Udlændinge er kun velkomne - når der er brug for dem

Når man ser de tusindevis af frivillige folk rundt om i både Danmark og Europa, som gør en indsats for at hjælpe og tage imod de mange flygtninge, får man et nyt håb for menneskeheden.

Det sker midt i de danske politikeres kapløb om, hvem der kan være mest hårdhændet og afvisende over for de flygtninge som i øjeblikket søger mod Europa og Danmark.

Senest har regeringen med integrationsminister Inger Støjberg i spidsen, indrykket annoncer i de libanesiske aviser, i et forsøg på at skræmme flygtningene fra at tage til Danmark.

Der er mange forskellige faktorer, som spiller ind i den nuværende og ofte fjendske diskurs omkring flygtninge, som er gældende i Danmark og store dele af Europa. F. eks den øgede racistiske tendens i Europa over for ikke-vestlige indvandrere med anderledes kultur.

Man skal dog ikke kigge særlig langt tilbage i historien for at finde frem til, at den vigtigste baggrund for diskursen i samfundet over for indvandring er: økonomi.

Danmark har i hundreder af år gjort brug af »fremmedarbejdere«, når man vel og mærket havde brug for det.

F. eks inviterede den danske konge i 1500-tallet flere hundrede hollandske familier til Danmark, grundet deres ekspertise i grøntsagsdyrkning.

Og i slutningen af 1800-tallet og i de første faser af 1900-tallet kom et stort antal polske arbejdere til Danmark, vellidt af de danske arbejdsgivere, som anså dem som flittige arbejdere.

Det mest relevante eksempel er dog fra 1960’erne og 1970’erne.

Højkonjunkturen efter 2. verdenskrig skabte mangel på arbejdskraft i Danmark. De danske arbejdsgivere inviterede derfor i samarbejde med regeringen »fremmed« arbejdskraft til Danmark. En strøm af arbejdere kom fra specielt Tyrkiet, Pakistan og det gamle Jugoslavien.

I starten af 1970’erne, da højkonjunkturens forsvandt i sammenhæng med oliekrisen i 1973, blev der dog stoppet for denne indvandring, og siden da har de danske politikere ikke set sig tilbage i racet mht. til stramninger på flygtninge- og indvandreområdet.

Det er både tragisk og komisk, at politikere fra de selvsamme partier, som dengang, der økonomisk var brug for det, inviterede og opfordrede »fremmede« til at komme til Danmark, nu afviser folk, som kommer fra krig og ødelæggelse. fordi der ikke er brug for dem.

Andre europæiske lande har allerede fået øjnene op for den økonomiske gevinst, de kan få ud af flygtningene.

Den tyske forbundskansler Angela Merkel har helt sikkert en mere humanitær politik i forhold til flygtningene end f. eks den danske regering.

Men baggrunden for den holdningsforskel skal i høj grad findes i den manglende arbejdskraft, som store dele af Europa vil stå over for i den nærmeste fremtid, deriblandt EU’s vigtigste økonomiske motor Tyskland.

FN regner med om en reduktion i befolkningstallet i Europa med 50 mio. mennesker inden for 35 år. Kansler Merkel ser derfor formodentlig en stor økonomisk fordel i det, når hun udtaler at der ingen grænse er for, hvor mange syriske flygtninge, hvoraf mange er veluddannede, man vil tage ind i landet. 

Det er spændende at høre på den ene politiker efter den anden råbe op om, at Danmark ikke har råd til eller kan klare flygtningestrømmen. Menneskeliv er åbenbart mindre værd end penge.

SKAT har åbenbart råd til at se igennem fingre med fusk for flere milliarder på trods af flere advarsler.

Folketinget har åbenbart penge til at købe nye kampfly for mere end 30 milliarder kr. Kampfly har været med til at udløse den flygtningestrøm, som finder sted i dag, pga. fejlagtige vestlige politiske og militære interventioner i Mellemøsten, og en vestlig udviklingspolitik over for Afrika, som siden afkoloniseringen har plejet de vestlige landes kapitalinteresser og dermed drevet de økonomiske flygtninge fra Afrika mod Europa.

Danmark og Europa kan altså ikke løbe fra sit ansvar. Det er både et politisk ansvar, skabt på baggrund af politiske handlinger, og et moralsk ansvar over for vores medmennesker.

Otte ud af de 20 mio. indbyggere, som der var i Syrien før borgerkrigens start, er internt fordrevet i selve landet. 4 mio. bor i nærområderne, hovedsageligt Libanon, Tyrkiet og Jordan.

Europa har modtaget omkring 250.000 syriske flygtninge. Det er under 2% af den samlede andel af interne og eksterne flygtninge fra Syrien.

Det må være en opgave som EU, en af verdens største handelsmagter med 28 medlemslande, skal kunne bærer.

Lad os håbe, at EU i fremtiden vil huskes som værende andet end en handelsmagt. Og lad os samtidigt håbe, at lille Danmark ikke bliver en skamplet i dette minde for fremtiden.

De tusindevis af frivillige som i disse dage hjælper flygtningene har i hvert fald vist vejen for politikerne - vejen mod ansvar og medmenneskelighed.

Emil Vatani er kandidatstuderende ved Københavns Universitet i historie