Selvbiografi i grænselandet mellem fiktion og virkelighed

Selvbiografier er en svær litterær genre. Deres litterære kvalitet og sandhedsværdi er ofte tvivlsom – især når erindringerne får karakter af legitimering og selvpromovering.

De fleste fiktionsforfattere er meget bevidste om præcis det dilemma. Det gælder også forfatteren, journalisten og oversætteren Arne Herløv Petersen, der bevidst vælger at genrebetegne sit erindringsværk, Grænseløs, som en erindringsroman.

Han giver dermed ikke kun sig selv lov til at udfylde erindringshuller og indskrive situationer, stemninger og beskrivelser, hvis sandhedsværdi i snæver forstand er tvivlsomme, men han får også mulighed for at bruge skønlitterære fortælletekniker, der højner den litterære kvalitet.

Først og fremmest fastholder han i Grænseløs en dobbelt bevidsthed, der er typisk i skønlitteratur – på den ene side en fortællerstemme, der kan berette ud fra en bagudskuende og (næsten) alvidende position, på den anden side en iscenesættelse af begivenhederne ud fra hovedpersonens bevidsthed på det tidspunkt, hvor handlingen udspiller sig.

Det kan lyde skizofrent. Men det er det ikke.  

Det er den første position, der bevarer overblik, kan springe i tid, kommentere begivenheder ud fra også nutidspositioner (det sker eksempelvis ved at springe fra et besøg i DDR omkring 1960  til et eftersyn af Herløv Petersens sagsmappe hos PET omkring fyrre år efter og som googlinger af hvad, hvordan det er gået enkeltpersoner, efter de forsvinder ud af Grænseløs’ univers).

Den anden position holder til gengæld den voksne fortællerstemmes efterrationaliseringerne på afstand, så fortællingen forløber mere uforudsigeligt og frit.

Det er (blandt andet) fortælleteknikken med to bevidsthedspositioner, der giver Arne Herløv Petersens erindringsværk en lethed og humoristisk distance. Det sidste ikke mindst til den unge Herløv Petersens selvforståelse, ungdommelige drømme og ambitioner. Resultatet er en læseværdig og flydende fortalt bog, der er renset for selvbiografiers ellers typiske efterrationaliseringer og forudsigelighed.

Herløv Petersen benytter sig også af en litterærfortællestil, der minder om den, han bruger i sine skønlitterære romaner, nemlig realistisk registrerende situationsbeskrivelser i næsten anekdotisk form.

Resultatet er en meget letlæst, sjov og meget underholdende erindringsbog, selv om dens omfang og detaljerigdom næsten kan give åndenød: Herløv Petersens beskrivelse i første bind af tre ungdomsår, hvor man følger ham i to gymnasieklasser og et år som udvekslingsstudent i USA, fylder ikke mindre end 600 sider – og de næste bind er ikke mindre ordrige.

En skrappere redaktør ville nok med succes kunne have peget på mange mulige forkortelser, der ville have strømlinet bogen betydeligt. For bogen indeholder ikke kun gentagelser, den tenderer også til at gå i tomgang rent dramaturgisk.

Det bliver et problem i erindringerne, fordi den tematiske vægt i bogen mere ligger på den unge Herløv Petersens personlige udvikling end på at udfolde et samtidssignalement af Danmark og den venstrefløj, som Herløv Petersen har været aktiv på siden siden sin ungdom.

Bogen folder nok en kalejdoskopisk beskrivelse ud af sluthalvtredserne og starttresserne før ungdomsoprørets revolution af kultur og omgangsformer, men det bliver mere som en historisk kontekst og baggrund end som en selvstændig tematik. Også selv om bogens beskrivelser af sindstilstande og stemninger mere sker ved hjælp af narrative »ydre« miljøskildringer end indsigt i den unge Herløv Petersens »sjæleliv«.

Ikke mindst fester og ungdommeligt festivitas fylder meget i erindringerne. Jeg næsten tror kun, at jeg i enkelte af Ernest Hemingways romaner har læst om så lige mange drukture, tilfældige samtaler og forgæves forførelsesforsøg som i denne erindringsroman.

Tematisk lægges hovedvægten i erindringerne ikke mindst på Herløv Petersens frustrerede, testeron-fyldte og famlende forsøg på at nå frem til egentlige seksuelle erfaringer og kærlighedsrelationer. Hans deltagelse i både Socialistisk Parti, SF, atommarcherne og det spirende ungdomsoprør er nok med og beskrevet, men næsten kun som staffage for hovedpersonens udvikling. Desværre. For så interessant er den unge Herløv Petersen altså heller ikke, selv om erindringerne er skrevet både underholdende og med befriende selvudlevering.

Jeg synes faktisk, at Arne Herløv Petersen i sine skønlitterære værker har ramt samspillet mellem samtid og personbeskrivelse på en mere vellykket måde, i al fald i succesromanen: Imod fremtids fjerne mål fra 1975 (der siden er bearbejdet og udvidet til trebindsromanen: Fjerne mål – som jeg ikke har læst).

Ikke desto mindre glæder jeg til at læse de næste tre bind af Grænseløs, som udgives i løbet af foråret 2014. For underholdningsværdien er høj, ordrigdom og gentagelser til trods.

Ole Wugge Christiansen er redaktør på Modkraft.

Arne Herløv Petersen: Grænseløs, første bind, Det Poetiske Bureuau Forlag, 2014. 200 kroner. Bind 2-4 udgives senere i foråret 2014.

Hele serien koster 700 kroner ved bestillng hos forlaget.