Annonce

Uddannelse
14. april 2015 - 11:24

Studenter vil blokere rektorkontorer i protest mod fremdriftsreform

Torsdag den 16. april vil studerende blokere rektor-kontorerne på tre universiteter. I Århus bliver det indledningen til en uges studenteraktivitet imod Fremdriftsreform og dimensioneringsplaner.

Studenternetværket  ’Et Andet Universitet’ har på Facebook annonceret, at det torsdag den 16. april kl. 9 vil blokere rektoraterne på  Aarhus, Købehavns og Roskilde Universitet.

Blokaderne iværksættes som en fortsat protest mod regeringens såkaldte Fremdriftsreform, der lægger op til at studerende skal komme hurtigere igennem uddannelsessystemet. Den indebærer desuden nedlæggelse af op imod 4.000 uddannelsespladser på især de humanistiske universitetsuddannelser.

Netværket foranstaltede i november 2014 en lignende blokade, hvilket fik ledelserne på Aarhus og Københavns universiteter til at tilkalde politiet for at fjerne de aktionerende med magt.

På Aarhus Universitet har gruppen ’Et Andet Universitet’ lagt et omfattende program, der rækker ud over blokadedagen, faktisk helt frem til den 11. maj.

Ifølge programmet vil man blandt andet kunne deltage i debatter om Fremdriftsreformen, komme til croquistegning med efterfølgende kunstudstilling og afskedsreception for rektor. Ja de studerende har sågar planlagt et blokadebryllup dagen efter aktionens start.

Læs grundlaget for blokaderne:

Et Andet Universitet blokerer rektoraterne på AU, KU og RUC fra den 16. april!

Vi blokerer i protest mod fremdriftsreformen og dimensioneringsplanen, der er en del af regeringens forsøg på at omdanne universitetet til en fabrik, der uddanner arbejdere til det private erhvervsliv, frem for et sted for fri forskning, kreativ tænkning og frie faglige fællesskaber.

Vi ønsker et universitet, der tjener alles interesser - ikke kun det private erhvervsliv. Viden skal være fri. Forskning skal være for folket.

Vi vil omdanne universitetet til et sted, hvor faglige diskussioner kan udfolde sig i et frit og demokratisk forum, hvor diskursen og emnet ikke er dikteret af erhvervslivets interesser. Derfor vil der også være et både fagligt og politisk program for blokaderne .

  • Blokaden er altid åben! Kig forbi.
    For et frit og demokratisk universitet
  • Erhvervslivet ud af universitetet
  • Træk reformerne tilbage (Væk med Fremdriftsreform og dimensioneringsplan)
  • Nej til topstyring
  • Fri viden

Se indkaldelse og program på Facebook: »BLOKADE AF LANDETS UNIVERSITETER «

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce