Spionage mod revolutionære

Den norske forfatter Jon Michelet var i halvfjerdserne som så mange norske intellektuelle medlem af det maoistiske parti AKP (m-l).

Det norske efterretningsvæsen, POT, var meget lidt begejstret for det revolutionære parti, men man kunne jo ikke direkte drive klapjagt på medlemmerne af et parti, der var fuldt lovligt og oven i købet modtog partistøtte fra staten.

Efter norsk lov er det ikke tilladt efterretningstjenesten at registrere personer udelukkende for lovligt politisk arbejde.

At Michelets politiske virksomhed var fredelig og lovlig, forhindrede dog ikke efterretningstjenesten i at følge ham med nidkært blik.

Det blev noteret i POT’s journaler, at Michelet som syttenårig havde malet slagord foran den portugisiske ambassade i Oslo, og hans videre færden gennem søværnet, en karriere i handelsflåden, hvor han fik certifikat som styrmand, og senere som journalist og forfatter blev gransket og omhyggeligt beskrevet.

Mange og udførlige rapporter blev sendt frem og tilbage mellem forskellige instanser inden for politiet og administrationen, der alle fik pålagt at holde øje med Michelet, der var blevet skribent ved bladet Klassekampen og daglig leder af partiets forlag Oktober.

I 1975 fandt POT ud af, at de også gerne ville aflytte Michelets telefonsamtaler. Det skulle man have en dommerkendelse til, og sådan en kan man trods alt ikke få, med mindre der foreligger mistanke om en overtrædelse af straffeloven.

POT meddelte så, at man mistænkte Jon Michelet for at have til hensigt at overtræde den norske straffelovs § 79a, der indeholder et forbud mod at modtage penge fra fremmed magt til politisk arbejde i Norge.

Efterretningsvæsenet skrev, at Michelet under konspiratoriske former havde holdt møder med repræsentanter for fremmede lande – formodentlig Kina og Albanien – og derfor skulle hans telefoner aflyttes.

Det var nok til en dommerkendelse om telefonaflytning, der blev fornyet gennem fire et halvt år, frem til udgangen af 1979.

I 1993 blev det afsløret, at POT i betydeligt omfang havde registreret personer i strid med den lov, der forbød registreret for lovligt politisk arbejde.

Det førte til, at man nedsatte en kommission – Lund-kommissionen – der efter to års arbejde kunne aflevere sin rapport i 1995. Rapporten rummede alvorlig kritik af POT, og der blev oprettet et Indsigtsudvalg, der skulle se på efterretningsvæsenets lovovertrædelser.

82 overvågningsdokumenter

I 2002 modtog Michelet fra Indsigtsudvalget en mappe – et orange bind i A4-format. Mappen var på 184 sider og indeholdt 82 overvågningsdokumenter. En del navne og detaljer var slettet, men resten kunne Michelet så få lov til at læse – og gøre med, hvad han ville.

I tillæg hertil modtog Michelet en erstatning på 80.000 kroner – tæt på det maksimale erstatningsbeløb, der var fastlagt – for den uretmæssige overvågning.

Jon Michelet har nu udgivet alle disse overvågningsdokumenter med sine egne kommentarer. Resultatet er blevet bogen ”Min sag”, der på dansk er udgivet af forlaget Republik. Preben Wilhjelm har skrevet efterskrift til bogen og sammenligner med forholdene i Danmark.

”Min sag” viser tydeligt den nidkærhed, efterretningstjenesten udviste i sin overvågning. Intet er for småt eller betydningsløst, intet for privat til at komme med i rapporterne.

Rejser og ægteskabelige problemer er alt sammen med. I et tilfælde, hvor POT taler om private forhold og Michelets datter, sammenligner Michelet i sin bog POT med filmen ”De andres liv” om Stasis overvågning i DDR og siger: ”Lige netop i dette specielle tilfælde, hvor de norske overvågere registrerer familieforhold og besøg hos en lille datter, minder det mig om Stasis metoder og modus operandi”.

Ubegrundede anmodninger

Med meget stor tydelighed viser rapporterne, at det påskud, POT brugte for at få tilladelse til telefonaflytning, var grebet ud af luften. Ikke ét eneste sted i nogen af rapporterne nævnes noget, der kan støtte mistanken om, at Michelet skulle have fået penge eller bare have haft planer om at skaffe sig penge fra fremmede magter til politisk arbejde i Norge.

Derfor burde fornyelsen af tilladelsen til telefonaflytning også være blevet afvist.

Når man efter flere års ihærdig efterforskning ikke har fundet noget som helst, der kan støtte en mistanke, kan man selvfølgelig ikke blive ved med at få lov til så voldsomme indgreb i den personlige frihed, som en telefonaflytning er.

Men de norske dommere viste sig at være så følgagtige, at de bare hakkede gummistemplet med ”Bevilliget” ned over POT’s mere og mere ubegrundede anmodninger.

Mange af rapporterne nævner ”sikre kilder” til oplysningerne. Disse kilder er det, man plejer at kalde stikkere.

POT har haft et finmasket net af lurere og stikkere, også inden for det maoistiske parti og venstrefløjen i almindelighed.

Det er meget ubehageligt at tænke på, at ens politiske kammerater kan have været angivere, der gik hjem efter samtalen eller mødet og skrev rapporter til det hemmelige politi.

Sammenligning med Danmark

For en dansk læser kan det være interessant at sammenligne forholdene i Norge og Danmark. I begge lande har man haft forbud mod at registrere personer udelukkende på grund af lovlig politisk virksomhed. I begge lande har efterretningstjenesten overtrådt dette forbud og ulovligt registreret folk alligevel.

I de tilfælde, hvor man har ønsket mere omfattende indgreb, som telefon- og rumaflytning, har efterretningstjenesten skullet henvise til mistanke om en lovovertrædelse.

I Norge valgte man i Michelets tilfælde straffelovens §97a om økonomisk støtte fra fremmed magt til politisk arbejde.

I Danmark har vi ikke en sådan lov. I 1949-50 blev der fremsat forslag om en lov, der svarede til den norske, men da VK-regeringen kom til i 1950, valgte den nye borgerlige justitsminister at trække forslaget tilbage.

Der blev ikke givet nogen forklaring, men det er nærliggende at formode, at årsagen var, at det gik op for regeringen, at loven også ville kriminalisere støtte fra lande som USA til politiske partier.

I den forbindelse kunne det være interessant at vide, om der nogensinde er nogen, der er blevet dømt efter den norske straffelovs §97a, og især om nogen er blevet dømt for at modtage penge fra vestlige lande.

Vi ved, at CIA gav økonomisk støtte til alle de tre nordiske landes socialdemokratiske ungdomsbevægelser, men mig bekendt er ingen blevet dømt for at modtage denne støtte – heller ikke i Norge.

I de tilfælde, hvor det danske PET ønskede rum- eller telefonaflytning, kunne man i stedet for den manglende lov om økonomisk støtte henvise til en mistanke om ovetrædelse af straffelovens § 108, der siger, at man ikke må foretage sig noget, hvorved fremmed efterretningstjeneste sættes umiddelbart eller middelbart at virke inden for den danske stats område.

Den formulering er så ulden, at man principielt kan blive straffet for at vise en mand vej til Rådhuspladsen, hvis det viser sig, han er ansat i det svenske efterretningsvæsen.

Derfor er den velegnet i de tilfælde, hvor PET er klar over, at der ikke er tale om nogen lovovertrædelse, men man gerne vil have et påskud for at lytte alligevel.

I Norge såvel som i Danmark har dommerne vist sig at være overordentlig føjelige.

I både Norge og Danmark førte efterretningstjenesternes lovovertrædelser til en større diskussion i 90’erne, og i begge lande nedsatte man en kommission.

Den norske kommission arbejdede hurtigt og kritiserede lovovertrædelserne, hvorefter de skadelidte fik adgang til aflytningsrapporterne og i mange tilfælde erstatning.

Den danske kommission trak arbejdet i langdrag, og da den endelig afleverede sin rapport, var rapporten et skønmaleri, der så hele problemstillingen ud fra PET’s synsvinkel.

Som kommissionsformanden, Aamand, sagde til Information, så kommissionen det som sin opgave at gengive PET’s opfattelse, og der var ”ikke lagt op til kontradiktion”. Af samme grund ønskede kommissionen ikke at tale med ofrene for PET’s lovbrud.

Kun få af de overvågede har fået adgang til at se rapporterne, og der er ingen mulighed for at få erstatning for en skade, det hemmelige politi har voldt.

Det er interessant at sammenligne POT’s overvågningsdokumenter med tilsvarende danske. Michelets journal består hovedsagelig af skrivelser mellem lokaladministration og det lokale politi forskellige steder i Norge og Politiets Overvågningstjeneste.

Michelets samtaler, rejser og andre aktiviteter refereres, men kun i få tilfælde har man gengivet faktiske replikskifter.

De danske journaler, jeg har kendskab til, består derimod hovedsagelig af direkte (men ofte forkert refererede) citater fra samtaler, man har skaffet sig kendskab til ved rum- og telefonaflytning. I nogle tilfælde samtaler, der er ført mellem små børn.

Derimod er der kun få skrivelser mellem forskellige administrative og politimæssige instanser eller interne notater og rapporter.

Jeg formoder, at man har haft stort set det samme materiale i Norge og Danmark – både arbejdspapirer, korrespondance og ordrette aflytningsrapporter – så forskellen består ikke i, hvad efterretningsntjenesterne har haft af materiale, men udelukkende i, hvad efterretningstjenesten har givet de skadelidte adgang til.

Jon Michelets bog ”Min sag” er velskrevet, medrivende og underholdende, som man også kunne forvente af en af Norges mest kendte thrillerforfattere.

Den giver et foruroligende indblik i efterretningstjenestens hemmelige krig mod aktive på venstrefløjen – fredelige mennesker, der med lovlige midler gjorde, hvad de kunne for at skabe et bedre samfund, men som af det hemmelige politiske parti blev betragtet som farlige samfundsfjender, der med voldelige midler ville omstyrte den bestående orden.

Preben Wilhjelms efterskrift tegner et mørkt billede af, hvor dårligt det står til i Danmark – sammenlignet med Norge – med at råde bod på den uret, man under den kolde krig gjorde dem, der tillod sig at ønske en anden og bedre verden.

Jon Michelet: Min sag. En beretning om ulovlig politisk overvågning. Efterskrift af Preben Wilhjelm. Oversat af Morten Lykkegaard. Forlaget Republik 2012. 246 sider.

Arne Herløv Petersen er forfatter.