Annonce

ModKulturRefleksioner i den levende kultur
anmeldelse
10. september 2012 - 8:03

Revolutionens stemme og livets triumf

Revolutionens stemme rammer lige i hjertet på Savage Rose’s nye album.

På et tidspunkt på Savage Rose’s nye album ”Love and Freedom” rammer Annisette en sorgkvalt tonerække: ”And I know”, synger hun på toner, der lyder som om, hun kalder på en opgivende måde. Men hvad er det, hun ved?

Det er en sang om tab af elskov og liv. Den indrammer et rum af ensomhed, som samtidig fyldes med denne implicitte vished.

En meget fin detalje er, at efter linjen: ”forgotten stars still shine… and I know…” høres et lille musikcitat fra Thomas Koppels ”Dødens Triumf” (samt et citat fra "Your Sign/My Sign" fra gruppens første album), og det er naturligvis netop dødens triumf over Thomas, Annisettes livsledsager, der døde i 2006, der er sangens udgangspunkt.

Men den vished, der gennemstrømmer sangen, er en vished, som ikke vil dø. En følelse i hjertet, der overvinder det fysiske tab, og som bliver ved med at være der. 

Og når musikken rører "the heart of dreams and tears”, som det hedder, bliver den en rivende kraft af længsel, så tæt, musik kan komme på gråd, uden at være det. Men lytteren lades ikke uberørt.

Sangen hedder ”You Made Me Stay”, og det er en af de mest gribende sange indspillet af Savage Rose i gruppens snart 45-årige historie.

Love and Freedom

"Love and Freedom" er Savage Rose's 21. album, og det er på flere måder mere vellykket end det forrige album.

”Universal Daughter” fra 2007 var nok plaget af chokket over Thomas Koppels død, i hvert fald havde den ikke - trods fine musikalske rejser i caribisk og latinamerikansk musik - den samme gejst og energi, som det nye album.

De unge musikere, Annisette har allieret sig med, udgør en tæt enhed, der spiller mere tight, end man er vant til fra Savage Rose. Og der er en stærk fornemmelse af blues på albummet. 

Fornemmelsen formidles især i de sparsomme, men præcise, spacede guitarsoloer spillet af Rune Kjeldsen. Han skinner stærkt igennem i baggrunden, mens organisten og pianisten Palle Hjort sammen med Jacob Falgren (bas) og Anders Holm (trommer) lægger en både funky og stram ramme for sangene.

Lydbilledet er mere tørt og rocket nu, end det var for fem år siden. Derudover tager musikken mest farve af soul, gospel og skygger af psychedelic. Udtrykket ligger tættere på "Refugee" (1971) end noget andet album i Savage Rose's historie. Men samtidig er det med sin rå, tørre lyd tæt på nyere amerikansk soulbaseret alternativ rock, grupper som f.eks. Alabama Shakes og The Bellrays.

Men der er også rolige, tænksomme momenter: Meget smuk er ”Traveling Child”, der med sine smagfulde, diskrete blæserflader og guitar-arpeggioer lægger en poesi-mættet klangbund for en dyb fornemmelse af forbundethed mellem ”de rejsende” – det være sig cirkusfolket, romaer eller musikfolket – set fra et barneperspektiv.

"Traveling Child" er naturligvis selvbiografisk, og det er ligeledes den indtagende ”Heartbeat of Love”: En hyldest til livet, til sex, til kærlighed. Med et budskab om, at det aldrig er for sent. Man kan ikke blive for gammel til kærlighed, med alt, hvad den indebærer.

"Heartbeat of Love" peger med sine 60'er-soul allusioner stilmæssigt tilbage til tiden før Savage Rose, da Annisette sang med Dandy Swingers - ikke mindst den rå version af "River Deep Mountain High", som de udgav i 1968.

Med sin 4/4-del disco-agtige rytme næsten trygler "Heartbeat of Love" om at blive remixet til ren disco.

Voice of Revolution

Åbningssangen ”Voice of Revolution” tager udgangspunkt i de arabiske oprør, som kan høres helt heroppe mod nord, og det faktum, at det danske politi stadig jager romaer, som sover på øde steder, selvom de sådan set ikke generer nogen.

Man kan jage folk ud og lukke grænserne, men stemmen flyver ind over hegnet, synes at være holdningen.

Sangen ”Freedom to Love” tager udgangspunkt i et sejt traditionelt blues-riff, men viser sig snart at være pop-gospel med et stærkt træk af længsel. Det står helt klart – alene ved at høre Annisettes måde at synge på – at frihed til at elske ikke er noget, der er givet.

”The Messenger” er en genindspilning af ”The Messenger Speaks” fra albummet Babylon (1972). Genindspilningen er en mindre gospel-, mere rockpræget version af denne hyldest til den revolutionære Malcolm X. Med meget gyngende, laid back blues guitar.

Længselsfulde linjer

Annisette finder næsten altid en melodistemme, som bevæger sig i et spændingsforhold til den musikalske ramme, modsat for eksempel en Celine Dion, der altid vil lægge sin stemme præcist, hvor den rammer den størst mulige harmoni og tryghed i det samlede design.

Annisettes melodilinjer peger derimod næsten altid ind i næste sekund, næste akkord, næste scene, næste morgen. Og linjerne griber ud efter lytteren, der henrives til dette næste sekund, og det næste, og det næste.

Undtagelsen på det nye album er "No More Love To Give", hvor melodien og stemmen forbliver i sin trygge ramme. Det er en smuk sang at betragte, man begriber melankolien, uden at blive grebet af den.

Annisettes stemme har faktisk "more love to give". Som alle store stemmer i historien, evner hun at syntetisere menneskehedens mangfoldige stræben mod frihed. Og især det, der binder denne stræben sammen: Kærlighed.

Det er stærkest udtrykt i albummets sidste sang ”There’s a Lovesong”: Denne sang præsenterer sig som den evige kærlighedssang, den rivende strøm, der udtrykker den menneskelige kraft. Den kraft, der er så svær at indfange og begrebsliggøre, men som netop høres umiddelbart i musikken og mærkes i oprøret.

Annisettes stemme, og det hun bruger den til, virker så stærkt, fordi den udtrykker det liv, som altid vil trodse begrænsninger og ydre pres og bryde frem fra sprækkerne i den stramme struktur, vi kalder ”samfundet”.

Annisette forbinder os med denne kraft i et krav på livet, en kærlighed til mennesker og en vrede over det, der ødelægger og formørker.

Og når stemmen tegner linjer, der rammer lige ned og forløser sig i hjertet og i en vished om, at noget forbinder os for evigt, så udtrykker den livets triumf.

 

The Savage Rose: ”Love and Freedom” (Nordic Music Society – VME). Producer: Frank Hasselstrøm og Annisette. Udkommer mandag d. 10.9.2012.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce