumbai) såvel som den nutidige gentrificering af fx Harlem og Brooklyn i New York.

Med andre ord er fordrivelses- og berøvelsesprocesser en del af kernen i kapitalismens urbane dynamik. Det er spejlbilledet af byfornyelsens absorbering af kapital.

Tænk på Mumbai, hvor seks mio. mennesker ifølge officielle opgørelser lever i slum; oftest uden skøder på jorden (på alle officielle kort over byen er der blanke pletter, hvor slumområderne ligger).

I takt med forsøget på at gøre Mumbai til et finanscentrum, der kan konkurrere med Shanghai, tager ejendomsudviklingen til i fart, og den jord, beboerne i slummen bor på, fremstår stadigt mere værdifuld.

Værdien af jorden i Dharavi, et af de mest prominente slumområder i Mumbai, er vurderet til 2 mia. $, og presset for at rydde slummen (officielt af sociale og miljømæssige årsager, for at maskere tyveriet) stiger dagligt.

Med opbakning fra staten presser finansielle kræfter på for tvangsrydninger af slummen. Disse kræfter har i nogle tilfælde med magt overtaget jord, der har været beboet i en generation.

Fordi jorden anskaffes for næsten ingen penge, kan der akkumuleres enorme mængder kapital på denne jord gennem ejendomsudvikling.

Får de, der skubbes ud, kompensation? De heldige får en smule. Men selvom den indiske forfatning specificerer, at staten er forpligtet på at sikre liv og velvære og på at garantere boliger for hele befolkningen, uanset kaste og social klasse, har den indiske højesteret udstedt både domme og retningslinjer, der tilskriver denne forfatningsmæssige bestemmelse en ny mening.

Fordi slumbeboerne bor ulovligt og ofte ikke kan bevise en langvarig beboelse på jorden, har de ikke ret til kompensation. At medgive dem denne ret, ville ifølge højesteret, svare til at belønne lommetyve for deres handlinger.

Derfor kan slumbeboerne enten vælge at blive og kæmpe, eller de kan pakke deres få ejendele og flytte ud omkring motorvejene, eller hvor de ellers kan finde plads.

Lignende eksempler på fordrivelser (dog mindre brutale og mere legalistiske) kan findes i USA, hvor man har misbrugt ekspropriationsretten til at fordrive langvarige beboere i billige boliger til fordel for »højerestående« jordudnyttelse (såsom ejerlejligheder og butikker).

Da denne praksis blev udfordret ved højesteret, vandt de liberale dommere mod de konservative med argumentet om, at det er i overensstemmelse med forfatningen, at lokale myndigheder eksproprierer for at udvide deres ejendomsskattegrundlag.

I 1990'ernes Seoul hyrede entreprenører og byggefirmaer sumo-wrestler-typer til at invadere hele kvarterer og smadre ikke alene bygningerne, men også beboernes ejendele med forhammere.

Beboerne havde bebygget bjergsiderne i 1950'erne, på det der i 1990'erne var blevet værdifuld jord. Det meste af disse skråninger er nu bebygget med højhuse, der ikke viser nogle tegn på de brutale rydningsprocesser, som muliggjorde deres opførelse.

I Kina bliver millioner fordrevet fra jorde, de længe har beboet. Eftersom de mangler private ejendomsrettigheder, kan de nemt fjernes af staten ved ordre. De bliver tilbudt en mindre erstatningssum for at hjælpe dem på vej (før jorden bliver solgt til bygherrer med stor profit). I nogle tilfælde flytter folk frivilligt, men modstand er også almindeligt.

Det kinesiske kommunistpartis sædvanlige respons på modstanden er brutal undertrykkelse. I Kinas tilfælde er det ofte befolkningen i landdistrikterne, der bliver fordrevet, hvilket illustrerer Lefebvres fremsynede pointe fra 1960'erne: at den klare forskel mellem by og land, der engang var, gradvist udviskes, og at der i stedet opstår en række porøse rum, karakteriseret ved ulige geografisk udvikling under kapitalen og statens hegemoniske kontrol.

I Kina gik kommuner ved storbyernes udkant fra det hårdtslidende og forarmende arbejde med at dyrke kål til den magelige status som urbane rentiere (eller de lokale kommunistledere gjorde i hvert fald), der tilsyneladende fremdyrkede ejerlejligheder over natten.

Det er også tilfældet i Indien, hvor de specielle økonomiske zoner, der nu begunstiges af såvel centralregeringen som delstatsregeringer, leder til vold mod landmænd.

Det værste eksempel er massakren i Nandigram i Vestbengalen, der var orkestreret af det regerende marxistparti for at give plads til indonesisk kapital, der er lige så interesseret i industriudvikling som i ejendomsudvikling.

I dette tilfælde udgjorde private ejendomsrettigheder ingen beskyttelse.

Private ejendomsrettigheders manglende beskyttelse gælder også i forhold til det tilsyneladende progressive forslag i Rio de Janeiros »favelaer« om at tildele jordbesættere private ejendomsrettigheder. Det skulle give dem aktiver, der ville tillade dem at løfte sig ud af fattigdom.

Problemet er imidlertid, at de fattige, der er plaget af usikre indkomster og tilbagevendende økonomiske problemer, nemt kan overtales til at bytte dette aktiv for en relativt lille kontant betaling (de rige nægter typisk at opgive deres værdifulde aktiver for nogen pris, hvorfor Moses kunne tage en kødhammer med til lavindkomst-Bronx, men ikke det velstående Park Avenue).

Hvis de nuværende tendenser fortsætter er mit bud, at de bjergsider i Rio, hvor der nu er favelaer, inden for femten år vil være dækket af højhuse med ejerlejligheder, der får en fantastisk udsigt ud over Rios bugt. Alt imens de tidligere beboere i favelaerne vil være sivet ud i en fjern periferi.

Den langsigtede effekt af Margaret Thatchers privatisering af socialt boligbyggeri i det centrale London har været at skabe en husleje- og ejendomsprisstruktur, der afskærer lavindkomstgrupper, og nu selv folk fra middelklassen, fra boliger i nærheden af storbyens centrum. Problemet med manglen på billige boliger er, på samme måde som fattigdomsproblemerne, blevet flyttet rundt.

Disse eksempler advarer os om tilstedeværelsen af en hel række af tilsyneladende »progressive« løsninger, der ikke bare flytter problemet rundt, men faktisk forstærker og forlænger den guldkæde, der låser sårbare og marginaliserede befolkningsgrupper til kapitalcirkulations- og -akkumulationskredsløb.

Hernando de Soto argumenterer for, at det er manglen på private ejendomsrettigheder, der fastholder de fattige i elendighed i store dele af det globale syd (mens han ignorerer det faktum, at der er rigeligt med fattigdom i samfund, hvor ejendomsrettigheder er på plads).

Der vil helt sikkert være tilfælde, hvor det at tildele sådanne rettigheder i Rios favelaer eller i Limas slum frigør individuel energi og muliggør entreprenant stræben, der kan lede til personlig fremgang.

Ofte er sidevirkningen dog ødelæggelse af kollektive og ikke-profitmaksimerende former for solidaritet og gensidig støtte, mens enhver slags samlet effekt næsten med sikkerhed vil ophæves i fraværet af sikker beskæftigelse til rimelig løn.

Elyachar bemærker eksempelvis, at de tilsyneladende progressive politikker i Kairo skaber et marked for fordrivelse, der i realiteten suger værdi ud af en moraløkonomi baseret på gensidig respekt til fordel for kapitalistiske institutioner.

(…) Det er en struktur, der vil blokere for udforskningen af mere produktive alternativer, og det tilbyder ikke nogen form for ret til byen.

Vi kan konkludere, at urbanisering har spillet en nøglerolle i absorberingen af overskydende kapital, og dette på stadigt større geografiske skalaer.

Det har dog været på bekostning af de urbane masser, der er blevet frarøvet retten til byen som følge af stadigt mere omfattende kreative destruktionsprocesser.

Periodisk resulterer det i oprør, som i Paris 1871, da de berøvede rejste sig og forsøgte at generobre den by, de havde tabt.

De urbane sociale bevægelser fra 1968, fra Paris og Bangkok til Mexico City og Chicago, søgte også at definere en anden urban livsform end den, der blev dem pålagt af kapitalistiske entreprenører og staten.

Hvis den nuværende økonomiske situation forværres, hvilket ikke er usandsynligt, hvis den hidtidigt succesfulde neoliberale, postmoderne og forbrugeristiske fase af kapitalistisk absorbering af overskydende kapital gennem urbanisering er ved en ende, og hvis en bredere krise følger, rejser spørgsmålet sig: Hvor er vores '68 eller, mere dramatisk, vores version af Pariserkommunen?

Analogt med forandringerne i det økonomiske system, må det politiske svar i vor tid være langt mere komplekst, netop fordi de urbane processer er globale i rækkevidde og præget af alle mulige sprækker, usikkerheder og ulige geografiske udviklinger.

Men sprækkerne i systemets helhed er, som Leonard Cohen engang sang, »what lets the light in«.

Der er tegn på oprør alle vegne: uroen i Kina og Indien er kronisk, der er borgerkrige i Afrika, Latinamerika gærer, og autonomibevægelser opstår over det hele.

Selv i USA er der tegn på, at det meste af befolkningen siger »nok er nok« i forhold til den ekstreme ulighed. Ethvert af disse oprør kan pludselig smitte og brede sig.

I modsætning til det økonomiske system er de mange urbane og mere perifere sociale oppositionsbevægelser imidlertid ikke tæt forbundet. Mange af dem har ingen forbindelse til hinanden.

Det er derfor usandsynligt, at en enkelt gnist vil starte en steppebrand, som Weather Underground engang drømte om. Det vil kræve noget langt mere systematisk end det.

Hvis disse forskellige oppositionsbevægelser på en måde kunne smelte sammen, for eksempel omkring parolen om retten til byen, hvad skulle de så kræve?

Svaret på det sidste spørgsmål er simpelt: større demokratisk kontrol med produktionen og brugen af merprodukt.

Eftersom urbaniseringsprocessen især har at gøre med brug, bliver retten til byen indstiftet gennem demokratisk kontrol med brug af merproduktet i urbaniseringen.

At have et merprodukt er ikke en dårlig ting. Faktisk er det i mange situationer nødvendigt for overlevelse.

Gennem hele kapitalismens historie er en del af den merværdi, der er blevet skabt, blevet opkrævet som skat af staten. I perioder, hvor socialdemokratier har domineret, er denne andel steget betydeligt, og en stor del af merværdien har været under statens kontrol.

Hele det neoliberalistiske projekt har gennem de sidste 30 år været orienteret mod en privatisering af overskuddet. Data for OECD-landene viser, at statens andel af den samlede økonomi har været nogenlunde konstant siden 1970'erne.

Det neoliberale angrebs vigtigste bedrift er derfor, at det har forhindret statens andel i at stige, som den gjorde i 1960'erne.

Man har endvidere skabt nye styringssystemer, der integrerer statslige og private aktører og interesser. Systemerne sikrer, gennem udøvelsen af pengemagt, at den statslige brug af merprodukt begunstiger kapitalen og de øvre klasser i udformningen af byen og det urbane.

At øge statens andel af merværdien vil kun virke, hvis selve staten reformeres og bringes tilbage under demokratisk kontrol.

Vi ser, at retten til byen i stigende grad falder i hænderne på private eller semi-private interesser.

I New York omformer milliardærborgmesteren, Michael Bloomberg byen til private entreprenørers, Wall Streets og den transnationale kapitals fordel.

Samtidig promoverer han byen som et fantastisk sted for virksomheder og turister, hvilket i realiteten har gjort Manhatten til ét stort 'gated-community' for de rige. (Hans udviklingsslogan har ironisk nok været: »Bygger som Moses med Jane Jacobs i baghovedet«)

I Seattle er det milliardæren Paul Allen, der bestemmer, og i Mexico City får verdens rigeste mand, Carlos Slim, brolagt de centrale gader, så de behager turistens blik.

Og det er ikke alene velhavende personer, der udøver direkte magt. I New Haven, hvor byen mangler økonomiske ressourcer til selv at foretage urbane investeringer, er det et af de rigeste universiteter i verden, Yale University, der redesigner store dele af byen i overensstemmelse med universitets behov.

John Hopkins University gør det samme i det østlige Baltimore og Columbia University planlægger at gøre det i områder i New York (hvilket i begge tilfælde har udløst lokale protestbevægelser).

Den eksisterende ret til byen er for begrænset; i de fleste tilfælde i hænderne på en lille politisk og økonomisk elite, der er i en position, hvor de i stigende grad kan skabe byen efter deres egne særlige behov og begær.

Lad os tage et mere strukturelt blik på situationen.

I januar bliver der hvert år offentliggjort en vurdering af de samlede bonusser på Wall Street for finansfolkenes hårde arbejde året forinden.

I 2007, der på alle måder var et rædselsfuldt år for finansmarkederne (selv om det på ingen måde var så slemt som året efter), blev der udbetalt 33 mia. $ i bonusser. Dette er kun 2 procent mindre end det foregående år (ikke en dårlig betaling for at lave rod i verdens finansielle system).

I sommeren 2007 pumpede Den amerikanske og Den europæiske Centralbank milliarder ind i det finansielle system for at sikre dets stabilitet. Den Amerikanske Centralbank sænkede løbende renten, hver gang Wall Street-markederne truede med markante kursfald.

I mellemtiden er 2-3 millioner mennesker, fortrinsvist enlige mødre, afroamerikanere i de indre byer og hvide befolkningsgrupper i forstæderne, blevet, eller på vej til at blive, hjemløse som følge af tvangsudsættelser.

Mange kvarterer i byerne og hele områder i forstæder er blevet lukket ned og ødelagt af de finansielle institutioners røveriske lånepraksisser. Denne del af befolkningen fik ingen bonus. Dog får mange af dem et enormt skattesmæk for penge de aldrig har haft, da tvangsudsættelse er lig gældseftergivelse, der tæller som indkomst.

(…)

I det 21. århundrede mangler vi imidlertid stadig en sammenhængende oppositionsbevægelse til alt dette.

Der eksisterer en mangfoldighed af forskellige urbane kampe og urbane sociale bevægelser (i den bredeste forståelse af begrebet, inkluderende bevægelser i oplandene).

Der er en overflod af synlige urbane innovationer med hensyn til miljømæssig bæredygtighed, kulturel integration af immigranter, design af socialt boligbyggeri og sociale boformer, men de mangler stadig at samles om et singulært mål om større kontrol med brugen af merproduktet (for ikke at tale om forholdene for produktionen af det).

Et skridt på vejen mod en forening af disse kampe er at fokusere skarpt på de momenter, hvor velstandsakkumulation baseres på kreativ destruktion og voldelig berøvelse, og dér, sammen med de berøvede, erklære deres ret til byen – deres ret til at ændre verden, livet og genskabe byen efter deres hjerters begær.

Denne kollektive ret, som politisk parole og som ideal, bringer os tilbage til det gamle spørgsmål om, hvem der kontrollerer de indre forbindelser mellem urbanisering og produktionen, samt brugen af merprodukt og -værdi.

Måske havde Lefebvre alligevel ret, da han for mere end 40 år siden insisterede på, at revolutionen i vor tid må være urban – hvis noget.

David Harvey er professor i geografi ved City University of New York.

Artiklen, der er hentet fra bogen Rebel Cities: From the Right to the City to the Urban Revolution, Verso 2012, er oversat og lettere redigeret af Mikas Lang.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce