Annonce

Mangfoldighed
5. januar 2015 - 22:55

Stor demonstration imod anti-muslismer i Haderslev

400 mennesker deltog mandag i en demonstration med deltagelse af byrådspolitikere og præster i Haderslev vendt mod højreekstremistisk manifestation. Nye demonstrationer og protester i København og Esbjerg på vej.

En manifestation imod islam i den sydjyske by Haderslev mandag aften den 5. januar indkaldt af Stop Islamiseringen af Danmark (SIAD) samlede omkring 40 personer, mens en moddemonstration imod racisme og fremmedhad der fandt sted samtidig samlede ti gange så mange mennesker.

Bag moddemonstrationen stod den lokale antifascistiske gruppe Reaktion, der havde fået opbakning til deres arrangement fra flere partier i byrådet samt en præst fra den lokale domkirke.

Der blev ifølge TV Syd kastet enkelte kanonslag imod SIAD's demonstration, men ellers forløb aftenen ifølge politiet roligt.

Læs artiklen »Demonstration: Haderslev sagde fra overfor fremmedhad« hos Lokalavisen.

Se tv-indslaget »OND STEMNING I HADERSLEV EFTER DEMONSTRATIONER« hos TV Syd.

Læs artiklen »Statement: Stor politisk opbakning til mangfoldighed« hos Lokalavisen.

Besøg Reaktions hjemmeside her.

Demo i Kongens Have

Den højreekstremistiske demonstration i Haderslev var inspireret af det anti-muslimsk tyske netværk »Pegida« (en forkortelse for 'Patriotische Europäer gegen die Islamisierung des Abendlandes'), der de seneste mandage har samlet flere tusinde mennesker til protester imod »islamiseringen af Tyskland«.

SIAD har annonceret at gruppen nu vil holde en helt række lignende demonstrationer i Danmark og oplyser på deres hjemmeside, at den næste finder sted i Esbjerg om 14 dage.

Også i København forsøger den yderste højrefløj at ride med på bølgen i Tyskland. 

Således har en dansk støttegruppe for Pegida indkaldt til en »spadseretur mod ekstrem islam« i sympati med deres tyske forbilleder den 19. januar i Kongens Have.

Det har fået venstrefløjsgruppen »Revolutionære Antifascister« til at indkalde til en moddemonstration samme dag.

– De (Pegida DK, red.) forsøger at ride med på den bølge af fremmedhad og islamofobi, der for tiden fejer over Europa, og derved give deres racisme et folkeligt ansigt og legitimitet. Med nedtonede paroler forsøger de at skjule deres racistiske ærinde, men vi genkender ulven, selvom den iklæder sig fåreklæder, skriver antifascisterne i deres indkaldelse.

Læs mere om begivenheden »Demonstration mod Pegida-DK« på facebook her.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce