Annonce

SU-reform
19. februar 2013 - 18:42

Studerende: Morten Ø. er en scumbag

Studerende indkalder til demonstration, mens S og SF’s ungdomsorganisationer indsamler underskrifter i protest mod regeringens SU-reform. På facebook er tonen nådesløs.

Tirsdag den 19. februar fremlagde uddannelsesminister Morten Østergaard (R) regeringen SU-reform, som indeholder besparelser på 2 milliarder kroner.

Det til trods for, at alle partier i regeringen senest i valgkampen har afvist netop denne type nedskæringer.

Reaktionen på regeringens forslag er da heller ikke mild.

Studerende har indkaldt til en stor demonstration den 28. februar i København, og regeringspartiernes ungdomsorganisationer DSU og SFU fører kampagne mod regeringens sparepolitik.

– Lige nu er der stormøder overalt på Københavns Universitet med en masse studerende, der er frustrerede over, at det er den mest ansvarlige og seriøse studenterårgang, der nu må lægge ryggen til nedskæringer på to milliarder kroner i SU for at redde erhvervslivet, siger formand for Danske Studerendes Fællesråd, Jacob Rugaard, til Ritzau.

Læs artiklen »De studerende varsler store demonstrationer mod SU-udspil« hos Politiken.

Se mobiliseringsvideo fra de teologstuderende på Københavns Universitet. 

 

Indrømmet løftebrud

Den fremlagte reform skal ifølge uddannelsesministeren sikre et råderum til erhvervsinvesteringer, skaffe penge til de større årgange af danske studerende, samt få de studerende hurtigere igennem uddannelsessystemet.

I forbindelse med præsentationen af forslaget på et pressemøde erkendte Morten Østergaard åbent sit løftebrudt.

– Jeg har ikke lagt skjul på, at vi har skiftet holdning, men vi mener godt, at vi kan lave de her ændringer uden at bryde grundlæggende med det nuværende SU-system, lød det fra ministeren.

Ærligheden har dog ikke fået kritikerne til at skrue ned for deres protester.

Tusindvis af underskrifter

SF og Socialdemokraternes ungdomspartier har sammen med organisationer fra elev- og studenterbevægelsen startet en underskriftsindsamling imod SU-forringelserne.

I grundlaget for protesten står der henvendt til politikerne på Christiansborg:

»Vi vil gerne som ungdom tage ansvar for at komme igennem vores uddannelse hurtigere, end vi gør idag. Men vigtigere endnu, så vil vi være den bedst uddannede generation nogensinde. Vi tror på, at vi både bliver bedre uddannede og hurtigere færdige, hvis vi styrker kvaliteten på vores uddannelser og fjerner unødvendige barrierer. Vi ønsker fleksibiltet og kvalitet. Vi tror ikke på, at hvis vi skærer ned på SU'en, at det vil have nogen positiv effekt. Mange af os vil blive yderligere forsinkede, fordi vi bliver nødsaget til at arbejde endnu mere ved siden af studiet, og flere af vores kammerater vil helt vælge en videregående uddannelse fra. Vi håber, at I vil lytte på os og ikke skære ned på vores SU.«

På det første døgn har flere end 7.000 skrevet under.

– Det er et direkte opråb til regeringen og i særdeleshed til Morten Østergaard om, at han skal tage de bebudede besparelser på SU’en af bordet. Der er ikke noget fagligt belæg for, at det får de studerende til at komme hurtigere igennem uddannelserne, og samtidig er vi skeptiske over for, at pengene ikke skal bruges til at investere i bedre uddannelse, men at de nu skal bruges på afgifts- og skattelettelser til erhvervslivet, siger DSU-formand Camilla Schwalbe til avisen BT om initiativet.

Deltag i underskriftindsamlingen »Nej til SU-nedskæringer« her.

Læs artiklen »Elever og studerende varmer op til SU-kamp« hos Modkraft.

»Lårde Mården«

Morten Østergaards kovending har også ført til mere humoristiske protester.

På Facebook har siden ’Scumbag Østergaard’ fået over 800 fans på at gøre grin med uddannelsesministeren.

Facebookgruppen Scumbag Østergaard.

På Aarhus Universitet, hvor Morten Østergaard mandag den 18. februar deltog i et »dialog møde« med de studerende, blev ministeren mødt af en stor pibekoncert og forskellige skilte, der signalerede utilfredshed med SU-reformen.

De studerende havde blandt andet medbragt et skilt med teksten ’Lårde Mården, det Ikk iorden’.

Læs artiklen om Aarhus-mødet »’Hvorfor skal vi betale direktørernes bonusser?’« hos Information.

Ø: Politisk selvmord

Enhedslisten går mere alvorligt til sagen.

Partiet betegner regeringens kovending som et »politisk selvmord«, der kaster de studerende i armene på de borgerlige partier.

– S, SF og R førte valgkamp på, at der ikke skulle forringes på SU’en. Og når man så går ud og forringer SU - og oven i købet giver pengene direkte til erhvervslivet, jamen, så vil de unge vælgere da helt forsvinde. De bliver jo sparket på, jeg forstår dem godt, siger partiets gruppeformand Per Clausen til Jyllands-Posten.

Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen er rystet:

– Jeg ved ikke, hvad jeg efterhånden skal sige om denne såkaldte socialdemokratiske regering. Først røg alle valgløfterne om en millionærskat. Så kom en asocial skattereform, som omfordelte penge fra den arbejdsløse til direktøren. Og nu er det så de studerende, der står for tur, skriver hun i en pressemeddelelse sendt til Modkraft.

Læs artiklen »Reform fremlagt i dag: Her er regeringens SU-nedskæringer« hos Arbejderen.

Læs artiklen »Otte punkter: Sådan vil regeringen ændre SU'en« hos Politiken.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce