Annonce

ModKulturRefleksioner i den levende kultur
anmeldelse
21. december 2012 - 11:52

"Tag på din egen røv!"

Gunni Torp skriver og synger glade sange med frisprog og overskud til fest trods alt.

Gunni Torp har udgivet sit første solo-album med 10 finurlige sange om byliv, børneliv og livtag med verdens problemer, som de præsenterer sig i det store og i det små.

Albummet "Det Smitter" er præget af livlige udtryk for undren og glæde, som afslører, at Gunni Torp har baggrund i bands som Klepti Klepti og Orkestar Baxtalo og i det hele taget er fortrolig med det hjemlige balkanmusik-miljø.

Vi er med dette album helt klart i den legende lette ende af musikken.

Gunni Torp synger de dansksprogede sange med varme og en meget klar og ren stemme.  Men trods de ofte rundtossede cirkusagtige stemninger og balkanlyden er vi sjældent langt fra den skandinaviske visetradition, dens enkle melodier og stramme form.

Gunni Torps musik har et vist 70'er-præg, men hun har alligevel en egen tilgang til traditionen med sine overraskende tekster, der er temmelig præget af frisprog.

Her er eder og forbandelser og smædesange afleveret med en lystig charme: Gunni er en rimsmed med overskud  - og en swingende svejser.

Gunni Torps poesi hopper frejdigt fra det højstemte til det lavkomiske og omvendt uden mellemlag, for eksempel i sangen "Velsignet":

"Det er velsignet

den har fået et par på skrinet

en gylden ske i røven

ja, den har bestået prøven

Den kan selv trække vejret

og bliver helt rød i bærret

Når den møder en, den elsker

Det ku være dig."

I Gunni Torps musik er der mange elementer af cirkus og gøgl. Det præger hele stemningen og breder sig fra lyden af hendes harmonika - en tuba her og en klarinet dér.

Og så jonglerer hun behændigt med ordene. Konsonanterne slår så hurtige rytmer i lydbilledet, at man af og til dårligt kan følge med.

Et eksempel er sangen "Træk Nallerne Til Dig":

"Du er på natterov, det er herresjov

men jeg ser dig, mand, du er herreflov

du tager noget, fister, der ikke er dit

for at sige det som det er - det er virkelig noget skidt

det er dårlig karma, det er vold, der avler vold

det' en gal tyr i trav - og det' noget, der går i arv

du er ligeså langt ude som nogen har været det overfor dig

du kører blindkørsel på min motorvej

jeg skammer mig ikke og det rammer mig ikke

når du kalder mig sæk - få nu fingrene væk!"

Teksten munder ud i et kor: "Tag på din egen røv", men musikken, der understøtter dette ordmæssige rytmeorgie, er indtagende og dansevenlig. Faktisk mere indbydende end teksten, hvilket skaber en vis spænding i udtrykket.

Dette kan man godt savne i de øvrige sange.

Skal man kritisere noget, er det netop det, at musikken i lange stræk virker friktionsfri. Figurerne kaster ingen skygge, og de kradser ikke - heller ikke dér, hvor det klør. Men glæden formidles flydende.

Gunni Torps sange er glade sange. Hun bevæger sig i et muntert univers, der nok af og til tekstmæssigt antyder en bagvedliggende tone af melankoli og vrede, men musikken i sig selv udtrykker lyssyn og overskud til fest trods alt.

Det er fristende her at skrive, at musikken smitter - det gør musik i reglen - men det afhænger nok af, om man er modtagelig over for glad musik eller føler større tilfredsstillelse ved at iklæde sig melankoli eller vrede.

Sangene som helhed hylder under alle omstændigheder lysten til livet og glæden ved mangfoldigheden og storbyens små hemmeligheder. Og musikken er selv et vidnesbyrd om det liv og den livskraft i undergrunden, som sangene beskriver.

Gunni Torp: "Det Smitter" (Gunni CD 4). Produceret af Ask Kæreby.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce