Annonce

Fagligt
28. maj 2015 - 18:09

Stilladsarbejdere i aktion mod løndumping i DONG-byggeri

70-100 stilladsbiler var torsdag morgen den 28. maj på sightseeing ved DONG´s hovedkvarter i Gentofte. Aktionen skete i solidaritet med 200 stilladsarbejdere i Fredericia, der blokerer for indkørslen til byggeri i olieterminalen DONG Hejre, fordi den benytter underbetalte stilladsarbejdere.

Imens stilladsarbejderne kørte rundt om DONG’s hovedkvarter i lastbiler, var John Ekebjærg-Jakobsen, formand for stilladsarbejderklubben i København, inde på direktionsgangen for at aflevere et brev, der kræver, at DONG stopper for social dumping på deres virksomheder.

Modkraft fangede John Ekebjærg-Jakobsen, efter at han var kommet ud fra DONG´s imposante administrationsbygning på Nesa Alle for at genoptage dagens dont med stilladser.

– Vi har en minimumsoverenskomst, som giver 122 kr. i timen som mindsteløn, men i vores overenskomst står der også, at der skal forhandles en løn, der svarer til den specifikke branche – i dette tilfælde stilladsområdet. I Fredericia skal man have 190 kr. i timen og i Århus 200 kr. i timen, og det kræver kollegerne, siger John Ekebjærg-Jakobsen.

Nyt firma samme ejere

I brevet skriver stilladsarbejderne, at store byggeopgaver for DONG i ti år har været varetaget af det tyske firma Kaefer, som imidlertid har trukket sig ud af Danmark.

Et andet tysk firma ESG har vundet entreprisen og har sat litauiske arbejdere til at udføre stilladsarbejdet. 51 % af ESG er ejet af den tidligere entreprenør Kaefer.

John Ekebjærg-Jakobsen fortæller, at ledelsen seks gange under mødet sagde, at DONG kræver af leverandørerne, at der er overenskomster, og at der bliver arbejdet på danske løn- og arbejdsforhold.

– Så det var et automatsvar, som blev gentaget, siger han.

– Det var ikke en forhandling, men nu har de set os. De har opdaget, at vi mener det alvorligt. Der var megen snak på gangene om de 70-100 lastbiler, der kørte rundt udenfor, som ikke har blokeret, men blot sendt en hilsen til direktionen.

DONG vil ikke vedkende sig kædeansvar?

– Nej, selskabet mener, at en overenskomst er nok, fordi det sikrer minimumsrettigheder, siger John Ekebjærg-Jakobsen

– Nu har vi leveret et brev til direktionen, og den siger, at den vil svare. Så må vi se, om der kommer et regulært svar.

Hvad skal der ske nu?

– Der sker ikke mere i København. Vi forventer, at DONG er ansvarlige. I Jylland vil man fortsat have forhandlinger med den lokale ledelse om, at der skal være orden i tingene.

Læs hele brevet fra Stilladsarbejdernes Brancheklub af 1920 til DONG´s ledelse her:

Til Direktionen i DONG

DONG snyder de jyske stilladsarbejdere

DONG er ansvarlig for underbetaling af udenlandske stilladsarbejdere

På DONG Hejre i Fredericia og på Studstrupværket i Århus har DONG hyret det tyske stilladsfirma ESG til at bygge stilladser. ESG har imidlertid ikke nogen ansatte!

I stedet bruger ESG det litauiske stilladsfirma Kaefer UAB. De bruger litauiske stilladsarbejdere, som højst får kr. 122 i timen.

Det er altså brugt en underentreprenør, uden en aftale om aflønning af professionelt stilladsarbejde.

Det vil vi ikke finde os i!

Igennem 10 år har vi på værker og raffinaderier over hele Danmark haft både danske firmaer og 2 store udenlandske stilladsfirmaer til at bygge stilladser – med uddannede stilladsarbejdere, som har fået en fornuftig løn, svarende til de danske lønninger i området. Det drejer sig om BIS/Bilfinger fra Norge og Kaefer fra Tyskland.

Det har været en succes og de udenlandske stilladsarbejdere er blevet godt modtaget.

Kaefer har nu trukket sig ud af Danmark og har meddelt de ikke vil bygge flere stilladser i Danmark.

I stedet har det tyske stilladsfirma ESG vundet entrepriser på Studstrupværket og på DONG Hejre i Fredericia. Ovennævnte Kaefer fra Tyskland ejer 51 % af ESG.

Vores jyske kolleger har forsøgt at få ESG til at indgå en aftale i lighed med Kaefer og BIS/Bilfinger.

ESG vil ikke forhandle dette, men er medlem af Dansk Byggeri. Vi krævede derfor et møde, hvor ESG skulle dokumentere overfor 3F og Dansk Byggeri at de betaler efter overenskomsten og dokumentation for at deres folk er uddannet.

På dette møde viste det sig at ESG nu ikke længere har nogen stilladsfolk ansat – de er nu ansat i Kaefer UAB, et litauisk stilladsfirma, som Kaefer koncernen også ejer.

ESG, som nu ikke har nogen ansatte, mener ikke de har ansvaret for hvad Kaefer UAB betaler.

For os er der ikke nogen tvivl om at DONG og Kaefer på denne måde spekulerer i løndumping og dermed undergraver vores løn- og arbejdsforhold.

Det vil vi ikke finde os i!

Vi er da også overbevist om at DONG vil stoppe dette svineri!

DONG kan og skal kræve af Kaefer, ESG, Kaefer UAB og hvad deres underentreprenører måtte hedde at de skal lave regulære aftaler.

DONG skal indføre kædeansvar i deres kontrakter, så alle underentreprenører overholder aftaler om løn, uddannelse og arbejdsvilkår.

Med denne hilsen håber de københavnske stilladsarbejdere at DONG vil erkende sit ansvar og sørge for ordnede forhold på de danske værker.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce