Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
analyse
27. juni 2012 - 12:50

Subsidier, sort energi og mikroøkonomi

Det er absurd, at fattige olielande skældes ud, hvis de giver subsidier til befolkningen, mens de udenlandske olieselskaber i disse lande nådesløst sælger byttet til høje verdensmarkedspriser.

Overskriften lyder kedelig, og det er indholdet måske også, medmindre man interesserer sig for energimarkedet og fossile brændstoffer. Af frygt for at blive misforstået vil jeg lige forudskikke, at jeg ikke med dette indlæg vil forsvare brug af ’sort energi’, slet ikke. Uha da.

I tilgift til at diskutere et særligt aspekt af energi, nemlig subsidier, vil jeg blot påvise, hvordan man også i en god sags tjeneste kan komme til at rette smed for bager, og omvendt bager for smed, v. hj. af nøjagtig samme tankegang.

Det, der hedder et pendulargument, hærger mainstream økonomien. Og sidstnævnte har lagt sig solidt ind over grøn energi.

Dagbladet Informations Jørgen Steen Nielsen (JSN) gør et mere end prisværdigt stykke arbejde for at holde læserne til ilden omkring klima, miljø, grøn økonomi, Rio plus/minus og økonomien som sådan.

Men artiklen ”Mens de snakker i Rio, eksploderer støtten til den sorte økonomi” (Information d. 22. juni) rammer desværrre delvis ved siden af.

Det er subsidierne til olie og fossil energi (”sort økonomi”), der eksploderer i år, skriver JSN. Hele 630 milliarder dollar bliver de nok på i 2012. JSN angiver kilden bag tallet som Det Internationale Energiagentur (IEA), men han gengiver ikke metodologien bag udregningen af disse subsidier.

I en verden, hvor tvivlsomme tal ofte slynges omkring, må man vel kunne forlange, ikke mindst af sig selv, at man opgiver de bagvedliggende antagelser, så læseren kan bedømme graden af troværdighed.

Metodologien bag tallene må dog logisk set også stamme fra IEA, og agenturet har pligtskyldigt produceret en note om sagen, ”Fossil-fuel subsidies – methodology and assumptions”.

JSN opgiver i sin artikel, at de største subsidier gives i lande, der selv er olieproducerende, nemlig Iran, Saudi-Arabien, Rusland, Indien, Kina, Egypten, Venezuela og Emiraterne. Man kan tilføje, at de har en høj statslig involvering i olieudvinding og -industri.

IEA-noten oplyser, at subsidierne er et estimat baseret på referencepriser, der stort set er lig med verdensmarkedspriser.

For lande, der selv producerer olie og gas, beregner man subsidierne ud fra prisgabet mellem referenceprisen og prisen til konsumenten per enhed multipliceret med antallet af konsumerede enheder.

Hvis et land, der ikke har givet magten fra sig til et udenlandsk olie- eller andet selskab, er i stand til at trække olie og gas billigt op af jorden og giver den fordel videre til befolkningen, kaldes det subsidiering. Altså det, at staten ikke belægger afgifter for at hæve den lave omkostning op til referenceprisen, gælder som penge ud af lommen. Det er det ikke.

Tværtimod undlader staten at inddrage ’ressourcerenten’, hvilket noten indrømmer med disse ord, ”The subsidy, in this case, is the opportunity cost of pricing domestic energy below international market levels, i.e. the rent that could be recovered if consumers paid world prices, ..”

Og den siger også, at staten kunne tjene en del penge ved en højere pris - via skatter og afgifter, hvad ellers?

Godt mikroøkonomisk taler den om en alternativomkostning  (’opportunity cost’), dvs. en fiktiv omkostning ved ikke at gøre det.

Til gengæld lader metodologien ikke til at tage højde for, at forbruget ville være meget lavere, hvis regeringerne ikke tilbød de hjemlige forbrugere en pris under verdensmarkedet.

Diskussion af en sådan ’efterspørgselselasticitet’ hører ellers i den grad hjemme i mikroøkonomiens instrumentkasse. Blev den beregnet, ville disse ikke-eksisterende subsidier blive lavere. Man får unægtelig en anelse om, at der er klar interesse i at få skubbet subsidierne i vejret på dette estimat-plan.

Metodologi-noten påpeger, at for importerende lande, der betaler verdensmarkedsprisen, men sælger det sorte guld videre til befolkningen til en lavere pris, er der tale om egentlige subsidier.

Disse kan iflg. min erfaring også være godt skjulte, men det er så en anden historie. Burkina Faso har i en lang periode sørget for, at elektricitetsselskabet fik diesel og fuel oil til lave priser. Disse subsidier blev blandet ind i nogle komplicerede momsrefusionsordninger og gemt godt væk i budgettet, for at Verdensbanken ikke skulle blive for ophidset.

Men lad det hvile. Burkina måtte i hvert fald betale rede penge for fornøjelsen, for der blev hverken produceret en dråbe råolie eller raffineret olie i landet.

Det pudsige er blot, at når man terper mikroøkonomi og især den underafdeling, der hedder cost-benefit analyse, lærer man altid, at man skal lægge udbetalte subsidier oven i en kunstigt lav pris og trække pålagte afgifter fra en kunstigt høj pris, når man skal finde den sande ’pris’, der i den sammenhæng hedder skyggeprisen.

Her er det altså lige pludselig det modsatte: hvis man ikke pålægger en afgift, undergraver man systemet. En ikke-afgift bliver nu til et subsidie.

At fremstille megahøje energipriser, der giver ekstraprofitter til olie- og velpolstrede energiselskaber, som en markedsøkonomisk ’sand’ pris, kan dog også bruges til at klæde en reaktionær tankegang grønt på.  

Selvfølgelig gives der også en lille social undskyldning for metodologien. Det er ’i virkeligheden’ de rige i de olieproducerende og subsidierende lande, der nyder godt af subsidierne.

Men i Nigeria var der i begyndelsen af 2012 vildt oprør over hele linjen, da regeringen ville reducere benzinsubsidierne, der her var reelle penge ud af kassen. 

Som en eftertanke indrømmer noten muligheden for det ’produktionsprisargument’,  jeg fremførte ovenfor, men skynder sig så at tilføje, at en sådan tilgang resulterer i en ineffektiv allokering af ressourcerne. Det er da godt, at IEA ved, hvordan en økonomisk effektiv allokering ser ud – samt ovenikøbet et fald i økonomisk vækst over tid - unægtelig et postulat, der blafrer i vinden, men til fulde viser det IEAs høje videnskabelige niveau.

Lad os diskutere subsidier til olieprodukter på et mere redeligt grundlag, lad os diskutere problematikken ud fra ressourcerenten.

Hvis der var et minimum af retfærdighed til, skulle staterne inddrage ekstraprofitterne i form af skat på private olieselskaber (hvor de findes) og bruge disse midler til at støtte grøn energi, men det er vi i de rige lande heller ikke nået til.

De ikke-opkrævede skatter på Mærsks dyrt solgte nordsøolie kunne man vel lige så vel kalde subsidier som de afgifter, forbrugerne ikke betaler i de fattigere olieproducerende lande med statslige olieselskaber, fordi der ikke pålægges ekstraprofitter på hjemmemarkedet.

Den omlægning, der skal til i de mindre velstående lande, for slet ikke at tale om i dem, der af mere eller mindre gode grunde har vendt Vesten ryggen, befordrer vi ikke ved at citere IEA-tal uden videre analyse og så slå synderne oven i hovedet med dem, fordi det denne gang passer ind i vores grønne kram.

Helt absurd er det, at fattige olielande domineret af udenlandske olieselskaber (tænk igen på Nigeria) skældes ud, hvis de bruger egne ressourcer på ud-af-lommen subsidier til befolkningen og transportsektoren, mens de udenlandske olieselskaber nådesløst sælger byttet til høje verdensmarkedspriser. 

Åbenbart til IEAs store tilfredshed.

Må jeg minde om, at IEA hører under OECD, de rige landes klub eller pænere, de rige landes tænketank.

PS: Noget helt andet er, at olieøkonomer og journalister taler alt for lidt om komplikationerne ved raffinaderikapacitet – det trænger vi også til at høre om. Man putter nu engang sjældent råolie i tanken. Der er også magt og magtfordrejning på det område. Hvorfor er kapaciteten for lav? Gavner det ’grøn økonomi’ eller blot de store olieselskaber, der som BP både hiver olie op af jorden og under havbunden og raffinerer den?

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce