Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
analyse
21. september 2012 - 14:01

Ricardo og shareholder value

David Ricardo gjorde opmærksom på, at det, der produceres af arbejderne, ikke er det samme som det, de selv får i løn. Det lyder ret harmløst, men senere er den tankegang vendt på hovedet, og den primære aflønning af de forskellige 'produktionsfaktorer' ser ud, som om den repræsenterer deres eget bidrag. Det ligner den rene skære naturlov, men det er forkert. 

David Ricardo (1772-1823) var den største klassiske økonom før Marx, men når nutidens økonomer skal stilisere Ricardo, bliver det til, at han mente, at det frie marked skaber fuld beskæftigelse, at priserne er fleksible op og ned, at frihandel altid giver gevinster for alle parter og den slags tøv.

Ricardo var så meget mere. Han satte arbejdsværditeorien i system og var nådesløs mht de vandtætte skodder, der er mellem arbejdskraftens aflønning og det værdiprodukt, som arbejdet skaber. Fordeling og produkt hører ikke sammen. Dette er vel den vigtigste arv, som Marx tog fra Ricardo.

Nødvendigt at tænke på i dag, hvor vi nærmest får indtrykket af, at mønsterarbejder Bjarne fra Bjerringbro ikke bare smører, men nærmest producerer sin egen leverpostejmad.

Vulgærøkonomerne, neoklassikerne, vendte nemlig så fint tingene på hovedet. Det ser ud, som om det man får i løn er lig med den værdi man selv producerer, om ikke andet så ’på grænsen’.

Det bliver noget af en selvopfyldende profeti, når alle og enhver (ansat) direktør praler af sin løn: se det er jeg værd. Normalt har han fået en MBA på en prestigefyldt business skole, hvor han også har lært at sige, at han ’lægger værdi’ til firmaet eller, endnu bedre, skaber aktionærværdi.

Det sidste er i øvrigt at gå et skridt videre og overføre tankegangen til finansmarkedet, for aktionærværdi er jo en refleks af et firmas aktiekurs på børsen, og den kan så sandelig afvige både fra firmaets indre værdier og fra en rimelig ansættelse af, hvad det kunne købes og sælges for, hvis man var realistisk mht dets fremtidige prospekter.

Ved hjælp af megen selvros og pral – iscene- for ikke at sige italesat af kommunikationsfirmaer, der jo lever af at lave ’fortællinger’ - om fremtidig indtjening (her kommer Vestas én i sørgelig hu) kan man prøve at blæse firmaet op og bagefter se, om man selv som den mægtige og enestående CEO kan lægge sig i slipstrømmen af kursværdien og også få lidt mere ud af det.

Denne oppustning af ballonen fører typisk til en punktering senere hen, hvad der får mindre betydning for chefen end for en masse arbejdere, når ”markedet mister tilliden” til firmaet.

Heldigvis for mangen en direktør gælder Keynes’ udtalelse om, at lønningerne er ’sticky’ (klæbrige) i nedadgående retning, typisk mere for ham end for de arbejdere, hvis arbejdskraft han midlertidigt måtte disponere over.

Sidstnævnte kan derimod godt overveje at indkalde John M. Keynes til en posthum kammeratlig samtale.

Der er løbet meget vand i åen, siden Ricardo satte sit præg på Englands tidlige 18-hundredetals økonomiske tænkning. Han strukturerede den helt op til neoklassikerne klaskede begreberne sammen efter 1870.

Det, at der var arbejdsløn, profit og jordrente fik de vendt til, at de repræsenterede en antagelsesvis retfærdig aflønning af resp. arbejdskraft, kapital og jord som ’produktionsfaktorer’. Så måtte man ligesom finde sig i det.

Tankegangen brød ikke igennem med det samme, arbejderne organiserede sig og kæmpede sig til at få en anstændig aflønning for at kunne klare dagen og vejen for sig og sine og få en pause fra den jernhårde lønningslov. Til gengæld kom de efterhånden til at glemme det teoretiske underlag.

Nu er der sket den nyudvikling, at det skal kunne betale sig at arbejde. Man får ikke bare sin retfærdige løn, nej den skal retfærdiggøres nedad over for dem, der skal have det endnu værre.

Derfor er det også vigtigt, at arbejderklassen og de marginaliserede finder tilbage til, hvordan tingene hænger sammen: hvem er det nu, der skaber værdiproduktet, der senere fordeles ud? Altså det egentlige produkt og ikke det opreklamerede?

Det er den gode gammeldags tankegang, der skal  frem i lyset igen, selvom der er mange mellemled til at sløre det hele. Derfor skal man sige tak til Ricardo, der ved gud ellers var højst borgerlig. Han var til gengæld skarp som en ragekniv.

Det er måske også derfor senere økonomer helst glemmer ham.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce