Trotskijs besøg i Danmark

[Artiklen er et afsnit fra bogen: Mod Strømmen. Af Steen Bille Larsen ( SFAH, 1986, side 145-155), og er indskannet med tilladelse fra forfatteren. Se også Tidslinjen 27. november 1932].

Trotskijs mærkelige skæbne og hans fald fra at være medlem af den øverste ledelse i Sovjetunionen til at være landsforvist til den fjerntliggende ø Principo i Lilleasien, betød at offentligheden stadig interesserede sig for ham, også efter at han var uden for politisk indflydelse.

Han selv brugte denne opmærksomhed til at offentliggøre sin kritik af lederne i det sovjetiske kommunistparti, og derved skaffe venstreoppositionens synspunkter international udbredelse.

Herhjemme blev DKPs medlemmer aldrig i Arbejderbladet oplyst om, at Trotskij var blevet udvist af Sovjetunionen, men andre aviser fulgte hans skæbne. Dagbladet Politiken bragte i februar 1929 fire breve, som Trotskij havde skrevet om sin forvisning, og i sommeren samme år bragte Politiken over 25 gange et sammendrag af hans selvbiografi "Mit Liv", som dækkede begivenhederne frem til Lenins død i 1924 (1).

Nogenlunde samtidig med at Politiken bragte denne artikelserie, diskuterede den danske regering en underhåndsanmodning fra Trotskij om at få opholdstilladelse i Danmark, men sagen førte ikke til noget resultat (2). Trotskij var stadig henvist til at bo på Principo.

Danmark lå i udkanten af de store politiske begivenheder, som rullede hen over Europa i årene omkring 1930, men der var lejlighed til at få et indtryk af hovedpersonerne, idet der var tradition for at invitere kendte udlændinge som talere til Danmark. I 1931 havde den tidligere folkekommissær for kulturelle anliggender i Sovjetunionen, Lunatsjarski, talt i Studentersamfundet.

I 1932 havde en af de ledende menchevikker fra den russiske revolution, Abramovitsj, været inviteret af Socialdemokratiet til at tale i København. Socialdemokratiet havde også arrangeret et offentligt møde med den tidligere socialdemokratiske politipræsident i Berlin, Grzesinski. Han var en omstridt person, der under en 1. maj-demonstration i 1929 lod politiet skyde på kommunistiske arbejdere, hvilket førte til flere dræbte.

Under mødet i København blev han overdænget med rådden frugt af unge kommunister. Mødet blev dog gennemført, efter at DSU-ere havde ryddet salen (3). I 1930 havde Studenterforeningen inviteret Goebbels til at tale, men mødet blev aflyst i sidste øjeblik efter pres fra udenrigsministeriet, hvilket førte til voldsomme protester fra højreorienterede studenterkredse (4). Senere i 30-erne blev kontroversielle talere mødt af direkte indrejseforbud, hvilket bl.a. ramte flere DKP-arrangementer.

I august 1932 var bestyrelsen for Socialdemokratiske Studenter i gang med at planlægge mødeprogrammet for den kommende vinter, og man fik den ide at invitere Trotskij i forbindelse med 15-årsdagen for den russiske revolution. Umiddelfart var der ikke noget interessesammenfald mellem socialdemokrater og den kommunistiske venstreopposition. Men blandt unge socialdemokrater var der stor interesse for det sovjetiske eksperiment og for femårsplanen.

Man inviterede derfor Trotskij for – som de selv har udtrykt det – at få dette emne belyst indefra, idet Trotskij som forhenværende medlem af Sovjetunionens øverste organer måtte kende problemerne (5). Dertil skal lægges, at det ville gøre sig godt på mødeprogrammet, hvis bestyrelsen kunne arrangere et møde med en så internationalt kendt person.

Inden bestyrelsen rettede henvendelse til Trotskij, sikrede den sig rygdækning hos partiet, vel også for ikke at bringe Socialdemokratiet i vanskeligheder i regeringssamarbejdet.

Formanden cand. jur. T.A. Vikelsøe Jensen skrev derfor "helt privat" til Stauning for at forvisse sig om, at en indbydelse af Trotskij ikke mødte "stats- eller partipolitiske vanskeligheder". Vikelsøe Jensen henviste til tidligere tilfælde, hvor udenlandske talere havde været indbudt og tilføjede, at det måtte være "ubegrundet" at nægte Trotskij indrejsetilladelse af hensyn til de danske kommunister (6).

Stauning svarede omgående positivt på brevet, omend noget forbeholdent: "Jeg ser ikke "stats- eller partipolitiske" vanskeligheder ved et besøg af Trotskij... Noget andet er, at jeg ikke forstår, hvilken interesse socialdemokrater kan have af at foranstalte dette besøg, men det ligger formentlig udenfor, hvad De ønsker besked om (7)."

Staunings svar var en accept af planerne på højeste sted, så herefter gik forberedelserne i gang, Næstformanden Aage Færge skrev til Trotskij, hvor spørgsmålet om at holde foredrag i København blev forelagt, formuleret i 3 punkter: a. om Trotskij kunne holde et eller flere foredrag i det kommende efterår eller eventuelt senere; b. i bekræftende fald om det kunne blive i oktober; c. om Trotskij kunne tale om Oktoberrevolutionen eller om femårsplanen. Hvad angik de mere praktiske forhold, foreslog Socialdemokratiske Studenter: rejse på 1. klasse, ophold, samt betaling for udlæg. Endelig ønskede de, at foredraget blev holdt på tysk eller engelsk (8).

Umiddelbart måtte planen synes hasarderet, nemlig at Trotskij skulle begive sig ud på en to ugers rejse for at holde foredrag i København. Men Danmark var et af de lande, hvor asyl var en mulighed, og Trotskij svarede aldeles omgående, at han gerne ville holde et foredrag med titlen "Om Sovjetstatens opståen", og at han ville foretrække, at det blev i midten af november (9).

Med dette tilsagn kunne bestyrelsen gå i gang med at løse de praktiske opgaver. I begyndelsen af september var Vikelsøe Jensen to gange hos justitsminister Zahle for at forhandle om visum til Trotskij.

Resultatet blev, at Trotskij kunne få et otte dages visum, forudsat at foredraget var af rent videnskabelig karakter (10). Denne beslutning videregav Aage Færge til Trotskij med besked om, at han kunne få det bevilgede visum ved den danske diplomatiske repræsentation i Prag eller Konstantinobel (11). På grund af folketings-valget d. 16. november besluttede bestyrelsen at flytte mødet til slutningen af måneden (12).

Gennem brevvekslingen om formaliteterne får man indblik i, at Trotskij rent faktisk ikke havde mulighed for at rejse frit fra Principo. Trotskijs sekretær Otto Schüssler skrev til Socialdemokratiske Studenter, at Trotskij ikke kunne søge transitvisa, før det danske visum var i orden, dvs. at intet land ville give ham tilladelse til gennemrejse, før der forelå en accept fra de danske  myndigheder om, at han kunne få midlertidigt ophold i Danmark (13). Disse formaliteter gik i orden i de sidste dage af oktober, hvorefter Schüssler bekræftede, at Trotskij ville være i København i slutningen af november (14).

I det praktiske arangement inddrog Trotskij nogle af sine nære politiske kontakter i Frankrig, Raymond Molinier og Pierre Naville fra Ligue Communiste, samt en nær medarbejder, tjekken Jan Frankel.

Som en elementær sikkerhedsforanstaltning rejste Pierre Navilles kone, Denise, til København sammen med en veninde i midten af november. Pierre Naville skrev til Aage Færge, at han håbede hun ville blive godt modtaget under sin "lille ferie" (15). Ingen i bestyrelsen var dog i tvivl om, at de kom til København for at sikre sig, at forholdene var i orden.

På et bestyrelsesmøde i Socialdemokratiske Studenter d. 23. november drøftede man det forestående arrangement. Det var dog begrænset, hvor meget der kunne planlægges, "da alt beroede på Trotskij og især hans sekretærers indstilling (16)") Dette møde blev afholdt samme dag som Trotskij kom til Esbjerg. Han var rejst over Italien og Frankrig og herfra sejlet videre fra Dunkerque. For ikke at skabe opmærksomhed om sig rejste han under sin kones navn, Sedov, men det var kun med til at øge mystikken.

Trotskij blev i offentligheden betragtet som den "rabiate" i den kommunistiske bevægelse, der arbejdede for verdensrevolutionen, hvorimod Stalin betragtedes som moderat.

Især hos det franske borgerskab var han lagt for had, fordi han var ansvarlig for Ruslands ensidige fredsaftale med Tyskland under 1. verdenskrig, hvor bolschevikkerne havde "ladt Frankrig i stikken". Nu, hvor Trotskij rejste under falsk navn, var den europæiske presse fyldt med rygter om den virkelige hensigt med denne rejse,  og han havde politieskorte gennem de forskellige lande.

I Esbjerg ventede en skare journalister samt en kommunistisk demonstration, der råbte "forrædder", medens skibet lagde til kaj. Som repræsentant for Socialdemokratiske Studenter ventede Bernhard Bøggild med to biler, der kunne bringe selskabet til København.

Af hensyn til den kommunistiske demonstration havde Bøggild planlagt, at Trotskij skulle sættes over i en motorbåd i rum sø, men Trotskij betakkede sig. Han foretrak   toget til København. Det lykkedes Bøggild at skaffe selskabet en særskilt vogn i toget og for nedrullede gardiner kørte de gennem landet.

Journalister fik her lejlighed til at interviewe ham. Social-Demokraten bragte en artikel med overskriften "I Trotskijs låsede Waggon", hvilket gav associationer til den plomberede jernbanevogn, som i 1917 bragte Lenin til Rusland fra eksilet i Schweiz (17).

På Hovedbanegården i København ventede der Trotskij en kommunistisk demonstration. Da der gik rygter om, at selskabet ville forlade toget undervejs, havde et halvt hundrede demonstranter taget opstilling i Roskilde, der var sidste stop inden København, og under råbene "Ned med Trotskij" demonstrede de på perronen uden for den tillukkede jernbanevogn.

Toget standsede imidlertid ekstraordinært i Tåstrup, og under politiledsagelse stod selskabet af og kørte i bil det sidste stykke vej. Politiet tilbageholdt alle andre biler i forfølgelsen. For demonstranter, journalister og nysgerrige var det en skuffelse, at toget kom uden Trotskij til København. Trotskij havde undervejs bedt om at gense Rådhuspladsen, som han kendte fra sit Københavnerbesøg i 1910, da han deltog i Socialistisk Internationales kongres.

Politikens journalist skildrede den underlige oplevelse at se den ældre lille mand - tidligere revolutionsleder og nu ekskommunikeret bolchevik - gå ukendt rundt på Rådhuspladsen og fornemme den københavnske atmosfære.

Kort efter forsvandt bilerne i natten til et ukendt bestemmelsessted (18).

Næste dag blev der holdt nyt bestyrelsesmøde i Socialdemokratiske Studenter. I mødet deltog Bøggild, desuden var indbudt Ib Koldbjørn fra DSUs ordensværn. Han skulle hjælpe med at samle et ordenskorps. Bøggild meddelte, at han havde forhandlet med det amerikanske Columbia Broadcasting om rettighederne til at transmittere mødet (19).

Ved at afhente Trotskij i Esbjerg havde Bøggild bragt sig i begivenhedernes centrum som den, der løste de praktiske opgaver i forbindelse med besøget. Han havde sørget for at leje en villa på Dalgas Boulevard, hvor Trotskij kunne bo uden at andre kendte hans adresse. Det var også ham, der var forbindelsesled til Trotskijs sekretærer under besøget. Ligeledes var det fra familien Bøggilds telefon, at der blev solgt billetter til foredraget (20).

Bernhard Bøggild var ikke selv medlem af bestyrelsen i Socialdemokratiske Studenter, men var deres repræsentant i Studenterrådets bestyrelse. Han var født i 1894 og med sine 38 år den ældste i forsamlingen. Han var i sin tid gået ud af gymnasiet og havde aldrig fået en studentereksamen.

Senere havde han fået lyst til at læse teologi af anti-religiøse grunde, og på studieophold i Tyskland og Frankrig skaffede ban sig de nødvendige forudsætninger for at kunne få dispensation, og i 1930 blev han optaget på universitetet.

Ved siden af var han medindehaver af et chokoladegrossistfirma, og sammenlignet med de yngre studenter var han etableret med kone og børn. I kraft af sin økonomiske baggrund og sine gode forbindelser var det derfor ham, som fik overdraget kontakten til Trotskij.

Københavnerbesøget var Trotskijs første chance for at komme væk fra det udkantområde, han med rette følte sig anbragt i. Det var hans håb at skaffe sig en opholdstilladelse i et vest- eller mellem-europæisk land. Nu prøvede han med bl.a. Vikelsøe Jensens og Hartvig Frischs hjælp at få opholdstilladelse i Danmark. Men ét var, at regeringen havde sagt ja til otte dages visum, noget anden en egentlig opholdstilladelse.

Det sagde man nej til allerede ved den første forespørgsel. Trotskijs besøg vakte nemlig stor international opmærksomhed. I dagene omkring hans ankomst skrev det danske gesandtskab i Berlin og generalkonsulatet i Hamborg til det danske udenrigsministerium om den store presseomtale, det forestående besøg gav anledning til i tyske aviser.

I Tyskland så man ikke positivt på invitationen. Den tyske rigspresseattaché rettede henvendelse til gesandtskabet i Berlin for at få en redegørelse (21), og det nazistiske Hamburger Tagesblatt bragte en følelsesladet artikel om, at Danmark skulle være "Trotzkis neue Heimat"  (22).

Også Sovjetunionen kritiserede besøget, idet det sovjetiske pressebureau Tass meddelte, at en opholdstilladelse til Trotskij ville blive betragtet som en uvenlig handling mod Sovjetregeringen (23).

For yderligere at vanskeliggøre Trotskijs ophold i landet udsendte sovjetisk radio en falsk meddelelse om, at han først og fremmest skulle være kommet til København for at holde en hemmelig konference, hvilket ville være mod betingelserne for indrejsetilladelsen.

Tilmed et medlem af kongefamilien, prins Åge, meldte sig blandt kritikerne og protesterede mod Trotskijs tilstedeværelse, fordi Trotskij efter hans opfattelse var medskyldig i den russiske tsarfamilies død under den russiske revolution. Det danske kongehus havde tætte familiebånd til den dræbte tsarfamilie, og prins Åge mente, at besøget var vendt mod kongehuset.

En så stor opstandelse havde regeringen næppe forestillet sig. Det stod derfor hurtigt klart, at der end ikke kunne blive tale om en mindre forlængelse af opholdstilladelsen. Regeringen behandlede besøget på et regeringsmøde, hvor justitsministeren orienterede om, at Trotskijs tale ville blive optaget på film (24).


Selv om opholdet var kort, lod Trotskij ikke lejligheden gå fra sig til at samle repræsentanter fra de sympatiserende oppositionsgrupper i Europa. I forbindelse med mødet fik Socialdemokratiske Studenter en liste over de udenlandske tilrejsende.

På listen har en af studenterne humoristisk noteret "Trotskijs garde" (25). Her genfindes nogle af de mest kendte af venstreoppositionens europæiske tilhængere, Trotskijs to sekretærer Otto Schüssler og Jan Frankel samt de franskmænd, som havde stået for de praktiske forberedelser: Denise og Pierre Naville, Pierre Frank, Raymond Molinier og Gerhard Rosenthal. Blandt de øvrige kan nævnes belgieren Leon Lesoil, englænderen Harry Wicks, hollænderen Henricus Sneevliet og tyskerne Georg Jungclas og Charlie Munter. De kom naturligvis ikke kun til Danmark for at høre Trotskijs foredrag.

Man benyttede lejligheden til at samle de europæiske kontakter til et møde, hvor venstreoppositionen for første gang fik mulighed for at diskutere forholdet til Komintern og spørgsmålet om, hvorvidt der skulle opbygges en ny internationale som alternativ til den eksisterende.

Det offentlige møde med Trotskij blev holdt i Idrætshuset 27. november for en tæt pakket sal med 2.000 tilhørere. Der var forud gået rygter om, at kommunisterne ville smide tåregasbomber, og at unge konservative ville sprænge Idrætshuset i luften.

Mødet var derfor omgærdet med store sikkerhedsforanstaltninger, iværksat af Trotskijs "garde" og politiet, De politiske angreb fra DKP prøvede Trotskijs udenlandske tilhængere at imødegå i en løbeseddel "Til Københavns arbejdere!", hvori de bl.a. skrev, at "De, som fremstiller Lenins kampfælle som kontrarevolutionær, gør sig skyldig i en modbydelig bagvaskelse, som direkte går den hvide kontrarevolutions ærinde (26)."

Til mødet blev kun solgt billetter på navn. og de blev distribueret gennem DSU, Socialdemokratiske Studenter og Studenterrådet. Billetten skulle vises sammen med legitimation, når tilhørerne passerede politikæden, som afspærrede hele området omkring bygningen. Også i selve salen var truffet omfattende sikkerhedsforanstaltninger.

En af de udenlandske deltagere, englænderen Harry Wicks har siden skrevet, at den DKP-inspirerede fjendtlighed vakte så stor bekymring, at man fik en gruppe tidligere Røde Frontkæmpere til at komme fra Hamborg til København (27). De sad på de to første rækker i salen sammen med de øvrige udenlandske tilhængere. De to næste rækker var besat med danske politibetjente i civil. Overalt i salen så man desuden unge mennesker med jernfrontmærke, et tegn på at også det socialdemokratiske ordensværn var til stede. lalt var der til at håndhæve ordenen 20 politibetjente, 21 fra Trotskijs "følge", 25 bestyrelsesmedlemmer og 150 fra DSUs ordensværn (28).

Neden for talerstolen sad Gerard Rosenthal, der efter eget udsagn havde en ladt pistol i lommen (29). Sikkerhedsforanstaltningerne fungerede så godt, at dirigenten og tolken ((LC. Lindgaard og Hartvig Frisch) nær ikke var kommet med til mødet. De havde ikke tænkt på, at de også skulle have billetter udstedt på navn, så først efter meget besvær lykkedes det dem at komme gennem afspærringen (30).

Når man tager den store opstandelse i betragtning var selve mødet for mange lidt af en antiklimaks. Trotskij talte på tysk med russisk accent og var svær at forstå. Politiken og Social-Demokraten mente, at det nærmere var en universitetsmand end en agitator, som havde talt, omend Social-Demokraten nok mente, at Trotskij i den sidste del af talen var blevet varmet op, så man kunne fornemme, hvordan han havde været som folketaler (31).

Marie Nielsen beskrev dog senere mødet således: "Jeg (...) hørte det klareste kommunistiske foredrag om de vældige resultater, som Sovjet havde nået under den første 5-årsplan, som jeg nogensinde har hørt. Intet angreb på Stalin og ingen inddragelse af den standende strid i foredraget. Men udenfor larmede de danske kommunister og skreg Ned med Trotskij. De vidste ikke, hvad de gjorde! (32)".

Ud over det offentlige møde og møderne med venstreoppositionens tilhængere fra forskellige lande, deltog Trotskij i et par møder, der nærmest havde karakter af høflighedsvisitter. Der blev således arrangeret en teeftermiddag hos Bøggild, hvor Trotskij traf Bøggilds nære ven redaktør Sigvald Rindung fra Politiken samt nogle af dem, der havde gjort sig gældende i 20-ernes socialistiske studentermiljø, professor L.V. Birck, Hartvig Frisch, professor Jørgen Jørgensen, professor Sindballe (33).

Samme dag havde de danske aviser skrevet, at Zinovjev var død (en meddelelse, som senere viste sig at være forkert). Trotskij indledte derfor sammenkomsten med en lille tale om Zinovjev, hvor han sagde, at der havde været store meningsforskelle mellem dem, men at han ærede ham som en tidligere revolutionær ven. Samtalen over teen drejede sig iøvrigt om Trotskijs politiske kamp før sin forvisning og om udviklingen i Sovjetunionen.


Det hele foregik i en afslappet atmosfære, og - som Hartvig Frisch udtrykte det: "Når han talte om sine politiske modstandere, var det på en måde, som når en professor taler om en kollegas teoretiske tåbeligheder (34)."

Den sidste aften, Trotskij var i København, mødtes han på sin bopæl på Dalgas Boulevard med repræsentanter fra Socialdemokratiske Studenter og Studenterrådet, bl.a. Vikelsøe Jensen, Aage Færge, A.C. Lindgaard, Piet Hein, Lis Tørsleff (senere Groes), Elias Bredsdorff og Jørgen Neergaard (35).

Neergaard var redaktør af Studenterbladet, og han bragte i det følgende nummer et referat af mødet i form af en "samtale" med Trotskij under overskriften "Studenterkommunismen - en børnesygdom":

"I en stue, hvis møblering var en bastard mellem borgerlig klunkehygge og et tandlægeværelse, en bøggildsk blanding af rund grossererhygge og revolutionær gennemtræk, blev vi grupperet til familiefotografering omkring en tom lænestol...  Så kom Trotskij. Den der ventede at blive stillet over for en gammel, brutal, uhyggevækkende skikkelse, ville blive skuffet. Tværtimod var der noget venligt, højkultiveret, smilende og elskeligt over ham (36)."

Samtalen drejede sig om studenternes forhold til den revolutionære bevægelse. Trotskij mente, at unge studenter lå under for "karrierisme", en snæver, småborgerlig stræben. Akademikeren måtte derfor komme til arbejderbevægelsen som lærling, ikke som lærer. Senere kom samtalen ind på Marx. Lis Tørsleff spurgte, om ikke verden havde udviklet sig siden Marx' tid, hvortil Trotskij svarede, at marxismen ikke sluttede med Marx' død, og at Lenin havde inddraget nyopdukkede faktorer i marxismen.

Trotskij kom også ind på den marxistiske opfattelse af det borgerlige demokrati: "Jeg er ikke en halstarrig marxist. De kan endnu få mig til at tro på demokrati. Men så må I først opfylde mig to ønsker: for det første skaffe socialismen indført ad demokratisk vej i Tyskland - og for det andet skaffe mig en opholdstilladelse i Danmark..."

Trotskij håbede med andre ord til det sidste på at få asyl i Danmark, eller i det mindste at få forlænget sin opholdstilladelse, så hans søn, der boede i Berlin, kunne nå at besøge ham. Men regeringen var ubøjelig. Til sidst søgte Trotskij at trække tiden ud, så han ikke kunne nå båden i Esbjerg, men regeringen sørgede for, at han i huj og hast blev kørt af politiet i bil til Esbjerg, så han kunne være ude af landet, inden opholdstilladelsen udløb.

Ved afrejsen var der hverken demonstrationer eller pressepostyr. Kun nogle af hans meningsfæller fulgte ham på vejen tilbage til Tyrkiet. Trotskij udtalte selv, at han var tilfreds med besøget.

Nok havde han håbet at kunne blive længere, men han havde fået lejlighed til at fremlægge venstreoppositionens synspunkter og vise, at hans egen holdning til Sovjetrepublikken var den samme som i 1917 (37). Bag denne tilfredshed lå dog skuffelsen over, at det ikke var lykkedes at skaffe sig asyl i et land, der lå tættere på Europas politiske centre.

Københavnerbesøget fik ikke nogen direkte effekt på det danske politiske miljø, udover hvad det kunne give Socialdemokratiske Studenter af prestige.

Mødet fik god omtalte i pressen. Bøggild, som havde haft den nærmeste kontakt til Trotskij, skildrede i små muntre træk Trotskij-besøget på foreningens næste møde (38), men på en senere generalforsamling blev bestyrelsen udsat for kritik, fordi den havde brugt 107,35 kr på smørrebrød til sig selv i National Scala efter foredraget (39).

Hverken før eller efter Trotskijs københavnerbesøg eksisterede der en trotskistisk gruppe i Danmark. De socialdemokratiske studenters interesse for Trotskij var mere af teoretisk karakter, fordi de ønskede udviklingen i Sovjetunionen belyst fra flere sider. En egentlig dansk trotskistisk gruppe opstod først, efter at de tyske emigranter begyndte at komme til Danmark.

Noter

1. Politiken 26. februar 1929 og 9. juli 1929 ff.
2. T. Kaarsted: Ministermødeprotokol 1929-33. s. 17, 19, 20, 25 og 34
3. O. Bertolt: En bygning vi rejser. Bd. 2. s. 324
4. R. Andersen: Dannark i 30erne. s. 170
5. A.C. Lindgaards beretn. og Åge Færges beretn. Afsnittet bygger også på bl.a.: Harry Wicks: Hemoires of TrotsKy's last public meeting; Von der proletarischen Freidenkerjugend... s. 85-92 og A.C. Lindgaard: Jeg var Trotskis dirigent. 1977
6. T.A. Vikelsøe Jensen til Th. Stauning. 6. august 1932 (Soc.-dem. Studenters arkiv. ks. 4. ABA)
7. Th. Stauning til T.A. Vikelsøe Jensen. 9. august 1932 (Sst.)
8. Socialdemokratiske Studenter v/Aage Færge til Leon Trotskij. 20. august 1932 (Sst.)
9. Leon Trotskij til Socialdemokratiske Studenter. 28. august 1932 (Sst.)
10. Justitsministeriet til samme. 28. sept. 1932 (Sst.)
11. Socialdemokratiske Studenter til Leon Trotskij. 2. oktober   1932. Koncept (Sst.)
12. Samme. 26. oktober 1932. Koncept (Sst.)
13. Otto Schüssler til Socialdemokratiske Studenter. 9. oktober  1932 (Sst.)
14. Samme. 20. oktober 1932 (Sst.)
15. Pierre Naville til Aage Færge. 15. november 1932 (Sst.)
16. Bestyrelsesprotokol.  Socialdemokratiske Studenter. 23.   november 1932 (ABA)
17. Social-Demokraten. 24. november 1932
18. Politiken. 24. november 1932
19. Som note 16, 24. november 1932
20. Karen Bøggilds Beretn.
21. Kgl. Gesandtskab i Berlin til udenrigsministeriet. 17.  november 1932 (Justitsmin. 3. kontor. 1932. nr. 34, 81. RA)
22. Kgl. Generalkonsulat i Hamborg til udenrigsministeriet. 18.  novernber 1932 (Sst.)
23. Som note 21, 24. november 1932
24. Som note 2, s. 211.
25. Note u. dato (Soc.-dem. Studenters arkiv. ks. 4. ABA)
26. Til Københavns Arbejdere! Udg. af Kommunistisk Internationales Venstreopposition (Leninistiske Bolscheviker).  21. november 1932. Løbeseddel (Trotsky Arch. 16147. HAU)
27. Harry Wicks (som note 5), s. 1029
28. Opgørelse over billetsalget ved Trotskij-mødet (Soc.-dem. Studenters arkiv. ks. 4. ABA)
29. A.C. Lindgaard (som note 5), s. 19
30. A.C. Lindgaards beretn.
31. Politiken og Social-Demokraten. 28. november 1932
32. M. Nielsen: Kampen om Trotzki. s. 4
33. Hartvig Frisch til Karen Bøgglid. 25. marts 1937 (Kruses arkiv. ks. 26. ABA)
34. Sst.
35. The Case of Leon Trotsky. s. 140
36. "Studenterkommunismen - en Børnesygdom?", i:  Studenterbladet, 13. 1932. s. 3-4 og 8
37. Writings of Leon Trotsky 1932 (bd. 4). s. 338-339
38. Som note 16. 15. december 1932
39. Sst. 7. februar 1933