Annonce

Vennerne protesterer:
21. juni 2012 - 19:50

Terrorfængslede straffes uden rettergang

To unge mænd, der har været varetægtsfængslet i mere end et år mistænkt for en række politiske brandanslag, bør løslades. Det mener deres kammerater. Landsretten skal tage stilling til sagen fredag.

Landsretten skal fredag den 22. juni tage stilling til varetægtsfængslingen af to unge mænd med tilknytning til det venstreradikale miljø i København, der blev anholdt april og maj sidste år i en sag om brandstiftelse, der siden er blevet udvidet til også at omfatte overtrædelse af terrorlovgivningen. 

I begyndelsen af maj blev tre tiltalte i den opsigtsvækkende sag løsladt fra deres varetægtsfængsling efter en dom i Landsretten og derfor håber venner og bekendte, at også de to tilbageværende sættes på fri fod inden selve retssagen mod dem begynder til december.

– Det er ingen rationelle argumenter for at opretholde varetægtsfængslingen. Det er ren chikane og svarer til at give dem en straf uden en retssag, fortæller én af de fængsledes venner til Modkraft.

Læs artiklen »Tre terrortiltalte løsladt« hos Modkraft.

Nægter terror-planer

Ifølge anklageskriftet, så har de unge mænd fra venstrefløjen, der er alderen 21 til 24 år, gennemført eller haft planer om at gennemføre ildspåsættelser mod blandt andet en bank, den græske ambassade, flere bygninger tilhørende politiet samt multinationale virksomheder.

I april i år blev de fem tiltalt for overtrædelse af terror-loven.

Læs artiklen »Kan molotovcocktails omstyrte samfundet?« hos Modkraft.

Sagen mod de fem bygger på materiale indhentet af Politiets Efterretningstjeneste (PET) og er blevet dækket intenst i medierne efter at fire af de tiltalte blev anholdt den 26. april sidste år ved Politiskolen i Brøndby i besiddelse af 30 liter benzin og nødblus.

De fire har efterfølgende erkendt forsøg på brandstiftelse på Politiskolen, men afviser, at dette skulle være et forsøg på terrorisme.

Samtlige fem tiltalte afviser alle andre anklagepunkter i sagen.   

Læs artiklen »Endnu en aktivist fængslet for brandanslag mod politiet« hos Modkraft.

Ensidig mediedækning

De fængsledes venner har taget kontakt til Modkraft, fordi de mener, at sagen mod de formodede brandstiftere har udviklet sig til en retssikkerhedsmæssig fadæse.

– Det er som om alle glemmer, at man er uskyldig indtil andet er bevist, siger en ung kvinde, der ligesom de andre venner ønsker at være anonym.

Efterretningstjenesten har kørt sagen op i medierne og historien er blevet dækket ukritisk og ensidigt, lyder kritikken.

Pressen har nemlig ligesom de pårørende ikke mulighed for at se efterretningstjenestens beviser, fordi sagen bliver ført bag lukkede døre.

– Ingen bør stole på PET. De ønsker bare større budgetter. I stedet bør folk vente med at tage stilling til, at man har set beviserne og der falder en eventuel dom, mener en ven.

– Vi vil generelt gerne opfordre folk til at slå koldt vand i blodet og vise solidaritet med de tiltalte i stedet for at tro på anklagemyndighedens udlægning i medierne, lyder appellen fra en anden af de tiltaltes kammerater.

Læs artiklen »Aktivister om brandsag: Politiet dæmoniserer venstrefløjen« hos Modkraft.

Psykisk pres

Anklagemyndighedens ønske om at opretholde varetægtsfængslingen af de to sidste aktivister skyldes, at politiet mener, at de er »hovedmændene« i sagen ligesom man påstår, at de vil kunne påvirke sagen hvis de bliver løsladt.

Men det argument køber de pårørende ikke.

– Efterforskningen har med politiets egne ord været afsluttet helt tilbage i november sidste år, så det lugter lidt af desperation, mener en kvindelig bekendt.

– Endvidere er der jo tre, der er løsladt nu, der har siddet til de samme retsmøder som de to fængslede, og har adgang til nøjagtigt det samme materiale, så principielt set er der jo ingen hemmeligholdelse af tingene mere, vurdere hun.  

Hun hæfter sig desuden ved, at politiet har valgt at opretholde sigtelsen mod yderligere en person i sagen, som ikke er fængslet. Men uden at tiltale vedkommende.

– Personligt tror jeg, det (opretholdelsen af sigtelsen, red.) er for at lette anklagemyndighedens opgave med at opretholde varetægtsfængslingerne ud fra logikken »der er stadig sigtede på fri fod«. Og for at besværliggøre muligheden for at få afskaffet besøgs - og brevkontrol og lægge et ekstra psykisk pres på de fængslede, siger hun.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce