Annonce

Fagligt
18. december 2015 - 12:45

»Uber er ikke deleøkonomi, men piratkørsel«

LO's udmelding om at ville gå i dialog med 'samkørselsfirmaet' Uber mødes af kritik i fagbevægelsen og på venstrefløjen.

– Uber er piratkørsel og skal stoppes. Det er tvivlsomt, om selskabet svarer skat i Danmark. Det omgår alle regler i lovgivningen om erhvervsmæssig personbefordring, og det er en trussel mod velfærdsstaten.

Så kontant er udmeldingen fra Bo Weye, som er faglig sekretær i 3F's afdeling for chauffører i København til Modkraft. Udtalelsen er svar på et spørgsmål om, hvordan han forholder sig til LO's forsøg på at opnå en aftale med Uber.

LO's nye forkvinde Lizette Risgaard har over for Berlingske Business argumenteret for at fagbevægelsen skal gå i dialog med Uber, for at finde ud af hvordan man sammen kan sikre, at Uber »driver virksomhed i overensstemmelse med dansk lovgivning og med den måde, arbejdsmarkedet fungerer på i Danmark«.

Udmeldingen møder ikke kun kritik i fagbevægelsen, men også fra venstrefløjen. Henning Hyllested, Enhedslistens trafikordfører i Folketinget, undrer sig:

– Jeg tog mig til hovedet, da jeg så interviewet med LO-formanden. I en situation hvor fagforeninger og chaufførerne forsøger at rejse en bevægelse mod forsøget på at nedbryde folks løn- og arbejdsforhold, er det tåbeligt, at LO går ud og siger: Lad os nu lige se, om vi ikke kan lave aftaler, siger han til Modkraft.

–  Lizette Risgaard svækker den kamp, som er voksende, og som i nogle lande foregår i meget højere omdrejninger end i Danmark. Jeg mener, at det er nødvendigt at markere, at her står vi fandme fast og giver dem kamp til stregen, siger Henning Hyllested.

Læs artiklen »LOs Lizette Risgaard vil kramme Uber på plads« hos Berlingske Business

Piratkørsel, ikke samkørsel

Spørgsmålet om, hvordan fagbevægelsen skal stille sig til Uber, har fået ny aktualitet, efter at Københavns Politi har sigtet foreløbig syv chaufførere for at køre pirattaxa for det omstridte firma. Silicon Valley-selskabet kalder sig en samkørselsordning, hvilket ikke er omfattet af den danske taxalovgivning.

– Hvis man tjener penge på samkørsel, så er det taxakørsel. Så er det erhvervsmæssig personbefordring og det kræver, at man har tilladelse både som fører og som ejer af køretøjet, siger Bo Weye fra 3F.

– Hos Gomore, som jeg ikke har noget imod, deler man brændstof- og broudgifter. I stedet for at køre i to biler, kører man kun i en. Det er fornuftigt nok, siger han.

Han mener derfor, at det er nødvendigt skelne mellem ’deleøkonomi’ for profit og hvad der har folkelig forankring.

Også Enhedslisten opfatter Ubers virksomhed som taxatjeneste:

- Uber er en taxatjeneste, som under dække af deleøkonomi er den rene og rå kapitalisme, siger Henning Hyllested.

– Formålet er virksomheden er at deregulere branchen, herunder de overenskomster som fastsætter løn- og arbejdsforhold. Der er ikke noget idealistisk ved Uber, siger han.

Læs artiklen »UBER undercover« hos Taxi Danmark

Langsommelig sagsbehandling

Selv om de første chauffører for Uber begyndte at køre den 19. november 2014 har det taget næsten et år inden politiet har rejst sigtelser mod chauffører i firmaet – også selv om Trafikstyrelsen allerede på førstedagen anmeldet selskabet til politiet.

Henning Hyllested tror, at lansommeligheden skyldes politisk pres mod politiet.

– Men jeg har ikke håndfaste beviser for, at justitsminister Søren Pind har bedt politiet tage det roligt, siger han.

– Justitsministeriet har brugt EU-domstolen som undskyldning for langsommeligheden ved mine forespørgsler i Folketinget, fortæller han.

Bo Weye fra 3F Chaufførerne i København tror også, at der ligger et politisk pres bag politiets langsommelige behandling af Trafikstyrelsens anmeldelse.

– Internt kalder vi det Uber-gate. For noget tyder på, at der er politiske kræfter, der har blandet sig i den dømmende magt, siger han.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce