Annonce

Fagligt
12. juni 2015 - 11:38

Strejkende får opfyldt krav efter 12 dages strejke

3F’ere i medicinalkoncernen Lundbeck har efter 12 dages strejke fået ledelsen til at droppe diktat om individuelle forhandlinger af overenskomstsikrede lønstigninger. De strejkende er dog idømt skærpet bod af arbejdsretten.

120 medlemmer af fagforeningen 3F nedlagde onsdag den 27. maj arbejdet på medicinalvirksomheden Lundbeck i Valby. Strejken berørte produktionsmedarbejdere i pakkeri- og tabletafdelingen, sterilafdelingen samt på lagrene. Ud over medlemmerne af 3F nedlagde 30 arbejdere fra andre faggrupper arbejdet i sympati.

Årsagen var, at virksomheden havde opsagt en lønaftale med 3F. Lundbeck-ledelsen mente, at en del af den overenskomstfastsatte lønregulering skulle forhandles individuelt, mens 3F´erne fastholdt, at alle skulle samme procentvise lønstigning på 1,5 %.

Mandag den 8. juni kunne tillidsmanden for de strejkende meddele, at arbejdet var genoptaget, fordi ledelsen havde bøjet sig, og at alle berørte i produktionen ville få en generel lønstigning på 1,5%.

Forud for det havde arbejdsretten dog idømt de strejkende en skærpet bod. De strejkende har derfor indledt en indsamling af penge, der kan dække tabt arbejdsindtægt og bod. Penge kan indbetales i Arbejdernes Landbank: 5301 0358014.

Mandag den 8. juni sendte de strejkende på Lundbeck denne meddelelse ud:

Kære alle,

3F'erne på H. Lundbeck er her til morgen d. 8.6., efter et fagligt møde, gået tilbage i arbejde.

Vi opnåede med denne arbejdsnedlæggelse at få den samme lønregulering, nemlig 1,5% til alle. Arbejdsnedlæggelsen begyndte da firmaet ville lave en forskelsregulering af lønnen. Kort fortalt, så var man kun garanteret 0.7% og resten ville så være til fordeling efter skøn fra nærmeste ledergruppe.

 

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce