Annonce

Krigserklæring
17. april 2012 - 10:16

Undergrunden gør oprør mod Distortion-festival

Piratfest-miljøet holder fire dages gratis musik-festival på Nørrebro i protest mod kommercialiseringen af gadefesten Distortion. En god fest handler ikke om forbrug, men fællesskab, mener folkene bag den alternative »Distortion«-festival.

Distortion betyder forstyrrelse af en normal tilstand.  

Ordet er de seneste år blevet lig med den københavnske gade-festival af samme navn, som sidste sommer nåede sit foreløbige klimaks, da flere end 100.000 mennesker deltog i løjerne.

Men Distortion-festivalen har udviklet sig til en samfundsbevarende institution, der promoverer mainstream livsstil og forbrugskultur i stedet for at ryste op i vante forestillinger og værdier.  

Det mener en gruppe københavnske kultur-aktivister, som nu laver deres egen fire-dages musikfestival i protest mod udviklingen.

– Vi vil gerne genetablere gadefester som en politisk aktionsform. Vi tænker ikke ideologisk eller partipolitisk, men mener, at en fest er et fællesskab, og undergrundsmusik kan være et talerør, fortæller Max Lazer, der er talsperson for den alternative festival. 

Den nye festival hedder også Distortion og finder sted på Nørrebro samtidig med det officielle festival den 30. maj til den 3. juni i år. 

Samme navn – nyt logo

Initiativtagerne til den alternative festival har tilknytning til dj-kollektivet Slumsystemet, som har flere års erfaring med at afvikle pirat- og gadefester i København.

De mener, at Distortion-festivalen forsøger at tage patent på »gadefest«-konceptet og suger meningen ud af festen med sponsor-aftaler, dyre øl og høje entré-priser til after-partys.

»Vi anser det for at være essentielt, at der bliver stillet spørgsmålstegn ved den måde venskab, kærlighed, kammerateri og seksualitet bliver artikuleret og symboliseret, således at det udelukkende skal facilitere salget af materielle, samt ideologiske produkter,« skriver kultur-aktivisterne i en pressemeddelelse til Modkraft.

For at understrege pointen, så har aktivisterne i deres materiale afbilledet Distortion-festivalens logo, en dansende mand, med strenge fra en dukkefører.  

Samtidig er festivalens slogan blevet ændret, så det nu handler om en fejring af undergrunden – og ikke af Københavns natteliv.

– Vi føler, at Distortion-festivalen har taget noget fra os, så nu tager vi det tilbage og viser dem, hvad »distortion« i virkeligheden burde handle om, siger Max Lazer. 

Less is more

Sidste år arrangerede fyrene fra Slumsystemet og deres venner en alternativ Distortion fest i Folkets Hus.

De håber nu, at andre, der deler deres ambition om at styrke undergrunden, vil være med til at udvide konceptet.

– Vi har fået hjulet til at køre og skaber rammerne. Men vi håber, at folk vil springe på og være med, hvis de vil lave en støtte-bar, et folkekøkken eller andet, siger Max Lazer.  

Læs artiklen »Venstrefløjen bag alternative Distortion-arrangementer« hos Modkraft.

Det officielle Distortion er vokset eksplosivt, siden det blev afholdt første gang i 2000 og forventer i år op mod 160.000 deltagere.

Læs artiklen »Distortion får flere toiletter og 20 barer per gadefest« hos Politiken.

Undergrunds-festivalen ønsker at gå i den modsatte retning.

– Antallet spiller en kæmpe rolle for, hvordan festen bliver, mener Max Lazer.

– Vi vil gerne have en stemning af en grill-aften med en udvidet vennekreds og give én mulighed for at hygge sig, uden at man skal støtte Distortion-imperiet. Samtidig er vores fester gratis, og baren er billig, fordi vi ikke har nogle økonomiske interesser på spil, fortæller han.  

Ikke konkurrenter

Max Lazer siger, at han og resten af arrangørgruppen ikke har været i kontakt med den offcielle Distortion-festival, og at de heller ikke ønsker det.

– Vi er ikke konkurrenter til dem, men samler dem op, som ikke gider at gå til deres arrangementer.

– Vi gør vores ting, de gør deres. Men de kan jo prøve at smide en mail og se, hvad der sker, griner han.

Mens Distortion-festivalens kendetegn er elektronisk musik, så ønsker festpiraterne at præsentere en større musikalsk bredde.

Der er allerede inviteret flere end 40 forskellige bands, dj's, vj's  og kunstnere til at spille og udfordre sanserne.

Musikken bliver indenfor så forskellige genre som reggae, dancehall, drum'n'bass, blues, syre rock, hip hop, dub, noise og avantgarde jazz.   

Koncerterne og festerne foregår i Folkets Park, på Bolsjefabrikken på både Lærkevej og Ragnhildgade, i kulturhuset Støberiet samt på gaden på Nørrebro.

Et endeligt program vil blive offentliggjort på festivalens hjemmeside inden for den kommende tid.

Besøg hjemmesiden for den alternative Distortion-festival.

Besøg den alternative Distortion på Facebook.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce